Søndag seksagesima. 1. teks­tr.  

 Tekster: Es. 55,6-11; 1. Kor. 1,18-25; Mark. 4,1-20          

              Vi er på vej ind i fasten – næste søndag er det Fastelavns søndag! Fasten er selvransagelsens tid, hvor vi skal gøre hovedrengøring i vores sind, så det kan være renset og klart til at gå ind i påskens dramatiske begivenheder. Men før vi vender os indad i selvransagelsen, så skal vi glæde os – og undre os. Det gør vi i dag, hvor alle teksterne fortæller om Guds uendelige gavmildhed og storhed.

              I GT-teksten aner vi hans storhed. Så højt som himlen er over jorden, er mine veje højt over jeres veje og mine planer over jeres planer, siger han igennem profeten Esajas. Vi mennesker forstår os selv, hinanden og verden ud fra vores eget perspektiv. Vi tror, vi selv kender sandheden, og vi tillader os at dømme og vurdere hinanden ud fra vores forståelse. Hvis vi rejser ud i verden og møder andre kulturer og folkeslag – eller blot herhjemme omgås mennesker, der er meget anderledes end os selv, så opdager vi, at der er andre måder at leve livet på, og at man andre steder vurderer helt anderledes, end vi gør. Det kan være overraskende og lidt rystende at opdage, at det, der er helt naturligt for os, andre steder i verden kan virke simpelt og provokerende.

              Nu hører vi her i teksten, at én ting er menneskers forskellighed og måske modsatte måder at se og møde virkeligheden på. Noget helt andet er det perspektiv, Gud ser os mennesker i. Vi ser kun stykkevist – altid ud fra vores egen synsvinkel. Gud ser helt anderledes – han ser alt på én gang, og det, der for os kan virke fuldstændig tilfældigt ud, det hænger i hans perspektiv nøje sammen. Det, der for os virker meningsløst, er i ham knyttet sammen i en stor mening. Det siger han til os i et naturbillede, vi let kan forstå: for som regnen og sneen falder fra himlen og væder jorden og får den til at spire, på samme måde sender han sit skaberord ud i verden, for at det skal gøre hans vilje, og – som han siger – det vender ikke virkningsløst tilbage til mig – det udfører mit ærinde.

              Gud fortæller os, at så stor en mening, så stor en omsorg, så stor en kærlighed er vores liv her på jorden omsluttet af og indfældet i. Vores liv er så meget mere og rummer så mange flere muligheder, end vi overhovedet kan forestille os. Det må vi aldrig tvivle på.

              Men vi har svært ved at forstå og tage imod, at det er sådan. Nogle gange er livet jo vanskeligt, og vi ser ikke mening. Alt det, vi drømmer om, bliver ikke, som vi vil det. Og hvis vi prøver at bede til Gud om hjælp, ja, så bliver det sikkert stadig ikke, som vi vil have det. Pointen er, at den storhed, vi taler om her, netop ikke kan ses. Guds planer er så højt hævet over vores planer, og vores almindelige forstand, kan ikke forstå – ham!

              Det er det, Paulus taler til os om i epistelteksten. Han siger ligefrem, at Gud ikke ville, at verden – og det er os – skulle kende ham gennem sin egen visdom. For hvis vi kunne det, så ville det jo være de klogeste, der kendte Gud bedst, og for Gud er der ingen forskel på mennesker. Han vil kendes af os alle. Så han måtte give sig til kende for os på en helt anden måde – komme helt uden om det, vi normalt kalder klogskab. Derfor lod han, altings skaber, den almægtige, der står bag alting – han lod sig føde i verden som et almindeligt menneske – det er så ulogisk, at det for vores hjerne ikke kan passe. Og ikke nok med det! Han lod sig føde så fattigt, som det var muligt, i en stald – og han døde på den mest elendige måde, korsfæstet som en forbryder. Hvordan skulle det kunne være Gud, - ham, der ejer alting - der fødtes og døde sådan? Det er så ulogisk – ja, så forkasteligt for vores tanke – at det simpelthen ikke kan være rigtigt! Sådan må vi tænke – og derfor er der nok også så mange, der er tilbøjelige til at forkaste kristendommen. Den er ulogisk -  sådan har det altid været.

              Guds planer – og tanker – er så højt hævet over vores måde at forstå på, at vi alle kommer til kort, hvis vi prøver på at begribe dem. Og det er, hvad Gud ønsker – at vi kommer til kort med vores egne tanker – og meninger og planer – og slipper dem, så vores sind kan åbne sig mod noget, der er meget større – nemlig Guds planer. Vores tanker er altid begrænsede, og derfor begrænser de vores liv. Guds virkelighed er ubegrænset, og det liv og den åbenhed, der er i hans virkelighed, vil han give os del i. Det er grunden til, at vi skal åbne os mod påsken og træde ind i det helt uforståelige mysterium, vi der får lov til at tage del i – og være i.

              At Gud giver og giver og blot venter på, at vi skal tage imod – det fortæller Jesus en lignelse om i vores evangelietekst. Der er rigtig mange mennesker forsamlet omkring ham nede ved Geneseret sø, og han må gå om bord i en båd, så han ude fra søen kan tale til de mange mennesker. Blot dette billede siger os meget. De mange mennesker står, hvor de har fast grund under fødderne – Jesus er ude på søen, ude på dybet - uden for det faste og sikre, og derfra underviser han dem. Han fortæller dem om Guds virkelighed og kærlighed.

              Det gør han i en lignelse, i en billedfortælling, som vi hver især må lade tale til os. Der er en sædemand – en bondemand – som sår. Han sår og sår, og han tager sig ikke af, at noget af det, han sår, falder på ufrugtbar jord og noget på frugtbar jord. Det, kan vi synes, er ubetænksomt – ud fra vores perspektiv, men fra Guds perspektiv er det det ikke. Hans kærlighed er så stor, at han strør den ud over alle – han tildeler den ikke efter fortjeneste eller efter klogskab eller andre kriterier, og der er nok af den til alle. Den hører aldrig op – den strømmer og strømmer ud over os. Og mens den strømmer, kalder Gud på os, for hans længsel er at få os i tale.

              Den kærlighed, Gud spreder ud, tager vi imod på forskellig måde. Nogle af os er som den hårde vej – vi påskønner ikke kærligheden og ser den slet ikke, og derfor bliver den hurtigt ædt op af fugle, siger teksten, af forstyrrelser og stress og ligegyldighed. Andre af os er som klippegrunden, hårde i sind og tanker, og selv om Guds kærlighed måske nok når os og også spirer i os, så skinner solen for skarpt. Vi vil selv kunne forstå, og vi vil også helst selv være dem, der skinner. Den virkelige følelse for kærligheden, længslen efter den – og taknemmeligheden over den, er slet ikke født i os endnu – hårdheden er for hård.

              Nogle af os er som tidslerne. Vores bekymring og skepsis og negative forventninger lukker kærligheden for os. Vi lukker os måske inde i et negativt selvbillede og kan ikke få os selv til at tro, at vi er elskede – og gode nok til Guds kærlighed. Nogle af os er som den gode jord, der åbent og tillidsfuldt står ved vores længsel og åbner os imod den kærlighed og det liv, der strømmer til os. Der er mange grader af god jord – og af tillid og åbenhed. Vi bærer forskelligt udbytte, og det er godt nok. Gud sår stadig ud over os alle, men det er forskeligt, hvad vi oplever af hans kærlighed. Hvad vi oplever afhænger helt af os selv – for han sår!

              Nogle af os er altså som den hårde vej, andre som klippegrunden, andre som tidselgrunden og atter andre som den gode jord. Men mon ikke, vi alle egentlig genkender det hele i os selv. I selverkendelsens lys må vi nok se i øjnene, at vi rummer alle slags jord i os, men at det er godt nok – der er ingen bebrejdelse i det fra Jesu side – men måske bliver det nu tydeligt for os, hvor meget vi går glip af i vores liv, hvis vi lader vejen og klippegrunden og tidslerne fylde det hele. Den, der har ører at høre med, skal høre! siger Jesus. Hører vi?

              Guds kærlighed stopper ikke her. Han ved, at nogle af os ikke hører – eller at der er perioder i vores liv, hvor vi ikke hører. Også det vil han hjælpe os med. Det taler Jesus med disciplene om. Han ved, at de kender Guds kærlighed! Derfor lever de jo sammen med ham. Men om alle andre siger han, at han taler til dem i billedsprog for at de skal se og se, men intet forstå, de skal høre og høre, men intet fatte, for at de ikke skal vende om og få tilgivelse. Igen hører vi noget, der lyder mærkeligt for os. – For at vi ikke skal vende om og få tilgivelse!?

              Ja, for at forstå det, må vi se, hvor de ord er taget fra. De er nemlig brugt før – i GT i forbindelse med at Esajas blev kaldt til profet. Da sendte Gud ham ud i verden med netop disse ord om at se og se uden at forstå. Esajas spurgte Gud, hvor længe dette skulle vare, og Gud sagde: … indtil alt er udryddet – som hvis et træ skæres ned og kun stubben er tilbage – den stub er hellig sæd, sagde han. Fra den kunne der komme noget helt nyt – en ny kvist kunne skyde. For Esajas er Jesus den nye kvist, men når Jesus selv bruger ordene i dag, gør han det som et billede til os. Det nytter ikke, at vi kun hører og ser som tidslerne, der har så travlt med alle bekymringerne, at de ikke opfatter, hvad der egentlig er på spil. Det er for tomt. Nogle gange må der skæres noget væk i vores liv – måske må vi gå igennem en krise eller tab, før vi forstår, hvad der egentlig betyder noget for os – før vi kan mærke vores egentlige længsel.

           Så lige her forsøger Jesus ud fra sit perspektiv at fortælle os noget om, at lidelsen – helt ulogisk for os - kan have en mening i vores liv, og at den ikke står i modsætning til Guds kærlighed. Den kan hjælpe os til at skære det uvigtige fra i vores tilværelse, så vi kan komme ind til den hellige stub, hvorfra noget nyt kan springe. Smerten kan føre os igennem et mørke, så vi får øjnene op for, hvordan Guds lys altid spreder sin kærlighed ud over os – som sædemanden, der sår og sår hen over al slags jord!

           Dette er jo netop, hvad påskens mysterium handler om – det vi nu skal forberede os til at træde ind i: at efter langfredag kommer påskemorgen! Amen!