Søndag Seksagesima - 2. tekstr.    

Tekster: Es. 45,5-12; 2. Tim. 3,10-17; Mark. 4,26-32.

              Nu nærmer vi os fasten og al den selvransagelse, der i den kristne tradition er forbundet med den. Som Jesus fastede 40 dage i ørkenen for at forberede sig til mødet med Satan og hans fristelser, sådan varer vores faste også 40 dage. For os er fasten en forberedelse til påsken – til hele det drama, vi der skal følge og måske gennemleve. Og for at vi kan have et åbent sind til det, vil fasten først give os mulighed for selvransagelse – hjælpe os til at finde ud af, om vores liv er på rette spor.

              Før vi når dertil, skal vi i dag glæde os – over Guds skabelse, over vores liv og alle de muligheder, Gud giver os i det. Vi skal glæde os over alt, hvad livet er. Det er vigtigt – som i fasten – at kigge på alt det svære, og på alt det, vi kunne gøre bedre i livet, men mindst lige så vigtigt er det at se og påskønne, hvad vi får givet. Det er det, vi skal rette blikket mod i dag.

              Gammel Testamente-teksten var fra profeten Esajas. Igennem Esajas taler Gud til os - om sig selv og om os. Han slår fast, at han er Herren, der er ingen anden, og han fortæller om, hvordan han har skabt og fortsat skaber alting: Jeg danner lys og skaber mørke… Det er mig, der har frembragt jorden og skabt menneskene på den. Mine hænder har spændt himlen ud, siger han.

              Nu er dette ikke et indlæg i debatten om, hvordan jorden og universet blev skabt. Det, Gud siger, fastslår han som en kendsgerning. Sådan er det! For at vi ikke skal miste perspektivet ved at begynde at tænke over, om det er rigtigt, at jorden er skabt af Gud, så kan vi huske på den anden tekst, vi hørte fra alteret, fra Paulus’ brev til vennen Timotheus. Timotheus har fulgt Paulus på mange lange og farefulde rejser. Nu sidder Paulus fanget i Rom og venter på at blive henrettet, og brevet her er hans afskedsbrev til Timotheus. Så alt, hvad Paulus siger her, er vigtigt for ham – det er noget han vil indprente i Timotheus – og i os, der hører det senere. Han fortæller Timotheus om, hvordan Gud har været med ham, Paulus, igennem alt det svære, han har været udsat for, og Gud har altid givet ham styrke. Det har Timotheus selv set, og det skal han huske nu og lære af. Ud over det han har lært ved at kende Paulus og rejse sammen med ham, så – siger Paulus til ham - har han de hellige Skrifter, og de kan give ham visdom til frelse. Gud står bag disse skrifter, siger Paulus, og derfor kan de hjælpe ethvert menneske med at blive sig selv, fuldvoksent, udrustet til al god gerning, som han udtrykker det.

              Med andre ord siger Paulus i sin vejledning til Timotheus - og til os, at de bibelske tekster først og fremmest er undervisning i, hvad livet er, og i hvordan vi bliver bedre til at leve det – de handler ikke om den fysiske verdens opbygning. Når Gud taler om skabelse, så er det ikke den konkrete tilblivelse af nord og himmel, der er det vigtige. Det vigtigste er den visdom om livet, som skjuler sig i teksterne – en visdom, der kan modne os som mennesker.

              Hvis vi lytter til GT-teksten med dette udgangspunkt, så bliver Guds ord der vigtige på en helt ny måde. Vi må ligesom lytte igennem teksten for at få fat på, hvad den egentlig handler om: den fortæller, at Gud har skabt alt i skønhed – også os. Hans hænder har spændt himlen ud, som vi hører. Og når vi mennesker kan finde på at anklage ham for, at vores liv ikke er godt nok, så er det, som når et potteskår blandt andre skår siger til pottemageren, at hans arbejde ikke er godt nok. Vi forfejler fuldstændig perspektivet, når vi tænker sådan. Livet tilhører helt Gud.

              Livet er en storslået gave. Livet er givet til os af Gud. Vi ved ikke  præcist, hvad det betyder, men det er ord om, at al den glæde – det under, livet er, at det ikke er noget, vi skaber selv – det kommer til os udefra. Nogle gange føles livet hårdt og tungt, lidelsesfyldt, men også det, der gør ondt, rummer liv – og håb - i sig. Gud vil have os til at se, hvor stor en gave livet er, og han vil have os til at tage ordentlig imod gaven. Så længe vi forholder os kritisk til den, så træder vi ikke helt ind i den, og så fylder den os ikke. Så fylder livet os ikke.

              Gud har skabt os hver især – vi er alle uendeligt dyrebare for ham. Vi er forskellige, og det skal vi være. Sådan er vi skabt. Derfor er det spild, når så mange af os – ja, måske os alle - bruger tid på at blive som andre. Det bliver vi aldrig – det er en umulig opgave, vi giver os selv, når vi prøver på det. Og når vi bruger tid på det umulige, så bliver vi heller aldrig det, vi kunne være blevet – det Gud ville med os, os selv. Vi bliver ingen, og livet bliver tomt.

              Gud vil have os til at forstå, at han har lagt det kostbareste rige i vores indre. Han har skabt os i sit billede, og derfor lever han selv dybt inde i hver eneste af os – eller hans rige gør. Hans glæde, hans fylde, hans kærlighed, hans mening - alt det bor i os, og Han ønsker kun, at vi skal komme til at kende det, give det liv, gøre det levende! Det kan ske, - hvis vi åbner os for det, han har skabt os til at være, og ikke længere bruger vores liv på at blive noget andet. Livet er godt nok, som det er – i glæde og i smerte  - og vi er gode nok, som vi er – med alt, hvad der bor i os. Det står Gud inde for, for han har skabt det, skabt os.

              Når vi så ser på de to små lignelser, Jesus fortæller i evangelieteksten, så underviser de os videre i det her. De fortæller om det Guds rige, der ligger dybt i hvert eneste menneske. Det er ikke let at forstå disse lignelser, men måske er det sådan, at jo visere vi bliver på livet, jo mere vil vi forstå af lignelserne om Gudsriget.

              Med Guds rige er det ligesom med en mand, der tilsår jorden, siger Jesus. Og vi hører, hvordan tiden derefter går - hvordan denne mand sover og står op, nat og dag, og kornet spirer og vokser, uden at han ved hvordan. Guds rige bliver altså sået i os, og det vokser lige så stille uden at vi bemærker det. Sådan sker det i os alle. Livet gør os klogere, visere, - spørgsmålet er bare, om vi nogen sinde høster den visdom, der vokser i os – og gør den til virkelighed. Manden gør – når kornet er modent, går han straks i gang med seglen, for høsten er inde.

              Sådan gør altså den mand, der ligner Guds rige. Og hvis vi vil ligne ham, så må vi også gøre det.

              Hvis vi skal prøve at forstå denne lignelse i dybden, så skal vi først lægge mærke til manden, der sår. Sådan sår Gud altså i os – i os alle, - ingen er udenfor her. Så mange muligheder lever og gror der i os. Hvis vi tænker efter, så kan vi vist godt alle sammen mærke det - mærke, at livet gør os rigere på forståelse. Vi lærer af vores fejl, vi behøver ikke at gentage de samme uhensigtsmæssige ting igen og igen. Det, vi var bange for som helt unge, det lærer vi efterhånden at beherske – og måske nyde. Nogle opdager også, at det, som gjorde allermest ondt i livet – det var det, vi lærte mest af. Der sker overraskende ting med os, som vi aldrig ville have ventet. Måske aner vi i særlige øjeblikke en skabende og givende hånd bag vores liv – og mærker, at Gud er os nær.

              Alt dette spirer og vokser i os, uden at vi ved hvordan. Men for at det skal blive til liv – noget vi bruger, noget som får lov til at berige vores liv med os selv og hinanden, så må det høstes. Så må vi standse op, og tage det til os. Tage ansvar for det, vi erkender og lærer. Og begynde at leve efter det! Det er ikke nok at snakke om visdommen, om livet, filosofere over det. Det erkendte skal høstes, bruges. Og bruges også i forhold til andre.  

              Lignelsen her kan også forstås sådan, at den handler om vores liv, der går, dag efter dag, og pludselig er ovre. Og når kornet, vi, er modent til høst, går manden straks i gang med seglen. Det er der også god lærdom i, for det viser os noget om, hvor vigtigt det er at passe på og bruge livet, mens vi har det. Billedet af manden, der straks går i gang med seglen, kan være lidt skræmmende – for i denne betydning er det jo døden, der så pludselig kommer. Det gør den også engang, og så må vi håbe, at vi er parate. Men lignelsen handler om mere end det.

              I denne sammenhæng tror jeg, at høsten er et billede til os på, hvordan vi skal gøre midt i livet. Lige så brat som døden griber ind, når tiden er moden, lige så brat må vi tage konsekvenser i vores liv – når tiden er moden. Vi må vove at ændre, vove at blive fuldvoksne, udrustet til al god gerning, som Paulus sagde det. Der er ikke andre end os til at bringe Guds rige ind i verden. Hvis verden skal ændre sig, må vi høste al den indsigt, Gud giver os igennem livet – og bruge den til at gøre verden til et bedre sted at være. Vi må bringe den videre ud til andre – igennem ord og gerning. Det må vi tage ansvar for.

              Der er en lignelse mere i vores tekst - om Guds rige. Her bliver Guds rige sammenlignet med et sennepsfrø. Det er lille-bitte, når det kommer i jorden, men det vokser op og bliver et kæmpestort træ, der breder sig ud, så himlens fugle kan bygge rede i dets skygge. Før var Guds rige manden, der såede – nu er det frøet, der bliver sået. Guds rige er så stort og så langt uden for vores forståelsesramme, at vi kun kan forholde os til det igennem billeder, der supplerer hinanden. De forskellige billeder er som forskellige sider i et prisme, og nogle gange kigger vi igennem den ene side og andre gange igennem den anden.

              Guds rige er i alt – det er både manden, der sår, og frøet, der bliver sået. Det er både livet, der lever i os, og også den visdom, livet lader vokse indeni os. Det er også den kraft, der står bag alt liv og al erkendelse. Det er den kraft, der gennemstrømmer ethvert ord og enhver handling, der ikke centrerer sig om sig selv, men som har kærligheden og glæden som fokus. Og det kan den have midt i smerte og tab.

              Hvor Guds rige vokser frem, sker det i ubemærkethed – ingen kan tage æren for det, for det bliver helt givet til os. Vi må arbejde med på, at frugterne bliver høstet og brugt – straks når de viser sig. Og at de bliver brugt på en måde, så himlens fugle – eller andre mennesker – kan bygge rede i dets skygge. Vi mennesker kan danne læ for hinanden, værne hinanden og give så meget til hinanden – fordi vi selv får så meget givet!  Gudsriget vokser og vokser – i os. Lad os høste det og lad os i glæde give det videre til hinanden! Amen!