4. søndag efter påske - 2. teks­tr.  

Tekster: Sal. 124; 2. Kor. 5,14-21; Joh . 8,28-36.  

           Det, der kan være så vanskeligt ved at forstå de bibelske tekster, er, at de taler til os på så mange planer på en gang. Tag f.eks. vores GT-tekst til i dag. Her står der: … hvis ikke Herren havde været med os, dengang mennesker rejste sig mod os, da havde de slugt os levende i deres flammende vrede mod os… Umiddelbart hører vi nok dette, som om nogen andre har vendt sig imod dem, der taler – måske handler det om en krig, som har været engang, og ordene er så en tak til Gud for sejren – for at han kom dem til hjælp.

              Men igennem hele kristendommens historie har det været almindeligt også at tolke udsagnene, som om de handler om noget, der foregår i det enkelte menneske – altså indvendige kampe i dette tilfælde. Hvis vi hører teksten sådan, så får den en helt anderledes relevans for os i dag. Så kan ordene være vores egne, for så handler det hele om, at et menneske, - mig måske eller en af jer – er kommet i splid med sig selv. Voldsomme følelser har rejst sig og truer ens sande jeg. Truer overblikket, fornuften, dybere følelser for det andet menneske, jeg måske står overfor.

              Vi kender sikkert alle til det, der beskrives her – at nogle tanker eller følelser i bestemte situationer begynder at køre af sted med os, og at vi ikke kan standse dem, uanset hvor meget, vi prøver. Vi kan blive næsten slugt af disse emotioner – som teksten siger det – fordi vi ikke formår at holde fast ved virkeligheden, mens det står på. Vi føler os måske dårligt eller uretfærdigt behandlet. Vi har måske sagt noget, som vi skammer os over bagefter. Vi bliver grebet af en jalousi eller vrede, som helt kører af sted med os. Vi mister os selv i alle disse følelser og tanker.

              Og så pludselig kan der ske det, som teksten beskriver – at vi på en eller anden måde finder tilbage til os selv, at der kommer en hjælp eller en ro et helt andet sted fra – og vort liv blev reddet, som teksten siger det, vores værdighed og lydhørhed vender tilbage, og vi bliver os selv igen! Men med tekstens ord, hvis Herren ikke havde været med os, ..så var vi blevet slugt levende. Når det lykkedes at vende det, var det ikke vores egen fortjeneste – det skete med Guds hjælp.

              Alle vores 3 tekster til i dag handler om det, at vi er skabt med flere lag af virkelighed i os. I den ene af de skabelsesberetninger i begyndelsen af GT, som fortæller om, hvem vi er - der skaber Gud mennesket af jord og blæser sin ånde ind i det, så det bliver et levende væsen, står der. Vi er skabt med denne dobbelte virkelighed i os – det er vores grundvilkår. Vi består af det jordiske, det forgængelige, det egoistiske, det lag, hvor vrede, skam og jalousi bor, og så af det lag, der hører sammen med Guds ånd, - det sjælelige eller levende, kærligheden, det, som inderst inde er os.

              Livets helt afgørende opgave for os er, set i kristendommens lys, at det, som egentlig er os, skal udfoldes og komme til at leve. Det er det, Paulus skriver om i sit brev til korintherne, som vi også hørte. For Paulus er Kristi kærlighed den eneste mulighed, for at det kan ske. Kristi kærlighed ligefrem tvinger os, skriver han. Sådan har det været i hans eget liv – pludselig har han nemlig fået øjnene op for den kærlighed, og det har totalt ændret hans liv og alt, hvad han gør.  Efter det tolker han Jesu liv, lidelse og død sådan, at Jesus var det rene menneske, der blev jordisk. Fordi han var ren i sig selv, kunne vi alle genkende os i ham. Han kunne ligesom spejle os alle med vores jordiske problemer, rumme os alle i sig – fordi han ikke selv fyldte noget. På den måde kunne vi blive et med ham, Så derfor, da han døde, døde hele vores jordiske virkelighed også - med ham, og vi fik mulighed for noget helt andet.

              Derfor siger Paulus i sit lidt knudrede og alligevel meget præcise sprog om den, der virkelig tror på Jesus, og det, han har gjort for os, at: altså kender vi fra nu af ingen rent menneskeligt - vi kender hinanden meget dybere, bag det menneskelige, i ånden. Er nogen i Kristus, er han en ny skabning, siger Paulus. Det gamle er forbi, se, noget nyt er blevet til. Det er helt overdådigt og ufatteligt, hvad der her bliver sagt til os. At vi helt reelt har muligheden for at lægge alle gamle og svære følelser og tanker bag os. Al sårethed, smerte, mindreværd, vrede! Vi behøver ikke at lade alt dette køre med os længere og lade vores liv og vores relationer mere eller mindre styre af det. Vi kender hinanden meget dybere.  

              Det er svært at fatte, at dette skulle være virkelighed. Måske ved vi det alligevel godt i glimt – måske har vi oplevet, at kærligheden i os pludselig kan være så stor, at alt andet er glemt eller i hvert fald fjernt. Det er en reel virkelighed i os, siger Paulus, at vi kan træde ind i et andet rum, hvor alt ser anderledes ud – hvor alt er anderledes! Bag vores almindelige menneskelighed, og alt, hvad der hører til der, lever vores sjælelige og åndelige virkelighed, og når vi træder ind i det rum, så er alt det andet væk! Også i vores forhold til Gud! Gud ser og dømmer ikke mere alt det gamle! Sådan er det! Vi er blevet en ny skabning!

              Paulus uddyber også det lidt knudret. Han siger, at Gud i Kristus forligte verden med sig selv og ikke tilregnede dem deres overtrædelser, men betroede os ordet om forligelsen. Det lyder svært, men, det, han mener, er, at hvad vi end har gjort i vores liv, alt hvad vi skammer os over og har dårlig samvittighed over, det kan vi roligt slippe, når vi læner os ind i Kristi kærlighed. I ham er vi forligede med Gud – ingenting, heller ikke os selv, kan der skiller os fra ham! Vi har lov til at slippe både det, vi selv har gjort, og det andre har gjort imod os – for det bestemmer ikke, hvem vi er. Guds ånd i os bestemmer det, for i den hviler vores inderste jeg. Dette forpligter – eller rettere sagt – oplevelsen af forløsningen og lettelsen i, at alt bliver nyt, vil sende os ud for at fortælle om det til andre. Vi kan ikke lade være med at bringe det videre! Som Paulus selv, der brugte hele resten af sit liv til at udbrede budskabet om dette – til os!

              Nu kommer vi så til dagens evangelietekst – fra Johannesevangeliet. Her uddyber Jesus det samme. Først siger han: Når I får ophøjet Menneskesønnen, da skal I forstå, at jeg er den, jeg er, og at jeg intet gør af mig selv. Igen er det vigtigt at huske, at bibelteksten taler på flere planer. Menneskesønnen er Jesus, men Menneskesønnen bor også i alle os. Vi er alle almindelige mennesker, som også Jesus var det, men Guds ånd bor også i os, og derfor er vi også åndelige væsener. At Menneskesønnen bliver ophøjet kan handle om Jesus, om at han blev korsfæstet, hævet op på korset, og om at han samtidig blev ophøjet til at være hos Gud.

              Når Jesus her bruger udtrykket, når I får ophøjet Menneskesønnen, så handler det snarere om Menneskesønnens ophøjelse indeni os. Den opstigning af menneskeværdighed, der ligger i at forstå, at Guds ånd bor i os, og at den kan være centrum i os. At den kan hæve os op over vores gamle menneskelighed. Når vi virkelig erfarer, at dette er rigtigt, og opdager, at livet rent faktisk ikke handler om alt det gamle, de gamle syn på alting, men om at alt kan blive nyt i os og få helt nye farver, så forstår vi, både hvem Jesus er, og hvem vi selv er. Jeg er den, jeg er, siger Jesus om sig selv, og vi skal sige det samme om os – jeg er den, jeg er, - og vi skal stå frem i verden, som dem, vi er. Være os selv!

              Jesus taler om sandheden. Hvis vi bliver i hans ord, skal vi lære sandheden at kende, og sandheden skal gøre os frie, siger han. At være i hans ord er det samme som at få ophøjet Menneskesønnen. Det er at finde ind i den rette værdighed i os selv, værdigheden ved at vide, at vi er Guds børn, og at vi er elskede, som vi er. Det er sandheden – inderst inde, og kender vi den, så er vi frie. Så er vi ikke mere underlagt andres forventninger til os eller dom over os, - så prøver vi ikke mere at leve op til noget, vi alligevel ikke er, for vi er gode nok i os selv. Der er en kolossal frihed i at være den, jeg er. I stedet for at bruge kræfterne på at pejle efter andres forventninger, kan vi udfolde det, der virkelig bor i os. Det her er, hvad Jesus vil have os til!

              Enhver som gør synden, er syndens træl, siger Jesus, og sådan er det. At synde er i bibelsk forstand at ramme ved siden af målet, af det, vi er. Når vi gør det, altså spejler os i andre og i deres dom over os, bliver vi øjeblikkeligt grebet af følelsernes og tankernes hvirvelvinde, og vi kan ikke standse alt det igen ved egen hjælp. Vi er blevet syndens træl. Jesus tilbyder os at træde ind i åndens virkelighed – som allerede er i os – og opleve vores virkelige jeg. Der er sandheden, og der er friheden – til at være os! Fordi vi der kun spejler os i hans kærlighed.

              Det er vanskelige tekster, vi har læst her i dag, men det er SÅ opløftende og håbefulde tekster, for de giver os håbet om en helt ny værdighed som mennesker. Og helt nye muligheder!

              Vi er nu i tiden mellem påske og pinse, og alle disse tekster – og de følgende søndages med - skal forberede os til pinsen – til at lade Guds ånd berøre os og levendegøre ånden i os, så vi kan mærke det liv, Gud har skabt os til.

              Jesus slutter vores tekst med et løfte til os: Hvis Sønnen får gjort jer frie, skal I være virkelig frie, siger han. Og det løfte kan vi have med i tankerne, når vi om lidt synger om Guds igenfødte, ny-levende sjæle!  Amen!