Dybsindig vejledning
TEOLOGI : Der er god og overbevisende vejledning at hente for en bred og broget læserskare i Lene Højholts nye bog om Johannesevangeliet
I 2004 udkom "Åndelig vejledning: en del af den kirkelige tradition", redigeret af Marianne Bach. Til den bidrog sognepræst i Grenå Lene Højholt med et par aldeles storartede afsnit med titlerne: "Meditative læsninger – en del af den kirkelige tradition" og "Billeder anvendt i forbindelse med åndelig vejledning". Det er den tråd, Lene Højholt tager op, uddyber og forfiner i sin nye udgivelse: "Vejen. Meditativ fordybelse i Johannesevangeliet".
Og Lene Højholt er ikke blot en overordentlig kundskabsrig og indsigtsfuld læser af Johannesevangeliet, hun er også en både besindig og dybsindig vejleder i den vanskeligt tilgængelige tekst, som Johannesevangeliet er. Man er ganske enkelt i kyndigt og godt menneskeligt selskab, når man lader sig føre af Lene Højholt gennem den bibelske tekst eller det religiøse billede.
Derfor føles det også vigtigt med det samme at få fastslået, at "Vejen" har bud til en langt bredere og broget læserskare, end undertitlen: "Meditativ fordybelse i Johannesevangeliet" kunne forlede til at tro.
For nok er bogens hovedsigte, ganske rigtigt, at hjælpe den enkelte søgende frem til en meditativ fordybelse i Jesu ord og handlinger, sådan som de er overleveret os af evangelisten Johannes, men det er så absolut muligt også at læse bogen "blot" som en særdeles kyndig kommentar til den foreliggende tekst.
Lene Højholt virker overbevisende, når hun i sin læsning af evangeliet mener at kunne påvise, hvordan Jesus trin for trin leder sine disciple ad trosvejen frem til en fuldkommen åndelig forening med det guddommelige. Og hun viser, hvordan denne udvikling giver sig til kende gennem Jesu stadig ændrede benævnelse af sine disciple – fra "disciple" over "tjenere" og "venner" frem til "brødre" og "børn". Og det er så Lone Højholts personlige ærinde at vise, hvordan det er muligt for enhver læser at gå denne troens vej sammen med Jesus og hans disciple.
Lene Højholt læner sig i sin fortolkning af Johannes-evangeliet tæt op ad de gamle mystikere som for eksempel Frans af Assisi, Teresa af Avila og Thomas à Kempis og deres forståelse af Kristi efterfølgelse. Hun sætter dermed med megen overbevisningskraft Johannesevangeliet ind i dets oprindelige univers og tradition. Og det er tydeligt, at teksten lukker sig op på en anden måde, når den får lov til at udfolde sig under den åndelige horisont, som stadig er at finde i den ortodokse kirke.
Det betyder, som nævnt, på ingen måde, at man som renlivet protestant ikke kan have glæde af "Vejen", og det også som prædikenforberedelse, det betyder blot, at man i teksten bliver ført andre steder hen, end man af sig selv ville have fundet frem til.
Lene Højholt er cand.mag. i kristendomskundskab, psykologi og kunsthistorie, og det kan mærkes. Frem for alt må hendes fine billedgennemgange af bogens mange smukke illustrationer af især ikoner fremhæves. I bogens bilag med "Metode til meditativ læsning af bibelske tekster og religiøse billeder" er hendes vejledning til billedtolkning ganske enkelt fremragende og helt på sin plads. For som Lene Højholt selv så rigtigt skriver: "I dag mangler mennesker vejledning til at nå ind i de dybder af menneskesindet og troens virkelighed, som Johannesevangeliet fortæller os, at vi er skabt til at leve i."
Lene Højholt: Vejen. Meditativ fordybelse i Johannes-evangeliet. 350s. Ill. 329 kroner. Borgen.