PÅSKEDAG  

Tekster: Sal. 118,19-29; 1. Pet. 1,3-9; Mat. 28,1-9

              Påskemorgen er noget helt specielt! Der er ligesom en fin klang af højtidelig og jublende virkelighed i alting. Som når noget nyt er født – som når en dyb krise pludselig er overstået. Og sådan er det – det er det, der er sket! Noget nyt er født. Et dybt mørke er forløst. For Jesus Kristus er opstanden – han er genopstået fra de døde. Han har brudt dødens og mørkets magt over menneskelivet. Det er for ufatteligt til, at vi kan forstå det – til at vi kan fatte rækkevidden af det.

              Her i kirken har vi gennemlevet hele påskedramaet, - fra skærtorsdag aften, hvor Jesus vaskede disciplenes fødder, lige før han spiste det sidste måltid med dem - og indstiftede nadveren. Det var det sidste, han gjorde, før hans egen lidelse begyndte. Han overgav sig selv til korsets smerte, for at vi skulle være frie og ikke mere selv bære på syndens og skyldens byrde. Han vidste, hvad der ville komme, og han tog disciplene med ud i Gethsemane have for at forberede sig til det.

              Der begyndte alle svigtene, - alt det, vi mennesker ikke kan lade være med, og som Jesus jo ville fratage os skylden for, så vi ikke mere skulle tynges af den – af det at være menneske. Først var der Peter, Jakob og Johannes, der ikke kunne våge sammen med ham, men faldt i søvn, da han havde mest brug for dem, og Judas, der forrådte ham med et kys. Senere da han var taget til fange og ført tilbage til byen og ind i ypperstepræstens gård – fornægtede Peter ham og hævdede tre gang højlydt, at han ikke kendte Jesus. Og så folkemængden, der få dage tidligere havde hyldet Jesus som konge, da han red ind i Jerusalem – nu råber de til Pilatus, som egentlig gerne vil frikende ham: ”Korsfæst ham”, ”Korsfæst ham”, råber de. Jesus oplever virkelig, hvor udleverede vi mennesker er til hinanden – og hvor sårbare vi er.  Vi svigter – og vi bliver svigtet. Og Jesus deler al vores angst og smerte.

              Og så langfredags kulmination på alt det han deler. Han må selv bære korset ud til Golgata, vaklende, forslået og udmattet, som han er, og da han korsfæstes, er kun en af disciplene ved hans side. Da han hænger på korset til spot for bødlerne, magter han at bede Gud om at tilgive dem alle, ”for de ved ikke, hvad de gør”, siger han. Han kender menneskesindet, han deler, han ser, og han tilgiver – selv følelsen af gudsforladthed deler han, da han råber: ”Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig”. Og er det hele forbi, hans smerte er ovre, døden har taget ham, og Guds lys har forladt verden. Alt det håb – al den glæde og fortrøstning han spredte omkring sig – er slukket og borte. Tilsyneladende vandt menneskers ondskab over Guds kærlighed.

              Sådan må kvinderne føle det, da de går ud til graven søndag morgen, for at se til den. De har bare ventet på at kunne komme derud, så de går i det første morgenlys. Opfyldt af smerte og længsel – og af håbløshed over, at dette kunne ske.

              ”Og se..” – står der så i teksten. Pludselig ændrer alt karakter – den gamle verden krakelerer omkring dem. Fra at være lukket inde i smertens tunge og mørke rum bliver de med ét rykket ud i et strålende lys. Der kommer et kraftigt jordskælv – alt skælver i dem og omkring dem – og så stiger Herrens engel ned fra himlen – hans udseende er som lynild og hans klæder hvide som sne, står der. Kan vi tænke os noget mere strålende - end lynild. Kvinderne må være blevet totalt rystede og chokerede. I hvert fald bliver soldaterne det – dem, der holdt vagt ved graven – de skælver af frygt og falder om af skræk. Men kvinderne – de ser noget andet – midt i det chokerende. Og se.. står der i teksten. Vi skal også se – med hjertets øje i dag, for med de fysiske øjne kan vi ikke se denne morgens vældige lys. Med hjertets øje kan også vi fornemme det.

              Englen fortæller kvinderne, at de ikke skal frygte, for Jesus, som de søger, er opstået. Kom og se stedet, hvor han lå, siger englen. Her bliver det meget konkret. Mange af os ved, hvordan det er med et sted, hvor en død har ligget – især hvis det er en af vore kære. Stedet suger ligesom opmærksomhed til sig, og man bliver, når man ser det sted, igen let trukket ind i oplevelsen af døden. Men englen vil have kvinderne til at se stedet. For dette er ikke en luftig mystisk oplevelse – det er helt konkret virkelighed. Den, der var død, er opstået. Jesus er opstået. Kvinderne var selv med til at lægge ham i graven. De ved, hvor han lå, og de oplevede selv alt det forfærdelige, der gik forud. De ved, at han er død. Og nuser de, at han er væk – opstået siger englen. Han har brudt dødens magt over menneskelivet.

              Kvinderne er almindelige mennesker som os – det er slet ikke til at forestille sig deres reaktion – hvordan de har oplevet dette. De må være blevet rykket helt ud af sig selv. Eller også har englens nærværelse - og alt det, de forud har oplevet med Jesus – rykket deres virkelighedsoplevelse og  tændt en stille glød af jubel i dem. En forvisning om at dette er sandt, fordi Jesu lys jo er så stort, - selv døden kunne ikke slukke det.

              Englen giver kvinderne en opgave. Han sender dem af sted for at fortælle disciplene, hvad der er sket – fortælle dem, at Jesus er opstået fra de døde. Englen giver kvinderne noget konkret at gøre, så de kan blive samlet i sig selv igen, og han gør dem – kvinderne - til de første forkyndere af det kristne budskab. Det er en stor værdighed, de her bliver tildelt.

              Og se… siger englen så igen, han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham. Nu har jeg sagt jer det. Englen taler til dem som til børn, der er over-ivrige. Han indprenter det, han siger: Nu har jeg sagt jer det. Husk det nu og hold fast ved det! Lad jer ikke aflede, for det her er vigtigt! Og de glemmer det nok heller ikke, for de får jo at vide, at de skal se Jesus igen. Han er ikke blot opstået fra de døde og gået til Gud. De skal se ham igen! Han er ikke tabt for dem!

              Kvinderne skynder sig af sted med frygt og stor glæde, står der. De er opfyldt af følelser, der er så stærke, at de ikke kan rumme dem indenfor deres normale følelsesregister. Følelserne sprænger deres sind og gamle virkelighed, og de ved ikke mere, om det er frygt eller glæde, de føler. Det er også lige meget – det er bare så stort det, der sker, at alt andet mister betydning.

              Kvinderne kommer ikke til at vente længe, før de møder Jesus, for mens de løber – på vejen hen til disciplene, kommer Jesus dem pludselig i møde, og han hilser dem med et ”God morgen”! Midt i alt det, de ikke kan rumme, midt i den helt nye virkelighed, hvor alt har fået et nyt perspektiv, ser de Jesus igen, og han hilser dem, som om intet var sket – på en kendt og nær måde – med et God morgen. I hans nærhed bliver alt trygt. Og de omfavner hans fødder og tilbeder ham. De er så lettede – så jublende glade, at de falder ned for hans fødder. Nu er alt trygt og godt igen – han er hos dem – ham, der er blevet hele deres liv.

              Opstandelsen handler om livet, og den handler om døden. Den fortæller os om, hvordan vores liv kan forvandles – som kvindernes blev det - hvis vi ser Jesus som opstanden og aner, hvad det betyder for os. For så vil vores gamle grænser og normer, vores gamle selvbillede – og måske gudsbillede - ikke gælde  længere, og vores liv vil åbne sig mod noget helt nyt, mod en langt større frihed – og taknemmelighed. Jesus har brudt det gamle ned, og han har givet vores liv helt nye perspektiver. Det understreges også i teksten, for lige da kvinderne ser Jesus igen, står der - endnu engang: Og se, Jesus kom dem i møde. Den, der ser det, får et nyt liv givet. For som han kom kvinderne i møde påskemorgen, kommer han os i møde – i dag!

              Opstandelsen handler også om døden, for Jesus var død – kvinderne så stedet, hvor de lagde ham – og nu lever han. Fordi hans lys har brudt dødens magt og oplyst dødens mørke, - fordi døden ikke kunne holde på ham, så kan den heller ikke holde på os. I hans lys findes der ingen død. I hans lys har vi del i hans opstandelse. Vores krop skal dø, som hans gjorde det, men han følger os igennem dødsriget og sprænger mørket der – for os – i vores død.

Ved Jesu grav begyndte det hele da det gryede ad den første dag i ugen - med et kraftigt jordskælv. Midt i den spæde nye begyndelse skælvede hele jorden under kvinderne. I dag på denne morgen er det også en ny begyndelse, og jorden skælver også under os. Ligesom kvinderne den dag fik et helt nyt livsgrundlag – så får vi det også. I dag bliver vores liv et andet – hvis vi ser, for i dag væltes stenen fra graven – fra Jesu grav og fra vores.

Lad mig slutte med ord fra en påskeprædiken fra 300-tallet. Også for mennesker dengang blev stenen væltet fra graven påskemorgen. Hen igennem århundrederne har mennesker påskemorgen delt den samme jublende glæde over Jesu opstandelse, så lad os dele også ordene med de tidligere kristne – sådan som vi efterhånden har gjort det mange gange påskemorgen her i Grenaa kirke:

”Træd alle ind i jeres Herres glæde;

de første som de sidste modtager lønnen;

rige og fattige jubler sammen med hverandre.

De, som har fastet og de, som ikke har fastet, glæd jer i dag på samme måde.

Ingen græde over sin fattigdom,

for riget, som er fælles for alle, bryder frem.

Ingen sørge på grund af synden, thi tilgivelse stråler frem af graven.

Ingen frygte døden, thi frelserens død har forløst os.

Den, som steg ned i dødsriget, har lænket helvede.

Kristus er opstanden, og dæmonerne styrter.

Kristus er opstanden, og englene glæder sig.

Kristus er opstanden, og livet er levende.

Kristus er opstanden, og af de døde er ingen mere i gravene.

Thi Kristus opstod fra de døde som den første af dem, som sover dér.

Ham være ære og herredømme i evighedernes evighed!” Amen!