9. søndag efter trinitatis - 2. tekstrække
Tekster: Es. 10,1-3; 2. Tim. 1,6-11; Luk. 12,32 – 48
”Frygt ikke du lille hjord, for jeres fader har besluttet at give jer riget”! Sådan begynder vores evangelietekst til i dag – og i lyset af det tilsagn skal hele denne søndag forstås. Mildheden stråler ud af de ord – de føles næsten som ord, man kan gemme sig i. Og det kan man! - for de er et løfte til os, som gør, at vi aldrig behøver at være bange. De er en ufattelig gave, som vi slet ikke aner rækkevidden af. En gave, der omslutter hele vores tilværelse og alt, hvad vi er. Gud – altings skaber og altings opretholder – er vores far, og vi er hans børn. Han har indlagt sit billede dybt i hver eneste af os, og har gjort os i slægt med ham. Vi bærer hans ånd i os. Og Gud elsker os, som en far elsker sit barn – ja endnu mere, for Guds kærlighed er ufejlbarlig – intet kan komme imellem ham og os. I sin kærlighed har han besluttet at give os sit rige – at give os evigt samvær med ham. Det står fast.
I alt, hvad Jesus siger til os i dag, forsøger han at få os til at forstå, hvad det er, vi har fået – og få os til at leve vores liv, så vi opdager det. Det er nemlig menneskers problem, vores problem – at vi ikke ved nok af det. Hvis vi virkelig forstod – med vores hjerte og hele vores sind, hvad for nogle muligheder vores liv rummer, så ville vi prioritere de muligheder – og sætte alt ind på at folde dem ud.
Men vi står i en slags dobbelthed – for vi lever midt i en konkret verden, der er fyldt med gode og spændende ting, - med meget vi kan opnå. Og vi er skabt med sanser, der altid drages imod alle disse ting og vibrerende rækker udenfor os selv - altid i gang med at skaffe os goder og organisere vores virkelighed. Alle disse ydre ting råber så højt imod os og drager os så voldsomt, at vores liv næsten kan forsvinde i dem. Og så går alting så hurtigt i den ydre konkrete verden! - og vi må selv være aktive og hurtige for at følge med i det, som sker der.
Men al denne sanse-dragen og al hurtigheden gør, at vi ikke når at høre det, Gud siger til os – vi når ikke at lære at lytte til ham, og vi når knapt at opfatte, at vi har valg – at der er flere måder at leve på. Et liv, der alene er bundet til sansevirkeligheden, gør os tomme og ensomme, - for det er, som Jesus siger: Hvor vores skat er, der vil også vores hjerte være. Vi dannes efter, hvor vi lægger vores kræfter. Sådan er det, - det, vi fylder vores tid med, kommer til at optage vores sind. Vores tanker kører i ring omkring de problemer, vi har, og de projekter, vi beskæftiger med. Og vores følelser kører med tankerne. Stop det! – siger Jesus. Vågn op! – siger han. Jeres far har besluttet at give jer riget! I har helt andre muligheder! siger han. Han vil have vores hjerte til at finde hvile i det eneste, der virkelig betyder noget og giver os mening – i den eneste skat, der ikke kan mistes, nemlig i Guds kærlighed og glæde.
Det her lyder måske ukonkret og drømmende, men det er det ikke – eller det er det kun, så længe vi ikke har erfaret det. Oplevet – måske bare i et øjeblik – at have del i den glæde, Gud kan give os. Og den glæde er ikke kun er for de få – den er for alle. Alle bærer vi Guds billede i os - og Guds ånd – og Gud ønsker at give os del i sig selv – i sit Rige. Hvad dette Rige er – det ved vi ikke, for det kan ikke udtrykkes med menneskelige ord – det er det alt for stort til, men det kan erfares.
At Gud kalder det sit Rige – det giver os et billede. Et rige er et land, et sted at være. Det er Guds rige også. Vi lever i et konkret land, i bestemte fysiske omgivelser – men pludselig kan vi opdage, at vi samtidig lever i et andet land, i en anden dimension. Noget i os kan åbne sig, så vi opdager det, og når det sker – ved vi, at det andet land altid har været i os – og vi har været i det, men vi har ikke kendt til det – ikke haft bevidsthed om det. Hvis det åbner sig, - og vi ved, at vi er der – ja, så er det helt enkelt og ligetil, hvad Guds rige er – også selv om vi måske stadig ikke har ord for det.
Guds rige kan åbne sig i os på mange måder. Første gang sker det måske i forbindelse med en særlig begivenhed – og den hændelse kan lige så godt være smertelig som opløftende. Pludselig – når det sker – ser vi i et kort øjeblik alting på en ny måde, i et nyt lys – og selv om det er i et vanskeligt og smertefuldt øjeblik – så vil hjertets glæde være der – måske taknemmelighed - midt i det smertelige, fordi Guds kærlighed er der.
Guds rige kan også åbne sig igennem helt små ting. Det kan være ved synet af et barn, der leger – eller en solsort, der bader i en vandpyt – en blomst eller et træ, der vokser et ubegribeligt sted – eller et smil fra et andet menneske. Pludselig sker det – at Guds rige åbner sig i os, glæden bliver til - uden at vi har gjort noget for det. Men jo mere vi ved af, at Guds rige er der – i os, jo mere vågne vi er for det – jo nemmere kan det ske. Når vores sind er åbent og modtagende, kan øjeblikke pludselig komme over os som en berøring af Guds hånd. Og sådanne øjeblikke er fyldt med mildhed – de føder glæde – og styrke. De giver livet mening.
Men disse øjeblikke kræver noget af os. Guds rige koster – for vi kan ikke samtidig være i både sanserne fortravlede hverdag og i Guds stilhed. Derfor siger Jesus, at vi må vælge! Sælg jeres ejendele og giv almisse, sagde han i vores tekst. De ord kan forstås helt konkret, at vi ikke skal eje noget - men det vigtigste indhold i dem er, at Jesus vil have os til at slippe vores bundethed til det, vi ejer, vores afhængighed af det – og i stedet for vende vores blik og vores hjerte imod det andet menneske og imod skatten i himlen, Guds kærlighed. – Ikke fordi vi ellers vil blive straffet, for Gud har jo besluttet at give os riget. Men for at vi med vores bevidsthed skal få del i åndens frihed – og hinandens nærhed allerede i dette liv. Almissen, vi skal give, er, at vi skal lade kærligheden blive levende imellem os.
Det lyder måske svært, - selv om det er det, vi længes efter. Men her giver Paulus os et ord med på vejen. Han minder os i sit brev, vi hørte, om en nådegave, vi alle har fra Gud. Vi har fået Guds ånd! Den skal vi lade flamme op! siger han. For Gud har ikke givet os en fej ånd, men en ånd med kraft og kærlighed og besindighed, siger han. Og det er Paulus jo med sit eget liv et stærkt bevis på. Han udviste selv en ufattelig styrke i det, han ville give til andre. For ham betød budskabet om Jesus så meget, at han satte alt i sit eget liv til side for at dele det allervigtigste med hele verden. Han gennemgik store lidelser for det – men han gav aldrig op. Han viste virkelig, hvad det vil sige, at vi mennesker har en ånd med kraft og kærlighed og besindighed. Han stod inde for det, han troede på - Og for ham var prisen aldrig for dyr. For han fik så meget igen. Han fik Guds Rige, Guds kærlighed.
Den åndsstyrke Paulus havde – den bærer vi altså også i os – og den kan også flamme op i os – så vi også får styrke og mod til at satse på det, der giver os liv. Så vi vender os væk fra den ydre tomhed og ind i et levende liv med hinanden. Et liv, hvor vi giver i stedet for at tage. Hvor vi lytter og prøver at forstå i stedet for at dømme. Og vi skal aldrig være bange for ikke at gøre det godt nok, for Guds ånd hjælper – også når vi fejler. Vores far har besluttet at give os Riget.
I evangelieteksten fortæller Jesus os nogle små lignelser. De er anvisninger, der skal hjælpe os til at få del i Guds Rige. Først siger han, at vi skal have kjortlen bundet op om lænderne og have lamperne tændt og være som mennesker, der venter på, hvornår deres herre ….kommer, så de straks kan lukke op for ham. Vores åndskraft skal vi altså som det første bruge på at være vågne og parate, for vi ved aldrig, hvornår det sker – hvornår Gud træder os nær – hvornår Hans Rige åbner sig i os.
Det er et klart og visuelt billede, Jesus giver – det med at have kjortlen bundet op, og lamperne tændt. Så er man nemlig lige rejseklar – eller står parat til at begynde et arbejde. Man er tændt og opmærksom – og tankerne er helt rettet mod det, der skal ske. Sådan er det, vi skal være i relation til hinanden – og til Guds rige. Vi skal være til stede - vågne, lyttende – og parate, så vi opdager, når nærværet er der. Når øjeblikket bliver levende, og vi kan nå hinanden – og være et med Guds mening. Så længe vores tanker og vores sanser farer rundt i verden, går vi glip af det vigtigste, for så opdager vi slet ikke livet. Vi må være vågne, så vi opdager øjeblikket, når det er der.
Hvis vores herre finder os vågne, når han kommer, siger Jesus, så vil han binde kjortlen op om sig og lade os sætte os til bords, og han vil sørge for os og give os al den næring, vi behøver. For det bordfællesskab, han giver – det, i hans ånd - det er det mest levende fællesskab, mennesker kan opleve – og være i - også med hinanden – for i det er glæden hel. Der er vi til stede med hele os – både med det ydre og med det indre, og så er livsfylden overvældende – så opdager vi, hvor meget han giver. Guds rige er et land – en værensdimension, som lever i os – altid – og som kan åbne sig – lige NU – stille
Det NU forpligter. Det siger Jesus også. Når Gud åbner sit Rige for et menneske, så må det gives videre – til andre mennesker. Eller rettere – det er så stort, at ingen kan holde det for sig selv. Det så vi med Paulus. Det tilhører alle – det vil bredes ud! Jesus fortæller i lignelsen om den tro og kloge forvalter, som … bliver sat til at give tjenestefolkene mad i rette tid – og som gør det – at Ham vil herren sætte til at forvalte alt, hvad han ejer. Gud ønsker at bruge os hver især – på forskellig måde. Han venter på, at vi er parate, og han har vigtige opgaver til os alle – for hans kærlighed skal altid rækkes videre. Jo mere vi spreder hans godhed, jo mere vil vi føle, at vi selv får, og jo større ansvar vil han give os. Amen.