Bededag - 1. tekstr.     


Tekster: Sal. 51,3-19; Hebr. 8,10-12; Mat. 3,1-10.   


I dag er det Bededag – den dag i kirkeåret, hvor vi bliver sat til at tænke over vores forhold til Gud. Mange mennesker bærer en længsel i sig – efter at føle en dybere mening med livet, - efter at være mere sig selv og leve et mere helt liv – og et mere glædesfyldt liv. Men hvad er det i os, der forhindrer, at vi følger den længsel? Det er måske, at vi ikke kender den nok, og måske heller ikke helt vover at mærke den. For hvis vi skulle følge den, så ville den ændre vores liv – måske radikalt. Det er jo fraværet af noget væsentligt, der får os til at længes! Bededag handler om at finde modet til at stå ved sin længsel og råbe den ud – og følge den.

         

I den kristne forståelse af virkeligheden er vi alle skabt af Gud, og vores mening ligger gemt hos ham. Han kender det inderste af vores væsen, fordi han har skabt det. Han kender os meget dybere, end vi kender os selv. Derfor må vi først komme til at kende ham, før vi kan lære os selv rigtigt at kende. Det er igennem ham, vi kan møde os selv. Men noget skiller os fra ham, og det vores synd – hvad det så end er! Ordet ”synd” betyder at ramme ved siden af målet – så synd er netop alt det i os, der forhindrer, at vi kan være os selv, som dem, vi egentlig er – som dem, Gud har skabt os til at være.


Vores sind modarbejder på en mærkelig måde sig selv. Vi vil selv kontrollere og bestemme i vores liv. Vi vil indrette os efter bestemte normer og regler, og vi er tilbøjelige til at fordømme dem, der lever anderledes! Samtidig vil vi det slet ikke, for vi længes efter noget andet – efter at være os selv, som Gud har skabt os – vi længes efter frihed. Men vi vil helst ikke give den magt fra os, som kvæler det, vi længes efter – det levende liv.


Alle teksterne til i dag handler om dette. Om at give slip på det, der binder og lade Gud tage over, føre os, så mening kan blive nærværende i vores liv. GT-teksten siger: Mit offer, Gud, er en sønderbrudt ånd, et sønderbrudt og sønderknust hjerte afviser du ikke, Gud. Salmisten har her erkendt, at det, der virkelig betyder noget, er, at Gud giver sig til kende i vores liv, så vi kan møde vores mening. Og det koster! For at nå ham, må vi ofre det velbjergede og selvsikre og vedkende os vores længsel. Skab et rent hjerte i mig, Gud, giv mig en ny fast ånd! beder salmisten også.


Endnu tydeligere lyder det i brevteksten, som vi hørte fra hebræerbrevet. Her siger Gud direkte: Jeg lægger mine love vi deres indre og skriver dem i deres hjerte. Gud ønsker nærheden til os lige så meget, som vi ønsker den til ham. Og han hjælper os til at opleve den. Når Gud skriver sine love i vores hjerter, som han siger, føler vi dem – og ham, så er hans mening trådt helt ind i os. Nærheden, der opstår herved er næsten intim. Jeg vil være deres Gud, og de skal være mit folk, siger han. Gud og mennesket – os – vi hører virkelig sammen her. Og alle kender ham, siger han – fra den mindste til den største. Jeg tilgiver deres uret og husker ikke længere på deres synd, siger han også. For når et menneske på den måde mærker Gud helt ind i hjertet - så overstiger glæden over hans nærvær på alle måder følelsen af at være syndig eller forkert eller utilstrækkelig. I hans nærhed findes synden ikke mere!


Det er en forjættet livsfylde, Gud her tale til os om. Noget som han ønsker at dele med os. Evangelieteksten udfolder for os, hvordan det kan ske. 

Evangelieteksten handler om Johannes Døberen. Og vi hører, hvordan det er forudsagt – af profeten Esajas, at han skal komme. Johannes, forløberen, skal være i ørkenen, og der skal han råbe: Ban Herrens vej, gør hans stier jævne. Vi ved godt alle sammen, at Johannes Døber derude i ørkenen råber om, at Jesus skal komme. Og Jesus kommer jo rent faktisk ud til ham og - bliver døbt – som alle de andre.


Men som Johannes råbte om Jesus dengang, sådan skal vi også gøre det. Johannes er et billede til os på, hvad der skal til, for at Jesus og troens virkelighed kan blive levende i os, komme til os. Og det billede vil vi forsøge at forstå.


Johannes råber i ørkenen! Ørkenen fortæller os om et sted, der er øde og goldt – der er ingen læ for sol og vind – der er ensomt og ingen hjælp at hente. Ørkenen er det sted i os, hvor vi mærker smerte og savn og længsel – det er selverkendelsens sted. Og den ørken må vi ind imellem gå ud i – og derude fra se vores liv, som det er. Erkende ensomheden og tomheden, der er der – og som måske i det daglige er skjult bag travlhed og foretagsomhed. Føle utilstrækkeligheden og den dårlige samvittighed, som altid spiller med. Alt det bor derinde i den indre ørken, sammen med al vores længsel. Der må vi gå ind og råbe smerten og længslen ud.


”Omvend jer, for Himmeriget er kommet nær! ” råber Johannes derude i ørkenen. Omvendelsen har en grund – Himmeriget er kommet nær. Det er derfor, vi skal gå ud i ørkenen – det er derfor, vi skal skifte livsretning og vende os om mod noget – andet! Himmeriget er kommet nær! Gud har givet os muligheden for at træde ind i hans nærhed – og hans fylde – og hans mening – og blive os selv. Derfor skal vi møde det, der gør ondt – for at komme til glæden bagved.


Ude i ørkenen bærer Johannes klæder af kamelhår, og han har et bælte om livet. Hans føde er græshopper og vildhonning. Han har ikke bragt noget med fra det liv, han levede før – ingen magelighed eller luksus – eller blot noget, der kunne skåne og lette ham. Han går helt ud i ørkenen og slipper alt det gamle – for han vil det nye, og han er sikker på, at Guds kraft vil vise ham vej. Vi kan jo ind i billedet her tænke over, om vi kan slippe noget af det, der binder os! Eller måske bare overveje, hvad der binder os?


Selv om det lyder barsk og konfronterende, det, Johannes siger og gør, så strømmer folk ud til ham. Alle fra Jerusalem og fra hele Judæa og hele Jordanegnen drager ud for at blive døbt af ham i Jordanfloden. Og før de bliver døbt, bekender de deres synder. Det er, som om også alle deres forbehold er væk – de ønsker også kun et: at komme nær det Himmerige, som Johannes råber om!  Alt det, de skammer sig over, bliver hentet frem i lyset, al angst og skyld og dårlig samvittighed. De vil af med det – de vil noget andet nu! Det er forunderligt, at der kommer så mange. Hvad får dem til at komme?


De må have hørt, hvad andre har oplevet! Der må være sket store ting for dem, der kommer hjem derude fra. Budskabet om hvad det er, spreder sig som en løbeild, og folk strømmer til. De må være blevet opløftede, glade – de må have strålet af det, de har oplevet, siden andre tiltrækkes på den måde. Så dette er virkeligt. Det sker!


Men fortællingen stopper ikke her, for nu ser Johannes, at også mange af farisæerne og saddukæerne kommer for at blive døbt. Det er de lovtro – de, der er overbeviste om, at de selv gør det rigtige – det, Gud vil, - i modsætning til andre. De føler de sig hævet over andre. Ørkenen og selverkendelsen og -indsigten er langt fra dem. Alligevel kommer de ud til Johannes. De har hørt om ham og vil også være med.


Før vi går videre, må vi søge lidt efter farisæeren i os selv, og mon ikke vi alle kender ham! Det var ikke kun på Jesu tid, at der var farisæere – de lever i bedste velgående i os i dag. Men farisæeren ser Johannes ikke blidt på –heller ikke på farisæeren i os! Han kalder dem øgleyngel! Så bær da frugt, som omvendelsen kræver, siger han. De ser åbenbart sig selv som omvendte. Men de lever ikke efter det! De ser stadig sig selv som det vigtigste! Og derfor er det ikke en virkelig omvendelse!


Johannes vil vise os, at farisæeren i os altid er på spil. Vi bliver nemlig aldrig færdige med selvransagelse, hvis vi vil leve som dem, vi er – i Guds nærhed. En af de frugter, som omvendelsen kræver, er netop selvransagelse og den ydmyghed, der følger med den. For ingen af os kommer nogensinde i en position, hvor vi har lov til at dømme andre. Vi vil altid have nok at gøre med at forholde vores eget liv til sandheden og til Gud – og så lade andre gøre det samme.


Farisæerne i teksten mangler omvendelsens ydmyghed. De føler sig bedre end andre, for de siger: Vi har Abraham til far. Vi er i en helt særlig position. Til det siger Johannes: Gud kan opvække børn til Abraham af stenen dér. Hvad vi mennesker kan og gør, er så lidt i forhold til Guds magt og kraft. Vi skal gå ud i vores egen ørken og råbe til Gud, og så gør han alt.


Øksen ligger allerede ved træernes rod, og hver træ, som ikke bærer god frugt, hugges om og kastes i ilden, fortsætter Johannes. Han er så barsk! Men alt, hvad han siger, rummer også håb. Øksen ligger der allerede! Det er nu, ændringer er mulige. Træet, der ikke bærer frugt, er måske et billede på golde sider i os, og de skal jo ses og fjernes, for at nyt liv kan begynde at leve i os. Gud kan opvække børn af sten – Gud kan hugge de ufrugtbare sider om for os. Guds vilje til liv for os er så stor – vi skal bare vove at gå ud i ørkenen og møde ham.


Johannes er vores forbillede! Med ham må vi gå ind i vores indre ørken og derfra – sammen med ham - råbe med al vores længsels kraft. Johannes er SÅ stærk en skikkelse. Han spejler sig ikke i andre mennesker og deres forventninger. Han lever ikke for at opnå anerkendelse og fremgang i verden. Han råber – uden at bryde sig om, hvad folk tænker – fordi han ved, at Himmeriget er kommet nær, og han længes – og vil sin længsel! Han vil også give sin længsels mod videre til andre – til os. Sådan er det nemlig for det menneske, der har fundet Gudsperlen – at viden om den, må gives til andre. For den perles glæde, er så stor, at den må deles!


Johannes peger på Himmeriget, og han peger på Jesus, fordi han ved, at her er hans længslers mål. Her bliver livet nyt. Amen!




Sjælens trappe


Vores kultur forstår virkeligheden konkret, men det er nødvendigt at synke ind igennem den konkrete fortælling og møde det sjælelige indhold. Tidligt i kirkens historie opstod traditionen med fire tolkningslag, der hver repræsenterer et trin på vejen fra det konkrete til det åndelige

                                           


                                   Af Lene Højholt

                                   Præst og forfatter


…………………     …………………………………………………………………….

 

 

 

                   Det religiøse sprog er gået tabt for mange, fordi vi i vores kultur mest forstår virkeligheden konkret. Sådan har det ikke altid været. Tidligere har man haft en klarere bevidsthed om, at virkeligheden rummer mange lag, og at en dybere forståelse af livet hænger sammen med evnen til at se igennem det konkrete. I den tidligste biografi om Frans af Assisi (1182-1226 e. Kr.) fortælles det således, at han som ung mand ”endnu ikke (var) øvet i at forstå de guddommelige mysterier, og (at) han endnu ikke kunne bevæge sig gennem de synlige ting for at skue den usynlige sandhed.” [1] Selvfølgeligheden i udtalelsen viser en naturlig bevidsthed om, at den religiøse virkelighed eksisterer – og kan mødes - bag den konkrete.  Det er evnen til at ”bevæge sig gennem de synlige ting”, vi i dag har mistet.

 

Man skal tro for at forstå

               Tæt på vores egen tid pointerer S. Kierkegaard nødvendigheden af at tolke religiøse tekster bag om det konkrete. I sit skrift "Begrebet Angest” siger han, at "Mythen lader det foregaae udvortes, der er indvortes”[2]. Også N.F.S. Grundtvig udtrykker, at myten er ”et eminent udtryk for menneskets sjælelige erfaring”.[3] Kierkegaard og Grundtvig er således enige om, at den religiøse tekst ikke kun handler om konkrete begivenheder, men at den i billeder og symboler spejler følelser og erfaringer og sætter dem ind i et overordnet og sammenhængende univers.

          For at forstå en religiøs tekst er det nødvendigt at synke ind igennem den konkrete fortælling og møde det sjælelige indhold. Her beskrives - ofte i symbolform - eksistentielle grunderfaringer, der kan spejle og vejlede mennesker. Den, der synker ind i tekstens univers og lader sin egen tilværelse spejles og favnes af den, vil møde dybere aspekter af sig selv – og af Gud – og vil derfor også finde større klarhed og blive vist nye veje. Betingelsen for, at dette sker, er, at teksten gives autoritet, for som kirkefaderen Augustin (354-430 e. Kr.) sagde: ”Man skal tro for at forstå” 

 

Fra det konkrete til det åndelige

               I hele Bibelens levetid har det været en udfordring at forstå dens tekster og finde ind til essensen af dens budskab. Jesus åbner selv for en fortsat åndsinspireret tolkning af teksterne, når han i Johannesevangeliet siger til disciplene: ”Jeg har endnu meget at sige jer, men det kan I ikke bære nu. Men når han kommer, sandhedens ånd, skal han vejlede jer i hele sandheden” (Joh. 16,12-13) Jesus fortæller her disciplene, at Helligånden vil hjælpe dem til at forstå ham og det, han har bragt til dem, langt dybere, efterhånden som de er parate til det.

              Allerede tidligt i den kristne tradition udarbejdede man tolkningsmetoder til at forstå teksterne og skelne deres forskellige lag. Kirkefaderen Origenes (185-284 e. Kr.) benyttede sig af et fast skematisk mønster i fire led, som indebar et gradvist skift fra den konkret sanselige tolkning til den åndelige. Dette mønster videreførtes ind i den romersk-katolske kirkes mest almindelige bibeltolkningsmetode i middelalderen:

  1. Den historiske eller bogstavelige tydning
  2. Den allegoriske eller typologiske tydning
  3. Den tropologiske tydning
  4. Den anagogiskes tydning

 

              Den historiske eller konkrete forståelse af bibelteksten er fundamentet, der placerer den i tid og rum. Den typologiske sætter den ind i et frelseshistorisk perspektiv ved at sammenstille parallelle begivenheder fra f.eks. Det gamle og Det nye Testamente. Den tropologiske handler om sjælelivet eller om moralen; ordet ”tropos” betyder ”drejning”, og i denne læsning ”drejes” perspektivet fra det ydre til det indre. Formålet er at finde den indre sjælelige parallel til teksten eller billedet og derigennem få vejledning til dybere livsforståelse og efterfølgende handling. Det er en sådan tolkning, Kierkegaard og Grundtvig henviser til.

              Den anagogiske læsning fører mennesket tættere på Guds virkelighed. Alt er skabt af Gud ved hans ord, og alt rummer derfor Guds ord og kan tale til os om Guds væsen og virkelighed. Opgaven er at lytte efter altings iboende Gudsord og høre dem; dette kan ske ved meditation på noget fysisk eller ved fordybelse i en tekst eller et billedet. Ved at skue ind igennem det konkrete er det muligt at hæve sig op over det og møde dets guddommelige mening. Anagogien er slutpunktet på sjælens trappestige fra det lave til det høje.

              Et tidligt eksempler på de fire leds konkrete anvendelse stammer fra omkring år 420. Her tolkes byen Jerusalem således: ”Jerusalem er på det bogstavelige plan jødernes by i Palæstina, den by Kristus red ind i Palmesøndag. Allegorisk er den Kristi Kirke …; tropologisk er den menneskesjælen, som Kristus nu skal drage åndeligt ind i, og anagogisk er den Apokalypsens himmelske stad, som sjælen skal stile imod og forestille sig i al sin glans. ”[4]

 

At beskrive det konkrete indhold

              Den historiske eller bogstavelige tydning er tekstens konkrete indhold. Som fysiske mennesker må vi altid forholde os til denne tolkning, fordi den tager udgangspunkt i vores almindelige liv, og fordi Guds virke og nyskabelse ind i den konkrete virkelighed er grundlaget for den kristne tilværelsestydning.  I Det nye Testamente gyldiggør Jesu inkarnation vores fysiske eksistens, men den sprænger den også. Gud selv blev et menneske som os, han træder selv ind i historien og lader sin himmelske virkelighed berøre vores jordiske, og han genopstår og bryder dermed alle fysiske grænser. Han åbner den konkrete virkelighed, og han åbner enhver konkret tolkning af en bibelsk tekst. I Jesus forener alle virkeligheder sig – og alle tolkninger.

              I visse bibelske tekster giver den bogstavelige tolkning ingen mening. Det gælder f.eks. i den første skabelsesberetning, hvor Gud skaber jorden på syv dage (1. Mos. 1). En konkret tolkning vil her få logisk tænkende mennesker til at tage afstand fra det bibelske univers. Flere lignende eksempel findes i de gammeltestamentlige salmer, hvor vi gang på gang hører bønner til Gud om, at han vil dræbe fjenderne eller give den bedende selv kraft til at dræbe. F.eks. lyder det i Sal. 18, 36,38-43:

v36  Du giver mig din frelse som skjold,
din højre hånd støtter mig,
din hjælp giver mig styrke….
v38  Jeg sætter efter mine fjender og når dem,
jeg vender ikke om, før de er tilintetgjort.
v39  Jeg knuser dem, så de ikke kan rejse sig,
de ligger faldne under mine fødder.

v40  Du væbner mig med styrke til krig,
du tvinger mine modstandere i knæ.
v41  Mine fjender slår du på flugt,
og jeg gør det af med mine modstandere.
v42  De råber om hjælp, men ingen hjælper,
de råber til Herren, men han svarer dem ikke.
v43  Jeg knuser dem til støv for vinden,
jeg kaster dem ud som gadeskarn.

 

                 Den bogstavelige tydning viser her en partisk og ubarmhjertig Gud, der tager imod den bedendes hoveren over for den lidende og faldne. Hvis teksten i stedet for ”foregår indvortes”, som Kierkegaard udtrykker det, bliver den en bøn om, at Gud vil hjælpe i kampen mod de destruktive kræfter, der bor i ”mig” og hele tiden truer med at overmande ”mig”, negative tanker, vrede, der ødelægger forhold til andre, angst for fremtiden, tristhed og modløshed, der tager glæden. Gud giver modet og styrken til at stå imod, og derfor lykkes det at overmande den indre fjende.

 

                     ”Opgaven er at lytte efter altings iboende                                     Gudsord. Det gamle Testamente er ikke andet

                 end Det nye dækket af et slør.”

             

At genkende typer

              Den allegoriske eller typologiske tydning: En tidlig forståelse af sammenhængen mellem Det gamle og Det nye Testamente formuleredes af Augustin: ”Det gamle Testamente er ikke andet end Det nye dækket af et slør, og Det nye er intet andet end Det gamle afsløret”. I løbet af middelalderen blev der opbygget et fast tolkningssystem, som blev nedskrevet i ”glosebøger” og benyttet af såvel teologer som billedkunstnere ved udsmykning af kirker.[5] En af de mest kendte og oftest anvendte typologier er Isak, der som eneste søn skal ofres af sin far, Abraham, og som selv må bære brændet til offerbålet (1. Mos. 22), ligesom Jesus, Guds eneste søn, ofres af sin far, og selv må bære korset til sit offersted. Forskellen på de to fortællinger er, at Gud skåner Abraham for det, han selv tager på sig og fører til ende. Desuden accepterer Jesus selv lidelsen og bærer den frivilligt i stedet for den uvidende og ubevidste.

              En anden ofte anvendt typologi er fortællingen om Jonas i hvalfiskens bug. Ligesom Jonas var tre dage i hvalfiskens bug (Jonas’ bog 2), var Jesus 3 dage i dødsriget. Gud, der i skikkelse af tre engle kom og spiste sammen med Abraham i Mamrelund (1. Mos. 18), er typologi på, at den treenige Gud spiser sammen med ”os” ved nadverbordet. Typologierne rummer ikke kun parallelfortællinger mellem Det gamle og Det nye Testamente – de kan f.eks. også sammenholde bibelfortællinger med kirken og dens ritualer eller med menighedens liv. Jonas i hvalfiskens bug er også typologi på dåben, mens Noas ark (1. Mos. 6-8) er typologi på kirken: Noa bygger arken for at redde alle jordens skabninger, ligesom Kristus bygger kirken til frelse for alle sjæle.

 

At dreje fra det ydre til det indre

              Den tropologiske tydning: Ovenstående eksempel fra de gammeltestamentlige salmer viser, hvordan den tropologiske tolkning personliggør de bibelske tekster. Når betydningen ”drejes” fra ydre til indre åbner teksten sig som åndelig vejledning. Også fortællingen om Isaks ofring viser nødvendigheden af denne ”drejning”, for konkret læst møder vi i den en far, der på Guds kald er parat til at slå sit barn ihjel! En tropologisk tolkning derimod peger på et grundvilkår, vi alle er underlagt, nemlig at Gud eller livet sætter os i situationer, hvor vi må give afkald på noget af det, vi holder allermest af, et indre barn, en evne, vi ikke får udfoldet, en kærlighed, vi må slippe, livet til sidst. Vi kan kæmpe imod det uundgåelige, en sygdom måske, og bruge den givne tid på kampen, eller vi kan som Abraham acceptere vilkåret og forblive i nærheden til det allerede tabte. ”Så gik de to sammen”, siger teksten flere gange. 

              En læsning af hele Johannesevangeliet giver et levende eksempel på, hvad en tropologisk tolkning kan åbne til. Læst konkret er evangeliet en samling af beretninger om, hvad Jesus sagde og gjorde, da han vandrede på jorden, og en fremstilling af hans lidelse, død og opstandelse. Læst tropologisk gengiver det den indre trosvej, som Jesus førte disciplene ad. Jesus kom til jorden og kaldte disciplene, helt almindelige mennesker, til at følge ham. Trin for trin førte han dem ind i sin kærlighed for at lade dem blive et med ham, så hans eget forhold til Faderen, til Gud, kunne komme til at leve i dem.

              Igennem Johannesevangeliet rækkes denne trosvej til os, for læst tropologisk bliver hver enkelt fortælling i evangeliet et billede på et trin på trosvejen[6]. De enkelte fortællinger rummer i denne forståelse symbol efter symbol til vejledning, som f.eks. når farisæeren Nikodemus kommer til Jesus om natten (Joh.3). Vi mennesker har alle en bedrevidende farisæer boende i os, men Nikodemus er blevet berørt og ramt af længsel. Han kommer til Jesus ”om natten”, og vi konfronteres herved med, hvor vanskeligt det er for farisæeren – også i os - at stå ved vores længsel og usikkerhed. ”Natten” viser, at Nikodemus er et mørkt sted i sig selv, men Jesus tager imod ham og giver ham håb. Han viser ham genfødslens mulighed!

 

At skue Gud

Den analogiskes tydning: I Johannesevangeliet leder Jesus disciplene frem til et indre møde med ham. Han konfronterer dem, tiltaler dem og omslutter dem med sin kærlighed. Johannesevangeliets - og alle bibelteksters – dybeste formål er det anagogiske, at føre mennesket frem til at skue Gud. I samtalen med Nikodemus peger Jesus væk fra det jordiske og mod det himmelske. Han fortæller Nikodemus om muligheden for at blive født på ny, af ånd, og han beskriver, hvordan det genfødte menneske er: som ”vinden, (der) blæser, hvorhen den vil” – eller hvorhen Gud vil. Han åbenbarer rækkevidden af Guds kærlighed for ham og siger, at Gud elskede verden så meget, ”at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.” Nikodemus – og vi – har intet at frygte, og vi behøver ikke at forblive i vores ”nat”, for Jesus viser os en vej til lyset.

 

Noter

[1] På dansk: Frans af Assisi. Fortalt af Bonaventura. Anis 2002. Første gang udgivet i 1262. S. 25.

[2] S. Kierkegaard: Begrebet Angest. 2004, s. 45.

[3] Myter i Det gamle Testamente. Af Benedikt Otzen m.fl., s. 9.

[4] Cassians udlægning. Teksten stammer fra Lise Gotfredsen og Hans Jørgen Frederiksen: Troens billeder, s. 22.

[5] Lise Gotfredsen og Hans Jørgen Frederiksen: Troens billeder, s. 17-20.

[6] Lene Højholt: Vejen. Meditativ fordybelse i Johannesevangeliet. Borgen 2006