Pinsedag - 2. tekstrække.

Tekster: Jer. 31,31-34; Ap.G. 2,1-11; Joh. 14,15-21

              Pinsedag er en glædesdag, hvor vi fejrer, at Guds ånd er kommet til os og bor i os! Denne dag giver os mennesker værdighed – den giver os en ophøjet guddommelig værdighed, som vi får lov til at bære i vores menneskelige krop!

              I GT-teksten til pinsedag fortæller profeten Jeremias om, hvordan Gud flere gange igennem tiden har sluttet pagt med sit folk. Vi ved jo, at den første pagt sluttede han med Noa efter syndfloden. P.g.a. menneskers ondskab lod Gud vandmasser skylle hen over jorden og udslette alt levende med undtagelse af de personer og dyr, der var med i Noas ark. Da vandet var væk, og Noa og de andre gik ud af arken og derefter takkede Gud, fordi han havde reddet dem – da satte Gud regnbuen på himlen som et pagtstegn. Aldrig mere ville han udslette alting p.g.a. menneskers egoisme og ondskab mod hinanden.

              Senere sluttede Gud en pagt med Abraham. Gud gav Abraham sønnen Isak og lovede ham, at hans slægt og folk skulle vokse og blive talrigt som himlens stjerner. Og at det folk altid skulle høre Gud til og være hans. Da folket flere generationer senere var blevet slaver i det fremmede land Ægypten, sendte Gud Moses til dem, for at han skulle bringe dem ud af fangenskabet og føre dem igennem ørkenen tilbage til det land, Gud oprindeligt havde givet dem. Gud ”tog dem ved hånden og førte dem ud af Ægypten”, siger han selv til os i dag igennem profeten Jeremias. Han skilte havets vande, så de kunne gå tørskoede over til den anden bred, og på den måde slap de fra deres forfølgere, som alle blev skyllet væk af bølgerne.

              Igen og igen har Gud grebet ind i folkets liv, og igen og igen har folket brudt den pagt, Gud indgik med dem. Sådan er det med os mennesker. På trods af alle de muligheder, Gud rækker os i vores liv, så falder vi igen og igen væk fra det gode – og vi forsvinder ind i vores kredsen om os selv og vores egne fordele. Sådan er vores natur, men alligevel venter Gud kun på at række ud efter os igen og give os nye muligheder.

              Engang, siger han til Jeremias, så vil jeg slutte den ultimative pagt med mit folk, med mennesker, jeg lægger min lov i deres indre og skriver den i deres hjerte. Jeg vil være deres Gud, og de skal være mit folk! Alle skal kende mig indefra, så de ikke kan glemme mig, og jeg tilgiver dem al deres skyld og synd – ja, jeg husker simpelthen ikke på den. Når Guds lov på den måde er skrevet i vores hjerter, så er den blevet en del af os, så bor den i os og taler sit stille eget sprog i os. Den er blevet en del af vores væsen. Hvis vi så alligevel falder fra, glemmer, ja, så er det ikke kun Gud, vi glemmer, så er det også os selv. Det vil ikke længere være muligt at være os uden at kende og føle Guds kærligheds lov.

              Da Gud sendte os Helligånden, skrev han sin lov i vores hjerter. Han blæste sin egen ånd ind i os og gav den bolig i os, og efter det kan intet skille os fra ham. Nu bor han i os, og hans inspiration og liv lever i os. Nu behøver vi ikke mere som Noa og Abraham og Moses at takke Gud med ofre eller løfter eller udvendige ord – vi behøver ikke at gøre noget for at få ham i tale. Vi kan nøjes med at være helt stille og blot lytte til de ord, som ånden allerede taler eller beder indeni os.

              At Gud kunne blæse sin ånd ind i os og få os til at forstå, hvad der skete – det skyldes alene, at vi først havde fået lov til at møde ham udenfor os selv, helt konkret, og på den måde var kommet til at kende ham. I Jesus trådte Gud ind i verden, - i Jesus mødte vi Guds ånd og i ham blev den virkelig for os. Jesus lovede disciplene, at når han var død, ville han sende en anden talsmand, - han ville få Faderen til at sende sin ånd direkte til dem, den samme ånd, som levede i ham, Jesus.

              Fordi disciplene havde lært Jesus at kende, ville de kunne genkende hans ånd og tage imod den, og så skulle den undervise dem videre og lære dem alt det, Jesus ikke nåede. Igennem Jesus lærer vi også Guds ånd og hans lov at kende, så den kan tage bolig i os og give os mulighed for en ny livsdimension af guddommeligt nærvær og værdighed.

           Jesus fortæller os her i dag om talsmanden, han vil sende. Den talsmand, som bliver Guds stemme i os. Den skal være hos os til evig tid, siger Jesus. Det betyder, at det nærvær til Gud, som den kan give os, aldrig vil forlade os igen. I livet og i døden – helt ind i evigheden – vil vores dybeste identitet herefter være forbundet med Gud selv, og nærværet med Ham vil aldrig forsvinde fra os igen.

              Sandhedens ånd, kalder Jesus den, som verden ikke kan tag imod, fordi den hverken ser eller kender den. Så længe vi kun er fokuseret på os selv og vores konkrete liv i verden, så længe alting i vores tilværelse handler om os selv og vores eget, så kender vi ikke Guds ånd. Den er noget helt andet – den er alt det, Jesus viser os. Også for os gælder det altså, at vi må lære den at kende igennem ham. Når vi så begynder at ane de konturer, han vil sætte om vores liv, og langsomt får øjnene op for de værdier af åbenhed, kærlighed og fællesskab, som han vil lære os om, ja, så begynder vores hjerter at blive som en have, hvor nye frø kan sås, - hvor Gud kan skrive sin lov og lade sin ånd tage bolig.

              Sandhedens ånd! Åndens natur er sandhed! Jo mere vi bestræber os på sandhed i vores liv, jo nærmere kommer vi åndens natur, og jo mere kan vi lære den at kende. Jo tydeligere kan vi høre dens stemme tale i os – og vejlede os. Sandhed kan være svært. Vi gemmer alle meget i os, som vi helst vil skjule og ikke vise for tydeligt frem. Svaghed, ængstelse, skrøbelighed, skam måske! Og måske glæde – og stolthed! Men åndens natur er sandhed, og derfor vil den have alt frem i lyset. Den vil have os til at være dem, vi er. For når vi ikke mere holder på os selv og skjuler os, så bliver vi stærke – og frie! Hvis ånden skal leve i os, må vi være sande – om os selv og det, vi er. Også om åndens liv i os, om kærligheden i os.

              Ånden fortæller os, at vi er elskede af Gud, som dem vi er! Og at vi er forenede med ham i kærlighed – og forenede med hinanden, for vi er alle lige elskede af ham, og vi hviler sammen i hans kærlighed. Ånden hvisker altid ord om dette i vores hjerter, og hvis vi kan høre, så vil det, den hvisker til os, påvirke vores liv, vores forhold til andre mennesker – og til os selv.

              Den måde ånden kom til disciplene på den første pinse, fortæller os væsentlige ting om dens karakter. Som vi hørte det lidt tidligere, så var alle disciplene forsamlede den dag. De havde set Jesus blive løftet op i himlen på Kristi himmelfartsdag, og nu var de samlede for at tale om alt, hvad der var sket – og om, hvad de skulle nu - de måtte jo finde en ny vej at gå, en måde at bringe alt dette ud i verden på! Med et kom der fra himlen en lyd som af et kraftigt vindstød, og den fyldte hele huset, hvor de sad. Og tunger som af ild viste sig for dem, fordelte sig og satte sig på hver enkelt af dem, og de blev fyldt af Helligånden. Og så begyndte de at tale på andre tungemål, alt efter, hvad ånden ville have dem til at sige. Sådan hører vi, om det, der skete.

              Ånden kommer fra himlen med en lyd som af et kraftigt vindstød. Da Gud skabte alting i begyndelsen, gjorde han det med sit ord. Nu skaber han igen med sit ord, sin lyd – denne gang ikke noget konkret, for vindstødet fortæller os, at dette handler om åndens dimension. Gud skaber med sin lyd en helt ny åndelig virkelighed på jorden – han lader ånden træde ind i det jordiske. Disciplene hører det alle – de er sammen om det. Guds ånd træder ind i deres jordiske fællesskab og knytter dem sammen med bånd, som de ikke tidligere har kendt.

              De bliver alle fyldt med en ild, som de heller aldrig har mødt før. De brænder – af nærvær, af inspiration, af kærlighed, og de brænder hver på deres egen måde, for der sætter sig ildtunger på hver enkelt af dem. Den fællesskabsfølelse, som ånden omslutter dem med, gør dem ikke ens – den udsletter ikke deres personlighed. Nej, først nu bliver de sig selv – så forskellige som de er. Nu tør de nemlig træde frem i deres forskellighed, stå ved den, for de mærker alle åndens inspiration netop til dem. De siger alle det, ånden indgiver dem at sige, så med et er enhver usikkerhed og tvivl borte. De står helt inde for, hvad de har at sige, og de finder deres nye myndighed og værdighed i netop det.

              Det nye fællesskab, som ånden skaber, breder sig videre ud – ud til alle i nærheden. Sådan er dets karakter. Alle, der er i Jerusalem, hører lyden, da den kommer fra himlen, og de stimler sammen for at undersøge, hvad det er, der sker. De stammer alle fra forskellige steder og lande, og de taler forskellige sprog, men hver enkelt af dem hører disciplene talte til netop dem – på deres eget sprog! Og de taler til dem om Guds storværker!

              Det, som sker, er så stort, at de alle rykkes ud af sig selv, glemmer sig selv, - og fyldes med tanker om Guds storværker. Når ånden taler i os, beliver os, så skifter alting karakter! Så ser vi alt i et andet lys, i et nyt perspektiv! Vores eget liv får ny mening, andre mennesker træder tydeligere frem for os, så vi ser dem i Guds kærligheds lys, naturen bliver levende og fortæller på sin måde om Guds storværker. Det er det vores dejlige pinsesalme, ”I al sin glans nu stråler solen”, så tydeligt udtrykker!

Som f.eks. i verset, hvor alt i naturen hvisker om Paradiset og det evige liv:         

              Det ånder himmelsk over støvet,

              det vifter hjemligt gennem løvet,

              det lufter lifligt under sky,

              fra Paradis, opladt på ny,

              og yndig risler ved vor fod

              i engen bæk af livets flod.

              Pinseånden gør levende! Den sætter alting ind i Guds og kærlighedens perspektiv. Som den gjorde med disciplene, gør den med os, når vi fyldes af dens ild - den får os til at tale i nye tunger om Guds storværker i vores liv.  Amen.