7. søndag efter trinitatis - 2. tek­s­tr.      

Tekster: Præd. 3,1-11; Rom. 8,1-4; Mat. 10,24-31                     

              I dag er ”tid” vores tema! ”Alting har en tid” lød det som udgangspunkt i vores GT-tekst. Og der er mange tider i et menneskes liv – en tid til at græde og en tid til at le, stod der. Vi ved det godt! Tilværelsen skifter karakter igen og igen, og når vi ser tilbage over vores liv, så har der nok for os alle været både meget at græde over og meget at glæde sig over. Det kan være skræmmende, at livet skifter så meget og så hurtigt, for det betyder jo, at intet er sikkert! Midt i glæden venter sorgen, og midt i det svære bryder nyt liv frem.

              Blot det at tiden går, er vemodigt for mange af os, for hvert øjeblik er der noget, der er forbi, - noget, som ikke kommer tilbage. Og det, vi har og kender – det er trygt, især hvis det rummer glæde og liv. Men selv det tunge kan være trygt, fordi det er kendt. Derfor bliver vi nogle gange i det, vi ikke har det godt med, selv om vi egentlig kunne ændre det, og nyt faktisk byder sig til. Det kræver for meget af os at bryde ud af det kendte, føler vi nogle gange, og derfor fortsætter vi, hvor vi er. Vi vover ikke at være i tidens skiften.

              Tiden rummer både smerte og glæde, som teksten siger, og ofte er vi bundet til det, som har været. Selv om vi rent konkret formår at bryde det uhensigtsmæssige, så er det ikke sikkert, at vores sind kan slippe det, og så er vi stadig bundet af det. Vi bebrejder os selv eller andre, at noget gik galt, og vores tanker bliver ved med at køre omkring det. Følelser af vrede eller overgreb binder os til det, som er sket, og fortiden holder os fast.

              Eller vi har mistet noget, vi holdt af, og smerten over tabet låser os og gør det umuligt at komme videre med livet.

              I vores tekst siger den talende person, at han så den plage, Gud har givet menneskene at plage sig med, nemlig at Gud har gjort alting godt og rigtigt til rette tid; han har også lagt menneskene verdens gang på sinde, dog uden at de kan finde ud af noget som helst af, hvad Gud gør. Han siger altså, at Gud i sin skabelse har lagt os verdens gang på sinde. Det er et indbygget vilkår i os, at vi gerne vil styre verdens gang – eller i hvert fald vores eget liv. Men samtidig er det et vilkår for os, at Gud er den egentlig skabende kraft bag alt, hvad der sker, og at vores magt er meget begrænset. Vi ikke kan finde ud af, hvad det er, Gud gør – hvordan han styrer. Gud har gjort alting godt og rigtigt til rette tid, siger personen i teksten, men vi forstår det ikke, for vi vil selv styre – og styre ud fra en helt anden logik end Guds.

              Vores plage er altså, at vi hele tiden er tilbøjelige til at kæmpe imod det, som er – det, som ikke kan være anderledes, fordi Gud vil det sådan. Vi kæmper imod virkeligheden, i stedet for at synke ind i det, der er vores vilkår og leve det. Og det gør livet svært!

              Livet vil skifte – tiderne vil skifte, og vi må lære at være i det. Tidens indhold er foranderligt og springende, men teksten siger, at det aldrig er tilfældigt. Gud har gjort alting godt og rigtigt til rette tid, og derfor har alting en mening – eller grund, som vi blot slet ikke forstår. Tillid til at det er sådan vil give os en helt anden måde at være i tiden på. I stedet for at styre begivenhederne og menneskene omkring os, hvad vi alligevel ikke kan, så skal vi lære at styre os selv og vores flygten væk fra virkeligheden – og Guds vilje.

              De fleste af os har sikkert oplevet noget af det, der tales om her. Det svære, vi har været igennem i vores liv, føltes bestemt ikke godt ud fra vores perspektiv, og vi ville gerne have gjort eller oplevet det anderledes – eller forholdt os på en anden måde. Alligevel har det, vi har været igennem, givet os livserfaring og forståelse for andre mennesker i tilsvarende situationer. Det har givet os styrke og gjort os til dem, vi er i dag! Så der kan komme noget godt ud af det smertelige – og måske var det alt sammen, som det skulle være. Vi ved det ikke, og vi kommer aldrig til at forstå det. Men vi kan tro på, at Gud på sin måde er den styrende kraft i alt, og at det derfor rummer en mening.

              Det er ikke let at finde vej i livet, og vi laver mange fejl og sårer ind imellem hinanden dybt. Både ved det, vi gør og ved det, vi ikke gør. Og andre sårer os. Så hvordan får vi alt dette vendt? Hvordan kan vi undgå at skylden eller vreden bliver ved med at styre os og holde os fast? Det svarere Paulus os helt tydeligt på i epistelteksten. ”Så er der da nu ingen fordømmelse for dem, som er i Kristus Jesus”, siger han.

              Vi kommer alle til kort med os selv, vi finder aldrig helt vej, vi hænger fast i fortiden og vores tilbøjelighed til at styre, men sådan er det, siger Paulus. Sådan er vi skabt! Men vi er skabt med meget mere end det. Selv om vi er bundet i kødet, som han kalder det – eller i vores almindelige jeg – så er vi fri i ånden. Vi har en anden mulighed, og den har Gud vist os ved at sende Jesus. Han levede i verden som os, men han identificerede sig ikke med det, der sker i tiden, og det behøver vi heller ikke at gøre. Han viste os, hvordan det er muligt at møde verden uden angst – i tillid til, at Gud har gjort alting godt og rigtigt til rette tid. Han lænede sig helt ind i Gud - og den frihed, det gav ham, den får vi lov til at dele med ham.

              Jesus lægger ikke planer for sit liv – han tager i tillid imod det, Gud sender ham ind i – og tager imod den opgave, der ligger i det. Derfor er der aldrig konflikt i hans sind – kun væren i det, han er i. Derfor kan han også handle uden angst, for meningen er lige der, hvor han er. Han tænker sig ikke et andet sted hen, ønsker sig ikke noget anderledes. Han tager øjeblikket, tiden, på sig, og handler ud fra nuets virkelighed, og derfor er han stærk og nærværende – og taler med myndighed, som mange siger om  ham.

              I evangelieteksten taler Jesus selv om det samme. Han er i færd med at sende disciplene ud i verden for at tale på hans vegne og bringe hans budskab videre, så han siger vigtige ting til dem, som de skal tage med sig. Først siger han, at en discipel ikke står over sin mester … det må være nok for en discipel, når det går ham som hans mester. Og hvis dem, de møder på deres vej, har råbt dårligt efter mesteren, så gør de det helt sikkert også efter disciplene. Det må de forvente, men frygt ikke for dem, siger han – alt skal nok blive kendt – de vil blive retfærdiggjort. Og selv om det værste skulle ske – at det, de gør, kommer til at koste dem livet, siger han, så skal de vide, at når de holder fast ved ham, så er deres sjæl urørlig. Jesus vil være hos dem i alt, og han vil tale til dem i mørket og hviske dem i øret undervejs, lover han. Og hvad han siger til dem, det skal de prædike fra tagene, som han udtrykker det. Hans nærvær vil give dem mod til at stå frem med det, der er deres livsopgave! De vil finde deres styrke i ham – og igennem ham komme ud over deres angst.

              Jesus kan altså ikke love dem – eller os - et let liv. Det må vi ikke forvente, for sådan er livet ikke. Vi vil alle komme ud for modgang, og vi skal alle dø, men han er altid hos os, og han vil give os styrke. Vi kan blive ramt på det, vi ejer, og vi kan blive ramt på vores krop og liv og relationer, men sjælens virkelighed vil altid være i hans nærhed, og så kan den aldrig rammes. Det er, hvad han vil lære os og have os til at forstå.

              Det eneste, vi skal frygte, er ham, som kan lade både sjæl og legeme gå fortabt i Helvede, siger Jesus. Her taler han i det specielle bibelske sprog, som kan være svært for os at forstå. Hvad Helvede er, ved vi ikke, men Jesus siger til os, at hvis vi i vores liv glemmer sjælens virkelighed, og identificerer os kun med det, der sker konkret i tiden, så kan livet ind imellem komme til at opleves som et Helvede – af ensomhed, meningsløshed og følelser, som vi ikke kan styre.

              Derfor må vi tage imod den største gave, der er givet til os mennesker, siger han – sjælens virkelighed. Når vi kender den, ved vi, at et sted i os er udenfor tidens gang og altid i Guds nærhed. Uanset hvad der sker for os i tiden, så påvirker det aldrig den uendelige værdi, vi har hos Gud. Jesus giver et billede på det. Han taler om to spurve, der sælges for en skilling – to skabninger, der i tidens virkelighed kun har en ringe værdi. Ikke én af dem falder til jorden, uden at jeres fader er med den, siger han. Så hvor meget mere ikke os – på os er selv alle hovedhår talt. Jesus vil have os til at forstå, at vi dybt i os selv altid lever i meget stor nærhed til Gud. Gud våger over vores liv, han favner vores sjæl, og han gør alting godt og rigtigt til rette tid. Også når det gør ondt!

              Om vi er bevidste om det eller ej, så er det sådan. Men bevidstheden om Guds nærhed, vil få os til at leve vores liv på en anderledes frimodig måde. Hvis vi læner os ind i hans nærhed og vover at lade os lede af de ord, han hvisker til os i mørket, så får vi mod til at stå frem, som dem vi er. Vi kan leve i tiden uden at leve af tiden. Det betyder, at vi kan være helt til stede i vores konkrete liv og give os selv der – uden at være helt udleveret til det, som sker. I bevidstheden om den kærlighed, der altid omslutter vores inderste, er vi aldrig alene og aldrig helt udleveret til tidens tildragelser. Amen.