6. søndag efter Påske.   1. Tekst.      

Tekster: Hagg. 2,4b-9; 1. Pet. 4,7b-11; Joh. 15,26-16,4                 

              I dag, sidste søndag før pinse, hører vi igen om Guds Helligånd. Den har vi hørt om hver søndag siden påske, for i tiden her forbereder vi os til pinse og til Helligånden komme. I evangelieteksten taler Jesus til disciplene den sidste gang, før han skal dø. Han fortæller dem om, hvad der vil komme til at ske, når han er død – og siger dem, hvordan de skal forholde sig til det.

              Det er med Jesus som andre menneske, der skal dø. Han ved, at tiden er begrænset, og han vil gerne give noget vigtigt til sine nærmeste, - sige noget til dem, som de altid kan bære med sig i deres  hjerter. Det, han snart ikke mere kan være for dem – det forsøger han at indprente i dem, så hans ord stadig er hos dem, når han er borte – så de kan hente hjælp fra dem – nu fra deres eget indre.

              Han ved, at de ikke vil huske mange ord bagefter – derfor taler han helt fortættet – og på en måde, så de vil blive ved med at tænke over ordene – og efterhånden komme til at forstå dem dybere og dybere. Det kender vi godt – at noget, vi har hørt, bliver ved med at leve i os – og igen og igen siger os noget nyt.

              Fordi alle Jesu ord i afskedstalen er så fortættede, er det vanskeligt umiddelbart at forstå ham. Men vi kan forsøge at fornemme og føle det, han vil – det, som vi måske ikke kan forstå. Hvis vi lytter – med hjertet, kan vi godt fornemme den kraft, der er i hans ord. Den kraft, han forsøger at overføre og videregive til disciplene – og til os.

              Det første, Jesus siger, er: ”Når Talsmanden kommer, som jeg vil sende til jer fra Faderen, skal han vidne om mig”. Jesus lover disciplene, at Talsmanden vil komme til dem – Talsmanden fra Faderen. Jesus er jo selv en talsmand fra Faderen – han er udsendt af Gud for ar tale Guds ord til mennesker. Når Jesus er død, vil der komme en anden talsmand – også fra Gud. En talsmand, der vidner om Jesus, og som fortæller disciplene mere om, hvem Jesus var – og dermed hjælper dem - og os -  til at tro på ham og det, som er hans gerning.

              Den nye Talsmand vil ikke være et menneske – som Jesus var det. Men den vil alligevel være personlig, for den vil skabe et personligt forhold mellem os og Gud. Den vil føles personlig, når den kommer til os. Derfor omtaler Jesus den som han. Jesus kalder ham for ”sandhedens ånd, som udgår fra Faderen”. At han udgår fra Faderen, fra Gud, betyder, at det er sin egen Ånd, Gud sender til os. Men hvordan kan Gud sende sin Ånd til os? Vi forstår det ikke, men vi fornemmer et guddommeligt mysterium bag de ord – og aner, at det er en stor kraft og ære, der gives til os. Og en nærhed med Gud som vi ikke kan fatte.

              Hvis vi skal forsøge at forstå bare lidt af sammenhængen i det, så sendte Gud sin Søn, sin Ånd og sin kærlighed til os – som et menneske. Igennem det menneske, Jesus, lærte vi Guds væsen at kende. Når vi så kender Guds væsen – følelsen af ham – så kan vi møde ham, være i hans nærhed, uden at se ham – vi kan møde ham indeni os selv – eller i et andet menneske, der også kender ham. Når han igennem Jesus har lært os, hvem han er, så kan vi mærke hans nærvær direkte og personligt.     

              Det er vigtigt at lægge mærke til, at Guds Ånd er sandhedens ånd. Det er han, fordi Gud er sandhed. Gud er altings kilde og kerne – derfor er alting helt hos Gud, intet er udenfor. Så en forudsætning for, at vi kan mærke sandhedens ånd, er, at vi er sande. Det kan vi som mennesker aldrig helt være – derfor kan vi heller aldrig helt møde Gud. Men vi får at vide, at vejen til Gud er nøje forbundet med sandhed – med at være sand. Derfor må vi vove sandheden i vores eget liv – i hvert fald hvis vi længes efter at komme til at mærke Guds Ånd dybere. Når vi ikke er sande, adskiller vi os – fra Gud, fra meningen med os - men også fra os selv og fra hinanden. Vi adskiller os fra livet.

              Det kan være svært at forstå – og acceptere, at det er sådan – at det er så nødvendigt at vove sandheden i vores liv. Men vi kan tage et konkret eksempel. Hvis vi fortier noget for et andet menneske, som vi holder af, så er der noget, vi ikke mere kan dele med det menneske, noget vi ikke kan tale om - så har vi en hemmelighed for hinanden, - og det adskiller – det gør os ensomme i forhold til hinanden, og det nære fællesskab brydes. Det kan være, at vi fortier for at beskytte hinanden – eller skåne hinanden, men virkeligheden er, at vi ikke beskytter på den måde. Hvis der f.eks. er tale om en alvorlig sygdom – eller noget andet smerteligt, der er sket, måske noget vi har gjort - som vi ikke vil tale om, - så er resultatet, at begge parter bliver ensomme med deres egen smerte. I stedet for at være sammen om smerten eller problemet og dele den med hinanden. Fællesskab lever kun rigtigt, hvor der er sandhed. Guds ånd finder kun bolig, hvor der er sandhed.

              Resten af vores tekst – og også de andre tekster, vi har hørt her i dag – handler om grundlæggende sandheder ved livet, som vi mennesker må se i øjnene og lære at leve med – og ikke flygte fra. En af dem er, at vi alle er dybt forbundet med hinanden – og derfor også dybt afhængige af hinanden. Vores liv får kun mening, hvis vi holder fast ved den indbyrdes kærlighed, siger Peter i sit brev – det vi hørte fra alteret. For kærlighed skjuler mange synder, fortsætter han. Ja, det gør den – og vi har alle meget brug for, at andre bærer over med os – i kærlighed.

              Tænk hvis vi altid skulle stå helt til regnskab for, hvad vi gør forkert – eller undlader at gøre. HHvis vi altid var udleveret til hinandens dom og ikke til hinandens kærlighed! Så ville vi hverken kunne leve med os selv eller med hinanden. Kærlighed skjuler mange synder – det er værd at huske på det, og at være taknemmelig over det. Fællesskabet med hinanden – og fællesskabet i kærlighed – er det, der giver livet mening – og fylde – og også frihed til at være os, som vi nu engang er.

              Helligåndens komme sprænger alle grænser, for igennem ham får vi fællesskab ikke kun med hinanden, men også med Gud, og hans kærlighed er uden ende.

              Enhver af os skal tjene de andre med den nådegave, vi har fået, siger Peter yderligere – i brevet. Gud har givet os alle særlige gaver – særlige evner. Sådan er det! – det er en sandhed ved livet. Vi er forskellige, sådan er vi skabt – men vi har alle noget at give. Og det, vi har at give, skal vi bruge – sådan finder vi også mening. Gud har givet gaverne til os, for at vi skal dele dem og give dem videre til hinanden – til glæde og til hjælp. Og vi skal gøre det i bevidstheden om, at vi har dem fra Gud – at det er hans særlige gave til os, at vi kan det. På den måde vokser fællesskabet, for ingen er så mere værd end andre. Vi har blot alle fået forskellige gaver af Gud - til at give videre til hinanden. Og når vi alle er lige, så kan et sandt fællesskab mellem os leve.

              En anden grundlæggende sandhed i tilværelsen er, at livet er både smerte og glæde. Det hørte vi om allerede i GT-teksten. Der lovede Gud, at han altid vil være med os – og derfor skal vi mennesker ”gå i gang.. og ikke frygte”, som han siger, for hans ånd vil blive hos os. Vi skal leve og bruge os selv. Vi skal ikke være bange, for han svigter os aldrig. Livet kan ind imellem være barskt – himlen og jorden kan skælve, siger han – det betyder, at alt, hvad vi kender til – og holder af - kan falde sammen for os. Vi vil komme til at skælve, siger Gud. Men til andre tider vil vores liv blive fyldt med herlighed, siger han også. Sådan er livet – det må vi se i øjnene. Sådan er det for os alle; men vi skal ikke frygte, - for Guds ånd bliver altid hos os. Og derfor er vi aldrig ladt alene med det, der sker. ”På dette sted giver jeg fred”, siger Gud. Hvis vi kan leve vores liv med det, der er - sådan, som det er – uden at flygte fra det, og bruge os selv i tillid til, at alt hviler hos Gud – at han er med i alt – så vil vi finde fred i livet og i os selv. Så behøver vi ikke mere at flygte fra virkeligheden, sådan som mange af os gør det meget af tiden.   

              Det samme siger Jesus til disciplene sidst i evangelieteksten. Efter at han har fortalt dem om Talsmanden, sandhedens ånd, der vil komme til dem fra Faderen. De vil få Guds ånd, og den vil fylde dem, sådan at de kan gå ud og være vidner om Jesus – ved at fortælle, om alt, hvad han har gjort for deres liv, og om Guds kærlighed, der er så stor, at han selv måtte blive menneske, for at vi kunne lære hans Ånd at kende. Men også være vidner ved at leve kærlighedens fællesskab i verden, så vi kan se og føle, hvad det er. Det vil ikke blive let, siger Jesus. Disciplene vil få modgang – og de vil blive misforstået og forfulgt. Nogen af dem vil også blive slået ihjel for deres tro - og dem, der slår dem ihjel, vil mene, at de derved tjener Gud. Sådan kom det jo til at ske, og så meget troede disciplene på deres budskab, at de stod fast – også når det kostede dem så dyrt. Det sker også stadig i dag, at nogen slås ihjel for deres tro. Jesus siger det til disciplene – og til os, for at vi kan være forberedte også på vores modgang.

              Når mennesker kæmper for det, de tror på, og prøver at leve det, så udsætter de sig for modstand og fordømmelse, men nogen må gøre det, hvis verden skal ændre sig, og kærlighedens fællesskab skal vokse. Og her har vi brug for forbilleder – for at se, hvad Guds Ånd kan gøre i et menneske. Der er mange måder at blive slået ihjel på – vi slår selv ihjel, når vi ødelægger glæden og håbet i et andet menneske. Derfor skal vi have omsorg for hinanden og prøve at støtte hinanden i det, der er vigtigt. Og vi skal få mod til at ”gå i gang.. og ikke frygte”, som Gud sagde i GT-teksten, for hans ånd vil blive hos os.

              Guds ånd beskytter os ikke mod livet. Men den gør det lettere at være i livet. Forvisningen om at hans Ånd altid er hos os – den Ånd, der knytter os personligt til ham, kan ændre livet helt. Den kan give os mod, - til at gå i gang - og midt i smerten, der kan komme, kan den fylde os med taknemmelighed og måske også glæde over, at Han er nær. Guds Helligånd kan ændre hele livets grundstemning. Han kan få livet til at vibrere i os! – og give kraft og styrke, dér hvor der ingen kraft og styrke er!

              Det er bevidstheden om det, Jesus vil prente ind i disciplenes sind her lige før sin død. Og det er det, han vil have dem til at give videre til os. Så også vi kan åbne os for Guds Ånd, Sandhedens Ånd – pinsemorgen! Amen!