PÅSKEDAG - 2. tekstr.

Tekster: Sal. 118,19-29; 1. Pet. 1,3-9; Mat. 28,1-8. 

Påskemorgen ER noget helt særligt! Den er som et særligt NU, der rummer en vibrerende himmelsk klang! Det er ikke en udvendig lyd - for vores ører – det er snarere vores sind eller vores sjæl, der bliver anslået med en tone fra en anden virkelighed. Hvis vi er opmærksomme på den – og lytter efter den, tror jeg, at vi kan fornemme den – og måske mærke, at også vores hjerte synger med på  lovsangen! Det er, som om alt omkring os og i os – i naturen, ja i hele universet på denne morgen er i en stille og vedvarende samklang – som om alting - sammen – på trods af, hvad der ellers sker - priser Guds vældige gerning – den gerning, der sprænger vores gamle virkelighed og bryder dødens magt over os.

For få dage siden stod jeg ved Jesu grav i Jerusalem og læste den tekst, vi lige har hørt! Det var bevægende at være så tæt på stederne, hvor alt dette er foregået – at stå ved den grav, som kvinderne kom til! På vejen ind i selve graven er der et forkammer, englenes kapel hedder det. Her – lige ved indgangen til selve graven – findes noget af det klippestykke, man siger, englen sad på, da kvinderne kom, og inde i graven er stenen, som Jesu legeme skal have ligget på. Det er ubeskriveligt, stort og andagtsfuldt at være på dette sted. At være så tæt på selve underet!

Før jeg rejste til Israel havde jeg læst om Den hellige Ild, som hver påskelørdag på mystisk vis tændes i gravkammeret! I de sidste 1200 år – og måske flere – har den ortodokse kirke modtaget den ild, der pludselig viser sig og brænder, sådan at stearinlys kan tændes ved den. Det sker altid omkring kl. 14 påskelørdag, og 5-6 timer før begynder folk at strømme til for at få plads i kirken. Når tiden nærmer sig, går patriarken ind i gravkammeret. Han fortæller selv om begivenheden sådan her: „Jeg går ind i graven og finder vej gennem mørket til det inderste kammer, hvor jeg falder på knæ i tilbedelse foran det sted, hvor Kristus lå efter sin død. …

Foran graven fremsiger jeg nogle bønner, vi har fået overleveret igennem mange hundrede år, og når jeg har gjort det, venter jeg… Fra selve den sten, hvor Jesus lå, udgår der et udefinerbart lys. Det er blåt i sin grundfarve, men har mange nuancer, særlig rød. Det kan ikke beskrives med menneskelige ord. Lyset løfter sig ud af stenen, ligesom tåge kan stige op af en sø – det ser nærmest ud, som om stenen bliver dækket af en fugtig sky, men det er samtidig lys… Nogle gange dækker det blot stenen, andre gange kan det oplyse hele graven, så også mennesker, der står uden for graven og ser ind i den, kan se hele graven fyldt med lys. Lyset er af en ganske anden beskaffenhed end normalt lys i en olielampe. Det brænder ikke – der er aldrig gået ild i mit skæg i alle de 22 år, jeg har været patriark i Jerusalem og har modtaget Den Hellige Flamme.

På et tidspunkt samles dette lys nu i en søjle, og her ændrer lyset karakter, sådan at jeg kan tænde mine stearinlys på lyssøjlen. Når jeg har fået flammen, og mine to stearinlys brænder, … går jeg ud af kapellet og giver flammen til alle i kirken.“ Sådan fortæller patriarken, og vi kan forestille os den jubel, der bryder ud fra de mange mennesker, der er forsamlet fra næsten hele verden. De jubler over, at Gud endnu engang har bekræftet opstandelsens virkelighed for dem.

I vores ører lyder dette overvældende, og vi kan have svært ved at tro, at det er sandt, selv om tusindvis af mennesker hvert år oplever det. Og det lyder smukt! Men i virkeligheden er det jo kun lidt, ved siden af det opstandelsesberetningerne fortæller os om.

                 Som vi hørte i teksten for lidt siden kommer de to kvinder tidligt om morgenen ud til graven. Alt gik så hurtigt, da de begravede Jesus efter det forfærdelige, der var sket. Han skulle være lagt i graven, inden sabbatten begyndte ved solnedgang – ellers måtte de vente til den var ovre, - og derfor fik de ikke tid til at tage rigtig afsked med ham. Nu ved solopgang, dagen efter helligdagen, skynder de sig derud, - og så sker der mere, end de kan rumme. Der kommer et jordskælv, og de ser en engel, der træder hen og vælter stenen fra graven og sætter sig på den. Han er så lysende, at de ikke har ord for det. Hans udseende er som lynild, står der. Som lynild – det må betyde, at lyset er så skarpt, at de umuligt kan se ind i det. Vagterne ved graven bliver da også rædselsslagne og besvimer af skræk.

                      Så brat kan alt ændre sig i et menneskeliv. Og så voldsomt! Kvinderne ved ikke, om det er godt eller dårligt, det som sker – det tænker de slet ikke på – for oplevelsen overgår langt deres tanker. Alt andet end den forsvinder for dem i det øjeblik - i mødet med englelyset.

Men englen taler roligt til kvinderne! Han bringer dem tilbage til den konkrete virkelighed ved at tage udgangspunkt i deres følelser og fortælle dem, hvad der er sket – som noget helt dagligdags. Frygt ikke! siger han. Jeg ved, at I søger efter Jesus, den korsfæstede. Han er ikke her; han er opstået, som han har sagt. Og englen vækker også deres sanser igen ved at lade dem se stedet! Kom og se stedet, hvor han lå, fortsætter han. Englen lærer os, hvor stor Guds omsorg for os er. Han griber ind i vores liv, men han leder og fører os hele vejen igennem det, der er svært – eller overvældende, frem til at vores virkelighed igen er etableret. Om det er en krise, en religiøs oplevelse, noget stort og glædeligt – eller måske alle tingene på en gang, som det er for kvinderne her, så genetablerer han vores liv og virkelighed. Måske ikke som det var før, for for kvinderne er alt forandret efter dette. Men de lander i livet igen, og de får en opgave og en fremtid med det nye. Skynd jer hen og sig til hans disciple, at han er opstået fra de døde. Og se, han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham, siger englen.

Beretningen om kvinderne ved graven, er fortællingen om, hvor meget vi hvert eneste øjeblik er i Guds hånd. Og om hvor dybt og nært han altid kender os, kender vores følelser, vores behov – ja, han kender det alt sammen, før vi selv gør, og han hjælper.

Men beretningen er meget mere end det. Den viser, hvordan påskemorgen sprænger den konkrete menneskelige virkelighed, - og igennem kvinderne erfarer vi, at denne sprængning ikke kun gælder i det fysiske liv – den gælder ind i evigheden. Ind i det, vi oplever som grænsen for vores liv, nemlig døden. Jesus har med denne morgen for altid sprængt dødens mørke med sit lys – det lys, som englens lysende lynild kun er en afglans af.

Gud er skaberen – af hele den verden, vi ser omkring os. Han har også skabt os, og han har lagt sit lysende billede dybt i vores indre. I Jesu opstandelse får vi lov til at ane det lys og den kærlighed, vi er en del af. I vores daglige liv kan vi ikke rumme bevidstheden om det, så ville vi slet ikke kunne holde fast i hverdagen, men i dag, påskemorgen, får vi lov til at se det. Gang på gang i teksten, vi har hørt, står der: Og se. Det er det, vi skal – i dag. Se og vide og erkende og sanse, at det er virkeligt. At vi har del i Guds lys, at vi altid er i hans hånd, at hans lys og kærlighed altid har det sidste ord i vores liv – også ind i døden. Jesus gjorde med sit liv det lys synligt i verden, for at vi skulle se det – og tro. Og han døde, som han gjorde - i dyb smerte og fornedrelse - og i åndelig frihed – for at vi skulle se opstandelsens virkelighed – og tro. Tro på ham – og tro på, at Gud har fundet os værdige til at bære hans billede – og til at opstå med ham.

Da kvinderne skynder sig bort fra graven med frygt og stor glæde, som der står – de kan stadig ikke rumme oplevelserne med deres normale følelser – der er frygt og glæde på én gang, så møder de Jesus selv. Han kommer dem i møde – møder dem, hvor de er, og han hilser dem med et ”God morgen!” Så nært træder han os – han, som er verdens lys. Selv efter opstandelsen møder han kvinderne i det helt almindelige. Englen er lys, men han, Jesus, er også liv. Han iklæder sig menneskelighed, for at vi skal kunne møde ham og være trygge i mødet med ham. God morgen, siger han, og viser os, at når vi engang møder ham igen i hans opstandelsesvirkelighed – når vi selv dør – ja, så vil alt dér være trygt og godt - som når vi midt i livet af et elsket menneske hilses med et God morgen!

Jesus levede for at vi skulle se og kende ham, han døde og genopstod, for at vi skulle se og kende ham, og når han stadig giver os tegn – i vores almindelige liv eller i undere som den hellige ild påskelørdag i Gravkirken – ja, så er det alt sammen, for at vi skal se og kende ham og hans kærligheds lys! Og aldrig har vi større mulighed for det – end påskemorgen!

              Lad os til sidst lytte til nogle ord fra en påskeprædiken fra 300-tallet – og tage imod denne gamle opfordring til at træde ind i Herrens glæde:

”Træd alle ind i jeres Herres glæde;

de første som de sidste modtager lønnen;

rige og fattige jubler sammen med hverandre.

De, som har fastet, og de, som ikke har fastet,

glæd jer i dag på samme måde.

Ingen græde over sin fattigdom,

for riget, som er fælles for alle, bryder frem.

Ingen sørge på grund af synden, thi tilgivelse stråler frem af graven.

Ingen frygte døden, thi frelserens død har forløst os.

Den, som steg ned i dødsriget, har lænket helvede.

Kristus er opstanden, og dæmonerne styrter. Kristus er opstanden, og englene glæder sig. Kristus er opstanden, og livet er levende.

Kristus er opstanden, og af de døde er ingen mere i gravene.

Thi Kristus opstod fra de døde som den første af dem, som sover dér.

Ham være ære og herredømme i evighedernes evighed!” Amen!