Vi har mistet det religiøse sprog

Tekst: Malene Post, foto: Arne Illeborg

Når Lene Højholt holder foredrag på Folkeuniversitetet er alt som regel booket inden programmet udkommer. I et fornuftspræget samfund hjælper hun folk med at finde ind til det religiøse sprog. Og derigennem at finde ind til højmessen.

Kort forinden min ankomst har Lene Højholts lejlighed i Højbjerg været omdannet til kursuslokale. Der er stadig the på kanden og stearinlysene får ikonerne på væggen til at glimte. Ved siden af sin 50%-stilling som folkekirkepræst i Grenå arbejder hun som freelance vejleder i kristen fordybelse. Hendes kristendomskurser, retræter, pilgrimsrejser og personlige samtaler er populære. Folk søger vejledning som aldrig før. 

- For mange er det en lettelse at finde et sted, hvor man kan tale om Gud, uden det bliver fromt. De interesserede har ofte snust til det ”alternative miljø” og flirtet med østens religioner. De længes mod det kristne, men synes ikke der er nok i folkekirken at komme efter, forklarer hun.
Lene Højholt skaber et samspil mellem alternativ og traditionel kristendom. Mange, der har deltaget i hendes kurser, får en større forståelse for det folkekirkelige:

- Når de får åbnet op for det religiøse sprog kommer de til at holde af højmessen. De får en anden oplevelse af rummet og liturgien, fordi de kan afkode højmessen og mærke helligåndens nærvær. Men det kræver en del forarbejde, fordi folk er kommet så langt væk fra følelsernes og religionens sprog, fastslår hun.

Sprogundervisning
At lære et nyt sprog kræver undervisning. Man må skabe sine egne erfaringer. Gennem mangfoldige aktiviteter forsøger Lene Højholt at lære folk det religiøse sprog.

- Jeg bruger tit Johannesevangeliet, fordi det rummer en tydelig vekslen mellem det konkrete og det symbolske sprog. Et eksempel er Jesu vandring på søen: Der er uvejr og disciplene sidder i båden og er bange. Jesus beroliger dem, de tager ham op i båden ”og straks var båden fremme ved den søbred, de var på vej til.” Det er naturligvis symbolsprog, forklarer hun. 

Andre gange er undervisningen mere eksperimenterende. Lene Højholt har udfordret højmessen i et gudstjenesteværksted sammen med Anders Laugesen, vært på P1s programmer om tro.

- Den fik ikke for lidt! Vi startede med en indgangsprocession, hvor Bibel, ikoner, blomster, vin og brød blev båret ind. Vi fulgte nogenlunde højmessens opbygning. Men undervejs var der stilhedssekvenser, meditation på ikoner, forbønner og andet der kunne fremme fordybelsen. Kirken var propfyldt og folk synes det var en rigtig god og sanselig oplevelse, erindrer hun.

Katolsk alvor og luthersk frihed
Men hører processioner med ikoner og latinske sange ikke hjemme i den katolske kirke?

- Jeg indrømmer gerne at jeg er meget inspireret af den liturgiske alvor man finder i en katolsk messe. Men katolik er jeg ikke, for friheden i den lutherske teologi er meget vigtig for mig, erkender Lene Højholt.
Generelt mener hun, at vi i Danmark har tolket Luther alt for fattigt og stringent.
- Jeg tror Luther ville få et chok, hvis han oplevede en traditionel dansk højmesse! Luther tog afstand fra en overdreven dyrkelse af for eksempel Jomfru Maria. Han ville ikke afskaffe den, for det kunne man slet ikke forestille sig på hans tid, hvor det religiøse sprog var en naturlig del af livet. I højmessen skal vi gøre mere plads til mysteriet og det vi ikke altid forstår. Vi skal give folk lov til at være ærbødige og rejse sig for mysteriet, siger hun.

Men præsten må starte med sig selv:

- En bøn skal ikke bare læses op. Menigheden skal kunne mærke inderligheden, når præsten beder en bøn. Præsten skal tage sin egen tro med ind i rummet. Er præsten ikke selv berørt, kan han ikke berøre andre, konkluderer Lene Højholt.