Alle helgens dag. 1. tekstr.     

Tekster: Joh. Åb. 7,1-12(17) og Mat. 5,1-12:                  

             Det er Alle helgens søndag, - kirkens erindringsdag. I dag mindes vi dem af vores kære, der er døde – ja, alle kristne døde igennem tiderne, så i dag bliver der givet plads til sorgen og savnet over, at nogle af dem, vi holder af, ikke er mere. Vi får også lov til at se os selv i en større sammenhæng - med vores rødder. Med vores slægt og med alle de mennesker, der har gjort os til dem, vi er i dag.

              Ingen af os er jo enkeltstående individer – vi er alle et led i en lang rækker af mennesker, der har videregivet deres tanker og oplevelser og tolkninger af tilværelsen til os. Og givet os deres kærlighed og omsorg – eller det modsatte. På den måde er vi blevet formet igennem vores møder med andre og igennem deres måde at være i livet på – på godt og ondt. Det er vigtigt ind imellem at standse op og tænke over livet i det perspektiv. Det holder os fast i vores menneskelighed – i bevidstheden om, at vi kun er mennesker – der alle skal dø - og i bevidstheden om, at vi har et meget stort ansvar overfor hinanden. Som andre har været skabende i vores liv – er vi det i andres – på godt og ondt. Og det, vi skaber, vil leve længe efter, at vi selv er døde.

              Alle helgen er den dag, hvor et særligt lys falder på vores døde og på vores eget liv. Den er en slags åbning ind til det himmelske - vi får lov til at komme lidt tættere på det, der har været – på vores døde og på vores egen fortid. Og igennem åbningen skinner Guds lys også den anden vej – det skinner os i møde med en særlig klarhed og omsorg, der giver os mulighed for at få en dybere anelse om, hvad døden er.

              Vi kommer jo til Alle helgen med vores spørgsmål om døden. Naturlige spørgsmål, om hvor vores døde findes, om de har fred, og måske om de kan påvirke vores synlige verden. Døden kan vi ikke fatte. Vi kan se, at et menneske kan dø, - vi kan opleve, at dets krop bliver tom og uden liv, men vi kan aldrig komme til at fatte, hvad det er, der sker. Hvordan det er muligt, at et menneske et øjeblik er til stede og nærværende – og næste øjeblik er dødt. Hvad sker der? Hvor går de hen, de døde? Og hvor skal vi selv gå hen, når vi dør?

              Gudstjenesterne her Alle helgen antyder svar på nogle af de spørgsmål, vi kommer med - i et mytisk, fortættet sprog – i teksterne, vi hører, og i salmerne, vi synger. Vi får givet billeder af, hvad døden er, og af de døde, dér hvor de er nu. Og derigennem får vi hjælp - til at leve livet, i en forsoning med døden – med vores kæres og med vores egen.

              Lad os først se på teksten fra Joh. Åbenbaring og de billeder, den giver os. Det er Johannes, der har et kolossalt syn. I sit syn ser han fire engle stå ved de fire verdenshjørner. De holder jordens fire vinde tilbage, sådan at ingen vind blæser over jorden eller havet eller træerne, som der står. Og træerne er nok her et symbol på livet. De fire engle har fået givet at skade jorden og havet og livet – det er deres opgave, men indtil videre holder de vindene – og ødelæggelsen - tilbage. I billedet her der ligesom en stor stilhed - før stormen. Midt i stilheden kommer der en anden engel til syne – den stiger op fra solens opgang med den levende Guds segl, står der. Og den råber til de fire engle, der holder vindene, at de ikke må skade jorden eller havet eller træerne, før Guds tjenere er blevet beseglet på deres pander.

              Det er vanskeligt at forstå disse billeder og symboler, men de kan være et budskab til os om, hvad der sker i dødens øjeblik – et stort og trøstende budskab. I døden går den kendte verden under – det ved vi allerede. Vindene blæser voldsomt over den døende og udsletter alt kendt – jorden og havet og træerne, alt det kendte liv. Men i stilheden lige før det sker – der får vi her at vide – at der kommer der en engel og besegler den døendes pande – med den levende Guds segl. Alt det kendte går under i døden, men noget i os, vores kerne – eller sjæl - bliver bevaret, - den bliver beseglet af englen, for den tilhører den levende Gud. Dybest inde i os selv – dér tilhører vi alle Gud, for han har skabt os. Sådan er det, siger teksten – uanset om vi ved af det eller ej.

              Der er sikkert mange af os, der har set et menneske dø. Måske set et elsket menneske dø. Og mon ikke mange af os genkender dødsøjeblikkets stilhed, som det er beskrevet i den her tekst. Stilheden og højtideligheden. Perioden op mod døden kan være nok så slem – men selve døden er – ubeskrivelig. Den er netop som en stor stilhed – måske i et billede - som en hånd der vender sig i luften eller en vinge, der slår – den er som et pust. Den er så ufatteligt lidt – i hvert fald set fra denne verdens perspektiv - og samtidig er den så ufattelig meget. Den kan være forfærdeligt og ophøjet på samme tid. Døden er ligesom helt udenfor vores kendte kategorier – vores begrebsverden. Måske er det beseglingen vi oplever i det øjeblik – i stilheden før alting går under - den levende Guds besegling. Jeg føler, at der er så meget trøst i det billede – både i relation til vores kæres død og i forhold til vores egen. Inderst inde tilhører vi alle Gud, og i døden går det inderste i os tilbage til ham.

              Teksten fortsætter med at give os et billede fra Guds rige – fra de dødes rige. Igen et billede fyldt med trøst. Johannes ser i sit Gud sidde på den himmelske trone, og foran tronen står Lammet, Kristus, der har givet sit liv for os. Foran Gud og Lammet står der en utallig folkeskare – fra alle folkeslag, hører vi. De er klædt i hvide klæder. De har palmegrene i hænderne, og de råber, at frelsen kommer fra Gud og Lammet. Udenom dem står alle de ældste, visdommen, og udenom om dem igen de fire levede væsener. Yderst står alle englene i en kreds om dem alle, og englene bøjer sig ned og tilbeder Gud og lovpriser ham for hans visdom og kraft og styrke. Vi ser, at alt er harmoni – i en overordnet struktur og orden. Alt eksisterer som i koncentriske cirkler – cirkler med det samme centrum – og det er Gud og Lammet, der er i centrum. Alt har her en mening.

              En af de ældste henvender sig til Johannes, og de taler sammen om, hvem alle de, der står foran tronen i hvide klæder, er. Og Johannes får at vide, at det er dem, der kommer fra den store trængsel, fra det fysiske liv. Det er de døde. Måske undrer vi os over, at livet bliver kaldt den store trængsel, for livet er vel meget mere end det. Men livet rummer meget trængsel – og det gør døden også, eller tiden op til døden gør det – for mange. Sammenlignet med livet hos Gud – er livet på jorden en trængsel, for i livet er vi altid holdt fast i modsætninger – vores liv er altid splittet op imellem godt og ondt. Hos Gud er alt helt – her – hos ham - er evigheden.

              Når de døde har fået lov til at komme – ind i evigheden, så skyldes det, at deres klæder er blevet vasket hvide - i Lammets blod, står der.  Jesus har vasket deres klæder rene – ved at påtage sig at bære al skyld. Der er ingenting – af skyld - tilbage til de døde, for Jesu lys er så strålende, at alt mørke i hans nærhed svinder bort - vaskes bort. Derfor står de døde nu foran Guds trone – og Gud rejser sit telt over dem, står der. Et vidunderligt billede på hvordan de bliver helt omgivet af Guds beskyttelse og omsorg. Her – i det himmelske - er der ikke mere nogen trængsel, ingen smerte, intet savn, for Lammet, Kristus, leder dem til livets kildevæld, står der, og Gud selv tørrer hver tåre af deres øjne. Her er der kun nærvær – og fylde. Al smerte forsvinder i Guds omsorg.

              Det her er selvfølgelig alt sammen billeder – på noget, der ikke kan udtrykkes konkret, fordi det langt overgår vores konkrete sprog og virkelighed. Det er billeder, der giver os glimt af livet hos Gud. Billeder, der lader os ane en fuldbyrdelse og en væren, vi slet ikke kender fra vores jordiske liv. I den nærhed med Gud er vores kære – og den nærhed skal vi selv engang indgå i. 

              Evangelieteksten giver os andre ord – og billeder. På det samme – og på, at den nærhed, de døde er i – i Guds rige, den kan vi levende opleve i glimt allerede i dette liv. Jesus er her gået op på et bjerg, og der kommer en hel skare efter ham. Der er disciplene, men også mange syge og fattige og elendige. Jesus sætter sig ned og begynder at tale til de forsamlede: Salige er de fattige i ånden, siger han, for himmeriget er deres. Og mange andre ting – egenskaber, følelser, priser han også salige. Nu er det at prise salig et gammeldags ord, som vi nok ikke mere helt forstår betydningen af. Egentlig er det en velkomsthilsen: ”Vær hilset” – kunne vi også oversætte ordene med. Så når Jesus siger: ”Salige er de…”,  så er det egentlig en velkomsthilsen. Han byder velkommen – i gudsriget – til alle de fattige og syge og elendige. Han spørger ikke om, hvem de er – eller  hvordan de har levet – han slår simpelthen dørene op til Guds rige – for alle dem, der ikke føler, at de er noget. Alle dem, der ikke kan leve op til det pæne og polerede liv. Og han slår dørene op for mange af de egenskaber i os alle, som vi ind imellem har svært ved at forsone os med, at vi rummer.

              Vi skal nemlig lægge mærke til, at alt det Jesus byder velkomment – i Guds rige - det er – ja næsten mangler – og underskud. Det er ”de fattige i ånden”, og ”de, som sørger”, der bydes velkomne. Det er ”de sagtmodige” og ”de, som hungrer og tørster efter barmhjertighed”. Det er også ”de barmhjertige” og ”de rene af hjertet” – alt sammen egenskaber, der ikke egentlig tæller i vores normale samfund med hinanden. Anderledes er det i forhold til Jesus – og til Guds rige. Det er først, når vi begynder at længes, at Gud kommer os i møde. Det er først, når vi indser, at vi selv er fattige i ånden – og har brug for trøst - at Gud fylder os – for indtil da er vi helt fyldt med os selv – og så kan Gud slet ikke komme til os.

              Saligprisningerne lærer os om, hvordan vi skal forholde os til livet og til hinanden, hvis vi allerede nu – mens vi lever - vil opleve Guds nærvær – og vil fyldes af visheden om, at når vi dør, så vil det inderste af os vågne igen i Guds rige. Vi skal vedkende os dem vi er – med den svaghed og renhed, der også bor i os – og vise hinanden at vi også rummer de sider. Men det bedste ved Saligprisningerne er, at Jesus ikke blot lærer os, hvordan vi skal forholde os. Han slår selv dørene op til Guds rige og byder os indenfor – og velkomne. Vi skal bare slippe os selv – og tage imod ham og det, han ønsker at dele med os. Amen!