Din fred skal aldrig vige,
din nåde varer ved.
Når stormvejr slår imod os,
du værner mod fortræd.
I ensomhedens timer,
i savnets tunge stund
forblir du hos os, Herre,
hvert smertefyldt sekund.

 

Vær fortsat ved vor side,
når stormen stilner af.
Vær hos os, når vi søger
til vore kæres grav.
Giv, at vi aldrig mister
velsignelsen fra dem,
men altid bærer med os
det gode, de bar frem.

 

Snart går vi ud af tiden,
og hvert et navn blir glemt,
men, Gud, i din erindring
er vi for evigt gemt.
Det liv, der blir til intet,
er i din skaberhånd,
og trygt vi overgiver
til dig, o Gud, vor ånd.

Svein Ellingsen 1958 og 1971.
Holger Lissner 1975.

Læsning: Om dødens begyndelse (1. Mos. 3,1-7, 19)

Slangen var det snedigste af alle de vilde dyr, Gud Herren havde skabt, og den spurgte kvinden: »Har Gud virkelig sagt, at I ikke må spise af træerne i haven?« Kvinden svarede slangen: »Vi må gerne spise af frugten på træerne i haven, men frugten på det træ, der står midt i haven, har Gud sagt, at vi ikke må spise af og ikke røre ved, for ellers skal vi dø.« Men slangen sagde til kvinden: »Vist skal I ikke dø! Men Gud ved, at den dag I spiser af den, bliver jeres øjne åbnet, så I bliver som Gud og kan kende godt og ondt.« v6 Kvinden så, at træet var godt at spise af og tiltrækkende at se på, og at det også var godt at få indsigt af, og hun tog af frugten og spiste. Hun gav den også til sin mand, der var hos hende, og han spiste. Da åbnedes deres øjne, og de opdagede, at de var nøgne. Derfor syede de figenblade sammen og bandt dem om livet ….

Da sagde Gud Herren:

I dit ansigts sved skal du spise dit brød, indtil du vender tilbage til jorden,

for af den er du taget.

Ja, jord er du, og til jord skal du blive.« Amen!

 

  

Kyrie eleison med navneoplæsning

Kyrie, Kyrie eleison - Christe, Christe eleison - Kyrie, Kyrie eleison

Læsning: Lyset i verden (Joh. 1,1-4)

I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud. Han var i begyndelsen hos Gud. Alt blev til ved ham, og uden ham blev intet til af det, som er. I ham var liv, og livet var menneskers lys.

Kristuslyset bæres fra alteret ned til korset og stilles i midt i det

Kyrie, Kyrie eleison - 5 navne - Kyrie, Kyrie eleison o.s.v.

Kyrie, Kyrie eleison - Christe, Christe eleison - Kyrie, Kyrie eleison

 

Stilhed 3 min

 

Læsning: Om dødens tomhed og meningsløshed (Sal. 90,1-6,12)

Herre, du har været vor bolig i slægt efter slægt.

Før bjergene fødtes, før jorden og verden blev til,

fra evighed til evighed er du Gud.

Du lader mennesket vende tilbage til støvet,

du siger: »Vend tilbage, I mennesker!«

Tusind år er i dine øjne som dagen i går,

der er forbi, som en nattevagt.

Du skyller dem bort, de sover ind,

de er som græsset, der gror om morgenen;

om morgenen blomstrer det og gror,

om aftenen er det vissent og tørt ….

Lær os at holde tal på vore dage, så vi får visdom i hjertet.

 

Solo:  Nu har du taget fra mig (DDS 552)

 

Nu har du taget fra os,
hvad du engang har givet.
Nu favner døden den, der
for os var selve livet.
Og intet bliver mere
helt, som det var, herefter,
for sorgen river i os
med kærlighedens kræfter.

 

Nu er vi fyldt af savnet
og gruer for i morgen.
Men, Gud, du kommer til os
og trøster os i sorgen.
Vel er vi alle ramt af
den gådefulde stilhed,
men du er også nær med
din nådefulde mildhed.

 

Du griber os i mørket
og blidt mod lyset vender.
For selv om vi er adskilt,
er vi i dine hænder.
Og du var selv i mørket
den dag, da Kristus døde,
du rejste ham til livet
i påskens morgenrøde.

 

Se, døden er forandret.
Nu kan den ikke vinde!
Da Kristus tog den på sig,
blev den en slagen fjende.
Og derfor kan vi håbe,
at også vi får givet
at gå i morgensolen
og glæde os ved livet.

 

Så lad kun sorgen synge,
få luft for al sin klage,
og lad kun savnet tynge,
din godhed blir tilbage.
Du gir os nye kræfter.
Du knytter nye tråde.
Og hvad så sker derefter,
må komme af din nåde.

Holger Lissner 1993 og 1999.

 

  

Læsning: Om håbet for folkets opstandelse (Ez.37,1-14)

Herrens hånd kom over mig, og han førte mig ved sin ånd ud og stillede mig i dalen. Den var fuld af knogler. Han ledte mig forbi dem, hele vejen rundt. De lå i store mængder ud over dalen og var helt indtørrede. Så spurgte han mig: »Menneske, kan disse ben blive levende?« og jeg svarede: »Gud Herre, det ved kun du!« Da sagde han til mig: »Du skal profetere om disse ben og sige til dem: I indtørrede ben, hør Herrens ord! Dette siger Gud Herren til disse ben: Jeg giver jer livsånde, så I bliver levende. Jeg fæster sener på jer, dækker jer med kød, trækker hud over jer og giver jer livsånde, så I bliver levende. Så skal I forstå, at jeg er Herren.« Jeg profeterede, som jeg havde fået befaling om, og mens jeg profeterede, lød der en raslen, og benene nærmede sig til hinanden. Jeg så, hvordan der kom sener på dem, kød dækkede dem, og de blev trukket over med hud. Men de havde ingen livsånde i sig. Så sagde han til mig: »Du skal profetere om livsånden. Du skal profetere, menneske, og sige til livsånden: Dette siger Gud Herren: Kom, livsånde, fra de fire verdenshjørner, og blæs ånde i disse dræbte, så de bliver levende.« Da jeg profeterede, som han havde befalet mig, kom livsånden ind i dem, så de blev levende. De rejste sig op, en umådelig stor hær.

Derpå sagde han til mig: »Menneske, disse ben er hele Israels folk; de siger: ›Vore ben er indtørrede, vort håb er slukket, det er ude med os!‹ Derfor skal du profetere og sige til dem: Dette siger Gud Herren: Mit folk, jeg åbner jeres grave og fører jer op af dem for at bringe jer til Israels land. Så skal I forstå, at jeg er Herren, når jeg åbner jeres grave, mit folk, og fører jer op af dem. Jeg giver jer min ånd, så I bliver levende, og jeg lader jer bo i jeres land. Så skal I forstå, at jeg er Herren. Jeg har talt, og jeg vil gøre det, siger Herren.«

 

Ostende nobis Domine, misericordiam tuam. Amen! Amen!

Maranatha! Maranatha.(Vis os din barmhjertighed, Herre. Kom snart)

 

Læsning: Om håbets opfyldelse (Rom. 8, 19-23, 38-39)

For skabningen venter med længsel på, at Guds børn skal åbenbares. Skabningen blev jo underlagt tomheden, ikke fordi den selv ville, men på grund af ham, der gjorde det, og med det håb, at også skabningen selv vil blive befriet fra trældommen under forgængeligheden og nå til den frihed, som Guds børn får i herligheden. Vi ved, at hele skabningen endnu sukker og vånder sig sammen. Og ikke alene det: også vi, der har Ånden som førstegrøde, sukker selv i forventning om barnekår, vort legemes forløsning…

Men i alt dette mere end sejrer vi ved ham, som har elsket os. For jeg er vis på, at hverken død eller liv eller engle eller magter eller noget nuværende eller noget kommende eller kræfter eller noget i det høje eller i det dybe eller nogen anden skabning kan skille os fra Guds kærlighed i Kristus Jesus, vor Herre.

 

Orgelsolo – Reger: Benedictus

 

Salme:  Hil dig, frelser og forsoner! (DDS 192)

 

Hil dig, Frelser og Forsoner!
Verden dig med torne kroner,
du det ser, jeg har i sinde
rosenkrans om kors at vinde,
giv dertil mig mod og held!

 

Hvad har dig hos Gud bedrøvet,
og hvad elsked du hos støvet,
at du ville alt opgive
for at holde os i live,
os dig at meddele hel?

 

Kærligheden, hjertegløden
stærkere var her end døden;
heller giver du end tager,
ene derfor dig behager
korsets død i vores sted.

 

Ak! nu føler jeg til fulde
hjertets hårdhed, hjertets kulde.
Hvad udsprang af disse fjelde,
navnet værd, til at gengælde,
Frelsermand, din kærlighed?

 

Dog jeg tror, af dine vunder
væld udsprang til stort vidunder,
mægtigt til hver sten at vælte,
til isbjerge selv at smelte,
til at tvætte hjertet rent.

 

Derfor beder jeg med tårer:
Led den ind i mine årer,
floden, som kan klipper vælte,
floden, som kan isbjerg smelte,
som kan blodskyld tvætte af!

 

Du, som har dig selv mig givet,
lad i dig mig elske livet,
så for dig kun hjertet banker,
så kun du i mine tanker
er den dybe sammenhæng!

 

Skønt jeg må som blomsten visne,
skønt min hånd og barm må isne,
du, jeg tror, kan det så mage,
at jeg døden ej skal smage,
du betalte syndens sold.¹

 

Ja, jeg tror på korsets gåde,
gør det, Frelser, af din nåde.
Stå mig bi, når fjenden frister!
Ræk mig hånd, når øjet brister!
Sig: vi går til Paradis!

 

Arnulf af Louvain før 1250.
N.F.S. Grundtvig 1837.

¹ løn, Rom 6,23

Refleksion

 

Intet kan skille os fra Kristi kærlighed – hørte vi for lidt siden. Det er en stor trøst til os her i dag, hvor vi er forsamlet for at mindes vore døde – og for at bede for dem

Vi bragte de dødes navne ind i gudstjenesten næsten fra begyndelsen, og på en vis måde fejrer vi denne gudstjeneste sammen med dem.

Her på Alle helgen er forhænget mellem os levende og de døde ligesom tyndere end ellers. Denne dag falder der et særligt lys på vore døde – og også på vores eget liv, vores fortid, som vi delte med dem, der ikke er hos os længere.

Dagen er som en slags dør ind til himlen, - igennem den får vi lov til at komme lidt tættere på det, der har været – engang – på dem, vi har delt liv med. Igennem døren skinner Guds lys også den anden vej – det skinner os i møde med en ganske særlig klarhed og omsorg, der giver os mulighed for dybere forståelse – også af vores eget liv.

Teksterne og salmerne, der hører til Alle helgen løfter slør for os – og giver os billeder på, hvordan de døde er gemt i Guds lys. Vi får lov til at ane billeder fra den virkelighed, der er bag døden.

Alt hvad Alle Helgen er, bunder sig i Kristi opstandelse. Jesus gennembrød en gang for alle dødens mørke. Han gik gennem dødsrigets porte, for at hente de døde ud af mørket og ind i hans lys.

På forsiden af liturgihæftet ser vi et billede af Fra Angelico. Det er et opstandelsesbillede, og vi ser, hvordan Jesus har væltet døren til dødsriget – så voldsomt at søm og hængsler flyver gennem luften, og de små sorte djævle gennem sig i mørkets kroge. Og Kristus træder ind og oplyser hele de dødes virkelighed. Han holder opstandelsesfanen i den ene hånd, og med den anden tager han imod først Adam og Eva og dernæst alle de andre døde, der strømmer til for at komme ind i hans lys. Billedets er så kraftfyldt og samtidig så mildt – og der er stor trøst i at vi får lov til at genkende også vore døde i menneskemængden.

 

Om lidt skal vi have nadver, og når vi sidder omkring alteret, så udfylder vi – de levende – den ene halvcirkel. Men vi skal forestille os, at vi ikke kun sidder i en halvcirkel – cirklen er hel, og ved den usynlige del af cirklen, som fortsætter bag alteret – der sidder vore døde og spiser sammen med os.

Så når vi går til alters – lad os så i vores bevidsthed have vore kære døde med – og lad os dele dette måltid med dem.

Når I  har modtaget brødet og vinene og siddet et øjeblik, rejser I jer blot, så de næste kan komme til. Og i fortsætter jeres vandring ned til korset, hvor I tager nogle få hvedekorn og lægger dem i jorden, ligesom vore døde er lagt i graven. Vi sår hveden og slipper vore døde ind i opstandelsens virkelighed. De er som hvedekornet, der er lagt i jorden for i forårets lys og varme at spire og gro på ny – til nyt liv. Vi slipper dem ind i Guds lys.

Og så tænder vi et lys for dem som tak for, hvad de var i vores liv.

 

Derefter skal vi synge Alle Helgen salmerne og høre to af Alle Helgen teksterne. Temaet her er nærhed. Vi får givet billeder på, hvordan de døde bliver tager imod og rummet i Guds kærlighed.

Vi hører i teksterne, at de døde  kommer i hvide klæder - fra den store trængsel, som livet jo også ind imellem er – især for mange i tiden op til deres død. Men nu er de i hvide klæder, for de har vasket deres klæder og gjort dem hvide i Lammets blod. P.g.a. Jesu liv og død – fordi han kom til jorden for at dele alt med os, har vi alle – levende og døde - fået del i hans lys, så når vi står for Guds trone, ser Gud kun Jesu lys og ikke vores skygger eller vores mørke. Jesus har sprængt døren til Dødens rige.

Teksten udfolder nærheden til Gud i billeder, vi kender. Vi høre, hvordan alle mangler - der hos Gud - er borte, og hvordan Gud  vil tørre hver tåre af deres øjne. Og vi hører om, hvordan han gør alting nyt.

Dødens og opstandelsens virkelighed går langt ud over, hvad vi kan tænke os til. Alt er her indhyllet og gemt i Guds lys, og vi får ikke lov til at kigge om bag forhænget, før det er vores tid. Vi har fået billeder, der igennem vores følelser formidler nærheden imellem Gud og de døde. De skal give os tillid – til at slippe vores døde – og til selv engang at gå ind der, hvor alting i Guds lys er nyt. Amen

 

Stilhed 5 min

 

Læsning: Om Kristi opstandelse (Mat. 28,1-9)

Efter sabbatten, da det gryede ad den første dag i ugen, kom Maria Magdalene og den anden Maria for at se til graven. Og se, der kom et kraftigt jordskælv. For Herrens engel steg ned fra himlen og trådte hen og væltede stenen fra og satte sig på den. Hans udseende var som lynild og hans klæder hvide som sne. De, der holdt vagt, skælvede af frygt for ham og blev som døde. Men englen sagde til kvinderne: »Frygt ikke! Jeg ved, at I søger efter Jesus, den korsfæstede. Han er ikke her; han er opstået, som han har sagt. Kom og se stedet, hvor han lå. Og skynd jer hen og sig til hans disciple, at han er opstået fra de døde. Og se, han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham. Nu har jeg sagt jer det.«

Og de skyndte sig bort fra graven med frygt og stor glæde og løb hen for at fortælle hans disciple det. Og se, Jesus kom dem i møde og hilste dem med et »God morgen!« Og de gik hen og omfavnede hans fødder og tilbad ham.

 

Orgelsolo over Krist stod op af døde

 

Nadverliturgi – brødet modtages og dyppes i vinen

 

I korset sås hvede og lys tændes

 

Salme: Når mit øje (DDS 558)

Når mit øje,
træt af møje,
vådt og mørkt af tåreregn,
ser med længsel
af sit fængsel
op mod blide Salems¹ egn,
o, hvor svinder da min ve
bare ved derop at se!

 

Jeg fornemmer
folkestemmer,
alle slags, blandt engles lyd,
dem de driver
op med iver
i Guds lovsangs fulde fryd.
O, hvor siger da min sjæl
verden glædelig farvel!

 

Ja, jeg skuer
dine druer,
Paradis! den livets frugt.
Dine søde
roser møde
mig nu alt med deres lugt,
giver tidens åndedrag
evighedens luft og smag.

 

Lammets klare
brudeskare
ser jeg midt i Paradis,
hvor de svømme
som i strømme
af Guds søde lov og pris.
Snævre vej og korte tid,
o, hvor er din ende blid!

 

Hjertemilde
Jesus lille,
som os Himlen vandt så huld!
Se, hvor dines
længsel pines
under tidens aftenkuld!
Når, o søde brudgom, da
vil du hente mig herfra?

Hans Adolph Brorson (1765).

¹ Jerusalem, billede på saligheden, Åb 21,2

Bøn

Vi takker dig, Herre Jesus,

for at du har taget byrderne fra os.

Vores afmagt bærer du,

vores synd tilgiver du,

og vores uro synker til bunds i din fred.

Giv os velsignelse til at lyse for andre,

som de lyste for os,

så også vore kære en dag må kunne takke dig for,

at vi har levet.

Vi beder dig: Lad freden blive i os,

lad troen bære os,

lad håbet løfte os

og kærligheden gennemlyse alt. Amen

 

Velsignelse

 

Læsning: Om de helliges lovsang (Joh. Åb. 7,9,11,13-17)

Derefter så jeg, og se, der var en stor skare, som ingen kunne tælle, af alle folkeslag ogstammer, folk og tungemål; de stod foran tronen og foran Lammet, klædt i hvide klæder og med palmegrene i hænderne ....

Og alle englene stod i kreds om tronen og de ældste og de fire levende væsener, og de faldt ned på deres ansigt for tronen og tilbad Gud …

Og en af de ældste tog til orde og spurgte mig: »De, som står klædt i hvide klæder, hvem er de, og hvor kommer de fra?« Jeg sagde til ham: »Min herre, du ved det.« Og han sagde til mig: »Det er dem, som kommer fra den store trængsel, og som har vasket deres klæder og gjort dem hvide i Lammets blod.

Derfor står de for Guds trone og tjener ham dag og nat i hans tempel,

og han, som sidder på tronen, skal rejse sit telt over dem.

De skal ikke sulte længere og ikke tørste længere,

hverken solen eller nogen anden hede skal plage dem,

for Lammet midt for tronen skal vogte dem og lede dem til livets kildevæld,

og Gud vil tørre hver tåre af deres øjne.«

 

Salme: Den store hvide flok vi se (DDS 571)

Den store hvide flok vi se
som tusind bjerge fuld af sne,
med skov omkring
af palmesving,
for tronen, hvo er de?
Det er den helteskare, som
af hin den store trængsel kom
og har sig to't
i Lammets blod
til Himlens helligdom!
Dér holder de nu kirkegang
med uophørlig jubelklang
i høje kor,
hvor Gud han bor
blandt alle engles sang.

 

Her gik de under stor foragt,
men se dem nu i deres pragt
for tronen stå
med kroner på
i Himlens præstedragt!
Sandt er det, i så mangen nød
tit tårestrøm på kinder flød,
men Gud har dem,
straks de kom hjem,
aftørret på sit skød;
nu holder de, hvor liv er bedst,
hos ham en evig løvsals-fest,
og Lammet selv
ved livets elv
er både vært og gæst.

 

Til lykke, kæmpesamling, ja,
o, tusindfold til lykke da,
at du var her
så tro især
og slap så vel herfra!
Du har foragtet verdens trøst,
så lev nu evig vel, og høst,
hvad du har så't
med suk og gråd,
i tusind engles lyst!
Opløft din røst, slå palme-takt,
og syng af Himmel-kraft og magt:
Pris være dig
evindelig,
vor Gud og Lammet sagt!

Åb 7,9-17.                       Hans Adolph Brorson (1765).