AT  FORTÆLLE SIN HISTORIE   

          Ofte fortæller vi mennesker historier. Vi fortæller små historier, og vi fortæller store. Vi fortæller om almindelige dagligdags begivenheder, som vi har været en del af eller været vidner til. Vi fortæller vores livs historie og undertiden måske også vores families, vores bys eller vores lands historie. Historierne, vi fortæller, er med til at gøre os til de mennesker, vi er, for de afspejler, hvordan vi tænker om os selv, om vores liv og de sammenhænge, vi lever i. Dette betyder, at vores historier er afgørende for vores selvforståelse og dermed også for vores livskvalitet.

          Når vi taler om de store historier, f.eks. vores lands historie, så ved vi, at når tiden går, kommer der efterhånden flere og flere facetter frem af, hvad der egentlig skete, og de forskellige begivenheder kommer med tiden til at stå i et nyt lys. Sådan er det også med vores egne liv. Når vi får tingene på afstand, og en tid er gået, kan nogle begivenheder ændre karakter i vores sind. Vi kan se flere perspektiver, og undertiden kan det være næsten uforståeligt for os, at en hændelse tidligere virkede så smertefuld, som den gjorde; mens vi i andre situationer, når vi ser tilbage, må spørge os selv, hvor vi fik styrken fra til at komme igennem det. Vi får måske i eftertiden pludselig øjnene op for, hvor meget hjælp vi egentlig fik fra andre mennesker. Eller vi aner, når vi ser tilbage, at en større hånd ligesom har ført os. Vi ser måske også, at der åbnede sig veje for os, som vi aldrig havde drømt om – som vi aldrig selv havde kunnet tænke os til.

          Når dage eller hændelser kommer på afstand, ses de i et andet lys; men måske skulle vi øve os i allerede nu, at udvide perspektivet i vores liv. Alt for mange mennesker fortæller alt for små historier om sig selv. Dagligdagen kan føles grå og stresset – eller stillestående, og livet bliver noget, der forhåbentlig vil nå os engang, - men livet har vi jo lige nu, og vi ved ikke, hvor længe det bliver ved. Derfor er det så vigtigt at opleve det lige nu – eller opleve så meget af det som muligt.

          I påsken hørte vi i kirken fortællingen om to af disciplene, der påskedag er på vej til Emmaus. Undervejs møder de den opstandne Jesus, men de genkender ham ikke. De tror, det er en fremmed, og til ham fortæller de om alt det forfærdelige, der netop er sket i Jerusalem. Om Jesus, der er blevet korsfæstet, og om alt deres håb, der er forsvundet med ham. Og de fortæller om det, de føler er det allerværste – at nogle af kvinderne, som har vandret sammen med Jesus, samme morgen var gået ud til Jesu grav for at indsmøre hans døde krop i salver, og de fandt graven tom. En engel viste sig for dem og fortalte, at Jesus var opstået. Dette er næsten mere, end de kan bære. Det er for uforståeligt og for hårdt.

          De to disciple er så lukket inde i deres egen triste historie om det, der er sket, at de slet ikke ser noget andet. De ser ikke Jesus, der er hos dem. De føler dog, at det er dejligt at gå sammen med ham, og ved deres bestemmelsessted beder de ham om at blive og spise sammen med dem. Det gør han, og da de sidder ved bordet, og han bryder brødet og giver dem det, genkender de ham. Det er, som om det lukkede rum, de har været i med deres tanker, krakelerer eller revner, og pludselig ser de virkeligheden klart – den meget større virkelighed. De ser Jesus. I samme øjeblik de ser ham, forsvinder han dog for deres blik – de kan ikke holde ham fast; men hans nærvær bliver hos dem, for efter at deres øjne er blevet åbnet, ser de alt i et andet perspektiv. Deres lille, triste historie er én gang for alle brudt, og de kan herefter fortælle en helt anden historie. De husker nu, hvordan de havde følt en indre glæde ved at være sammen med den fremmede på vejen – en glæde, som de ikke havde tilladt sig selv at registrere midt i alt det sørgelige. Og de forstår kvindernes oplevelse ved graven. De lader underet nå ind i deres egen bevidsthed, og de lader det kaste lys over alt andet.

          Fortællingen om Emmausvandringen giver os et billede på, hvor vigtigt det er, at vi mennesker i alle situationer prøver at brede vores perspektiv ud, så vi ikke kun ser de triste og vanskelige sider af tilværelsen. Dette gælder både i stort og i småt. Når vi skal fortælle historien om en hændelse, så er der altid mere end én historie at fortælle. Midt i det irriterende, der er sket, har der måske været et venligt blik. Midt i de ubehagelige ord fra et andet menneske har der været det andet menneskes smerte, som vi pludselig har registreret. Midt i historien om en problematisk barndom har der også været mange lyse øjeblikke. Midt i den smerte, der er helt ubærlig, er vi blevet båret af Guds kærlighed og nærhed.

          Det er vigtigt at turde se de negative ting i øjnene og at mærke smerten, når den er der; men det er de lyse øjeblikke og de gode oplevelser, vi lever af, og derfor er det afgørende for vores livskvalitet, at tankerne om dem også får lov til at fylde i vores sind. Derfor skal vi øve os i også at fortælle historierne om alt det, der på trods af alt andet gør livet værd at leve.