Maria bebudelses dag  

Tekster: 1. Mos. 18,1-15; 1. Kor. 1,21-31; Luk. 1,46-55        

              Det er ikke ofte, vi her i vores kirke ærer Maria, Jesu mor. Men det gør vi i dag – på Maria Bebudelsesdag. Vi har båret Marias ikon ind i kirken – og blå iris, for blåt er Marias farve – og himlens farve. Maria bærer himlen, den himmelske virkelighed i sig, i sin krop, i sin sjæl og i sin ånd, for hun har født Guds søn – hun har været porten til at Gud kunne blive menneske og tage bolig i en menneskekrop. Det er derfor, vi ærer hende.

              Maria spiller en stor rolle i den kristne frelseshistorie. Det er hende, der med Guds hjælp genopretter den nærhed imellem Gud og mennesker, som blev ødelagt ved syndefaldet.

              I GT hører vi om, hvordan Gud – efter at han har skabt mennesket, først manden og så kvinden – lader dem leve i sin nærhed, i Paradiset. Der er kun én betingelse til dem for at være der – de må ikke spise af træet til kundskab om godt og ondt, for så skal de dø. Det med betingelser – eller forbud – er ikke så nemt for os mennesker. Vi ved godt, at når vi får et forbud, så kredser vores tanker om det – der er noget i os, der gerne vil bryde det og overskride grænsen. Sådan er det også for Adam og Eva. Så selv om Gud har påbudt dem ikke at spise af frugten – så gør de det. Da slangen kommer og skubber lidt til dem, lader de sig let  friste.

              Det går præcis, som Gud har sagt. De bliver vist ud af Paradiset og må træde ind i den verden, vi kender, hvor lidelse og smerte og død hører hjemme. Her lever de ikke længere i Guds nærhed – de er lukket ude fra trygheden og fra meningen, som jo var hos Gud.

              I har alle sammen fået et billede af bebudelsen, og på det kan I ude til venstre se en have og to mennesker, der er på vej væk. Det er Adam og Eva, der bliver jaget ud af Paradiset. Adam tager sig til hovedet, som om han tænker: Hvad er det dog, vi har gjort? Hvad er det dog, der sker? Han er fortvivlet – og frugterne fra træet ligger på jorden – de er ikke længere interessante. Bag Adam og Eva bevogter en engel indgangen til Paradiset. Der er ingen vej tilbage.

              Som Adam og Eva er vi alle lukket ude fra Guds have – og fra Guds nærhed, for vi spiser alle af den frugt, der giver os kundskab. Vi kan slet ikke lade være – efter Adam og Eva hører det med til det at være menneske, - at vi danner et sprog og en identitet, som får os til at vende ryggen til Gud og glemme vores egentlige udspring. På den måde siger vi alle ”nej” til Guds vilje – ligesom Eva gjorde det, da hun lod sig friste.

              Gud ønsker nærhed med sin skabning, med os. Hen igennem Gammel Testamente prøver han igen og igen at få mennesker i tale. Nogle gange lykkes det – som med Abraham i vores GT-tekst til i dag. Her besøger Gud selv Abraham – i skikkelse af 3 engle. Abraham bliver så glad, da han ser dem og vil gøre alt, for at tage godt imod dem. Han tilbyder at lave et godt måltid, og Gud tager imod hans invitation. Da maden er færdig og serveret, stiller Abraham sig hos dem, mens de spiser. Han er så taknemmelig for at få lov til i et kort øjeblik at være i Guds nærhed, at han bare står der – opmærksomt, lyttende og åben.

              Anderledes er det med hans kone Sara. Hende overøser Gud med gaver – han siger til hende, at det barn, den søn, hun og Abraham så inderligt har ønsket sig, skal hun få. Ja, hun vil få ham, allerede inden et år er gået. Men i stedet for taknemmeligt at tage imod Guds løfte, så ler hun. Hun er gammel, og det er for underligt til, at hun kan tro det. Og da Gud spørger hende, hvorfor hun ler, så benægter hun sin latter. Gud irettesætter hende - uden egentlig at bebrejde hende latteren. Men lyve skal hun ikke. Gud ser blot, at hun ikke er modtagelig – og ikke umiddelbart kan sige ”ja” til hans vilje. Sara er en af Evas døtre. Hun står ikke åben for Gud.

              Gud venter og venter ned igennem historien – på at der skal komme en kvinde, som vil sige ”ja” – til ham. Hun kommer i Maria. Det ser vi også på billedet, I har fået. Vi ser Maria som modfortælling til Eva. Gud strækker sit lys ud imod Maria, der her sidder i sit eget rum. Gud træder ikke umiddelbart ind i hende – lysstrålen standser ligesom før, den helt når hende, og en engel manifesterer sig foran Maria. I lysstrålen venter Helligåndens due. Gud ligesom håber og venter. Maria må selv sige ja. Og Maria bøjer sig ydmygt, afventende, modtagende – og venter på, hvad Gud vil hende. I fortællingen om bebudelsen siger englen til hende, at hun ikke skal frygte, at hun har fundet nåde for Gud, og at hun skal blive med barn – et barn, der skal kaldes den Højestes søn – og han skal være konge til evig tid.

              Maria forstår det ikke, men hun er helt åben. Hun siger blot: ”Hvordan skal det gå til? Jeg har jo aldrig været sammen med en mand”. Og englen forklarer hende, at ”Helligånden skal komme over hende”. Måske forstår hun heller ikke det, men hun ved, at det er Gud, der kalder på hende – og hun siger ja: ”Se, jeg er Herrens tjenerinde. Lad det ske mig efter dit ord”, siger hun. Hun siger ”ja” til det, hun ikke ved, hvad er. Hun siger ja til det glædelige – og også til smerten, der følger med. Hun siger ja til Guds vilje – hvad den så end indebærer.

              Med sin holdning, sin åbenhed og modtagelighed, bliver Maria et forbillede for os alle. Hun lærer os, hvordan vi åndeligt kan undfange Jesus – sådan som vi sang om det i salmen lige her før prædikenen. I middelalderen, hvor mange unge mennesker gik i kloster for at finde vejen til Gud – var det sådan, at der i ethvert kloster åbent og synligt for alle skulle være et billede af bebudelsen – sådan at alle hver dag igen og igen blev mindet om Marias åbenhed og parathed overfor Guds vilje. Hvis vi dvæler et øjeblik ved vores bebudelsesbillede – nu eller når vi kommer hjem – så kan vi også godt fornemme den følelse, hun lærer os om. Med Eva siger vi alle nej til Guds vilje – igen og igen – vi vil bestemme selv i vores liv. Med Maria kan vi lære at sige ja – og med hendes ja kan Jesusbarnet fødes åndeligt også i os, så vi kommer til at fornemme hans kærlighed og tilgivelse i vores indre – og over vores liv. Guds lys venter også udenfor os – vi skal blot sige ”ja” til det.

              Vores evangelietekst til i dag er Marias lovsang. Her kan vi lære mere om, hvad det er, hun gør. Den lovsang er en af de mest elskede og brugte salmer i hele den kristne verden. I alle klostre – ikke bare i middelalderen men stadig i vores tid synger man Marias lovsang hver eneste dag – i den andagt man altid holder ved solnedgang. Så kan man bringe ordene fra lovsangen med sig ind i aftenens og nattens fordybelse.

              Maria synger sin lovsang efter, at englen har forladt hende, og hun på englens opfordring har opsøgt sin slægtning Elisabeth. Hun er også gravid. Det er med Johannes Døber. Og da de to gravide kvinder mødes, springer Elisabeths barn i hende af fryd, som hun siger. og hun hilser Maria med stor glæde, for hun ved, hvad der er sket, og hun kalder Maria velsignet blandt kvinder.

              Og som svar på Elisabeths hilsen synger Maria sin lovsang. Det er Gud og hans store gerninger, hun lovpriser. Og hun er så fyldt af Gud, at hun helt glemmer sig selv. Hun synger om, at alle slægter herefter skal prise hende salig. Sådan siger man ikke om sig selv – eller sådan kan man kun sige, når det er Guds gerning, der lovprises – og ikke noget, der har med hende at gøre. Det er Guds gerning, hun ser – ikke hvad hun selv gør.

              Hun synger, at hendes sjæl ophøjer Herren, og at hendes ånd fryder sig over Gud. Det er sådan, det er – hun er helt opfyldt af Gud. Og det, hun fryder sig over, er, at han har set til sin ringe tjenerinde, som hun siger. Vi fornemmer, hvordan både hendes sjæl og ånd, alle hendes følelser og sanser og åndelige længsel er vendt mod Gud – står åbent for hans lys. Og så bøjer han sig ned over sin ringe tjenerinde. Over mennesket med alt, hvad det er. Hun har fejl som alle vi andre, hun er skrøbelig og sårbar, som et menneske er, men hun gemmer det ikke væk og skjuler sig selv. Hun løfter alt i sjæl og ånd – helt samlet og fordybet – retter hun sig imod Gud – med tak, og han kommer til hende.

              Hun syger om Guds vældige gerninger, om hvordan han styrter vældige fra tronen og ophøjer ringe. Gud kan alt – for ham er intet umuligt. Han kan ramme os mennesker med smerte og med tab, og han kan forvandle vores liv til glæde. Alt det – alt, hvad Gud kan, siger hun ja til, - fordi hun ved, at han husker på sin barmhjertighed, synger hun. Den læner hun sig ind i. Visheden om hans barmhjertighed – midt i alt, hvad der sker, giver hende mod og styrke til at slippe sig selv.  

              Det er det, vi kan lære af hende. At huske på Guds barmhjertighed og i tillid at åbne os for hans vilje. Maria stiller ingen spørgsmål – kun lige så hun forstår, hvad der sker. Hun kræver ingen garantier. Hun er troskyldig, og enfoldig i sin tro – og måske netop derfor er det, at hun kan læne sig ind i Guds barmhjertighed – og bare lade sig fylde af alt det, han har at give – uden bekymring. Marias åbne troskyldighed bor også i enhver af os – vi skal blot finde modet til at bære den frem for Gud. Vi skal vide, at hans lys også venter på vores ja. Amen