TROENS SYMBOLER

Nyt fra Kirkefondet nr. 3 1999

Symbolers kraft

          Vi mennesker lever i flere virkelighedsdimensioner på én gang. Først og fremmest lever vi i en ydre og en indre virkelighed, og den indre består igen af flere forskellige niveauer. I vores tid – i vores kultur - er vi i meget høj grad med vores bevidsthed bundet til den ydre virkelighed, og vi identificerer os i høj grad med det, der foregår her. Går det godt her, ja, så har vi generelt oplevelsen af, at så lykkes vores liv, og hvis tingene går galt her, ja, så går livet galt.

          Sådan er det ikke i den bibelske virkelighed, der hele tiden forsøger at vise os en anden sammenhæng. Her lykkes det fysiske liv kun, hvis det er befrugtet af en indre kilde, der har sit udspring i en nærhed til Gud. Og denne nærhed er det afgørende kriterium for, om livet lykkes. Vi kan f.eks. tænke på Job fra Gammel Testamente, der først mister alt i den fysiske verden, og som derefter gennemlever en dyb eksistentiel krise, der fører ham frem til mødet med Gud. ”Jeg havde hørt rygter om dig, men nu har jeg set dig med egne øjne”, siger Job til slut i sit møde med Gud. Efter dette møde vinder Job livet tilbage i en ny skikkelse. Han modtager fra nu af et nyt – fysisk, materielt - liv af Guds hånd. Job fandt gennem sin krise frem til det sted indeni sig selv, hvor han kunne møde Gud.

Den ydre virkelighed

          Den ydre virkelighed skygger ofte for den indre, for den ydre råber højere. Her sker der altid noget, her er der altid krav til os. Den ydre virkelighed er forankret af tiden og rummet. Det er baggrunden for hele vores sociale liv. F.eks. for det, at vi kan lave aftaler med hinanden, for vi må vide, hvor vi skal mødes og på hvilket tidspunkt, for at vi skal kunne finde hinanden. Og det verbale sprog lader os kommunikere med hinanden – det strukturerer den fælles virkelighed for os, definerer virkeligheden. Men det begrænser den også, for vi kender kun det, vi har ord for, og ordene er ofte værdiladede.

          Vi opdrages og oplæres til, hvad der er ondt og godt, og det er jo ikke altid sikkert, at de værdier, vi lærer, er sandere end andre. Det kan vi ikke afgøre, når vi kun overtager ydre værdier, der er givet videre til os af andre, og som vi ikke selv har lært at føle.

Den indre virkelighed

          Den indre virkelighed fungerer anderledes. Den er bundet til følelser, og derfor er alt her subjektivt i en helt anden grad. Tiden – eller tidsoplevelsen - er f.eks. afhængig af situationen. I en god oplevelse føles det, som om den går hurtigt, mens den kan snegle sig af sted i en dårlig. Og mens vi i den side af os, der er rettet mod den ydre virkelighed – den, der ofte kaldes vores jeg – tænker og erkender gennem ord, så erkender vi i vores indre igennem billeder, der altid er forbundet med eller symboliserer følelser.

          Søren Kierkegaard udtrykker denne sammenhæng ganske klart i sin tale om myter. Han siger, at myten lader det foregå udvortes, som er indvortes, og hermed mener han, at mytens begivenheder er billeder, symboler, på indre eksistentielle oplevelser.

          Noget parallelt med dette oplever vi om natten i vores drømme, hvor bevidstheden ”falder” ned i det indre, det ubevidste, og møder indre billeder. Jo dybere vores drømme er, eller jo længere vi på anden måde når ind i det indre, jo stærkere er billederne. Jo mere kraft indeholder de, og jo stærkere følelser kan de fremkalde.

Den kollektive virkelighed

          Længst inde i vores sind er vi ikke mere bundet til os selv som individer, for der smelter det individuelle sammen med det kollektive. Her når vi ind til nogle grundfølelser og –erfaringer, som er ét med det at være menneske. Her adskiller vi os ikke fra mennesker, der levede for 2000 år siden og heller ikke fra de, der i dag lever på den anden side af jordkloden i en helt anden kultur. Nogle grunderfaringer i tilværelsen vil altid være de samme, uanset hvor og hvornår vi lever. Til det at være menneske vil der f.eks. altid være knyttet oplevelsen af at have (mangle) en mor, en far, familie, venner, at kunne tiltrækkes seksuelt af en andet menneske, at få (ikke få) børn, at skulle dø. Og også af at søge efter en mening med livet, efter vores oprindelse og vores endemål, af det vi kan kalde åndens virkelighed.

          I denne kollektive side af vores bevidsthed findes der også kollektive billeder og symboler. I mange forskellige kulturer har man gennem tiderne valgt de samme eller parallelle symboler som udtryk for det hellige. Også i kulturer der ikke har haft kontakt med hinanden. Disse symboler ser ud til at være givet i vores sind. De er knyttet sammen med vores natur, og de forbinder sig ofte også med den omgivende, ydre natur. I alle kulturer spiller solen og lyset en stor rolle, og det står altid i relation til månen og mørket. Ofte er lyset knyttet sammen med det mandlige og mørket med det kvindelige. Sådan er det også i kristendommen, hvor Jesus er lyset, og hvor vi i kunsten ofte ser Jesus og Maria afbildet sammen – med en lille sol under Jesus og en måneskive under Maria. Maria afbildes undertiden stående på måneskiven.

Det enkle går dybest

          Jo enklere og mere koncentrerede symbolerne er, jo stærkere virker de på vores sind, for jo dybere sider af os kommunikerer de med. Den ydre verden består af en uendelighed af ting og fænomener, der præger os, men fordi der er så mange af dem, så forsvinder de hurtigt for os igen og gør sjældent blivende indtryk. Det indre finder hvile i enkelhed og renhed, og derfor er de religiøse symboler altid enkle, fordi det religiøse er et udtryk for det dybeste i os.

          Derfor er billedet af Jesus Kristus så stærkt et symbol. Han er et menneske som os – der lider, og den situation kender vi alle – den udtrykker en essens af menneskelivet. Men han er samtidig er menneske, der har overvundet det at være fortabt til forgængelighedens og dødens verden. Han hviler altid i Guds nærhed – både i livet og i døden, og derfor kan vores sind finde fred ved at betragte ham. han bliver en spejling af vores inderste længsel – han bliver symbolet på det religiøse sted i os – det sted, der altid er i Guds nærhed, men som vi sjældent selv er i kontakt med.  

Virkelighederne bindes sammen

          Vores jeg og vores indre virkelighed kan kun kommunikerer gennem symbolerne og gennem de følelser, der er forbundet med dem. Jegets opgave er at finde ord for symbolerne, hjælpe bevidstheden til at forstå den information, der er i dem, og den indre virkeligheds symboler skal give jeget liv og mening og reel individuel eksistens, for kun gennem denne kommunikation bliver mennesket nærværende i sit eget liv. Det bliver i stand til selv at føle sandhed, og dermed bliver det – i hvert fald i en vis grad – sat fri af de udefra givne normer. Det får mulighed for – som Job – selv at forholde sig til Gud, og ikke kun til den Gud, som det har hørt ”rygter” om.

          De religiøse ritualer og symboler har til opgave at hjælpe til dette. De hører hjemme i sindets religiøse sted, og derfor kan de hjælp til med at lukke op for dette sted. Og hvis det vågner i os, og vi måske får religiøse oplevelser eller følelser, så er de religiøse ritualer og symboler helt nødvendige for at strukturere oplevelsen og give den billede og navn. Ellers kan den oversvømme bevidstheden, for ord kan aldrig beskrive eller forklare den kraft og intensitet, som en religiøs oplevelse rummer. Men med ordene kan vi forsøge at tolke og forstå billederne og symbolerne og det budskab, der er skjult heri. Og de kan hjælpe os til at komme nærmere på selve oplevelsen og holde den fast.

Symbolers kraft

          I folkekirkens selvforståelse og forkyndelse er det vigtigt at være opmærksom på symbolernes kraft og betydning. Symbolerne har mistet deres kraft – ikke fordi kraften ikke mer er i dem, men fordi vi har glemt at kommunikere med dem. Vi forholder os for meget til dem, som ydre billeder – på linje med andre billeder, og de drukner i fastlåste ord. Symbolet er levende. Dets opgave er altid at skabe nyt liv og finde nye veje, give nye vinkler og dermed afgive ny viden om Gud. Men det kan det kun, hvis vi forholder os til det som skabende. Lader det tale til os og lader billederne og de symbolske handlinger finde liv i os. Vores oplevelse og vores sanser må inddrages i det religiøse liv – både det gudstjenestelige og det private.