|
GUDSTJENESTEVÆRKSTEDET
Noa og duen
Hørhaven
Introduktion
Klokker – 3 x tibetanske
Præludium: Tom Ahlmann synger om Noa (Sigurds bibelvise)
Lovprisning
Fællessalme: Spænd over os dit himmelsegl (DDS 29)
Nøden:
Tekstlæsning: Davids salme 130
Fællessalme: Sorrig og glæde (DDS 46)
Fortælling og refleksion
Meditation – stilhed 10 min (de første minutter spiller Flemming Sørensen på violin)
Stilheden afsluttes med fællessalme: O Gud hør min bøn x 4 (DDS 419)
Noa og duen:
Tekstlæsning: 1. Mos. 8,6-12
Refleksion – fællessalme: ”Kom min due, lad dig skue”. Sidste vers af (DDS 557)
Forløsning
Videre refleksion og meditation – stilhed 10 min
Fællessalme: Til himlene rækker (DDS 31)
Forbøn
Indledes med fællessalme: Gud lad dit rige komme x 2
(Synges også en gang efter hver forbøn og to gange til slut)
Fredshilsen
Nadver:
Indledning, Fader Vor, Indstiftelsesord
Uddeling, Bortsendelse
Fællessalme: Som korn fra mange marker (DDS 477)
Bøn
Velsignelse
Fællessalme: Du som har tændt millioner af stjerner (DDS 787)
Postludium: Tom Ahlmann synger ”Den skønne jordens sol gik ned” (DDS 774)
Liturg: Lene Højholt, Organist: Lise-Lotte Kristensen
------------------------------
GUDSTJENESTEVÆRKSTEDET
Noa og duen
Introduktion
Klokker – 3 x tibetanske
Præludium: Tom Ahlman synger om Noa (Sigurds bibelvise)
Lovprisning (keltisk - oversat a Vagn Lundbye)
O Kristus, der er ingen blomst her på jorden
- som ikke har dine kræfter.
Der er ingen sten her i skoven – som ikke helt har dit medhold.
Der er intet liv i havet - der er intet dyr i dybet -
der er ingenting i himlen - som ikke synger om din godhed.
Ingen fugl på sine vinger - ingen stjerne på sin himmel -
ingenting her under solen – som ikke synger om din godhed. Amen!
Fællessalme: Spænd over os dit himmelsegl (DDS 29)
Nøden:
Tekstlæsning: Davids salme 130
Fra det dybe råber jeg til dig, Herre.
Herre, hør mit råb,
lad dine ører lytte
til min tryglen!
Hvis du, Herre, vogtede på skyld,
hvem kunne da bestå, Herre?
Men hos dig er der tilgivelse,
for at man skal frygte dig.
Jeg håber på Herren,
min sjæl håber;
jeg venter på hans ord,
min sjæl venter på Herren
mere end vægterne på morgen,
end vægterne på morgen.
Israel, vent på Herren,
for hos Herren er der troskab,
hos ham er der altid udfrielse.
Han udfrier Israel
fra al dets skyld. Amen.
Fællessalme: Sorrig og glæde (DDS 46)
Fortælling og refleksion
Da Gud havde skabt verden – himlen og jorden og planter og dyr – og til sidst mennesket, varede det ikke længe, før problemerne opstod. Gud kunne nemlig ikke styre mennesket, sådan som han gerne ville det. Mennesket ville gå sine egne veje – og det gik ikke godt. Det endte med, at Gud fortrød sin skabelse, og han besluttede at udslette menneskene fra jordens overflade – og også dyr og fugle. Helt ville han dog ikke udslette dem, så derfor udpegede han Noa, som var en retskaffen mand. Han og hans familie skulle overleve – og så et par af alle dyr, så det hele ligesom kunne begynde forfra – i en bedre udgave.
Gud giver Noa besked på at bygge en ark – et skib, hvor de alle kan være, og det gør Noa efter Guds anvisninger. Gud angiver helt nøjagtige mål på arken, og han beskriver for Noa, hvordan den skal indrettes. Der skal være 3 dæk med tag over det øverste, så alle kan være der – i ly for regnen, der skal komme.
Gud fortæller Noa, hvad der skal ske, og hvordan alle på jorden skal omkomme. Noa gør ganske, som Gud befaler ham, men vi hører ikke noget om, at Noa har følelser for det, som skal ske. Han har ingen medfølelse med alle dem, der skal dø. Han adlyder Gud uden at tænke på andet – på andre. Da arken er færdig, og Noa og hans familie og alle dyrene er kommet om bord, sender Gud sin vandflod.
I 40 dage og 40 nætter regner det, og alle levende væsener omkommer og bliver udslettet. Vandet stiger så højt, at alt står under vand - alle bjerge under himlen bliver skjult. Og vandet stiger endnu mere end det.
LigesomNoa har de fleste af os også oplevet en eller måske flere vandfloder i vores liv – situationer eller kriser, hvor meget af det, der var vores, blev oversvømmet. Noa er indelukket i sig selv – uden tanke for andet end det nærmeste – for at overleve. Sådan kender vi det måske også. Smerten kan råbe så højt, at den overdøver alt andet, – og vores verden bliver lille, fordi vi må trække os helt sammen i os selv for at klare det.
Det specielle ved Noa er, at han ved, at Gud er med, som den, der står bag – som den, der skaber en struktur, han kan overleve i.
Vi skal nu sidde stille i 10 min og tænke tilbage i vores eget liv. På en syndflod, der engang ramte os eller en af vores nærmeste. På følelsen af at være ramt og lukket inde i smerten. Vi kan også tænke på, om Gud spillede en rolle under vores vandflod.
Meditation – stilhed 10 min (de første minutter spiller Flemming Sørensen på violin)
Stilheden afsluttes med fællessalme: O Gud hør min bøn x 4 (DDS 419)
Noa og duen:
Tekstlæsning: 1. Mos. 8,6-12
Gud glemmer ikke Noa og alle dyrene i arken – ligesom han heller ikke glemmer os. Efter 150 dage lader han en storm blæse hen over jorden, så vandet begynder at falde, og arken går på grund på et højt bjerg. Endnu går der nogen tid, så begynder bjergtoppene at komme til syne.
Og lad os så høre, hvad teksten videre fortæller:
"Efter fyrre dages forløb åbnede Noa den luge, han havde lavet i arken, og sendte en ravn ud. Den fløj frem og tilbage, indtil vandet var tørret bort fra jorden. Så sendte han en due ud for at se, om vandet var forsvundet fra jordens overflade. Men duen fandt ikke et sted, hvor den kunne sætte sig, så den vendte tilbage til ham i arken, fordi der var vand over hele jorden; Noa rakte hånden ud og tog den ind til sig i arken. Han ventede syv dage til og sendte så duen ud af arken igen. Ved aftenstid kom den tilbage til ham med et frisk olivenblad i næbbet, og så var Noa klar over, at vandet var forsvundet fra jorden. Han ventede syv dage til og sendte så duen ud, og den vendte ikke tilbage til ham igen." Amen.
Refleksion:
Noa har været igennem mange ting i tiden på arken. Han har set stort set alle levende væsener gå til grunde, og hans eget og hans families liv har været stærk truet. Selv om han i alt har gjort, hvad Gud har befalet ham, må han have gennemlevet voldsomme følelser. Vi behøver bare spejle vores eget liv ind i det for at ane lidt af, hvordan det har været. Stille kort
Da vandet begynder at falde, vender håbet tilbage, men der går lang tid, før Noa vover at tro på det. Til sidst sender han den sorte fugl ud – ravnen - for at se, om livet kan begynde igen. Ravnen flyver frem og tilbage, indtil vandet er tørret bort fra jorden – den er ligesom et øje, der ser, men den har ingen egentlig relation til Noa – den er helt upersonlig, og der er ingen følelser eller tilknytning imellem den og ham, og den vender ikke tilbage til ham igen. Den er ligesom et billede på den afstand, der hele vejen igennem forløbet har været imellem Noa og alle de andre skabninger.
Også her kan vi tænke på vores eget liv og på hvor svært det kan være at forbinde sig med verden igen – efter en dyb krise. På hvor fjerne og ensomme vi kan være. Stille kort
Men nu sker der noget andet.Noa må i kontakt med verden igen – han må lære den at kende på ny - have svar på om nyt liv er muligt- og kontakt, og derfor sender han en due ud. Men duen finder ikke et sted på jorden, hvor den kan sætte sig, så den vender tilbage til Noa i arken.
Da duen kommer tilbage møder vi en helt ny Noa. Han er ligesom blevet et menneske - med mildhed, - for han rækker hånden ud imod duen, kalder den til sig og tager den ind til sig i arken. Duen bliver et billede på Noas sjæl, der er ved at vågne. Noget er helt tydeligt smeltet i ham - ved alt det, han har været igennem – og ved hans længsel efter nyt liv – og ved det håb, som duen repræsenterer. Han kommunikerer med duen – viser den omsorg, ja måske næsten ømhed.
Efter 7 dage sender han duen ud igen. Nu kommer den også tilbage, - med et friskt olivenblad i næbbet - olivenblad tages frem, - og så ved Noa, at vandet er forsvundet – at livet er begyndt igen – og at han snart kan træde ud i det og være en del af det - igen. Han venter endnu 7 dage – så sender han duen ud en sidste gang – og nu vender den ikke tilbage - endue sendes af sted.
Fællessalme: Kom, min due, lad dig skue
Forløsning
Videre refleksion og meditation – stilhed 10 min
Denne gang forsvandt duen, og den kom ikke tilbage. Så ved Noa, at jorden er tør, og at han er parat. Nu kan han begynde på et nyt liv. Hans sjæl er kommet til live.
Gud befaler ham så at gå ud af arken, og det samme skal alle dens beboere. Og Gud påbyder dem alle at blive frugtbare, så de kan vrimle og opfylde jorden på ny – sådan at det nye liv kommer til at udfolde sig. Det gør de. De går alle ud af arken, og Noa er nu så opfyldt af nye følelser – af taknemmelighed, at han bare må sige Gud tak – for det, der er sket. For at livet er kommet tilbage igen. Så han bygger et alter og ofrer som tak til Gud.
Noa er blevet et andet menneske. Det, han har været igennem, har åbnet ham for en ny relation til Gud, men også - som vi har set det – for et nyt forhold til andre skabninger – til duen – til livet.
Gud bliver så glad for Noas taknemmelighed og for den kontakt de får med hinanden igennem Noas offer – eller bøn, og Gud beslutter aldrig mere at udrydde alt levende på jorden. For at Noa kan finde tryghed - fred - idet, indstifter Gud en pagt med ham. Og han giver Noa et tegn på deres pagt – regnbuen. Gud sætter regnbuen på himmelen, for at Noa og alle vi andre skal vide, at der nu er en evig pagt imellem mennesker og Gud. Aldrig mere i evighed skal vandene helt oversvømme vores jord. Det står Gud inde for.
Den store vandflod er nu ovre. Den har haft sin funktion, for mennesket er blevet levende. Før vandfloden havde Noa nok i sig selv - det gjorde ikke indtryk på ham, at så stor en ulykke skulle ramme de mange mennesker og dyr, men nu er han blevet åben - for verden udenfor sig selv. Han er blevet følende og taknemmelig. Han kommunikerer med både skabningen, duen, og med Gud. Han er blevet levende og fri. Nu står han i sit eget liv. Nu er han!
Lad os være stille i 10 min og tænke over, om også vandfloder – kriser - i vores liv har åbnet os og givet os ny styrke. Og givet os større følelse for andre mennesker. Og større taknemmelighed over livet og alt, hvad vi har i det. Måske kan vi også se, at vi i det, vi har været igennem, har været båret og ført af Guds hånd. Hvis det er sådan, – hvad betyder det så for hele vores liv? Hvad betyder det, at Guds regnbue altid hvælver sig over os – både når vi kan se den på himlen, og når den blot er der som en usynlig virkelighed
Fællessalme: Til himlene rækker (DDS 31)
Forbøn
Lad os bede sammen:
Indledes med fællessalme: Gud lad dit rige komme x 2
(Synges også en gang efter hver forbøn og to gange til slut)
Helle Munk-Pedersen– om naturen:
Kære Gud og Skaber.
Tak for al den kærlighed, du lader strømme til os gennem hele dit skaberværk.
Tak for glæden, der varmer som sol på maven, når vi kigger ud over et glitrende blåt hav eller vandrer i bøgeskovens flimrende lys.
Lad os ikke bringe ødelæggelse, hvor du skaber liv.
Lad ikke vores grådighed skabe ubalance, hvor du har skabt harmoni.
Stop os, når vi hensynsløst ødelægger naturen omkring os og hjælp os med at værne om alt, du har skabt, både stort og småt.
Det beder vi om.
Tom Ahlmann– om lidelse
Kære Gud!
Tak fordi du i din visdom har givet os lov til at gribe livet
med al dets gru og glæde.
Du kom og levede iblandt os på godt og ondt.
Du levede under samme vilkår som os
og blev selv bekendt med livets mange gode og dårlige sider
på din egen krop.
Derfor råber vi til dig i tillid og tro.
For vi ved, at du hører og forstår os,
når vi beder for dem af os, som har det svært
– fysisk eller psykisk. Selvforskyldt eller Uforskyldt.
Giv os mod til at være omsorgsfulde medmennesker.
Giv os mod og overskud til at være de venneløses ven.
Giv os kraft og evne til at lindre den sorg, vi ser i andre.
Giv os mod til at modtage omsorg fra vores medmennesker.
Giv os mod og overskud til at acceptere den vennehånd,
der rækkes ud til os.
Giv os kraft og evne til at tage imod lindring fra vores næste.
Du ser den tavse lidende, som vi ikke ser.
Lad derfor din Ånd fylde de mørke og modløse hjerter med lys.
Lad din Ånd hviske kærlighed i de nedtryktes ører.
Kære Gud! Lær os at gribe livet med al dets gru og glæde. Amen
Kirsten Holst– om indre forløsning:
Kære Gud.
Vi ber om forløsning af vores indre smerte.
Må din kraft folde sig ud i vores magtesløshed.
Og må den indre smerte
via din hjælp og kærlighed åbne vore hjerter,
så vi bedre kan rumme os selv og rumme hinanden, som vi er.
Må smerten blive vendt glæde og dans.
Atmanand Finn Andersen – om fred:
Kære Gud
Vi beder alle for fred i verden
– mellem mennesker og alle folkeslag
Hjælp os alle med at huske – at for dig er vi alle lige
– ingen er større ingen er mindre
Led os til i fællesskab – at hjælpe hinanden på alle måder
– uanset hvorfra vi kommer
Giv os styrke og mod – til at gøre hvad vi hver især formår
– for at skabe en bedre og fredeligere verden.
Det beder vi om
Fredshilsen
I Johannesevangeliet er det sådan, at da Jesus efter opstandelsen viser sig for disciplene, hilser han dem med ordene: ”Fred være med jer!” Og han blæser Helligåndens kraft ind i dem og sendte dem ud i verden for at bringe den kraft videre ud til alle mennesker.
Vi vil nu gå i hans fodspor og hilse hinanden med hans ord. Vi vil ønske hinanden Guds fred – og give hinanden et tegn derpå!
Nadver:
Nu skal vi have nadver. Og under nadveren – lad os da hver for sig gøre, som Noa gjorde - sige tak til Gud. Lad os takke for skaberværket, for livet, vi har fået, og for den forståelse og mening, han lader vokse ud af det, vi må gå igennem.
Lad os have den tak med os, når vi modtager brødet og vinen.
Efter indstiftelsesordene - når I kommer frem for at modtage nadveren – får I et stykke brød, som I selv dypper i vinen, før I spiser det!
Indledning
Lovet være du, Herre, vor Gud, verdens skaber, for brødet og vinen, som vi har modtaget af din gavmildhed. Hvad der er frembragt af jorden ved menneskers arbejde, bærer vi frem for dig.
Lad det for os blive livets brød og frelsens kalk.
Herre,
Som kornet spredt over markerne,
og druerne spredt over bjergene,
nu er forenet i dette brød og denne vin,
lad således dine troende samles
fra alle verdenshjørner til ét i dit Rige,
ved Kristus, vor Herre. Amen
Fader Vor
Fader Vor, du som er i himlene!
Helliget vorde dit navn,
komme dit rige,
ske din vilje
som i himlen således også på jorden;
giv os i dag vort daglige brød,
og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere,
og led os ikke i fristelse,
men fri os fra det onde.
Thi dit er riget og magten og æren i evighed! Amen!
Indstiftelsesord
Uddeling – mens Kirsten Holst synger
Bortsendelse:
Den korsfæstede og opstandne frelser, vor Herre Jesus Kristus,
har nu givet os sig selv i Livets brød og Håbets bæger.
Han lever nu i os med sit ord og sin Ånd.
Vi er hans legeme i verden.
Fred være med jer!
Lad os synge: Som korn fra mange marker
Bøn
Vor Herre Jesus Kristus!
Vi takker dig for, hvad du har givet os.
Du har mættet os med livets brød
og slukket vor tørst ved kilden til evigt liv.
Du har velsignet os med din kærligheds Ånd,
og nu sender du os ud i verden
med din fred og velsignelse.
Lad dit værk lykkes,
så vi mætter dem, der sulter
og giver til dem, der tørster.
Giv os at tjene dig med glæde,
til vi alle bliver ét i dig
og takkesangen lyder fra evighed til evighed.
Amen
Velsignelse
Herren velsigne dig og bevare dig!
Herren lade sit ansigt lyse over dig og være dig nådig!
Herren løfte sit åsyn på dig og give dig fred!
Amen
Fællessalme: Du som har tændt
Postludium: Tom Ahlman synger ”Den skønne jordens sol gik ned”.
|