Bededag - 1. tekstr.      

Tekster: Sal. 51,3-19; Hebr. 8,10-12; Mat. 3,1-10.    

I dag er det Bededag – den dag i kirkeåret, hvor vi bliver sat til at tænke over vores forhold til Gud. Mange mennesker bærer en længsel i sig – efter at føle en dybere mening med livet, - efter at være mere sig selv og leve et mere helt liv – og et mere glædesfyldt liv. Men hvad er det i os, der forhindrer, at vi følger den længsel? Det er måske, at vi ikke kender den nok, og måske heller ikke helt vover at mærke den. For hvis vi skulle følge den, så ville den ændre vores liv – måske radikalt. Det er jo fraværet af noget væsentligt, der får os til at længes! Bededag handler om at finde modet til at stå ved sin længsel og råbe den ud – og følge den. 

I den kristne forståelse af virkeligheden er vi alle skabt af Gud, og vores mening ligger gemt hos ham. Han kender det inderste af vores væsen, fordi han har skabt det. Han kender os meget dybere, end vi kender os selv. Derfor må vi først komme til at kende ham, før vi kan lære os selv rigtigt at kende. Det er igennem ham, vi kan møde os selv. Men noget skiller os fra ham, og det vores synd – hvad det så end er! Ordet ”synd” betyder at ramme ved siden af målet – så synd er netop alt det i os, der forhindrer, at vi kan være os selv, som dem, vi egentlig er – som dem, Gud har skabt os til at være. 

Vores sind modarbejder på en mærkelig måde sig selv. Vi vil selv kontrollere og bestemme i vores liv. Vi vil indrette os efter bestemte normer og regler, og vi er tilbøjelige til at fordømme dem, der lever anderledes! Samtidig vil vi det slet ikke, for vi længes efter noget andet – efter at være os selv, som Gud har skabt os – vi længes efter frihed. Men vi vil helst ikke give den magt fra os, som kvæler det, vi længes efter – det levende liv.

Alle teksterne til i dag handler om dette. Om at give slip på det, der binder og lade Gud tage over, føre os, så mening kan blive nærværende i vores liv. GT-teksten siger: Mit offer, Gud, er en sønderbrudt ånd, et sønderbrudt og sønderknust hjerte afviser du ikke, Gud. Salmisten har her erkendt, at det, der virkelig betyder noget, er, at Gud giver sig til kende i vores liv, så vi kan møde vores mening. Og det koster! For at nå ham, må vi ofre det velbjergede og selvsikre og vedkende os vores længsel. Skab et rent hjerte i mig, Gud, giv mig en ny fast ånd! beder salmisten også. 

Endnu tydeligere lyder det i brevteksten, som vi hørte fra hebræerbrevet. Her siger Gud direkte: Jeg lægger mine love vi deres indre og skriver dem i deres hjerte. Gud ønsker nærheden til os lige så meget, som vi ønsker den til ham. Og han hjælper os til at opleve den. Når Gud skriver sine love i vores hjerter, som han siger, føler vi dem – og ham, så er hans mening trådt helt ind i os. Nærheden, der opstår herved er næsten intim. Jeg vil være deres Gud, og de skal være mit folk, siger han. Gud og mennesket – os – vi hører virkelig sammen her. Og alle kender ham, siger han – fra den mindste til den største. Jeg tilgiver deres uret og husker ikke længere på deres synd, siger han også. For når et menneske på den måde mærker Gud helt ind i hjertet - så overstiger glæden over hans nærvær på alle måder følelsen af at være syndig eller forkert eller utilstrækkelig. I hans nærhed findes synden ikke mere!

Det er en forjættet livsfylde, Gud her tale til os om. Noget som han ønsker at dele med os. Evangelieteksten udfolder for os, hvordan det kan ske.  

Evangelieteksten handler om Johannes Døberen. Og vi hører, hvordan det er forudsagt – af profeten Esajas, at han skal komme. Johannes, forløberen, skal være i ørkenen, og der skal han råbe: Ban Herrens vej, gør hans stier jævne. Vi ved godt alle sammen, at Johannes Døber derude i ørkenen råber om, at Jesus skal komme. Og Jesus kommer jo rent faktisk ud til ham og - bliver døbt – som alle de andre. 

Men som Johannes råbte om Jesus dengang, sådan skal vi også gøre det. Johannes er et billede til os på, hvad der skal til, for at Jesus og troens virkelighed kan blive levende i os, komme til os. Og det billede vil vi forsøge at forstå.

Johannes råber i ørkenen! Ørkenen fortæller os om et sted, der er øde og goldt – der er ingen læ for sol og vind – der er ensomt og ingen hjælp at hente. Ørkenen er det sted i os, hvor vi mærker smerte og savn og længsel – det er selverkendelsens sted. Og den ørken må vi ind imellem gå ud i – og derude fra se vores liv, som det er. Erkende ensomheden og tomheden, der er der – og som måske i det daglige er skjult bag travlhed og foretagsomhed. Føle utilstrækkeligheden og den dårlige samvittighed, som altid spiller med. Alt det bor derinde i den indre ørken, sammen med al vores længsel. Der må vi gå ind og råbe smerten og længslen ud. 

”Omvend jer, for Himmeriget er kommet nær! ” råber Johannes derude i ørkenen. Omvendelsen har en grund – Himmeriget er kommet nær. Det er derfor, vi skal gå ud i ørkenen – det er derfor, vi skal skifte livsretning og vende os om mod noget – andet! Himmeriget er kommet nær! Gud har givet os muligheden for at træde ind i hans nærhed – og hans fylde – og hans mening – og blive os selv. Derfor skal vi møde det, der gør ondt – for at komme til glæden bagved.

Ude i ørkenen bærer Johannes klæder af kamelhår, og han har et bælte om livet. Hans føde er græshopper og vildhonning. Han har ikke bragt noget med fra det liv, han levede før – ingen magelighed eller luksus – eller blot noget, der kunne skåne og lette ham. Han går helt ud i ørkenen og slipper alt det gamle – for han vil det nye, og han er sikker på, at Guds kraft vil vise ham vej. Vi kan jo ind i billedet her tænke over, om vi kan slippe noget af det, der binder os! Eller måske bare overveje, hvad der binder os?

Selv om det lyder barsk og konfronterende, det, Johannes siger og gør, så strømmer folk ud til ham. Alle fra Jerusalem og fra hele Judæa og hele Jordanegnen drager ud for at blive døbt af ham i Jordanfloden. Og før de bliver døbt, bekender de deres synder. Det er, som om også alle deres forbehold er væk – de ønsker også kun et: at komme nær det Himmerige, som Johannes råber om!  Alt det, de skammer sig over, bliver hentet frem i lyset, al angst og skyld og dårlig samvittighed. De vil af med det – de vil noget andet nu! Det er forunderligt, at der kommer så mange. Hvad får dem til at komme?

De må have hørt, hvad andre har oplevet! Der må være sket store ting for dem, der kommer hjem derude fra. Budskabet om hvad det er, spreder sig som en løbeild, og folk strømmer til. De må være blevet opløftede, glade – de må have strålet af det, de har oplevet, siden andre tiltrækkes på den måde. Så dette er virkeligt. Det sker!

Men fortællingen stopper ikke her, for nu ser Johannes, at også mange af farisæerne og saddukæerne kommer for at blive døbt. Det er de lovtro – de, der er overbeviste om, at de selv gør det rigtige – det, Gud vil, - i modsætning til andre. De føler de sig hævet over andre. Ørkenen og selverkendelsen og -indsigten er langt fra dem. Alligevel kommer de ud til Johannes. De har hørt om ham og vil også være med. 

Før vi går videre, må vi søge lidt efter farisæeren i os selv, og mon ikke vi alle kender ham! Det var ikke kun på Jesu tid, at der var farisæere – de lever i bedste velgående i os i dag. Men farisæeren ser Johannes ikke blidt på –heller ikke på farisæeren i os! Han kalder dem øgleyngel! Så bær da frugt, som omvendelsen kræver, siger han. De ser åbenbart sig selv som omvendte. Men de lever ikke efter det! De ser stadig sig selv som det vigtigste! Og derfor er det ikke en virkelig omvendelse! 

Johannes vil vise os, at farisæeren i os altid er på spil. Vi bliver nemlig aldrig færdige med selvransagelse, hvis vi vil leve som dem, vi er – i Guds nærhed. En af de frugter, som omvendelsen kræver, er netop selvransagelse og den ydmyghed, der følger med den. For ingen af os kommer nogensinde i en position, hvor vi har lov til at dømme andre. Vi vil altid have nok at gøre med at forholde vores eget liv til sandheden og til Gud – og så lade andre gøre det samme. 

Farisæerne i teksten mangler omvendelsens ydmyghed. De føler sig bedre end andre, for de siger: Vi har Abraham til far. Vi er i en helt særlig position. Til det siger Johannes: Gud kan opvække børn til Abraham af stenen dér. Hvad vi mennesker kan og gør, er så lidt i forhold til Guds magt og kraft. Vi skal gå ud i vores egen ørken og råbe til Gud, og så gør han alt. 

Øksen ligger allerede ved træernes rod, og hver træ, som ikke bærer god frugt, hugges om og kastes i ilden, fortsætter Johannes. Han er så barsk! Men alt, hvad han siger, rummer også håb. Øksen ligger der allerede! Det er nu, ændringer er mulige. Træet, der ikke bærer frugt, er måske et billede på golde sider i os, og de skal jo ses og fjernes, for at nyt liv kan begynde at leve i os. Gud kan opvække børn af sten – Gud kan hugge de ufrugtbare sider om for os. Guds vilje til liv for os er så stor – vi skal bare vove at gå ud i ørkenen og møde ham. 

Johannes er vores forbillede! Med ham må vi gå ind i vores indre ørken og derfra – sammen med ham - råbe med al vores længsels kraft. Johannes er SÅ stærk en skikkelse. Han spejler sig ikke i andre mennesker og deres forventninger. Han lever ikke for at opnå anerkendelse og fremgang i verden. Han råber – uden at bryde sig om, hvad folk tænker – fordi han ved, at Himmeriget er kommet nær, og han længes – og vil sin længsel! Han vil også give sin længsels mod videre til andre – til os. Sådan er det nemlig for det menneske, der har fundet Gudsperlen – at viden om den, må gives til andre. For den perles glæde, er så stor, at den må deles!

Johannes peger på Himmeriget, og han peger på Jesus, fordi han ved, at her er hans længslers mål. Her bliver livet nyt. Amen!