Bibellæsning med hjertet

                                                               Lene Højholt, sognepræst i Grenå

Bibelen er vores vigtigste kilde til åndelig vejledning, og det er muligt med enkle metoder at komme i dialog med teksterne, så de bliver levende tiltale til læseren. For den utrænede er det bedst at begynde en sådan fordybelsesform i en mindre grupper, men efter få erfaringer her, kan metoden også anvendes ved personlig bibellæsning. Når teksterne begynder at åbne sig for mennesker, bliver bibelen ofte en kilde til inspiration i deres liv. I min menighed har en lille gruppe på 5 igennem ca. 1½ år mødtes en gang om måneden for at læse bibeltekster, og en anden gruppe er ved at etablere sig. Det skal nævnes at flere af deltagerne i grupperne er yngre mennesker. Jeg hjælper grupperne i gang og kommer enkelte gange til deres møder, når de har brug for inspiration. Desuden afholder jeg en gang om måneden bibellæsningsmeditation i kirken. Det sker fredag eftermiddag, og her fordyber vi os i søndagens evangelietekst. Disse fredage fungerer som en slags undervisning for grupperne, og de giver mig en god inspiration til lørdagens prædikenskrivning.

Meditativ læsning af bibelske tekster

Metoden, jeg anvender, har jeg udviklet igennem mange års undervisning i religion og teologi på VUC og Folkeuniversitetet og igennem private kurser i ”Kristen fordybelse”. Jeg har kaldt metoden for ”meditativ læsning af bibelske tekster”, fordi der indgår en stilhedsperiode i forløbet.

I to bøger: ”Åndelig vejledning – en del af den kirkelige tradition” (2005) og ”Vejen. Meditativ læsning af Johannesevangeliet” (2006) har jeg givet grundige beskrivelser af, hvordan metoden fungerer i praksis.

Det særlige ved den meditative læsningsform er, at den hjælper mennesker til at træde ind i teksternes eksistentielle univers, så det bliver til levende virkelighed for dem; dermed tiltales de direkte ind i deres eget liv. Når bibelen læses således, rummer den vejledning både på et sjælesørgerisk eller psykologisk plan og på en åndelig trosvej i en søgen efter større nærhed med Gud.

På det ydre plan beskriver Bibelens tekster ofte kortfattet og præcist en begivenhed, men begivenheden får først farve og liv igennem den personlige spejling i teksten. Teksterne fortæller aldrig om personers indbyrdes relationer, deres følelser eller overvejelser, og deres navne angives sjældent. F.eks. hører vi i lignelsen om den barmhjertige samaritaner (Luk. 10.25-37) ikke, hvorfor præsten og levitten rider forbi uden at hjælpe – måske havde de en grund. Teksterne står som rene ”forme”, som symboler, der venter på følelsesmæssigt indhold, og dette indhold skal komme fra læseren.

Meditativ bibellæsning - trin for trin

Metoden består af følgende trin – her beskrevet ud fra anvendelsen i en gruppe:

1. Den valgte tekst læses højt for gruppen - i et langsomt tempo, 1 eller 2 gange, mens deltagerne lytter.

2. Herefter følger en periode med stilhed på 10 – 15 min, hvor deltagerne først selv læser teksten igennem, indtil alt i den er kendt. Detaljerne er vigtige, for de sikrer, at det er tekstens univers, der igennem hele fordybelsen leder og styrer, og herved kan vejledningen finde sted.

Selv om læserens eget personlige univers giver teksten liv, må tolkningen af oplevelser eller refleksioner omkring teksten altid kunne rummes indenfor tekstens indhold. Intet må lægges til eller trækkes fra, men alt kan tolkes. Teksten er altid autoriteten.

Når indholdet står klart, lægges Bibelen bort. Den næste fase i stilhedsperioden er imaginationsdelen, hvor læseren for sit indre blik ser situationen, som teksten beskriver. For at tekstens skal blive levende, må læseren forsøge at opleve situationen så virkeligt, som muligt – ved at bruge sanserne ind i den, ved at møde de enkelte personer, der optræder i den, og ved evt. at tænke deres tanker og føle deres følelser. I stedet for at styre oplevelsen med egne tanker, må læseren lade sig synke ind i tekstens univers, så dette langsomt kan tage over.

Ofte forekommer det, at en enkelt detalje eller person i fortællingen tiltrækker sig opmærksomhed, og det må læseren lade ske, for sådan lukker teksten sig op. Når det sker, slipper læseren alt andet, og ”går med” dette ene symbol ind i teksten; det er vigtigt, at det kun er et symbol, for teksten åbner sig ikke to steder på en gang. Det, der tiltrækker sig opmærksomheden, kan være noget, der bevæger, det kan være et udsagn eller noget, man undrer sig over, det kan være et symbol, der pludselig bliver levende, eller det kan være en menneskelig reaktion. Det er vigtigt ikke at sortere. Teksten rummer i sig selv en indre vilje til at føre læseren frem mod et dybere møde; det kan være et møde med noget i én selv, med en åndelig dimension eller med Jesus, men mødet sker kun, hvis teksten selv får lov til at føre.

Bevidstheden skal nu hvile ved det symbol, der har trængt sig på, den skal synke ind i det. Måske stiller symbolet eller ”detaljen” spørgsmål. I forbindelse med en fordybelse i fortællingen om vingårdsarbejderne (Mat. 20,1-16), der alle får den samme løn, kunne et spørgsmål være: Hvordan har det været at stå på torvet hele dagen uden at blive lejet – og vide, at der heller ikke den dag bliver mad nok til børnene? Eller hvordan følte de sidst lejede det, da de efter en enkelt times arbejde, fik udbetalt en hel dags løn? Eller hvorfor bliver de først lejede først utilfredse med deres løn, da de andre har fået det samme som dem – indtil da var de jo tilfredse? Eller det kan være overraskelsen over vingårdsejerens forståelse og den nærhed, han tilbyder, da han midt i arbejdernes utilfredshed kalder dem ”Min ven”, der holder læseren fast. En sådan dvælen ved en enkelt person eller reaktion kan skabe stærke følelser, her måske en pludselig med-følelse med dem, der ikke blev lejet, og måske efterfølgende en personlig indre smerte over en kendt følelse af ikke at blive brugt. Når følelser på den måde vækkes, vil de ofte fremkalde erindringer fra ens eget liv af hændelser med det samme følelsesmæssige indhold. Alle de her nævnte symboler og spørgsmål stammer fra en fredagsmeditation over denne tekst.

3. Når stilhedsperioden er forbi, fortæller hver enkelt deltager de andre i gruppen, hvad de er standset ved, og hvis de kan og vil også lidt om, hvorfor netop dette ”sted” har draget deres opmærksomhed. Det er vigtigt, at hver enkelt får lov til at udtrykke sig frit, og at der ikke opstår diskussioner om, hvem der har ret, hvis flere deltagere er standset ved samme ”sted” – og måske har forskellig begrundelse herfor eller forskelligt syn på situationen. At dele ”sted” og overvejelser med hinanden kan være en stor oplevelse, for det viser sig, at gruppens deltagere er standset vidt forskellige ”steder” og af helt forskellige årsager. Dette bliver for mange en stærk oplevelse af tekstens spejlende og vejledende kraft, for det illustrerer, hvordan teksterne tiltaler os hver især, alt efter hvor i livet vi befinder os, og hvem vi er.  

4. Når alle har udtrykt sig, samler lederen op på de indtryk, der er kommet frem. Dette kan ske i fællesskab med gruppen, så det bliver til en samtale om teksten og en fælles fordybelse i tekstens univers. Denne del må gerne fylde, da de forskellige tilgangsvinkler kan blive til meget berigende og vejledende tolkninger. Desuden er det for deltagerne i gruppen – især i begyndelsen – en grænsesprængende oplevelse, at en bibeltekst kan indeholde så meget og give så stor visdom fra sig, og at de selv har været med til at åbne den. I forbindelse med den afsluttende samtale om vingårdsarbejderne kom vi således bl.a. frem til, at både de først og de sidst lejede arbejdere kan være billeder på forskellige side af os hver især, for alle kender til både misundelse og magtesløshed. Men det vigtigste i konklusionen var, at der er en vingårdsbonde, der giver den fulde løn til alle, 1 hel denar, og at han kalder alle ”Min ven”. Det er lederens opgave i den afsluttende samtale at sørge for at evangeliets forkyndelse får det sidste ord.

5. I grupper, hvor man har valgt også at dele en personlig dimension, skal deltagerne nu igen sidde i stilhed nogle minutter og overveje, hvad det er i deres helt konkrete og personlige liv, der har fået dem til at standse ved det sted i teksten, de gjorde. Meget ofte bringer disse overvejelser dybt personlige temaer frem. Hvis deltagerne i gruppen har indgået aftaler om indbyrdes tavshedspligt, kan hver enkelt deltager fortælle om, hvordan teksten har berørt dem, og om, hvilken ny indsigt, det har givet dem. Der kan også tales om, hvordan de selv konkret kan arbejde videre med det, der har berørt dem. I mere åbne grupper kan man til afslutning opfordre deltagerne til på vejen hjem at overveje, hvad der fik dem til at standse, hvor de gjorde.

Hvordan kan metoden bruges?

Som nævnt har jeg benyttet denne metode i min menighed og i mange andre sammenhænge.

Selv bruger jeg metoden til prædikenforberedelse og til forberedelse af foredrag og andre undervisningssituationer.

Med mine konfirmander bruger jeg ikke metoden direkte, men jeg gennemgår ofte teksterne med dem på baggrund af min egen meditative læsning. For nylig havde jeg problemer med et konfirmandhold, og efter at have talt lidt med holdet om sløvhed og manglende tilstedeværelse, tog jeg fat på teksten om den lamme ved Betesda dam, der ikke kan sige fuldt og helt ”ja” til, at han vil være rask, selv om han hver dag kommer ned til dammen i håbet om at blive helbredt. Vi fik i den forbindelse en rigtig god samtale om det ikke helt at ville, hvad man gør, og om hvilke konsekvenser det får for ens måde at være i livet på.

I begyndelsen kræver anvendelsen af metoden en vis disciplin i samværet i en gruppe, så samtalen ikke ”falder ud” og følger tilfældige baner, men med lidt træning bliver fordybelsen og den efterfølgende samtale til koncentreret vejledning – og til en god og fællesskabsgivende måde at være sammen på!

Litteratur:

Lene Højholt: Åndelig vejledning – en del af den kirkelige tradition (2005)

Lene Højholt:  Vejen. Meditativ læsning af Johannesevangeliet (2006)