4. søndag efter trinitatis. 1. tekstr.                                                                              

         Tekster: 2. Sam.11,26-12,7a; Rom.8,18-23; Luk. 6,36-42.

              Fra alteret hørte vi for lidt siden – i GT-teksten – den sidste del af historien om kong David og den smukke Batseba. Kongen har en dag set hende, og han er blevet dybt betaget af hende og ønsker at gifte sig med hende. Desværre viser det sig, at hun allerede er gift – med en af hans soldater, Urias. Men kong David er blevet besat af tanken om hende, og han vil have hende – uanset hvilke midler han skal bruge. Så han beordrer sin hærchef til at placere Urias i forreste linje i kampen – dér hvor den er hårdest – og så lade ham i stikken, så han bliver dræbt. Og det sker. Urias bliver slået ihjel, som det er kongens ønske.

              Efter at Batseba har holdt ligklage over sin mand og sørgetiden er omme, henter kong David hende hjem til sig og gifter sig med hende.  Og snart føder hun ham en søn.

              Tilsyneladende har kong David ingen skrupler over sin handling. Han har ingen forståelse for, hvad det er, han har gjort. Men en dag får han besøg af en klog mand, Natan, som Gud har sendt til ham, og Natan fortæller David en historie. En historie om en rig mand, der tager en fattig mands eneste og elskede lam – blot fordi han - en dag, hvor han får besøg - ikke nænner at slagte et af sine egne dyr. Kong David bliver så oprørt over den rige mands hjerteløse handling, at han straks forlanger dødsstraf over manden, og så kræver han en stor erstatning til den fattige.

              Det er et spejl, den kloge mand holder op foran kong David, da han fortæller ham historien. Og efter Davids vredesudbrud siger han til ham: ”Du er manden!” – ”Se på dig selv og det, du har gjort imod Urias”. Og David ser – i et glimt - sig selv – og han rammes hårdt af det, han ser. I historien havde han straks fordømt den rige mands hensynsløse handling og krævet ham straffet. Hvad han selv har gjort, har han ikke skænket en tanke – ikke engang reflekteret over, om det var forkert. Han havde så let set splinten i den andens øje og fordømt ham - vredt og skånselsløst. Men nu opdager han bjælken i sit eget øje – bjælken, der har gjort ham blind for hans egne fejl og svigt. Og hans fordømmelse af den anden rammer tilbage på ham selv. En sådan selvindsigt kan være meget voldsom, og den får da også store konsekvenser i Davids liv.

              Fortællingen om kong David er lidt skræmmende - fordi den også holder et spejl op for os, der hører historien. For er vi ikke som David? Vi kan bare stille os selv to spørgsmål for at finde ud af det. Dømmer vi andre? – det er det ene. Er vi selv uden fejl? Det er det andet. Hvis vi dømmer andre, uden selv at være skyldfri, så er vi som David, og så er der noget, vi bør arbejde med i vores liv. Så er der noget om os selv, vi må forsøge at få indsigt i.

              Det kan godt være, at vi aldrig bliver uden skyld – det gør vi sandsynligvis ikke. Men kan vi så blive ved med at dømme andre? Den eneste vej til at holde op med det er, at vi  ser bjælken i vores eget øje. Ser hvor svært det er at være et godt menneske – også selv om vi måske forsøger på det. Det betyder ikke, at vi ikke skal tage afstand fra, når nogen gør noget forkert. Men før vi overhovedet kan se, hvad der er forkert, må vores bjælke i øjet blive bare lidt gennemsigtig. For kender vi vores motiver til at dømme et andet menneskes handling? Er en handling ond, fordi den vækker ubehag i os? – eller er vi bare misundelige eller føler os gået for nær, fordi en anden handler anderledes, end vi ville gøre – elle tør gøre? 

              Davids handling er ond, fordi den er egoistisk, men har vi ret til at dømme ham, når vi også selv ind imellem handler egoistisk – uden måske at opdage det? Vi kan tage afstand fra hans handling, og så kan vi prøve at forstå ham – og måske hjælpe ham. For David kan jo være én, vi møder, når vi går hjem fra kirke – eller det kan være os selv sådan forstået, at vi pludselig ser vores egen egoisme. Så er det os, der får brug for hjælp. Og det er helt sikkert, at der ikke kommer noget godt ud af at dømme hverken andre eller os selv. Vi må se bjælken, se egoismen eller skylden – de andres eller vores egen – og så mærke smerten ved den. Og smerten ved at være menneske i en verden, hvor vi igen og igen sårer hinanden – også når vi ikke vil det. Igennem smerten er vi godt på vej til også at møde bjælken.

              I teksten fra Paulus’ brev til romerne – som vi også hørte fra alteret – siger han, at skabningen venter med længsel på, at Guds børn skal åbenbares. Vi er alle skabt i Guds billede – vi rummer hans billede i os. Med andre ord er vi alle hans børn og hører sammen med ham. Derfor ved vi dybt i os selv også, at der er en anden måde at være til på. Og vi ved inderst inde, hvad der er godt og rigtigt. Vi længes efter det, som Paulus siger – efter at Guds barn - i os og i de andre - skal leve, så kærligheden kan udfolde sig imellem os, og verden blive et godt sted at være. Når det ikke sker, når Guds barn i os ikke får liv, så er det på grund af alle splinterne og bjælkerne. Det er, som om vi alle rummer et underskud i os, så vi vil bestemme over hinanden og har svært ved at lade de andre være dem, de er – og også lade os selv være. Måske fordi vores længsel er så stor. Det er smertefuldt, at det er splinterne og bjælkerne, der fylder i verden – og ikke Guds børn.

              Den smerte er vi alle fælles om, og i den kan vi møde hinanden. Jo mere vi vover at se vores egen bjælke – uden at fordømme os selv – jo mere kan vi rumme at se de andres skæve og mærkelige handlinger uden at fordømme dem. Men det er svært at lade være med at dømme, for vores indre behov for det er så stort. For at blive fri for at se vores egen tilbøjelighed til dom, har vi i vores tro ofte gjort Gud til den store og strenge dommer. Hvis Gud er den endegyldige dommer – så bliver dommen totalt gyldig. Og med Gud som dommer bliver vi også fri for at se os selv, som de dommere vi er. Oven i købet kan vi tage afstand fra Gud og hans dømmen. Ja, vi kan fordømme ham for hans strenghed!

              Det er let at lade dommen ligge hos Gud, men hvis vi vover at se ind i det spejl, der holdes op for os i dag, så er vi nødt til at bære dommen selv. Det er os selv, der er dommere – ikke Gud. Vi kan jo bare overveje, hvordan det er, når vi kommer ind i en forsamling af mennesker. Er vi åbne overfor alle – eller dømmer vi straks de tilstedeværende? På hvem vi tror, vi kan lide, og hvem vi ikke kan lide. På deres udseende eller deres påklædning på eller noget helt andet. Hvis vi opdager, at vi gør det, så har vi mødt dommeren i os selv.

              Dagens evangelietekst viser os i hvert fald helt tydeligt, at dommen ikke er Guds! Vær barmhjertige, som jeres fader er barmhjertig, siger Jesus lige fra begyndelsen. Døm ikke, så skal I ikke selv dømmes; fordøm ikke, så skal I ikke fordømmes, fortsætter han. Jesus giver os et valg. Det er, som om det er os selv, der afgør, om vi vil leve med hinanden her i verden som dommere – eller som Guds børn. Leve udenfor Guds tilgivende kærlighed – eller midt i den.

              Så længe vores sind gemmer sig bag vores bjælke, så dømmer vi både os selv og andre. Hvis vi derimod vover at se bjælken – se vores egne svagheder og tilbøjeligheden til at handle egoistisk og til at dømme, så er vi på vej til en anden måde at være i livet på – og være sammen med hinanden på.

              Det er vi, fordi vi så selv får brug for barmhjertighed – fra Gud og fra andre. Vi mærker nemlig, hvor svært det er at leve op til det, vi gerne vil, vi mærker vores egen skrøbelighed – og nogle gange usselhed. Og vi mærker vores indre smerte over, at det er, som det er - og et stort behov for tilgivelse. Når vi finder det sted i os selv, så er vi færdige med at dømme – så har vi slet ikke tanke for det, og i det øjeblik vi ikke har det, opdager vi, - at vi heller ikke selv dømmes. At Guds tilgivende og medfølende barmhjertighed er hos os og altid har været det – uden at vi har vidst det. Vi opdager, at vi pludselig er trådt ind i en helt anden dimension i livet – og at det virkelig er, som Jesus siger – at det mål, vi måler med, det skal vi selv få tilmålt med.     

              ”Kan en blind lede en blind? Vil de ikke begge falde i grøften? spørger Jesus. Med disse ord understreger han, at alle vi mennesker er lige – og lige blinde – i vores manglende evne til at se. Vi har alle vores splinter og vores bjælker – derfor kan vi ikke se klart – eller dømme rent og retfærdigt. Ingen af os kender hele sandheden – det gør kun Gud, og derfor har vi i vores længsel efter retfærdighed og mening ingen anden mulighed end at læne os ind i ham og bede ham om, at han vil lede os.

              Når vi nu alle er lige – i vores blindhed og i vores behov for Gud og hans vejledning og tilgivende kærlighed, så er vi også frie, for så behøver vi ikke at skjule os for hinanden – eller at lade som om, vi er bedre og dygtigere og mere indsigtsfulde, end vi er. Netop vores fælles blindhed sætter os fri til at være sammen som det, vi er - Guds børn. Vi behøver ikke, at være andet eller mere end det, vi er lige nu. Vi behøver ikke, at være angste for ikke at være gode nok. Vi behøver ikke at dømme hinanden for at retfærdiggøre os selv. Gud har skabt os, som vi er – med vores blindhed, men også så vi bærer også hans billede i os, og det giver os værdighed – som vi er. Vi er hans børn – vores barmhjertige fars børn. Han vil lede os – vores liv er i hans hånd. Og han vil tilgive os alt. Amen!