Folkekirken er i krise

Folkekirken er i krise! Selv om langt de fleste danskere stadig er medlemmer af folkekirken og ønsker kirkelige ritualer som ramme om deres liv, så er kirkegangen lille, mange kirker står næsten tomme søndag efter søndag, og mange mennesker føler sig fremmede overfor kristendommens tankegang og gudstjenestens indhold.

Der er mange årsager til, at kirken er blevet fremmed for folk, - en af dem er, at det religiøse sprog er gået tabt. Mennesker generelt forstår ikke det sprog, der tales i kirken. De forstår hverken gudstjenestens liturgiske sprog, bibelteksterne, der læses op, og ofte heller ikke prædikens sprog. Kirken har ikke formået at tale til folk, så den tætte forbindelse mellem det almindelige liv og det kristne budskab er blevet holdt levende.

I min studietid – for næsten 30 år siden – lavede jeg sammen med en medstuderende en undersøgelse af skolebørns forståelse af kristendommen. Undersøgelsen var rettet mod børn i 7. klasse, og formålet var at finde ud af, om de havde en fornemmelse af kristendommen som tilværelsestolkning, om de vidste, at den handlede om dem og deres liv. Vi udspurgte 125 børn fra forskellige skoler, og vi valgte at bruge bibelske ord som Gud, Jesus, synd, syndernes forladelse, frelse, næstekærlighed o.s.v., fordi vi mente, at uden kendskab til disse ord, kunne de ikke læse Bibelen eller følge en gudstjeneste. Resultatet var overraskende. Børnene kendte ordene, men ordene havde fået en anden betydning for dem. Den religiøse dimension i ordene var forsvundet, og ordene var blevet relateret til konkret hverdag. Gud var blevet til en gammel mand på en sky, måske med en harpe, Jesus var en mand, der havde levet engang, synd var blevet til ”synd for” (taberen i en fodboldkamp), og frelse var f.eks., når man var faret vildt i en skov og blev fundet igen. Næstekærlighed, mente nogle, var at elske den næste mand, man får, hvis den første dør. Børnene anstrengte sig for at svare logisk, og det gav ind imellem morsomme svar- sammenhænge, som f.eks. da et af børnene på spørgsmålet om synd svarede: ”Det er synd, når man piner et dyr”. Næste spørgsmål: ”Hvordan ved du, at det er synd?” – ”Dyret piber”, og ”Hvordan får man syndernes forladelse?” – ”Ved at kæle for dyret!”.

Svarene viste tydeligt, at børnene ikke havde fornemmelse for, at kristendommen har med tilværelsestydning at gøre. Disse børn er i dag voksne, og de fleste har ikke fået særlig undervisning i kristendom siden undersøgelsen. Hvordan skal de kunne forstå kirkens sprog? Kan det være meningsfyldt for dem at komme i kirken? Ofte når jeg hører mennesker tale imod kristendommen, så hører jeg et ekko fra disse børn. Ofte tales der nemlig ikke imod det, kristendommen er – men imod forestillinger om kristendommen, der tangerer disse børns, og selvfølgelig kan voksne mennesker ikke tage sådanne forestillinger alvorligt. Det kristne sprog har mistet sit indhold – det er blevet taget til fange af et konkret sprog, der ikke giver plads for det liv, der gemmer sig i det kristne, og kirken har en stor opgave i at gøre dette sprog levende igen. Spørgsmålet er, om kirke helt kender til den afgrund, der er imellem dens sprog og menneskers almindelige sprog.

Denne situation har medført, at mange har rettet deres åndelige søgen andre steder hen. De opbygger deres eget sprog for det religiøse og finder inspiration i andre religioner og alternative bevægelser. Dette er en naturlig følge af, at forståelsen for det kristne sprog og den kristne vej er gået tabt. Mange ved slet ikke, at der er noget at genopdage i kristendommen, og derfor viser de kun ringe eller ingen interesse for kirkelige arrangementer. Selv om mange kirker i dag tilbyder anderledes gudstjenester, undervisning, foredrag og meget andet, er der ofte ikke særlig stor tilslutning.

Hvis kirken vil have mennesker i tale, må den komme dem i møde, hvor de er. Det betyder, at den må være åben for at gå nye veje. Mange søger stilhed fra hverdagens travlhed ved at tage på retræter, på kurser i meditation eller ved at gå pilgrimsvandringer. Dem må kirken komme i møde ved at arrangere tilsvarende ting med et kristent indhold. Meditation og stilhed f.eks. har altid været en del af den kristne tradition, men det havde vi i en årrække næsten glemt. Andre holder af kirkerummet og ønsker at gå i kirke på utraditionelle måder, til stilhedsgudstjenester, ungdomsgudstjenester, rockgudstjenester, natgudstjenester, og hvad det alt sammen hedder. Kirken må være åben for det hele – også for samtaler og udveksling med anderledes tænkende. Det er ikke rammen, der er det vigtige – det er indholdet, budskabet. Her er vi tilbage ved sproget, for mennesker bliver ikke ved med at komme af nysgerrighed, de kommer kun, hvis de bliver ramt af indholdet, og derfor må indholdet videregives i et forståeligt sprog, der åbner for tilværelsestydning, og som samtidig berører hjertet.

Det religiøse sprog er tabt for mange mennesker, men længslen efter mening og forståelse er der stadig. På mange måder er livet blevet mere og mere uhåndterligt - vi kan så meget, og vi skal nå så meget, men når det gælder selve livet, så er vi stadig lige så sårbare og skrøbelige, som mennesker altid har været. Når vi bliver ramt af tab eller modgang, ved vi ikke, hvad vi skal stille op. Alle rummer vi følelser, der er vanskelige at forstå og håndtere. Bibelen er én stor vejledning i, hvordan vi skal leve livet, for at udfolde det bedst muligt for os selv og med hinanden. I billeder og fortællinger møder vi alle slags mennesker, så der altid er én, vi kan spejle vores smerte, angst eller glæde i. Der er også altid anvisninger på, hvordan vi skal komme videre. Bag det hele lyser Guds kærlighed og tilgivelse os i møde for at give os mod til at møde livet, som det er. Bibelen er en kilde til liv, og derfor må dens sprog og dermed kristendommens indhold gøres levende for mennesker igen. For at alt dette kan ske, må teksterne tydes, og hjerterne berøres. Det kræver mod fra præsterne, for kun det hjerte, der selv er berørt, kan berøre andre.