7. søndag efter trinitatis. 1. tekstr.                        

 

 Tekster: Sal. 126; Rom. 6,19-23; Luk. 19,1-10         

 

             Gud kan gøre store ting for os mennesker – det fortæller alle vores 3 tekster til i dag os om. På et øjeblik kan Gud vende et menneskes skæbne. Tanken om det er det godt altid at bære med sig – især når livet gør ondt, for sådan er det. Og bevidstheden om, at det er sådan, kan bringe os helt tæt på livets virkelighed – på det livet er – af muligheder, og når vi kommer tæt det, så kan vi bedre mærke det. Når vi er glade og har det godt, så mærker vi, hvor taknemmelige vi er for det, vi har lige nu – vi kan hvile i det og påskønne det. Når livet gør ondt, hvis vi har mistet, hvis vi er ensomme, hvis livet føles som tomhed – så vover vi at mærke det, fordi vi ved, at smerten og følelsen af meningsløshed pludselig kan ændre sig – livet kan på et øjeblik få en helt anden retning. Gud kan give det en anden retning. At livet altid er i forandring, det er netop det, der gør det så rigt – og også så skrøbeligt. Ingen af os ved, hvordan dagen i morgen ser ud for os.

              Den GT-lige salme, vi hørte, talte om, hvordan Gud vendte det israelitiske folks skæbne – fra smerte til glæde. Det var, som om vi drømte, siger salmisten i teksten - og vores mund fyldtes med latter og med jubel. Sådan kan det føles, når Gud griber ind og vender alting! Først kan det opleves næsten, som var det en drøm – som pludselig at gå rundt i et andet rum – og måske være bange for at vågne igen til den barske virkelighed. Derefter kommer latteren og jublen – lettelsen, der langsomt bobler sig frem, når det går op for én, at det nye er virkelighed - at det tunge er overstået – eller i hvert fald på vej væk!

              Vi har sikkert alle sammen oplevet afskygninger af det her. Oplevet hvordan håb og muligheder pludselig er blevet levende i os igen – og har givet livet helt nye farver. Det kan ske brat, forårsaget af en pludselig konkret ændring ved, at noget sker, eller det kan vokse langsomt frem efter en stor sorg, der for en tid har slukket livet i os. Pludselig en dag ved vi, at nu er det ovre – nu har Gud givet os livet tilbage igen – måske i en ny og anderledes skikkelse, - men vi mærker livet igen.

              Den GT-lige salme beskriver, hvordan smerte eller lidelse ofte er tæt forbundet med glæde – ja også ofte går forud for glæden. Måske er det sådan, at vi mennesker er mest åbne for at lade noget nyt ske midt i smerten. Når alt er godt, holder vi fast på det, vi har, men når livet gør ondt, længes vi efter forandring – og måske gør længslen os undertiden mere fleksible, mere tilbøjelige til at tage imod hjælp fra andre, til at lytte, til at søge efter en ny mening. Salmen siger, at smerten kan være som såsæd i vores liv: Grædende går han ud, mens han bærer såsæden: - står der - med jubel vender han hjem, mens han bærer sine neg! Gud forvandler vores sind igennem smerte – dermed får smerten en mening.

              Bevidstheden om at det er sådan, kan hjælpe os til at være i smerten, når den er der! Vi skal ikke skubbe den væk - lade som om, den ikke er der. Nej, vi skal møde den, mærke den i vores krop og sjæl – turde grædende at bære såsæden ud, som teksten kalder det, for også med jubel at kunne bære høsten hjem. Midt i smerten kan det ske, vi opdager, at lyset bor helt inde i mørkets centrum. At Gud vender vores skæbne, dér hvor alt synes mest mørkt. Der, hvor vi magter så lidt, at vi overlader alt til ham.

              Paulus taler – på sin måde – om det samme - i epistelteksten. Han siger det bare lidt mere direkte – og fra en anden vinkel. Der er to måder at leve livet på, siger han. Enten forsøger vi at skabe vores liv selv – eller også lader vi Gud skabe det for os. Det paradoksale er, at hvis vi vil skabe det selv, være frie – ja, så får vi et bundet liv - bundet af synden, som Paulus kalder det. Vores medfødte egoisme eller selvcentrerethed forhindrer os nemlig i at se meget andet end os selv, - vores tanker kommer til at køre i ring, vores følelser løber af med os, og vi handler efter gamle kendte mønstre og normer. Også selv om vi dybt indeni godt ved, at det ikke er hensigtsmæssigt, hvad vi gør, så kan vi ikke ved egen kraft komme ud af det.

              Hvis vi derimod overgiver vores liv til Gud – lader ham skabe og forme det, som han vil – så bliver vi frie, siger Paulus. For så opdager vi, at det jo er Gud, der har det endelige ansvar for, at tingene former sig til det bedste – og derfor er det også ham, der bærer byrderne – eller i hvert fald hjælper os med at bære dem. Hvis vi på den måde kan leve vores liv i relation til Gud – så får vi evigt liv, siger Paulus. Så vil vi hvert øjeblik kunne leve i den åbenhed, der er Guds – og selv døden vil ikke kun skille os fra den – fra Ham!

              Paulus siger helt klart, at enten er vi trælle for den skjulte og fastlåsende egoisme – eller også er vi trælle for Gud. Der er ingen anden mulighed. Men når vi gør os det klart, så får vi en chance for at vælge! – så det gamle liv ikke bare automatisk og ubevidst kører videre med os, uden at vi ved af det.

              Måske er det her, såsæden kommer ind, for vi vil gerne selv styre, og for mange af os må vores gamle jeg skubbes af tronen, før det viger pladsen. Når livet rammer os, opdager vi, hvor lidt vi i virkeligheden selv styrer – og i vores hjælpeløshed finder vi ud af, at vi slet ikke ved, hvilken vej, vi skal gå. Vi erkender, at klarheden og visdommen slet ikke bor hos os! Og længslen – efter Guds indsigt og kærlighed vågner i os!

              Evangelieteksten handler om Zakæus. Her får vi det samme belyst igen – fra en mere personlig vinkel. Imellem linjerne hører vi om Zakæus’ smerte. Den er antydet med få ord. Han er overtolder, og han er lille af vækst. Begge dele er noget, der gør ham anderledes end andre og sætter ham udenfor almindelige sammenhænge. I hvert fald det, at han er overtolder - han er en, der opkræver told, - eller skat, for den romerske besættelsesmagt. Det gør ham i ledtog med – eller repræsentant for den magt, der undertrykker folket. Han anses for en slags værnemager – oven i købet er han overtolder, så ingen vil have noget med ham at gøre.

              Vi ved ikke, hvorfor det gik sådan med Zakæus – at han blev tolder. Men måske er det det, der er antydet i teksten – ved at han var lille af vækst, som der står. Måske har han altid været udenfor – altid været anderledes. I vores højskolesangbog er der en bibelhistorisk salme om Zakæus – den forstår ham sådan: ”Zakæus var nok blevet mobbet, fordi han var lille og sky. Nu hævnet han sig gennem jobbet som tolder i Jeriko by”, siger den. Måske er det sådan – det sker jo mellem mennesker, at en skiller sig ud, er anderledes, og bliver sat udenfor. Det gør ondt - længe, men enhver må beskytte sig, og efterhånden holder det menneske op med at forvente at blive taget imod. Dets hjertet bliver hårdt og ensomt og fryser til is, og så føler det ikke længere noget for andre. Nu sætter det sig selv udenfor. Måske gik det sådan med Zakæus – og han blev overtolder. For hos romerne kunne han jo få både plads og position – det han ikke kunne få andre steder. Han blev, som han blev. Men han blev ikke glad. Det er ikke godt at være udenfor gode menneskelige sammenhænge.

              Og nu hører han så, at Jesus kommer forbi – den Jesus, der ikke tager afstand fra toldere som han. Og han se ham, - det brænder i ham – så helt is er hans hjerte ikke blevet endnu; - men det er ikke let at komme til, for der er mange mennesker forsamlet – og Zakæus er jo en lille mand.

              Nu sker det så – hans længsel overmander ham – og enhver normal anstændighed. Han slipper sig selv – løber i forvejen og klatrer op i et træ for at komme til at se. Prøv at forestille jer situationen – den alvorlige og strenge overtolder løber af sted – og klatrer op i et træ. Han forglemmer helt sig selv og sin plads. Og i det øjeblik vender Gud hans skæbne og forvandler hans liv. For Jesus ser ham - ser ham, som han er, og han siger: ”Zakæus, Skynd dig at komme ned! I dag skal jeg være gæst i dit hus!”

Jesus kalder ham ned fra træet, ned til alle andre – og ind i almindelige sammenhænge. Han gør ham igen til et værdigt menneske. Zakæus skynder sig ned – og tager glad imod ham, står der. Glæden kommer til Zakæus’ hus! Den kom, da han gav slip på sig selv og lod Gud åbne nye muligheder!

              Alle, som så det, gav ondt af sig og sagde, at Jesus var gået ind som gæst hos en syndig mand. Zakæus ænser det ikke, han hører det ikke – han oplever kun sig selv i forhold til Jesus, han føler sig accepteret, og derved genetableres hans menneskelige værdighed. Han er helt forvandlet.

              Også i forhold til omverdenen er han forvandlet, for han tilbyder nu at give halvdelen af alt, hvad han ejer til de fattige – og hvis han uretmæssigt har taget penge fra nogen, vil han betale det firedobbelt tilbage, siger han. Zakæus’ øjne er også blevet åbnet for andre mennesker og deres nød. Han er blevet et medmenneske. Han ser på den anden med barmhjertighed.  

              Hvad er det så, Jesus har gjort? – hvordan kunne dette ske? Ja, først slap Zakæus af længsel sig selv – for at se Jesus. Og Jesus ser ham, - ser ham, som han er – og han fordømmer ham ikke. Han omfatter ham med sin kærlighed, – for han kender ham og ved, hvad han har kæmpet med. Og der i lyset fra Jesu kærlighed ser Zakæus sig selv. Ser hvordan han har levet – hvad han er blevet til – og han lader sig forvandle. Nyt lys – nye muligheder, strømmer ind over ham – ind i hans mørke.

              I fortællingen ser vi, hvad Jesus kan gøre med vores liv – hvordan han på et øjeblik kan vende alt  – ved at se os – i vores oprindelige renhed – som vi er inderst inde – og dermed kalde os frem – til liv.

              Og så giver Jesus os et forbillede. Som han gjorde overfor Zakæus, skal vi også gøre – overfor hinanden. Intet berettiger os til at føle os bedre end noget andet menneske, og det at vise et andet menneske accept – især et menneske der ikke er vant til at få det, kan forvandle dette menneskes liv – og det kan også forvandle vores eget at gøre det. Så stor magt og værdighed har Gud givet os i forhold til hinanden – og givet os det, for at vi skal bruge det! Amen!