”AT SYNGE ER AT BEDE DOBBELT”

          -    sådan sagde en munk fra Assisi engang til mig. Sådan er det måske ikke altid, men sådan kan det være. Det oplever vi nogle gange i vores kirke, især når vi synger salmer, som vi kender og holder af. Undertiden kan det være næsten, som om salmesangen får vinger og løfter os ind i et andet rum af bevidsthed, hvor Guds nærværelse opleves stærkere og tydeligere.

          For mig personligt er en flerstemmig sang altid en stor gave, fordi den i sig selv er med til at bryde det endimensionale rum, vi normalt er indesluttet i. Derfor er det så dejligt, at vi i vores kirke har et kirkekor, der ofte er med til at løfte sangen til nye højder. For at ”dette andet rum” skal åbne sig for én, er det vigtigste dog selv at være med i sangen og give sig ind i sangen. Her er det ikke afgørende, om man synger smukt og skolet, eller man føler, at man blot ”brummer” med. Det vigtigste er, at man er til stede i det, man synger, og at man ikke holder sig tilbage, men giver sig selv. Det kan man roligt gøre, for i menighedens fællessang forsvinder den enkeltes stemme, og det hele smelter sammen til en anden og højere enhed. Modet til at slippe sig selv i sangen kan nogle måske finde ved at rette tanken mod Gud og synge ordene ud til ham – eller til fællesskabet.  

          Desværre er der i disse år en tilbøjelighed til ikke at synge med, i kirken eller i andre sammenhænge, hvor der synges fællessange. Konfirmanderne kommer ofte til forberedelsestimerne med den indstilling, at der skal synges så lidt som muligt, og at salmerne skal være så korte som muligt. Det viser, at de ikke kender glæden ved at synge. Sådan forholder det sig også for mange, der kommer til gudstjeneste eller til andre kirkelige handlinger, for ofte er det sådan, at en del af menigheden ikke synger med. Det kan selvfølgelig skyldes mange ting, f.eks. at mange i dag ikke kender salmerne; men det hænger igen sammen med, at for få  er blevet motiveret og ikke kender den kilde til glæde, der findes i det at synge. Det kunne måske også for yngre mennesker hænge sammen med, at de finder kirkens salmer for gammeldags og derfor ikke har lyst til at synge med; men det er ikke kun det, for i kirken har vi mange gange prøvet at benytte nyere salmer – f.eks. i forbindelse med konfirmationerne, og det fremmer tilsyneladende ikke særligt lysten til at kaste sig ud i salmesangen.

          Enhver er selvfølgelig helt frit stillet med hensyn til at synge med på salmerne i kirken, og det er også følelsesmæssigt muligt være med i salmesangen uden selv at synge, så det kan høres. Dette lille indlæg skyldes en formodning om, at mange går glip af en rigdom og en mulighed for glædesoplevelse ved ikke at gå ind i salmesangen.

          Det er svært at beskrive, hvad det er, der sker, når dette ”andet rum”, som jeg tidligere omtalte, pludselig åbner sig. Som nævnt kan det føles, som om Gud bliver nærværende på en ny måde, som om sangen med ét bliver en bøn eller en samtale med Gud. Men samtidig bliver fællesskabet imellem de syngende, i menigheden, også pludselig mere intenst. Vi åbner os ligesom for hinanden i sangen, sådan at også ”rummet imellem os” bliver tydeligere. Normalt er vi adskilt fra hinanden i vores individuelle personligheder, men i sangen kan vi smelte sammen til et dybere fællesskab i en ny åbenhed.

          En sådan åbning er altid forbundet med glæde. Den samme glæde kan opleves i dybe samtaler, hvor vi møder et andet menneske i forståelse, - her kan et sådant fællesskabsrum også pludselig blive nærværende. Dette ”andet rum,” som vi i sådanne sammenhænge kan møde, er altid til stede omkring os, men det er ikke altid, vi mærker det. Dette rum kunne kaldes Helligåndens rum, Guds kærligheds rum. Når vi ikke længere kun føler min ånd og din ånd, men føler, at noget udenfor os bliver levende imellem os, så er det Helligånden, vi mærker, og den vil altid fylde os med glæde. Ikke nødvendigvis med en udadvendt og sprudlende glæde, - det kan også være med en stille følelse af mening og taknemmelighed eller med en rørthed over livet.

          Salmesang og sang i det hele taget er en gave til os mennesker, og derfor vil jeg opfordre alle, der ikke allerede gør det, til at eksperimenter med det at synge og således finde glæde igennem det.