Trinitatis søndag - 2. tekstr.             

Tekster: Es. 49,1-6; Ef. 1,3-14; Mat. 28,16-20. 

              I dag er det Trinitatis søndag – indledningen til den lange trinitatistid, der varer fra nu og helt til 1. søndag i advent! Nu er den dramatiske og bevægende del af kirkeåret overstået – med de 3 store fester, - dem, der afspejler hele frelseshistorien. Julen, hvor vi fejrer, at Gud giver sin Søn. Påsken, hvor Sønnen, Jesus, giver sig selv, sit liv, for vores skyld, og Pinsen, Helligåndens fest, hvor Guds Ånd tager bolig i os almindelige mennesker og hjælper os til at nå hinanden. Efter at vi på den måde har fejret både Gud Fader, hans Søn, Jesus Kristus, og Helligånden – alle de 3 aspekter af Gud – så fejrer vi i dag Den treenige Gud. Alt det, Gud er i sig selv – bag alt, hvad vi kender til – også bag Faderen og Sønnen og Helligånden.

              Når vi taler om, at vi har en treenige Gud, så betyder det jo ikke, at vi har 3 guder – vi har kun én – men ham kender vi på 3 forskellige måder. Guds væsen er så dybt – og så langt ud over vores menneskelige tanke, at vi aldrig kan fatte det. Men for at vi alligevel med vores forstand skal kende ham nok til, at vi følelsesmæssigt kan give os hen til ham – og selv komme til at erfare noget hans væsen, - så har han vist sig for os på 3 måder. Givet os 3 forskellige indgange til ham. - Sådan som vi også lige har bekendt det i trosbekendelsen. Vi kender ham altså som Gud Fader – den almægtige skaber, der skabte os fra begyndelsen og pludselig i vores liv igen og igen kan skabe nye muligheder. Vi kender ham som Jesus Kristus – den altomsluttende barmhjertighed, der er kommet os helt nær, vandrer på jorden sammen med os og giver sig selv - for at vise os vej til Gud, så vi kan leve hos ham helt ind i evigheden. Og vi kender ham som Helligånden, som den kærlighedsånd, der lever i og imellem mennesker og som hele tiden udfolder nyt i os – nyt liv, ny inspiration og nyt fællesskab.

              Gud er én – men Gud rummer flere sider. At vi får lov til at kende tre sider hos Gud lærer os om Guds kærlighed. For når der er tre, så er der relation – også indeni Gud, og den relation får vi også lov til at kende – og kan lære af. Faderen og Sønnen og Helligånden eksisterer nemlig sammen i kærlighed. Gud er ikke ophøjet stilstand – han er pulserende kærlighed, og som Faderen og Sønnen og Helligånden elsker hinanden, supplerer hinanden og udfylder hinanden – sådan skal vi mennesker også elske hinanden, supplere hinanden og udfylde hinanden. Sådan skal vi også elske os selv. Den treenige Gud lærer os om kærlighedens væsen – og det er denne enhed bag Faderen og Sønnen og Helligånden, vi fejrer her i dag. Og så vores forbundethed til den treenige Gud.

              Både GT-teksten og Paulus´ord, som vi hørte for lidt siden, forsikrer os om, hvor dybt vi alle er forbundet med Gud. Vi har altid været i hans hånd, siger Esajas. Han kendte os fra moders liv, fra før vi blev født, og han står bag hver eneste dag i vores liv. Vi hører også, at Gud vil gøre hver af os til sit redskab – til et lys for folkene, så hans frelse skal nå til jordens ende. Vi skal være Guds medarbejdere.

              Paulus siger noget af det samme – med andre ord. Han taler om, at Gud i Kristus har velsignet os med al himlens åndelige velsignelse, - og at han før verden blev grundlagt har udvalgt os til i kærlighed at stå hellige og uden fejl for hans ansigt. Ligesom han har forudbestemt os til barnekår hos sig. Alt det har han gjort ved Kristus. Dette er stort! Det er ufatteligt – at vi skulle være så nært forbundet med Gud – og at vi er omsluttet med så meget velsignelse – al himlens åndelige velsignelse, at vi har barnekår hos Gud – og at vi i kærlighed skal stå uden fejl foran ham.

              Gud har en frelsesplan for verden, siger Paulus. Før verden blev grundlagt, så Gud endemålet – at alt skal sammenfattes i Kristus – både det himmelske og det jordiske – sådan er Guds plan. Enheden imellem det himmelske og det jordiske får vi del i, for Gud har nemlig fra begyndelsen besluttet at væve os ind i sig selv, så ingenting kan adskille os fra ham. Den sammenvævning skal ske i Kristus. Vi skal være hans hjælpere!  

              Vores evangelietekst her på Den treenige Guds festdag handler om det. Her hører vi nemlig Jesus befale disciplene, at de skal gå ud og gøre alle folkeslag til hans disciple. Det skal de gøre ved at døbe dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Her giver han dem missionsbefalingen og dåbsbefalingen i ét. Den befaling der her i vores kirke lyder før hver eneste barnedåb.

              For at ane hvilken kraft, der ligger bag denne befaling, så er det vigtigt at vide, hvornår Jesus giver den. Her i Mattæus-evangeliet gør han det efter sin død og opstandelse. Det er den korsfæstede og opstandne Herre, der udsteder befalingen. Det er Jesus, efter at han har brudt mørkets og dødens magt, brudt alle de grænser vi kender – og igen er forenet med Faderen i den guddommelige virkelighed.

              Påskemorgen sker der nemlig, ifølge Mattæus’ beretning, det, at da kvinderne skynder sig bort fra graven for at fortælle disciplene, hvad de har oplevet – at Jesus er opstået, så kommer Jesus dem i møde og hilser dem fra sin nye virkelighed – med et ”God morgen!”. Alt er nu nyt! Og han fortæller dem, at de skal sige til disciplene, at de skal gå til Galilæa, og at han ville møde dem der. Lige herefter kommer så teksten, vi har hørt i dag.

              Disciplene møder her Jesus på et bjerg, og så ved vi, at det er et ophøjet mødet, et møde mellem himmel og jord. Igennem hele biblen er det sådan, at bjerget er det ophøjede sted, hvor det jordiske kommer tættest på Guds virkelighed. Moses modtog Lovens tavler på et bjerg, Jesu forklarelse skete på et bjerg – og også Jesu mest ophøjede tale til mennesker foregik på et bjerg, nemlig Bjergprædiken. Mødet, vi er vidner til her i dag, sker også på et bjerg. Himmel og jord mødes i Jesu sidste samvær med disciplene. Jesus, den opstandne, møder de helt almindelige mennesker, disciplene er. Og det er de – helt almindelige - de er som os! I teksten er det også vist. Der står, at ”..da de så ham, tilbad de ham, men nogle tvivlede.”

              Vi må lige dvæle her et øjeblik! De så ham og tilbad ham, men nogle tvivlede! I denne sætning ligger der en dyb spejling til os. Hvordan kan de tilbede ham, når de tvivler? Hvad er det for en tvivl, de føler? Tilbeder de ham, bare fordi de andre gør? Eller virker Jesus så stærkt på dem, at de må tilbede på trods af deres tvivl? I hvert fald møder vi her et udtryk for det dobbelte sind, der bor i os mennesker. Et dobbelt sind, som vi må vedkende os – ligesom evangelieteksten vedkender sig det. Hvis mødet mellem Jesus og disciplene virkelig skal blive et møde mellem det himmelske og det jordiske, så må alt det jordiske med – også det vi måske skammer os over. Vores tvivl måske! Fra det menneskelig aspekt er det store i dette her, at tvivlen nævnes – og ikke gemmes bort, som vi måske er tilbøjelige til at gøre det med vores tvivl.

              Det store fra det himmelske aspekt er, at Jesus slet ikke reagerer på deres tvivl. Han gør dem alle til sine medhjælpere – også de, der tvivler. Han kender menneskelivet indefra og elsker os, som vi er. Han har medfølelse med os – det skal vi også have med os selv – for det er ikke let at leve med et dobbelt sind. Ligesom Guds tre sider elsker hinanden indbyrdes, må vi også lære at elske eller i det mindste accepter os selv. At vi er mennesker – med alt hvad det indebærer! Sådan at vi også kan stå ved os selv.

              For Jesus kan bruge os alligevel – det ser vi i vores tekst. Han udsender dem alle sammen – dem, der er stærke i troen og dem, der er svage. Også dem, der tvivler, udsender han. Han har jo selv med sin død og opstandelse én gang for alle renset dem – og os – og givet dem tilgivelse for enhver synd. De er alle omsluttet af hans kærlighedslys, og derfor kan han bruge dem alle – de skal ikke selv gøre sig fortjent til det. Og han har en bestemt opgave til dem alle. De skal gøre alle folkeslag til hans disciple – ved at døbe dem og ved at lære dem at holde alt det, han har befalet, siger han. ”Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende” – det er hans sidste ord til dem – og det er også de sidste ord i hele Mattæus-evangeliet.

              Jesus har brug for hvert eneste menneske – enhver af os – i den opgave, han her pålægger disciplene – og alle, der kommer efter dem. Om vi tror eller tvivler, om vi ind imellem føler os magtesløse – det er ikke det væsentlige. Det eneste, der virkelig betyder noget, er, at vi som disciplene stiller os ind i hans lys – at vi tilbeder ham – også midt i vores tvivl, for vi ved, at han bærer også tvivlen for os. Og så skal vi – så godt vi kan – følge hans befaling – først og fremmest om kærlighed til hinanden. Det skal vi gøre i visheden om, at han er med os alle dage indtil verdens ende.

              I dette sidste afgørende møde mellem Jesus og disciplene fastslår han – før han sender dem ud, at ”Mig er givet al magt i himlen og på jorden.” Al magt er hans – ikke vores. Al magt – i himlen og på jorden! Så når han sender dem – og os ud i verden for at forkynde om ham, så er det hans magt, vi skal gøre det med. Han er med os!

              Dette er vigtigt! Vi skal ikke ud at overbevise andre! Men vi skal fortælle om Jesus – og om, hvad han betyder i vores liv. Så gør han selv resten! Men han har brug for os! Hvis ingen havde lært os om Jesus – så kendte vi ham ikke. Og hvis vi ikke er vidner for andre – og også for børn og unge i dag, så kommer de måske aldrig til at kende ham. Den opgave, Jesus giver os i dag – er vigtig. Budskabet om Jesus må holdes levende – ikke bare som ord, men også imellem mennesker som en måde at være sammen på. Vi må vove at være vidner. At tale om vores egne erfaringer – at tolke vores eget liv i lyset af det, Jesus har bragt. Ikke sådan at vi belærer hinanden, men sådan at vi udveksler med hinanden, viser hinanden vores tro og vores tvivl - og sammen vover at sætte liv – og meninger - på spil. Med vores eget liv og eksistens skal vi være vidner om, hvad det vil sige at være velsignet med himlens åndelige velsignelse – som Paulus kaldte det. Amen.