6. søndag efter trinitatis - 2. tekstr.

Favnet i Guds kærlighed


Tekster: Rom. 3,23-28; Mat. 19,16-26 


        Hvorfor bliver vi ramt af modgang – af svære ting her i livet? Hvorfor bliver nogle mennesker tilsyneladende ramt hårdere end andre? Hvad er det for en retfærdighed, der ligger bag alting? – eller er der overhovedet nogen retfærdighed? Det er svære spørgsmål vores tekster til i dag ligger op til.
        Vi ved godt, at der sker ting, som vi selv er delvist skyld i, men vi ved også, at andre mennesker kan gøre det samme, som vi har gjort, uden at de nødvendigvis bliver ramt – af sygdom eller ulykke. Selvfølgelig skal vi være varsomme med os selv og hinanden, men det er ikke nok – at spise sundt, at køre forsigtigt, at tage hensyn – og hvad vi ellers kunne nævne. Vi kan ikke styre vores liv på den måde! Det bliver styret et andet sted fra!
        Og selv om vi nok så meget forsøger at gøre de rigtige ting, så ved vi også godt, - at vi falder i. Ingen af os undgår det. Det er det, der i vores første tekst menes med, at vi alle har syndet og har mistet herligheden fra Gud. Sådan er det at være menneske. Vi er syndere! Og vi kan ikke styre ret meget selv! Vi kan måske synes, at nogle falder mere i end andre, end vi selv – synder mere, men i den her overordnede sammenhæng – i relation til Gud - betyder det ikke noget særligt, hvor meget eller hvor lidt det er, for enten er vi syndere – eller ikke. Så det er vi altså – alle!
        Uanset hvor meget vi forsøger og anstrenger os, kan vi ikke gøre os selv rene og retfærdige. Vi er alle skrøbelige som mennesker, og der skal så lidt til, før vi træder ved siden af det, vi måske gerne selv vil leve op til. Og endnu værre er det med os, at vi ofte bagefter forsøger at skjule det, vi har gjort – også ganske små ting, dække over os selv – undskylde os selv, og måske oven i købet ind imellem lade os selv tro, at det er bedre for den anden ikke at kende sandheden. Dette her gælder os alle - sådan er det at være menneske.
        Jamen er det så vores egen skyld, når vi bliver ramt af livet? – når det er så svært for os at kontrollere os selv, og vi igen og igen træder ved siden af. Nej, det er det ikke? For Gud, der står bag alt, dømmer ikke, som vi dømmer. Vi dømmer ustandseligt os selv - og hinanden, men Gud dømmer slet ikke. Han ser – og han favner os med sin kærlighed. Hans retfærdighed er en helt anden end vores. Han ser nemlig ikke kun det, vi gør – han kender os. Han kender den indre smerte, vi hver især bærer på, og som får os til at handle ubetænksomt og forkert. Han lider med os og bærer sammen med os. Og igen – han favner os med sin kærlighed.
        Vi har alle syndet og mistet herligheden fra Gud, skev Paulus i teksten, men ufortjent gøres vi retfærdige af hans nåde ved forløsningen i Kristus Jesus, fortsætter han. Fordi Gud selv blev menneske – i Jesus – og igennem ham indefra kender det at være menneske, kender vores smerte, så fordømmer han os aldrig, dømmer os aldrig og straffer os aldrig. I stedet for lider han med os, bærer sammen med os og favner os med sin kærlighed.
        Paulus spørger: ”Jamen hvad bliver der så af vores stolthed?” Hvad får vi ud af alle vores anstrengelser, når vi prøver at gøre alt så godt? Vores stolthed er udelukket, siger Paulus. Vi må gerne glæde os over alt det, vi gør godt, og som går godt – vi må også være stolte over en god præstation, men altid skal vi vide, at resultatet af det, som sker, ikke har ret meget med os at gøre. Det er Guds. Det er ikke vores skyld, når vi bliver ramt – det er heller ikke vores ære, når noget lykkes, for alt kommer fra Gud, og han er med os i det, som sker. Det eneste, vi kan gøre, er, at slippe alt ind i ham. Vi skal stadig anstrenge os – leve livet, så godt vi kan, men resultatet hviler hos ham. Derfor kan vi heller ikke sammenligne os med hinanden – for han er med os på vidt forskellig måde og fører os af helt individuelle veje. Vi skal hver især leve det helt specielle liv, han giver os!
        Se nu bare den unge mand i vores evangelietekst til i dag. Han vil gerne gøre det godt – og han vil gerne sikre sig evigt liv, så han går hen til Jesus og spørger ham om, hvad godt han skal gøre for at få evigt liv. Læg mærke til Jesu svar: ”Hvorfor spørger du mig om det gode? Én er den gode”. Jesus fortæller ham med de ord, at han skal flytte opmærksomheden fra sig selv og hen til Gud, for det er kun Guds retfærdighed, der kan gøre ham god – det vil aldrig lykkes for ham selv.
        Og Jesus siger til ham, at det eneste, han kan forsøge, er at holde budene – og han nævner nogle af de 10 bud, ”Du må ikke begå drab , du må ikke bryde et ægteskab, du må ikke stjæle, du må ikke vidne falsk, ær din far og din mor! – og du skal elske din næste som dig selv”. Her må vi vel alle tænke, at her kan vi slet ikke være med. De bud overtræder vi jo igen og igen, for de bud handler ikke bare om det ydre, - de handler også om det indre. Måske har vi ikke begået drab, sådan konkret, men vi har alle sammen helt sikkert prøvet at slå et andet menneskes glæde ihjel. Eller selv om vi ikke har brudt et ægteskab, har vi formodentlig alle været tiltrukket af en anden end vores partner. Eller selv om vi ikke decideret har stjålet en ting, så har vi måske taget æren for noget, selv om den egentlig tilkom en anden. Vi har alle syndet – og vi bliver ved!
        Men den unge mand i teksten kender ikke sig selv. Han siger stolt: ”Det har jeg holdt alt sammen. Hvad mangler jeg så?” Jesus afviser ham ikke – han favner ham med sin kærlighed, går ind på hans præmisser og siger til ham, at hvis han virkelig vil være fuldkommen, så skal han gå hen og sælge alt, hvad han ejer, og give det til de fattige. Og derefter skal han komme og følge ham.
        Her knækker det! Her konfronteres den unge mand med sig selv. Det er ikke Jesus, der skubber ham væk eller fordømmer ham – han leder ham frem til mødet med sig selv. Sælge alt og følge Jesus - det kan han ikke, for han var meget velhavende, som der står, og han gik bedrøvet bort. Han var formodentlig velhavende i gods og ejendom, men han var helt sikkert velhavende på stolthed, på selvhævdelse og selvbestemmelse. Og han kunne ikke slippe noget af det.
        Men er han så lukket ude af Jesu kærlighed? Nej, det er han ikke – og det mangler han at opdage. Han vil det hele selv, og han tror, at han kan det hele selv, men det selvbillede knækker på et tidspunkt. Han var en ung mand, så vi, der er ældre, kan for vores egen skyld være taknemmelige, hvis det er sket for os, - for livet er alt for hårdt, så længe vi tror, at vi skal klare det selv. Jesus venter på ham – og på os, på at vi helt skal opdage den kærlighed, der allerede favner os.
        Han siger det til sine disciple, da den unge mand er gået. ”Det er vanskeligt for en rig at komme ind i Himmeriget,” siger han. Og han bruger et billede – han siger, at det er lettere for en kamel at komme igennem et nåleøje end for en rig at komme ind i Guds rige. Det er voldsomt! – og disciplene bliver da også forfærdede.
        Når Jesus taler om at komme ind i Himmeriget eller i Guds rige, så taler han ikke kun om det, der sker med os efter vores død – han taler også om vores liv her på jorden – om hvordan vi lever det, - lever i det. Han taler om, hvad det vil sige for et menneske pludselig at opdage, at det er elsket af Gud – lige præcist sådan, som det er. At det – med alle fejl og mangler, med al angst og skam og skyld, med al synd, er favnet og elsket af Gud – og altid har været det og altid vil forblive det. Den, der oplever det, oplever Guds kærlighedsretfærdighed, træder ind i Guds rige allerede her på jorden – for med den erkendelse bliver livet fundamentalt noget andet. Det bliver frihed til at leve, for angsten og skammen og skylden forsvinder – glemmes - i Gud! og taknemmeligheden bliver tilbage.
        Disciplene har ikke forstået dette endnu. Derfor forfærdes de, og derfor spørger de: ”Hvem kan så blive frelst?” De indser, at hvis vi mennesker skal frelse os selv, så lykkes det ikke for nogen af os. En kamel får vi aldrig igennem et nåleøje! I desperation over denne udtalelse fra Jesus har mange i tidens løb forsøgt at omskrive den. Bl.a. fået det til at handle om, at nåleøjet slet ikke er et nåleøje, som vi kender det, - det er betegnelsen for en meget smal og trang port, som var i det gamle Jerusalems bymur, og som en kamel ved mange hjælpende anstrengelser kunne kravle igennem. Men Jesu pointe er netop, som han selv siger: ”For mennesker er det umuligt, men for Gud er alting muligt.”
        Vi kan lige så godt lade være med at anstrenge os – det vil aldrig lykkes os at gøre os selv retfærdige. Vi er mennesker, vi er syndere, og i det er vi alle lige. Vi er også lige i, at vi alle har modtaget livet af Gud, og i, at vi alle er elsket af Gud og derfor er hinandens søstre og brødre. Gud dømmer os ikke, og derfor skal vi holde op med at dømme - os selv og hinanden. Og vi skal stoppe med at sammenligne os med hinanden, for Gud har gjort os forskellige. I stedet for skal vi åbne os for det menneskelige fællesskab, han har sat os i, og som vi deler med hinanden. For her kan vi være sammen i taknemmeligheden over, at vi har fået livet givet i kærlighed, og at vi alle – altid – er omsluttet af den kærlighed. Amen!