Påskedag - 2. tekstr.   

 Tekster: Sl. 118,19-29; 1. Pet. 1,3-9; Mat. 28,1-8.  

              Påskemorgen slukker sorgen, slukker sorgen til evig tid! Sådan skal vi synge om lidt i den næste salme! Og sådan er det! Lige så dybt som mørket sænkede sig over verden i fredags, langfredag, da Jesus blev korsfæstet og døde – lige så strålende vælder lyset imod os på denne påskemorgen, hvor Jesus bryder gravens mørke og opstår fra de døde.

Jesus gik med sit kærlighedslys helt ind i vores mørke – ind i mørkets essens – ind i urmørket for at hente os ud af det – og NU er det sket. Derfor er sorgens brod nu slukket! Vi kan stadig sørge og være fyldt af smerte – men sorgen og mørket er ikke længere det sidste. Det er Jesu opstandelseslys.

              Mørket spiller normalt en stor rolle i vores almindelige menneskeliv. Måske ikke altid på overfladen, men mørket bor dybt i os alle, og det bestemmer rigtig meget i vores liv. Vi lever med smerte – over at verden er, som den er, og vi kender alle til angst – for hvad der skal komme, for at miste – for ikke at være gode nok, ikke være elskede – for at skulle dø. Vi forstår ikke vores egne handlinger og reaktioner – fatter ikke, hvorfor vi gør hinanden ondt uden at ville det, og hvorfor tanker om bagateller kan køre rundt i os i dagevis og tage vores glæde. Det er alt dette mørke, sindets mørke, som Jesus træder helt ind i kernen af – og bryder. Og ikke nok med det. Han går videre ind i det allerdybeste mørke – dødens mørke. Også det mørke gennemtrænger han. Han oplyser det indefra, så at det mister kraft og falder fra hinanden – så det ikke mere kan holde på os.

              Skærtorsdag aften vaskede Jesus disciplenes fødder. Han gjorde det, fordi han elskede dem, og han elskede dem indtil det sidste, står der. Elskede dem ind i det inderste mørke i dem og i verden. Peter ville, at Jesus også skulle vaske hans hoved og hænder, men Jesus sagde til ham, at det ikke var nødvendigt – for han var ren. Det er vi også – i lyset fra Jesu opstandelse er vi rene. Så længe vi er her i verden, vil vores fødder dog blive snavset til igen og igen. Derfor skal vi vaske hinandens fødder – tage os af hinandens smerte og vise hinanden godhed. Sådan som Jesus gjorde det med disciplene, skal vi gøre det med hinanden! Vi mennesker har brug for hinanden.

              I den konkrete verden er mørket stadig, men inderst inde er vi rene – Jesu kærlighed gør os rene, for vi er elskede indtil det sidste. I livet og i døden. Det kan være svært at fatte, at renheden virkelig bor i os - at det mørke, vi kan føle os slugt af, aldrig vil adskille os fra Guds kærlighed – fra kærlighedens væsen. Påskemorgen bliver det slået fast, at sådan er det – her sprænger Jesus mørkets magt over os. Påskemorgen slukker sorgen - til evig tid!

              I vores tekst hører vi om det, som sker. Her vælder lyset frem, som en flodbølge af nyt liv strømmer det imod os. Vi fornemme i det, som sker, den nye virkeligheds renhed og forvandlende kraft. Det hele begynder, da den nye dag gryr. Mens alt endnu er klart og rent! Vi er helt i begyndelsen – som da Gud skabte verden. Maria Magdalene og den anden Maria kommer ud for at se til Jesu grav. Vi fornemmer deres sindsstemning – de er sorgfulde og forfærdede over det, som er sket. De føler sig lukket inde i sorgens og mørkets virkelighed.

              Pludselig bryder lyset igennem deres mørke – og alt forvandles. ”Og se!” står der, - disse ord gentages igen og igen. ”Og se!” Deres øjne åbnes med ét for det, de aldrig før har set – og de kan se! I sorgen kiggede de ned og bagud – på det, der var sket – på fortiden - som vi alle gør det i vores sorg. Men det, som sker her, vækker dem, og de kommer til stede - lige nu. De løfter hovederne og ser – og glemmer alt, hvad der var, for det, som sker lige nu, er så overvældende, at der ikke er plads til andet end det i dem.

              Selve opstandelsen hører vi intet om – den kan vores tanker ikke nå! Kun eftervirkningerne får vi del i. Og de er voldsomme. Først kommer der et kraftigt jordskælv. Hele verden – kvindernes verden, og alt, hvad de kender til, ryster ved det, som sker. For Herrens engel stiger ned fra himlen og træder hen og vælter stenen fra graven og sætter sig på den. Det, der var var deres dybeste sorg og smerte, er pludselig forvandlet til lys. Der, hvor der kun var død og forfærdelse, blændes de nu af lys. Det hele sker så hurtigt og brat, at de ikke når at blive bange. De ser englen. Hans udseende er som lynild, og hans klæder er hvide som sne. Det, de ser, er så lysende, at de ikke kender ord, som dækker det – men nye ord bliver til i dem – ”lynild” – vi forstår helt, hvad de mener. Vi ved, at intet er så blændende, lysende og rent – som netop lyn.

              Vagterne ved graven ser også englen. Men de bliver forfærdede – de skælver af frygt for ham og falder om som døde. Da Jesus var død og lagt i graven, kom de jøder, der havde fået ham korsfæstet, til Pilatus og bad om, at der blev sat vagter ved graven. De sagde, at de vidste, Jesus havde sagt, at han ville opstå, og de var bange for, at hans disciple skulle fjerne liget og bagefter sige, at han var opstået. Pilatus har hele tiden været imod denne korsfæstelse. Nu siger han til jøderne, at han vil give dem vagtmandskab, og så må de sørge for, at der bliver holdt vagt ved graven, så godt de kan. Vi fornemmer Pilatus’ skepsis overfor deres tro på magtanvendelse. Han har anet, hvem Jesus er, og han ved, at jøderne kan sætte så mange vagter, de vil, men aldrig kan de standse Guds handlen. Nu ser vi så her, hvad der sker med vagterne, da englen viser sig  – de falder om af skræk og bliver som døde. Den verden, de skulle beskytte, er intet mod Guds lys.

              Jøderne – og vagterne - er billeder på, hvordan vi mennesker forsøger at sikre os – og holde fast på vores gamle orden. Vi har svært ved at åbne os for det, der sprænger de gamle grænser – det gamle selvbillede – den gamle forestilling om livet og døden, for det gamle – det kender vi jo. Vi tør ikke at møde opstandelsens virkelighed  – og tro på, at mørket slipper os, og at opstandelsen er virkelig, - at vi er rene, at Jesus elsker os til det sidste, at vi er værdige til så stor en kærlighed, at lyset og glæden kommer os i møde og er der for os. Vagterne bevogter graven – holder fast på døden, men de – og alle deres forbehold - kastes til jorden og sættes ud af kraft. Ved lyset fra englen bliver de som døde.

              Kvinderne er også billeder på os – på en anden side i os – på vores renhed - på vores længsel og sorg, på vores dybeste og mest oprigtige følelser.  Påskemorgen bliver de trøstet – kvinderne voverat se – og at være uden forbehold i det, de ser.

              Englen taler til dem, beroliger dem og fortæller dem, at Jesus er opstået. Englen er mild og hjælpende – viser dem stedet, hvor Jesus har ligget, så de kan finde ro i, at dette ikke er fantasi – at det er virkelighed! Englen giver dem også retningslinjer for deres liv fra nu af. De skal bringe det videre til andre, som de selv har fået. Først skal de fortælle disciplene, hvad de har oplevet! Og sige til dem, at de skal møde Jesus igen. Kvinderne bliver de første forkyndere af påskemorgens budskab, - og når de kan, så kan vi alle. De er ikke lærde og vise – de er ikke uddannede, men de har oplevet noget overvældende. Noget, som er sandt på en helt anden måde, end noget har været sandt for dem før. Og det skal de bringe videre til andre – fortælle om det!

              Kvinderne skynder sig bort fra graven med frygt og stor glæde. Deres sind er åbnet, spændvidden i deres gamle følelser er sprængt, livet er trådt helt ind i dem. De føler, som de aldrig før har følt – frygt og stor glæde på én gang. Og de er så fyldte af det, som er sket, at de løber af sted for at fortælle om det. Sådan er det for alle os mennesker, når noget nyt og stort træder ind i os – vi må dele det med andre. Sådan er kærlighedens væsen – og det er den, der er blevet levende i dem.

              Men på vejen ser de mere! Jesus viser sig for dem og hilser dem med et ”God morgen!”      Og de går hen og omfavner hans fødder! Så enkelt! Så rent! Så kendt! Så kærligt og nært er mødet med den opstandne. Der er ikke noget fremmed eller voldsomt i det.

              Heri ligger der et vigtigt budskab gemt til os. Vi behøver ikke at være bange for opstandelsens lys – behøver ikke at sætte vagter imod det lys, der forvandler alt, hvad vi kender. Hverken her i livet, eller når vi dør skal vi frygte det. Overgangen kan være svær – at slippe det gamle kan være vanskeligt, men når det nye træder frem, så er det kun nærhed og fylde! Det er, som at møde, hvad vi altid har kendt allerinderst inde i os – og altid længtes efter. Det er som at møde en savnet elsket og så hilse hinanden med et ”God morgen!” Det er som at favnes af morgengryets blændende renhed og frydefulde glæde.

              Påskemorgen slukker sorgen, slukker sorgen til evig tid!

              Igennem alle århundrederne siden Jesu død og opstandelse har mennesker påskemorgen delt den samme jublende glæde. Lad os lytte til nogle ord fra en påskeprædiken fra 300-tallet – og tage imod denne gamle opfordring her til at træde ind i Herrens glæde:

”Træd alle ind i jeres Herres glæde;

de første som de sidste modtager lønnen;

rige og fattige jubler sammen med hverandre.

De, som har fastet og de, som ikke har fastet, glæd jer i dag på samme måde.

Ingen græde over sin fattigdom,

for riget, som er fælles for alle, bryder frem.

Ingen sørge på grund af synden, thi tilgivelse stråler frem af graven.

Ingen frygte døden, thi frelserens død har forløst os.

Den, som steg ned i dødsriget, har lænket helvede.

Kristus er opstanden, og dæmonerne styrter.

Kristus er opstanden, og englene glæder sig.

Kristus er opstanden, og livet er levende.

Kristus er opstanden, og af de døde er ingen mere i gravene.

Thi Kristus opstod fra de døde som den første af dem, som sover dér.

Ham være ære og herredømme i evighedernes evighed!” Amen!