Erfarne folk bag ny bog om åndelig vejledning ud fra et kristent menneskesyn
"Åndelig vejledning – en del af den kirkelige tradition"
Redaktør: Marianne Bach. Aros Forlag. 156 sider. 228,00 kr. kultur@kristeligt-dagblad.dk
Af Doris Ottesen
I en tid hvor mange mennesker søger efter åndelig vejledning såvel inden for kirken som uden for, er det vigtigt at komme disse mennesker i møde. I vor lutherske tradition har vejledningssiden været undertonet igennem mange år, og vi må derfor finde gamle frem eller lade os inspirere af metoder, der har været anvendt inden for andre af de kristne kirker, og som ikke er konfessionelt bundet.
Sådan konkluderer Lene Højholt et sted i sit bidrag til bogen, "Åndelig vejledning – en del af den kirkelige tradition". Hun henviser til de bibelske tekster som noget helt centralt, for bibelen er fælles for os alle, og en hovedopgave for alle kristne må være at trænge ind i Jesu ord og gøre det bibelske univers levende og tilsigende også for mennesker i dag. En kristen åndelig vejledning må i en eller anden grad altid stå i relation til de bibelske tekster.
Lene Højholt har dermed på fornemste vis introduceret og karakteriseret sit anliggende i sine to fremragende bidrag om meditativ læsning af bibelske tekster og billeder anvendt i forbindelse med åndelig vejledning. Her øser en vejleder ud af sin rige erfaring, så den kompetente seriøsitet lyser ud af hver sætning. Og selvom bidragene i bogen er meget forskellige og også bevæger sig på forskellige niveauer – sådan må det nødvendigvis være i en bog af denne karakter – ja, så er netop erfaring og kompetence det, der frem for alt karakteriserer de enkelte bidrag.
Marianne Bach indleder med det kristne menneskesyns betydning i åndelig vejledning, hvor hun centrerer et glimrende historisk rids omkring Luther, Kierke- gaard og Grundtvig. Jette Dahl skriver om erfaring med åndelig vejledning. Hun bruger sin egen historie som eksempel på en personlig udvikling og redegør i denne forbindelse for, hvorfor hun ikke mere er sognepræst i folkekirken, men nu er privatpraktiserende terapeut og åndelig vejleder. Hun foreslår bl.a., at man gør sig følgende personlige overvejelser: Hvad er jeg mest taknemmelig for i dag? Hvornår har jeg modtaget og givet mest kærlighed? Hvornår følte jeg mig mest levende? Hvornår havde jeg mest fornemmelsen af at høre til; hos mig selv, hos andre og hos Gud? Hvornår var jeg mest glad?
Gerhardt Pedersen skriver om bønnen i den åndelige vejledning. Her er først og fremmest tale om en meget vidende historisk fremstilling af bønnens brug og betydning, men også om et forsøg på at sætte denne brug i forhold til en moderne religiøsitet. I Elmo Dues bidrag om åndelig vejledning som luthersk tema befinder vi os igen på velfunderet teologisk grund. I to afsnit koncentrerer han sig dels om skriftemålets betydning og dels om luthersk spiritualitet og kommer bl.a. frem til følgende konklusion: Spiritualitet kan derfor ses som en dobbeltbevægelse, som indånding og udånding, som ånd, der bliver legemliggjort. Og videre. Der må findes religiøse udtryk og former, der må findes ritualer, som kan rumme eller angive troens dobbeltbevægelse. Dem har vi som bekendt ikke for vor fromheds skyld, men for vore synders.
Endelig tegner Peter Ruge sig for bidrag om den åndelige vejleder, retræten og åndelig vejledning i gudstjenesten. Han giver dels en oversigt over vejledertyper i historien samt en beskrivelse af den religiøst søgendes behov i nutiden. Og i forlængelse af dette behov en præcisering af vejlederen ikke som en dogmatisk autoritet, men som en ven. Derefter kommer en beskrivelse af de forskellige retræteformer og deres muligheder samt endelig en fremstilling af gudstjenesten som kommunikation mellem Gud og mennesker, og han peger i den forbindelse på to præmisser, som ser ud til at være vigtige for, at gudstjenestens kommunikation kan lykkes og blive til livsfornyelse: lidenskab og nærvær.
Alt i alt: En helt nødvendig udgivelse med meget stof til eftertanke. Bogen er forsynet med forfatterportrætter og en kommenteret litteraturliste.