Livet i det store og i det små

              Der foregår så mange store ting rundt omkring i verden lige nu. Naturkatastrofer, opbrud i Mellemøsten – styreformer, der falder og nye, der rejser sig. Det er ikke til at rumme alle disse ting, for der er så megen menneskelig lidelse forbundet med det, og rækkevidden af hændelserne er uoverskuelig.

              Også her hos os i Danmark sker der store – og ind imellem forfærdelige ting. Også hos os rammes mennesker af ulykker og modgang, og vi kan se omkring os, at mange har det svært. Ja, ethvert menneskeliv rummer vanskelige perioder, og vi udsættes alle for tab.

              Heldigvis er livet også fyldt med dejlige ting, glædelige hændelser. Der sker også godt både ude i verden og herhjemme. Mennesker finder sammen og hjælper hinanden, fællesskaber opstår, og undertiden viser det sig, at selv de værste ulykker skaber omsorg og sammenhold i sit kølvand. På det familiemæssige plan er vi her hos os midt i konfirmationstiden, hvor mange hjem har travlt med at fejre de unge, og snart er det eksamenstid, hvor studenterne springer ud - med deres huer og begejstring over at være færdige. 

              Livet rummer så store og stærke modsætninger, at det nogle gange kan være svært at følge med. Det kan næsten føles, som om vi er ved at blive revet i stykker af det. Derfor er det vigtigt, at vi også kan finde ro og hvile og ind imellem kan tænke på noget andet end det store og voldsomme. Dette har vi rig lejlighed til i denne tid, hvor naturen giver os så mange sanseoplevelser - hvis vi går ud i den.

              Midt i alt det store og omvæltende, der sker, fortsætter naturen sin vante gang.  Dens udvikling lader sig ikke stoppe, og det kan vi lære meget af. Den hviler blot i det, den er, og på trods af al kaos rundt omkring udfolder den, når foråret kommer, sin vækst og skønhed. Uanset hvilke tanker, der trænger sig på i vores hoveder, så må de næsten standse eller tage en pause, hvis vi går ud i en nyudsprunget bøgeskov, hvor træernes sarte grønne farve fylder hele rummet under den blå himmel. Eller hvis vi sætter os på en bænk i haven og iagttager, hvordan det vrimler frem med nyt liv. Alle løgplanterne er snart visnet væk, men så springer de blomstrende træer og buske ud; derpå kommer alle stauderne og til sidst sommerblomsterne. Det er overvældende, og ovenpå en hård vinter, der næsten ikke syntes at have nogen enden, er dette orgie af blomstring og frugtbarhed helt ufatteligt. Hvert år føles det som et under, at det kan ske – igen!

              Jeg har selv nogle krukker med blomster, som jeg lader overvintre i  mit skur. Det er mest nogle store, gamle fuchsia’er, som jeg passer godt på. Når frosten for alvor sætter ind, pakker jeg dem ind i tæpper og presenninger. I år troede jeg, at de var døde, for der havde jo været frost i måneder i træk. Men de levede! Da jeg tog dem ind i marts for at hjælpe dem i gang, stod de nøgne og visne i ca. 3 uger – og jeg ventede spændt - og så på dem hver eneste dag. Så begyndte de små skud at komme. Langsomt bevægede de sig højere og højere op ad stammerne, og nu har de fleste fået blomster. Det er forunderligt, som livet vil leves.

              Også i redekasserne er der liv og de første kuld fugleunger er godt på vej.

              Det er opløftende og livsbekræftende at beskæftige sig med naturen, – især her midt i forårstiden, og jo mere intenst vi forholder os til naturen, jo mere giver den os tilbage af oplevelser og overraskende glæde. Jo mere vi ser, jo flere overraskelser møder vi, og jo rigere opdager vi, at naturen er.

              På samme måde er det med vores forhold til Gud. Også ham kan vi møde i de små ting. Vores almindelige daglige liv er opfyldt af de store hændelser og de store spørgsmål, som vi hele tiden må forholde os til. Både al den menneskelige lidelse, vi møder og selv rammes af – og alle de store oplevelser og glæden derved. På den måde løber begivenhederne af sted med os. Men bag alt dette er livet selv, og det hviler i Gud. Når vi går og pusler i haven, er alt det vi møder tegn til os på Guds skaberkraft. Når vi sidder stille på en bænk og kigger på alle blomsterne og alt det grønne, får vi hjælp til at mærke livet i os selv og til at skønne på det – på trods af besværlighederne.

              Uanset hvor gamle vi bliver, så kommer foråret til os hvert år. Det gør det i naturen, og det gør det også i vores sind. Hvis vi åbner os for det og giver os tid til at sanse og opleve bare lidt af det, der sker, så står glæden lige uden for vores dør og venter på os. Og den glæde kan godt leve samtidig med, at vi føler for alle dem, der har det svært – os selv indberegnet.