4. søndag efter påske          

Tekster: Ez. 36,26-28; Ap.G. 9,1-18; Joh. 16,5-15

              Vi har lige sunget om Guds igenfødte nylevende sjæle, og i salmen fortæller Brorson os om, hvordan han selv har oplevet at blive et nyt menneske. Det er nemlig sine egne erfaringer, han har skrevet om. Men han beskriver det hele generelt – fordi han ved, at det, han har gået igennem, er noget alment. Sådan vil ethvert menneske, der rammes af troens virkelighed, opleve det.

              Brorson siger i andet vers af sin salme sådan her:

”Onde vi vare og døde som stene, hårde i hjertet som marmor og stål,

det var din mægtige styrke alene, som os fik reddet og nå’de sit mål,

lod os ved Ånden i ordet fornemme - Frelserens levendegørende stemme…”

              Brorson taler om det samme, som GT-teksten til i dag gjorde – og han bruger også næsten de samme ord. I GT-teksten var det Gud – der igennem profeten Ezekiel – sagde: Jeg giver jer et nyt hjerte og en ny ånd i jeres indre. Jeg fjerner stenhjertet fra jeres krop og giver jer et hjerte af kød. Jeg giver jer min ånd i jeres indre.”

              Hvor Brorson taler om et hjerte af marmor og stål, taler GT-teksten om et stenhjerte. Begge steder erstattes det hårde hjerte af Åndens virkelighed, og begge steder er det Guds mægtige styrke, der gør dette ved mennesket.

              Så på GT-tid – på Brorsons tid og til enhver tid - også i dag - er det, de taler om, noget, der kan ske for ethvert menneske. Det skete også for Paulus – det vi hørte om i epistelteksten. Paulus er et rigtigt godt eksempel – på hvad det vil sige, at stenhjertet i et menneske bliver forvandlet til et hjerte af kød, som Ånden kan bo i. For Paulus får virkelig en ny Ånd.

              Paulus forfølger de kristne, og i vores tekst er han på vej til Damaskus for at fængsle de kristne, der er der. Undervejs har han så sin store oplevelse, - den der smelter hans stenhjerte. Han ser et stort lys, og Jesus taler til ham og spørger ham, hvorfor han forfølger ham. Paulus falder af hesten, så voldsom er oplevelsen, og da han rejser sig igen, kan han ikke se. Efter 3 dage kommer der en mand til ham, - en mand, som Jesus har sendt, - og han giver ham synet tilbage. Men da det sker, har han fået et nyt syn på alt. Han er blevet et andet menneske – og han, der har forfulgt de kristne, bliver selv døbt. Resten af hans liv, er det Ånden, der på mægtig vis leder ham. Også selv om den giver ham et hårdt liv – med forfølgelser og modgang. Men Paulus sparer aldrig sig selv. Han brænder – for Jesus, som har talt til ham. Og Ånden leder ham igennem alt, hvad han senere udretter.

              De her mennesker, Paulus og Brorson og andre, oplever en omvendelse. Men hvad er en omvendelse? For vores moderne ører lyder det gammeldags – og lidt for fromt måske. Men hvad er det egentlig? For det er noget, mennesker til alle tider oplever – noget, der forvandler dem. Det er også noget, der sker for mennesker i dag – for nogle kommer det vældig brat – måske i forbindelse med, at de bliver ramt af noget andet voldsomt i deres liv. For andre sker det ganske langsomt – en indstillingsændring – som gør, at alt i livet ligesom gradvist bliver prioriteret om.

              Hvis vi skal prøve at forstå, hvad det er – så må vi tænke et øjeblik på det kristne menneskesyn. Mennesket forstås her som en lysstråle - fra Gud. Men igennem vores opvækst glemmer vi efterhånden at kigge bagud i den retning vores livslys kommer fra. Der lægges ligesom slør på slør hen over lysstrålen, og til sidst kigger vi kun udad i lysets udadgående retning – og har helt glemt vores egen livskilde. Det skaber længsel, og derfor forsøger vi at finde mening – derude i det konkrete. Det kan vi ikke, i hvert fald kun for en tid, for alt der er på en måde adskilt fra os selv, det er tomt for os – og vi bliver ensomme og ufølsomme – vi får et stenhjerte.

              Derfor må vores bevidsthed vendes om, hvis vi skal finde os selv – så den igen kigger ind i vores livskilden – ind imod Gud. Denne omvendelse af et menneskes bevidsthed – det er det GT og Paulus og Brorson taler om, - for når et menneske ved, at Gud er dets ophav, så vil det opleve alt i et andet lys. Dets længsel – vores længsel - bliver mødt – og fuldbyrdelsen ved det smelter – stenhjertet, og vi får et hjerte af kød, som GT-teksten kaldte det. Det betyder, at det menneske bliver mere følsomt for andre – og for livet i det hele taget. Det menneske ved jo, at alle hører sammen – at alle bærer den samme Ånd – at vi er hinandens brødre og søstre. 

              Det var det, Jesus kom til jorden for at lære os – og vise os. Han levede her på jorden med et ”hjerte af kød” – et hjerte, der altid var ét med Ånden. Det gjorde han for at vise os, hvordan vi selv kunne komme til at leve – hvis vores stenhjerte blev gjort blødt og levende som hans. Før Jesus kom til jorden, vidste ingen helt, hvad det ville sige – for ingen kendte rigtig Guds Ånd. Ingen forstod dens sprog - derfor var det heller ikke muligt at leve med den. Jesus lærte os dens sprog – det var det sprog, han selv talte, og ved at se på ham – og lytte til ham blev det virkeligt, så mennesker kunne genkende det, når de hørte det.

              Nu nærmer vi os evangelieteksten til i dag, for her taler Jesus til disciplene om Ånden. Det er lige før, han skal forlade dem. Lige før han går ud til Getsemane have, hvor soldaterne kommer og arresterer ham. Disciplene har fulgt ham igennem lang tid, og han har lært dem det, han skulle – det han kunne nå. Nu siger han det sidste – og på en måde er det det hele igen – i helt fortættet form. Det er hans sidste chance for at nå dem. Og han ved, at de ikke vil kunne forstå det hele lige nu, men han vil prente sine ord ind i dem, så de senere langsomt kan komme til at forstå dybden i dem.

              Han vil nå dem – og samtidig smelte den rest af stenhjertet, der er tilbage i dem. Han er med sin bevidsthed og sin kærlighed helt nær ved dem – han tager udgangspunkt i deres situation. I den sorg de føler over, at han skal forlade dem. Han møder dem der, hvor de er – og tager dem på en måde derfra med et andet sted hen. Ind i nærheden med ham – ind i sandheden – den sandhed, der kan være svær at bære. Men Ånden kan kun leve der, hvor der er sandhed. Det siger han til dem. De må se i øjnene, at de skal miste ham – smerte hører med til livet. Det er noget af det, stenhjertet ikke vil erkende og acceptere.

              Og han fortæller dem, at det er det bedste for dem, at han går bort. For ellers kommer Talsmanden ikke til dem, siger han. Talsmanden – det er Ånden, Helligånden. Og det, han mener, er, at så længe han er sammen med dem – så lytter de til ham og gør, som han siger. De lytter til Ånden i ham, men så opdager de ikke, at den samme Ånd bor i dem. Først når han er borte, vil de opdage det. Han vil gøre den levende i dem - sende den til dem, siger han. Fordi de kender ham, kender de hans Ånd, og derfor kan de høre, hvad den siger til dem, når den kommer. De vil genkende den – og høre den i sig selv.

              Egentlig er det ikke helt rigtigt, når jeg kalder Ånden for ”den”. Det gør Jesus ikke. Han snakker om ”Talsmanden” og om ”han”. Og det er vigtigt, for disciplenes – og vores - forhold til Ånden er et personligt forhold. Lige så personligt som det, disciplene havde til Jesus selv. Ånden er ikke en genstand – Ånden er levende, og den – han - er os så nær, som hvis han var et menneske – og hans tale til os er lige så virkelig.     

              Helt konkret så taler Jesus her om, at på et tidspunkt skal vi mennesker vove at gøre os fri af ydre autoriteter for at finde en indre. Vi vil så gerne læne os op ad andre og spejle os i andre, men det forhindrer os i at finde hvile i en indre åndelig styrke. Nogle gange må vi vove at stå alene og følge den vejledning, der kommer indefra – den, Ånden giver os.

              Jesus har et navn mere til Ånden. Han kalder den sandhedens Ånd. Det navn er en vejledning til os. For sandhed er forudsætningen for, at Ånden kan leve i et menneske. Ånden er sandhed, og den kan kun bo i det menneske, der lever i sandhed. Hvad vil det så sige? Det vil sige, at mennesket må være sandt i forhold til sig selv – i forhold til andre og i forhold til Gud. Sand i forhold til sig selv er - at se i øjnene, hvem man er – det er at kende de følelser, der er i en og at stå ved dem, bære dem. Vi rummer alle vrede og mindreværd og sorg og smerte og meget mere – også meget stort og godt. Hvis vi erkender det, kan vi også møde hinanden på lige fod – så er ingen over eller under i samværet, for både det skrøbelige og det stærke bor i os alle.

              Sandhed i forhold til andre er - at være åben og ikke gøre sig selv til en anden, end man er – det er at tale sandt overfor hinanden - og ikke skjule noget, for hver gang vi skjuler for hinanden, så adskiller vi - så er der noget imellem os, som gør, at vi ikke helt kan nå hinanden, at der er en barriere imellem os – at der ikke er liv. Og sandhed i forhold til Gud vil sige, at man står til ansvar i forhold til Gud. Det er nemlig kun Gud, der kender hele sandheden, - derfor må jeg som menneske altid sætte min personlige sandhed i relation til ham. Hvis sandheden er i et menneske, så er dette menneske rent – og levende, og så kan Ånden tage bolig i det.

              Derfor må vi menneske hele tiden igen og igen spørge os selv, hvor sandheden er i vores liv. Sandhed er en opgave, vi aldrig bliver færdige med, hvis vi ønsker, at Ånden skal leve og tale i os. Vi er altid på vej. Vi har altid brug for mere om-vendelse. For der er så meget at hente. Så meget liv.

              Jesus siger, at når sandhedens ånd kommer, så skal den vejlede disciplene – og os - til hele sandheden. Han har endnu meget at sige – men vi kan ikke bære det endnu, siger han. Der er altid mere at lære – altid mere visdom – og liv - at få. Ånden fortsætter den proces i mennesker, som Jesus påbegyndte. Jesus siger selv, at den skal tage af hans og forkynde det for os. Det betyder også, at vi altid skal vove at nytolke og nytænke Jesu ord – og livet i det hele taget - i tillid til, at hans Ånd hjælper os til at forstå mere og mere af det budskab, han bragte os. Helligånden vil hele tiden kunne lære os mere og mere om, hvem Gud er, hvem vi selv er, og om hvad Gud ønsker af os – og med os.

              Når Helligånden virker i os, forhindrer ”han”, at vores trosliv stivner bag faste rammer. Han vil have os til altid at være i bevægelse i vores gudsforhold, i vores åndelige liv – ja, i livet i det hele taget, for Gud er levende, og det skal vi også være. Kun et stenhjerte er ikke i bevægelse. Amen.