Vi skifter karakter

Præsten: Vi har alle både en Abel og Kain i os, men fremover får Abel lov at komme mere til orde, forudser Lene Højholt

                                                     

Når Gustave Doré bragte bålet frem og dermed gav os det billede på mordet, er det jo fordi, vi ikke kan udholde tanken om, at Kain ikke havde nogen grund. Der står intet i teksten om bål, Kain føler sig blot ikke set af Gud, men vi gør alting så konkret. Dermed undskylder vi den skyld, Kain får, fordi det er den, der bliver vores samfunds drivkraft. Det er den, der gør, at vi knokler og aldrig føler, at vi gør det godt nok, forklarer Lene Højholt.

 

Af Charlotte Rørth - charlotte.roerth@nordjyske.dk

Der er et skift på vej, og det er meget markant, siger præst Lene Højholt og uddyber: - Det er som om, der nu er tilstrækkeligt mange, der har fået dækket de fysiske behov til fulde. Og en stor gruppe af dem står der og ved, at de er privilegerede, men de føler sig ikke fyldt op. Det er de begyndt at sige højt. Så nu sker der noget.

Det var under arbejdet med sin helt nye bog ”At blive menneske”, at det kom til at stå helt klart for Lene Højholt, at der i fortællingen om Kain og Abel lå et billede på, hvor det danske samfund er henne i dag.

- Vi har alle både Kain og Abel i os. I dag er vores samfund bygget op på, at vi er som Kain. Vi skal sørge for os selv, og vi har slået vores indre sårbarhed, vores indre Abel ihjel. Men nu er han ved at få fylde igen, siger Lene Højholt.

Hendes nye bog handler om, hvordan de 11 fortællinger, som omkring år 90 blev samlet i Det Gamle Testamente, kan læses som fortællinger om, hvordan mennesket udvikler sig både inderst inde og sammen med andre. Da fortællingerne blev skabt, snakkede man sammen og gav erfaringer og viden videre ved at bruge symboler og billeder på en helt anden måde end i dag, hvor det kun er i kunstens verden, man ikke opfatter alting bogstaveligt. Fortællingerne kender og forstår vi alle sammen, selv om vi ikke har doktorgrader eller kan formulere vores oplevelser i et politisk nutidssprog.

- Det kan da godt være svært at forstå, at man kan læse Det Gamle Testamente sådan, fordi vi gennem århundreder er blevet vænnet til at opfatte alting meget konkret, men Biblen kan læses på mange niveauer, siger Lene Højholt, der ud over at være præst i Grenå er cand.mag. i kristendomskundskab, psykologi og kunsthistorie, også har undervist i Det Gamle Testamente i mere end 25 år, holder kurser og foredrag, arrangerer retræter og pilgrimsrejser og skriver bøger med mere.

Henover kaffen i sit fædrende sommerhus ikke langt fra barndommens Brønderslev, argumenterer hun for, at det er ”vores indre Abel med al sin accept af andre og af kærlighed”, der nu begynder at folde sig mere ud, efter at det i århundreder har været Kain, der har været samfundets helt.

Anerkendelse uden ende

- Kain er den, der organiserer, handler, den højre hjernehalvdel, der målbevidst går efter at løse opgaver, han sætter sig selv. Han er også den, der vil ses og anerkendes, som han selv vil ses og anerkendes på sine egne præmisser. Og det er jo det, der har været så meget fremme i de her år. Kain er så fokuseret på sig selv, at han ikke ser andre. Han er sin egen lykkes smed, føler sig kun målt på det, han gør og udretter, og det har kun værdi, hvis andre kan se det. Men det bliver aldrig nok, han er et evigt offer, og misundelsen over at have en bror som Abel, der hviler i sig selv og føler sig elsket alene ved sin eksistens, bliver for meget for Kain, der slår sin lillebror ihjel.

- Det er vi så skamfulde over, at vi lukker sjælen helt ned, bliver kolde. Vi vil ikke mindes om, at vi selv er skrøbelige, så vi fordømmer de svageste og hylder de stærke. Vi mobber i skolegården, ser fjernsyn med sultende børn, mens vi æder løs.

Lene Højholt mener ikke, vi hverken kan eller skal slå vores indre Kain ihjel. Tværtimod viser fortællingen om de to brødre os netop, at det er meningen, vi skal leve med dem begge indeni.

- Vi skal have en evig diskussion mellem de to indeni, men jeg tror faktisk, vi alle - hver især og som samfund - skal derud, hvor vi slår Abel ihjel, før vi forstår, at han skal leve. Det er også det, fortællingen viser os. Vi skal selv mærke smerten. Som nu, hvor mange føler sig tomme og stressede. Men Gud giver Kain et mærke i panden, så han altid vil være beskyttet af ham. Gud sørger for dem begge.

De fleste kender historien om de to brødre med et fokus på, at mordet retfærdiggøres af, at røgen fra Kains offerbål ikke rettede sig opad som Abels, og Kain derfor blev vred på Gud.

- Når Gustave Doré bragte bålet frem og dermed gav os det billede på mordet, er det jo fordi, vi ikke kan udholde tanken om, at Kain ikke havde nogen grund. Der står intet i teksten om bål, Kain føler sig blot ikke set af Gud, men vi gør alting så konkret. Dermed undskylder vi den skyld, Kain får, fordi det er den, der bliver vores samfunds drivkraft. Det er den, der gør, at vi knokler og aldrig føler, at vi gør det godt nok, forklarer Lene Højholt og fortsætter: - Men Gud fordømmer ikke Kain, han siger derimod til ham, at han skal løfte sit hoved og se op og ud. Og han skal fortælle hvad han har gjort. Men det gør Kain ikke. Dermed fordriver han sig selv, men Gud slår ham netop ikke ihjel At den indre Abel i disse år får lov at fylde mere og mere, vil få store konsekvenser, mener Lene Højholt.

Men hvad, der vil ske med os og vores samfund hvornår, kan hun ”ikke sige noget om”. - Det har vi hver især et ansvar for, understreger hun. - Man kan, som jeg, tro på, at Gud har skabt og villet det her, men vi har alle sammen et ansvar for at føre det ud i livet. Vi har i århundreder udviklet os enormt i en retning. Nu er det som om, vi stopper op og undersøger, hvad der er indeni og ser ind i en dybets dimension, fortsætter Lene Højholt, kigger op over kaffekruset og siger: - Hvad der sker ved det, ved jeg ikke, men jeg tror, vi er på rette vej.