Trinitatis søndag

Tekster: 4. Mos. 21,4-9; Rom. 11,32-36; Joh. 3,1-15

              I dag er det Trinitatis søndag, og det er en af kirkens festdage. Til jul fejrer vi, at den almægtige Gud gav os sin søn ved at sende ham fra den himmelske herlighed og ned i vores menneskelige fattigdom. Her viste Gud fader os, hvor stor hans kærlighed til os er.

              I påsken fordyber vi os i - og fejrer - Jesu kærlighed til os. Det at han gennemlevede hele menneskelivet ned i dets dybeste smerte for at dele alt med os – og for at der ikke mere skulle være noget sted, hvor vi var ladt alene. Og det at han brød det dybeste mørke for os – dødens mørke, så der ikke mere var noget mørke, som kunne holde os fast og adskille os fra Guds kærlighed og nærvær.

              Og i pinsen fejrer vi – og glæder os over, at Gud med sin ånd levendegør hele vores menneskeliv, så vi med vores sanser og følelser kan opleve og rumme Guds himmelske virkelighed - allerede mens vi lever her på jorden. For når Guds ånd kommer til os, kan vi fornemme Guds spor i alt omkring os og i os.

              Nu har vi altså så i vores kirkeår fejret både Gud fader, Gud Søn og Gud Helligånd – eller med andre ord så har vi fejret Gud i de tre forskellige skikkelser, han har ladet os kende ham i. I dag, Trinitatis søndag – eller den hellige 3-foldigheds søndag, som den tidligere hed, altså i dag - dér fejrer vi så alle 3 aspekter af Guds væsen – hele Gud, ja, hele det mysterium, der gemmer sig bag de tre og i foreningen af dem!

              Vi kender ikke Gud, for han er større end enhver tanke, vi kan gøre os om ham. Og større end enhver følelse, vi kan føle eller opleve i relation til ham. Han er bag hele vores eksistens og omslutter alt, hvad vi er – i hvert øjeblik vi er til! Derfor kan vores tanker eller følelser aldrig omslutte ham, eller fatte hvem og hvad, han er. Men vi kan læne os ind i ham med hele vores eksistens – og jo mere vi gør det, jo nærmere kommer vi ham – og jo nærmere kommer vi vores eget udspring – det, vi egentlig er.

              Vi kan ikke sætte faste ord på Gud, men vi har fået billeder, som alligevel giver os noget at forholde os til – billeder som vi kan synke dybere og dybere ind i, og som lader os ane bare lidt af Guds væsen. Dem har vi fået bl.a. i vores bibel, og derfor er den en livskilde, vi kan øse af – og blive ved med at øse af. Det stærkeste billede, vi har, er dog nok det, der gemmer sig i, at Gud har givet sig til kende for os på tre måder. Det er det billede, der fylder vores virkelighed i kirken her i dag, Trinitatis søndag. At Gud er 3-enig, viser os netop, at vi aldrig kan begribe ham med enstrengede ord og tankerækker – eller indenfor en fast virkelighedsforståelse. At Gud er tre viser os også, at Gud er bevægelse og liv. Gud virker på tre måder samtidig – i tre forskellige dimensioner på én gang. Og imellem de tre er der aldrig adskillelse – de er ét, og de samvirker i uadskillelig væren og kærlighed. Derfor er den 3-enige Guds væsen et fuldkomment kærlighedsbillede – også som forbillede for os. Både hvad angår vores eget sind, og hvad angår vores forhold til andre.

              Vi kan blot prøve at mærke ind os selv – og mærke om de forskellige aspekter, der bor i os, arbejder sammen i uadskillelig kærlighed – altså om der er splittelse i os, eller ikke – om vi bliver rykket i forskellig retning indvendig, eller ikke. Det gør vi sikkert – bliver rykket i forskellige retninger! Eller vi kan undersøge vores forhold til andre mennesker – til vores nærmeste - og den måde, vi virker sammen med dem på! Er der forskellige viljer og retninger i vores samliv med dem? Det er der sikkert! Og derfor har vi brug for hjælp fra Gud. Vi kan lære af Gud! Gud har skabt os alle i sit billede – dvs. at vi alle rummer muligheden for den totale kærlighedsvirkelighed i os, og når den ikke er udfoldet, så vil der være en længsel – en tomhed - i os. Så kender vi ikke helt os selv! Er ikke helt i pagt med os selv!

              Vores episteltekst til i dag begynder med ordene: Gud har indesluttet alle i ulydighed for at vise alle barmhjertighed. Og sådan er det jo – vi lever alle indesluttet i splittelse og manglende kærlighed. Det bliver især tydeligt, når noget går os imod, for så kommer problemerne som regel frem. Men problemerne og den smerte, der følger med, gør også vores længsel tydelig – vækker os på en måde og vender os måske også imod Gud. Og når det sker, når vi søger ham, så kan han komme til at vise os sin barmhjertighed. Gud venter ikke på at straffe os for ulydighed – han venter på at få lov til at vise os barmhjertighed. Det ser vi et eksempel på i GT-teksten til i dag!

              Situationen er den, at israelitterne er flygtet fra Ægypten og slaveriet der. Moses har ført dem – ved Guds hjælp! Men hurtigt har israelitterne glemt taknemmeligheden – og glemt hvor forfærdeligt livet som slaver egentlig var. De bliver utilfredse! - og utålmodige – først med maden, som er elendig, som de siger! Og de brokker sig!

               Nu sender Gud slanger, som bider dem, og mange dør af biddene! Deres situation bliver altså endnu værre, og så vågner smerten og længslen for alvor i dem – de ser deres egen utilfredshed og utaknemmelighed, ulydighed! De får nu Moses til at bede til Gud om at fjerne slangerne, og Gud viser dem barmhjertighed. Han giver Moses besked på at lave en slange og sætte den på en stang, og de, der derefter bliver bidt, behøver blot at se på Moses’ kobberslange for at leve.

              Gud har indesluttet alle i ulydighed for at vise alle barmhjertighed! – stod der! Guds barmhjertighed er det sidste også her! Han kommer os mennesker til undsætning, men det glemmer vi igen og igen, og derfor lever ulydigheden i os – for at vi skal opdage barmhjertigheden!

              Det er ikke så let at forstå dette her! For Guds virkelighed er så meget anderledes end vores jordiske! Guds retfærdighed er stort ser modsat vores: ulydigheden medfører ikke straf, men barmhjertighed! Vi forstår ikke Guds mysterium! Fatter ikke godheden og storheden i det!

              Det bliver tydeliggjort for os i evangelieteksten, at sådan er det. Her kommer et menneske til Jesus – det er en mand, Nikodemus, men det kunne være ethvert menneske, enhver af os. Han kommer om natten – måske fordi han skammer sig over at opsøge Jesus. Men det kan også være, at natten hentyder til den følelse, han er i. Måske er han i et mørke, hvor han ikke kan finde vej – i en fortvivlelse, en længsel, en krise. Han kommer, fordi han har set, at Jesus er noget helt særligt. ”Du må komme fra Gud”, siger han. ”Ingen kan gøre de tegn, du gør, uden at Gud er med ham”!

              Jesus svarer ikke sådan, at Nikodemus umiddelbart kan forstå ham. Hvis han havde gjort det, havde han jo ikke talt ud fra Guds åndelige virkelighed, men ud fra Nikodemus’ menneskelige. Jesus siger, at den, der ikke bliver født på ny, ikke kan se Guds rige. Det forstår Nikodemus ikke noget af. Hvordan kan et menneske fødes på ny? siger han og tænker helt konkret – et menneske kan da ikke igen komme ind i moders liv? siger han, og vi må smile lidt af ham. Men Nikodemus er jo blot et billede på os – på hvor konkret vi forsøger at tænke om Gud – og at det ikke giver mening, at ville forstå Gud konkret.

              Jesus taler videre om, at vi mennesker må igennem en genfødsel for at ane bare lidt af Guds virkelighed. Det, der er født af kødet, er kød, siger han, og det, der er født af Ånden, er ånd. Vi bliver selvfølgelig ved med at være kødelige mennesker, så længe vi er her på jorden, men noget i os kan fødes af ånd - åbnes for Guds åndelige virkelighed, for Guds retfærdighed, for Guds kærlighed. Hvis det sker for os, så vil vi ikke længere på samme måde være bundet af den konkrete virkelighed og den konkrete tænkning. Så vil vi ane, at flere virkeligheder eksisterer samtidig, og at der er flere måder at se og anskue ting på. Ja, den konkrete forståelse vil i mange ting miste sin tiltrækningskraft og mening for os!

              Jesus giver et billede: han taler om vinden, der blæser, hvorhen den vil, og du hører den suse, siger han, men du ved ikke, hvor den kommer fra, og hvor den farer hen.Sådan er det med enhver, som er født af Ånden, siger han. At være født af Ånden giver altså et menneske en større frihed og bevægelighed. Det menneske er ikke bundet af, hvad der umiddelbart er logisk – men af Gud! Hvad det så vil sige!

              Nikodemus forsøger fortvivlet at forstå – ligesom vi gør det! Og Jesus fortsætter med at tale i billeder, som han må gøre det! Han siger, at vi blot skal lytte til ham, læne os ind i ham – i tillid - og tro, for han står inde for alt, hvad han siger – også selv om vi ikke forstår det! Vi har svært nok ved at tro, når vi lytter ud fra et jordisk perspektiv, siger han, og hvis ånden ikke er født i os, hvordan skal vi så kunne tro ud fra et himmelsk? – så er det jo ikke levende i os! Men han er levende – han er vores vidne, så i første omgang må vi nøjes med at læne os ind i ham.

              Men vi må fødes på ny! siger han. Vi må levendegøres indefra, så vi med dybet af vores følelser kan ane den virkelighed, han står inde for – den, der er så meget større end den vores jordiske krop er en del af!

              Jesus giver et sidste billede: Han henviser til kobberslangen i ørkenen – den som Moses satte på en stang, så de, der blev bidt af slanger, de, der blev ramt, kunne redde livet! Og så henviser han til sig selv. Han vil også blive ophøjet på en stang, som korsfæstet. Og enhver, som ser ham der – og ser igennem det fysiske – og ind i den åndelige virkelighed – enhver der gør det, vil samtidig - midt i Jesu lidelse - se ham som opstanden. Som den, der bryder dødens magt. Den fysiske lidelse er ikke det sidste – det er den himmelske opstandelse. Det ser den, Ånden lever i.

              Når Jesus taler til Nikodemus, som han gør, er det, som om han igennem samtalen forvirrer ham mere og mere. Det gør han også – og han gør det, for at Nikodemus skal slippe sin kamp for at forstå – og hengive sig – som vinden, der blæser – til Guds uendeligt meget større virkelighed! Jesus skaber Åndens eller genfødslens virkelighed i ham, mens han taler og holder ham fast! Sådan vil han også gøre det i os, hvis vi virkelig lytter til hans ord og lader dem holde os fast! Amen