5. søndag efter trinitatis. 1. tr.
Tekster: Es. 6,1-8; 1. Pet. 3,8-9; Luk. 5,1-11:
I dag er vores tema her i kirken kaldelse. Alle teksterne handler om det – og om den overvældende rigdom af gaver og nåde og velsignelse, som Gud underfuldt næsten hælder ud over os mennesker. Hos ham og i hans nærhed er der ingen begrænsninger. Alt omkring ham har uendelige dimensioner, - og han vil os – som vi er, og han kalder os igen og igen – altid på nye måder - til et liv i hans nærhed – og samtidig i hinandens nærhed.
I Guds skaber- og opretholder-perspektiv eksisterer grænser og udelukkelse og fordømmelse simpelthen ikke. Men det kan det være svært for os mennesker at rumme og tage imod, og derfor skubber vi ham nogle gange helst langt væk – ud af vores liv – så vi igen får følelsen af, at det er os der styrer og bestemmer. Os der har retten til at sætte grænser og afgøre, hvad der er godt, og hvad der er ondt.
Men jo mere vi gør det, jo mere stivner livet i og omkring os, og det er ikke, hvad Gud vil med os. Derfor kalder han – igen! Nogle gange gør han det gennem smerte, og nogle gange gennem gaver og storhed – eller måske igennem et stille nærvær, der pludselig får glæden og livet til fylde i vores bryst. Han ønsker at få os i tale!
I teksterne til i dag hører vi om forskellige menneskers kaldelse – og vi får at vide, at vi alle er kaldet til at arve velsignelse – det siger Peter til os i det brev, vi hørte noget af. I GT-teksten er det profeten Esajas' kaldelse, vi bliver vidner til. Esajas fortæller nemlig selv, hvordan han havde et stort syn. Han så Gud sidde på en højt ophøjet trone. Rundt om ham stod der seksvingede serafer, - en slags engle, og de råbte til hinanden med voldsom røst og lovpriste Gud.
Esajas bliver bange for det overvældende syn, for han er jo et ganske almindeligt menneske - "med urene læber", som han siger. Og nu har han set Gud. Det føler han sig slet ikke værdig til – han er bange for følgerne af, at han også selv bliver set. Men én af seraferne flyver hen til ham med et stykke gloende kul, som den tager fra alteret med en tang. Og med det kul renser serafen Esajas. Den berører hans mund med kullet og siger til ham, at hans skyld er fjernet, og hans synd er sonet. Hvad end Esajas har gjort af galt indtil denne dag - så bliver det nu taget fra ham. Han kan begynde helt forfra - tage hul på et helt nyt liv, og vende ryggen til alt det, der har tynget og plaget ham. Så overvældende og nyskabende kan Gud pludselig træde helt ind i et menneskes liv. Men når han gør det, får det følger! Det gør det også for Esajas!
Gud spørger ham nemlig nu: Hvem skal jeg sende? Hvem vil gå bud for os? Og Esajas kan kun svare ét: Her er jeg, send mig! siger han. Efter at han selv har oplevet Guds nyskabende kraft, må han lade sig kalde til det, Gud ønsker – det er det eneste, der nu giver mening for ham. Og det er ikke en let opgave, Gud vil pålægge ham – det ved han ingenting om endnu, men han må bare sige ”ja”. Og selv om Esajas’ opgave er krævende og hård – så er den meningsfyldt, for den kommer til at bringe trøst og håb til generationer igennem flere tusinde år.
For Esajas selv er opgaven forbundet med personlige afsavn og med smerte. Alligevel er han ikke i tvivl! Han bliver profet – et talerør for Gud. Han bliver den, der bringer sit folk trøst midt i dets smertefulde omstændigheder – de lever på det tidspunkt i eksil i et fremmed land langt borte fra alt, hvad der er deres. Midt i al denne smerte lover Esajas på Guds vegne folket, at det engang skal forløses – engang vil der blive født en frelser – et lille barn – der skal skabe helt nye fredsmuligheder – ikke blot for et enkelt menneske, men for hele menneskeheden, for verden. 500 år før Jesu fødsel blev Esajas kaldt af Gud – som vi har hørt det i dag - til at fortælle om ham – og dermed til at bringe trøst og håb til mennesker.
I evangelieteksten er frelserbarnet så kommet til verden – og han er vokset op og har begyndt sin gerning i verden. Han kalder også – først de disciple, han knytter personligt til sig. Dem skal det nye, han bringer, plantes i - og igennem dem skal det så senere bringes ud til alle mennesker. Jesus kalder disciplene, for at de senere skal kalde os.
Også i disciplenes kaldelse viser Guds storhed og overflod sig. Disciplene er fattige fiskere, og Gud får deres garn til næsten at sprænges af enorme mængder af fisk. Guds gaver kan simpelthen ikke rummes af ét menneske og én båd. Der må flere mennesker og flere både til hjælp, hvis ikke det hele skal synke til bunds igen og gå tabt for verden. Og der kommer flere til hjælp. Disciplene i båden gør tegn til deres kammerater i en anden båd, og der skabes et nyt fællesskab omkring denne overflod af gaver. Kammeraterne kommer dem til hjælp, og sammen fylder de bådene, så de begge er lige ved at synke. Der er mere end nok til alle! Der er i overflod.
Peter bliver overrumplet af den kraft, der strømmer ham i møde. Og han bliver bange og forsøger at afværge, at den skal trænge helt ind i hans liv. Som udgangspunkt var han ikke særlig tilfreds med tingenes tilstand. Han var modløs over, at de ingenting havde fanget hele natten, og han længtes efter, at alting kunne være anderledes, - men alligevel er det svært at være åben for nyt. Han ved, hvad han har – det er kendt! Og det, Jesus bringer, er nyt og overvældende. Alligevel siger han lidt modvilligt, at han på Jesu ord vil kaste garnet ud igen – han er en høflig mand - - og så kommer overfloden, der helt overrumpler ham og får ham til at kalde de andre til hjælp.
Men Peter har stadig svært ved at hengive sig. Den gamle virkelighed i ham kæmper med den nye. Han forsøger en sidste gang at skubbe Jesus – og hans gaver og hans kald - fra sig ved at sige, at han ikke er god nok til at være en del af alt dette. ”Gå bort fra mig, Herre, for jeg er en syndig mand”, siger han. Han er bange – for den overvældende storhed og godhed og rigdom, der lyser ham i møde – og som også oplyser ham selv og får ham til at se sin egen smålighed og fastlåsthed. Mindreværdet og skammen og syndsbevidstheden bliver hans flugtmulighed, og han griber den. Gå bort, for jeg er en syndig mand – jeg er ikke god nok til alt dette! Vi hører tyngden i ham – og den gamle personlighed, der ikke vil give sig.
Men Jesus lader sig ikke standse. Han hører slet ikke Peters modstand, men fortsætter med at sprede gaver ud over ham. ”Frygt ikke”, siger han til Peter, ”fra nu af skal du fange mennesker.” Han overhører Peters modstand og undskyldninger – tager det slet ikke i betragtning. Han vil Peter, som han er, og han giver ham en opgave. En opgave, der er lige så stor – og måske større – end den Gud engang gav Esajas. Nu kan Peter og de andre ikke længere stå imod. At de bliver set og findes værdige til så stor en opgave fra denne mand – at de vises så meget tillid på trods af det liv, de indtil nu hver for sig har levet – det er det største under for dem – da det går op for dem, at det er sandt. Ikke blot i det ydre får de – ikke blot fisk -– og det er ikke engang det vigtigste! De får først og fremmest en accept af dem selv, som de er – og en ny værdighed og en livsberigelse, som de ikke havde forestillet sig mulig. De lagde bådene til land og forlod alt og fulgte ham, står der. Og mere er der ikke at sige – her slutter vores tekst! Deres liv blev helt forvandlet – de forlod alt det gamle. Det, de ejede - og også det indre gamle menneske.
For os står der nu kun tilbage helt at forstå – at den kaldelse, der lød til Esajas og senere til Peter og de andre disciple – at den også lyder til os – lige her i dag! Kaldelsen og tilbuddet om at slippe alt det, der tynger os, for Gud dømmer ingen – han venter kun. Det er os, der dømmer os selv og hinanden – Gud gør ikke. Han kalder – og vi vægrer os, som Esajas og Peter vægrede sig, for det gør ondt at se sig selv – at stå nøgen foran Gud. Men Hans nyskabende og overvældende kraft venter på os! Vi kan jo spørge os selv, hvordan det er, at vi gemmer os. Er det i ligegyldighed? Er det i tvivl og mindreværd - eller i skam og skyld? Tænker vi, at kaldet da ikke kan gælde os – sådan som vi er!? Eller gemmer vi os i angst – for ændringer, for at miste det, vi kender? Måske er vi blevet så desillusionerede overfor livet, at vi tror, verden og alting er, som vi oplever det?
Kaldet er der! Og Guds overvældende skaberkraft er der? Men er vi der? I hvert fald hører vi i dag 2 klare og tydelige eksempler på, at i det øjeblik et menneske virkelig hører Guds tiltale og lader ham komme nær, så er det ikke længere muligt at sige ”nej” til ham. Så eksisterer forbehold ikke! – for i det NU Gud åbner, er der kun én vej at gå. Hans vej – som også er den eneste meningsfyldte vej - for mig og for jer – for det er den, han har skabt os til. Han kender os, og han har en særlig opgave til hvert eneste menneske. Det er ikke sikkert, at den vej, der bliver givet os, er let. Det var den hverken for Esajas eller for Peter og de andre disciple – men den var deres! Og fordi de gik den og tog deres opgaver på sig, gav de håb og mod til andre – i generationer fremover. De blev levende vidnesbyrd - om, at Guds kraft og uoverskuelige kærlighed kan udfolde sig i et menneskeliv – i et ganske almindeligt menneskeliv som vores.
Det var ikke perfekte mennesker, han kaldte – dem vi hørte om. Han spurgte slet ikke til deres tidligere liv – han rensede det kun. Han spurgte heller ikke til deres sociale position eller velfærd – det var ikke mere vigtigt - for i hans kraft bliver det alt sammen til intet. Han kaldte blot – som han stadig kalder. Vores eneste opgave er at tro det og at høre det! – og så følge. Hver til vores forskellige opgaver! For vore opgaver er alle forskellige – og vi kan aldrig sammenligne dem. Det giver i alt fald ingen mening at gøre det. For kun Gud ved, hvor vores opgaver eller kald fører hen og hvilke nye døre de er i færd med at åbne. Alle er vi hver på vores måde medarbejdere på hans riges udfoldelse – eller vi er det i det øjeblik, vi hører kaldet! Amen!