Sjælens trappe


Vores kultur forstår virkeligheden konkret, men det er nødvendigt at synke ind igennem den konkrete fortælling og møde det sjælelige indhold. Tidligt i kirkens historie opstod traditionen med fire tolkningslag, der hver repræsenterer et trin på vejen fra det konkrete til det åndelige

                                           


                                   Af Lene Højholt

                                   Præst og forfatter


…………………     …………………………………………………………………….

 

 

 

                   Det religiøse sprog er gået tabt for mange, fordi vi i vores kultur mest forstår virkeligheden konkret. Sådan har det ikke altid været. Tidligere har man haft en klarere bevidsthed om, at virkeligheden rummer mange lag, og at en dybere forståelse af livet hænger sammen med evnen til at se igennem det konkrete. I den tidligste biografi om Frans af Assisi (1182-1226 e. Kr.) fortælles det således, at han som ung mand ”endnu ikke (var) øvet i at forstå de guddommelige mysterier, og (at) han endnu ikke kunne bevæge sig gennem de synlige ting for at skue den usynlige sandhed.” [1] Selvfølgeligheden i udtalelsen viser en naturlig bevidsthed om, at den religiøse virkelighed eksisterer – og kan mødes - bag den konkrete.  Det er evnen til at ”bevæge sig gennem de synlige ting”, vi i dag har mistet.

 

Man skal tro for at forstå

               Tæt på vores egen tid pointerer S. Kierkegaard nødvendigheden af at tolke religiøse tekster bag om det konkrete. I sit skrift "Begrebet Angest” siger han, at "Mythen lader det foregaae udvortes, der er indvortes”[2]. Også N.F.S. Grundtvig udtrykker, at myten er ”et eminent udtryk for menneskets sjælelige erfaring”.[3] Kierkegaard og Grundtvig er således enige om, at den religiøse tekst ikke kun handler om konkrete begivenheder, men at den i billeder og symboler spejler følelser og erfaringer og sætter dem ind i et overordnet og sammenhængende univers.

          For at forstå en religiøs tekst er det nødvendigt at synke ind igennem den konkrete fortælling og møde det sjælelige indhold. Her beskrives - ofte i symbolform - eksistentielle grunderfaringer, der kan spejle og vejlede mennesker. Den, der synker ind i tekstens univers og lader sin egen tilværelse spejles og favnes af den, vil møde dybere aspekter af sig selv – og af Gud – og vil derfor også finde større klarhed og blive vist nye veje. Betingelsen for, at dette sker, er, at teksten gives autoritet, for som kirkefaderen Augustin (354-430 e. Kr.) sagde: ”Man skal tro for at forstå” 

 

Fra det konkrete til det åndelige

               I hele Bibelens levetid har det været en udfordring at forstå dens tekster og finde ind til essensen af dens budskab. Jesus åbner selv for en fortsat åndsinspireret tolkning af teksterne, når han i Johannesevangeliet siger til disciplene: ”Jeg har endnu meget at sige jer, men det kan I ikke bære nu. Men når han kommer, sandhedens ånd, skal han vejlede jer i hele sandheden” (Joh. 16,12-13) Jesus fortæller her disciplene, at Helligånden vil hjælpe dem til at forstå ham og det, han har bragt til dem, langt dybere, efterhånden som de er parate til det.

              Allerede tidligt i den kristne tradition udarbejdede man tolkningsmetoder til at forstå teksterne og skelne deres forskellige lag. Kirkefaderen Origenes (185-284 e. Kr.) benyttede sig af et fast skematisk mønster i fire led, som indebar et gradvist skift fra den konkret sanselige tolkning til den åndelige. Dette mønster videreførtes ind i den romersk-katolske kirkes mest almindelige bibeltolkningsmetode i middelalderen:

  1. Den historiske eller bogstavelige tydning
  2. Den allegoriske eller typologiske tydning
  3. Den tropologiske tydning
  4. Den anagogiskes tydning

 

              Den historiske eller konkrete forståelse af bibelteksten er fundamentet, der placerer den i tid og rum. Den typologiske sætter den ind i et frelseshistorisk perspektiv ved at sammenstille parallelle begivenheder fra f.eks. Det gamle og Det nye Testamente. Den tropologiske handler om sjælelivet eller om moralen; ordet ”tropos” betyder ”drejning”, og i denne læsning ”drejes” perspektivet fra det ydre til det indre. Formålet er at finde den indre sjælelige parallel til teksten eller billedet og derigennem få vejledning til dybere livsforståelse og efterfølgende handling. Det er en sådan tolkning, Kierkegaard og Grundtvig henviser til.

              Den anagogiske læsning fører mennesket tættere på Guds virkelighed. Alt er skabt af Gud ved hans ord, og alt rummer derfor Guds ord og kan tale til os om Guds væsen og virkelighed. Opgaven er at lytte efter altings iboende Gudsord og høre dem; dette kan ske ved meditation på noget fysisk eller ved fordybelse i en tekst eller et billedet. Ved at skue ind igennem det konkrete er det muligt at hæve sig op over det og møde dets guddommelige mening. Anagogien er slutpunktet på sjælens trappestige fra det lave til det høje.

              Et tidligt eksempler på de fire leds konkrete anvendelse stammer fra omkring år 420. Her tolkes byen Jerusalem således: ”Jerusalem er på det bogstavelige plan jødernes by i Palæstina, den by Kristus red ind i Palmesøndag. Allegorisk er den Kristi Kirke …; tropologisk er den menneskesjælen, som Kristus nu skal drage åndeligt ind i, og anagogisk er den Apokalypsens himmelske stad, som sjælen skal stile imod og forestille sig i al sin glans. ”[4]

 

At beskrive det konkrete indhold

              Den historiske eller bogstavelige tydning er tekstens konkrete indhold. Som fysiske mennesker må vi altid forholde os til denne tolkning, fordi den tager udgangspunkt i vores almindelige liv, og fordi Guds virke og nyskabelse ind i den konkrete virkelighed er grundlaget for den kristne tilværelsestydning.  I Det nye Testamente gyldiggør Jesu inkarnation vores fysiske eksistens, men den sprænger den også. Gud selv blev et menneske som os, han træder selv ind i historien og lader sin himmelske virkelighed berøre vores jordiske, og han genopstår og bryder dermed alle fysiske grænser. Han åbner den konkrete virkelighed, og han åbner enhver konkret tolkning af en bibelsk tekst. I Jesus forener alle virkeligheder sig – og alle tolkninger.

              I visse bibelske tekster giver den bogstavelige tolkning ingen mening. Det gælder f.eks. i den første skabelsesberetning, hvor Gud skaber jorden på syv dage (1. Mos. 1). En konkret tolkning vil her få logisk tænkende mennesker til at tage afstand fra det bibelske univers. Flere lignende eksempel findes i de gammeltestamentlige salmer, hvor vi gang på gang hører bønner til Gud om, at han vil dræbe fjenderne eller give den bedende selv kraft til at dræbe. F.eks. lyder det i Sal. 18, 36,38-43:

v36  Du giver mig din frelse som skjold,
din højre hånd støtter mig,
din hjælp giver mig styrke….
v38  Jeg sætter efter mine fjender og når dem,
jeg vender ikke om, før de er tilintetgjort.
v39  Jeg knuser dem, så de ikke kan rejse sig,
de ligger faldne under mine fødder.

v40  Du væbner mig med styrke til krig,
du tvinger mine modstandere i knæ.
v41  Mine fjender slår du på flugt,
og jeg gør det af med mine modstandere.
v42  De råber om hjælp, men ingen hjælper,
de råber til Herren, men han svarer dem ikke.
v43  Jeg knuser dem til støv for vinden,
jeg kaster dem ud som gadeskarn.

 

                 Den bogstavelige tydning viser her en partisk og ubarmhjertig Gud, der tager imod den bedendes hoveren over for den lidende og faldne. Hvis teksten i stedet for ”foregår indvortes”, som Kierkegaard udtrykker det, bliver den en bøn om, at Gud vil hjælpe i kampen mod de destruktive kræfter, der bor i ”mig” og hele tiden truer med at overmande ”mig”, negative tanker, vrede, der ødelægger forhold til andre, angst for fremtiden, tristhed og modløshed, der tager glæden. Gud giver modet og styrken til at stå imod, og derfor lykkes det at overmande den indre fjende.

 

                     ”Opgaven er at lytte efter altings iboende                                     Gudsord. Det gamle Testamente er ikke andet

                 end Det nye dækket af et slør.”

             

At genkende typer

              Den allegoriske eller typologiske tydning: En tidlig forståelse af sammenhængen mellem Det gamle og Det nye Testamente formuleredes af Augustin: ”Det gamle Testamente er ikke andet end Det nye dækket af et slør, og Det nye er intet andet end Det gamle afsløret”. I løbet af middelalderen blev der opbygget et fast tolkningssystem, som blev nedskrevet i ”glosebøger” og benyttet af såvel teologer som billedkunstnere ved udsmykning af kirker.[5] En af de mest kendte og oftest anvendte typologier er Isak, der som eneste søn skal ofres af sin far, Abraham, og som selv må bære brændet til offerbålet (1. Mos. 22), ligesom Jesus, Guds eneste søn, ofres af sin far, og selv må bære korset til sit offersted. Forskellen på de to fortællinger er, at Gud skåner Abraham for det, han selv tager på sig og fører til ende. Desuden accepterer Jesus selv lidelsen og bærer den frivilligt i stedet for den uvidende og ubevidste.

              En anden ofte anvendt typologi er fortællingen om Jonas i hvalfiskens bug. Ligesom Jonas var tre dage i hvalfiskens bug (Jonas’ bog 2), var Jesus 3 dage i dødsriget. Gud, der i skikkelse af tre engle kom og spiste sammen med Abraham i Mamrelund (1. Mos. 18), er typologi på, at den treenige Gud spiser sammen med ”os” ved nadverbordet. Typologierne rummer ikke kun parallelfortællinger mellem Det gamle og Det nye Testamente – de kan f.eks. også sammenholde bibelfortællinger med kirken og dens ritualer eller med menighedens liv. Jonas i hvalfiskens bug er også typologi på dåben, mens Noas ark (1. Mos. 6-8) er typologi på kirken: Noa bygger arken for at redde alle jordens skabninger, ligesom Kristus bygger kirken til frelse for alle sjæle.

 

At dreje fra det ydre til det indre

              Den tropologiske tydning: Ovenstående eksempel fra de gammeltestamentlige salmer viser, hvordan den tropologiske tolkning personliggør de bibelske tekster. Når betydningen ”drejes” fra ydre til indre åbner teksten sig som åndelig vejledning. Også fortællingen om Isaks ofring viser nødvendigheden af denne ”drejning”, for konkret læst møder vi i den en far, der på Guds kald er parat til at slå sit barn ihjel! En tropologisk tolkning derimod peger på et grundvilkår, vi alle er underlagt, nemlig at Gud eller livet sætter os i situationer, hvor vi må give afkald på noget af det, vi holder allermest af, et indre barn, en evne, vi ikke får udfoldet, en kærlighed, vi må slippe, livet til sidst. Vi kan kæmpe imod det uundgåelige, en sygdom måske, og bruge den givne tid på kampen, eller vi kan som Abraham acceptere vilkåret og forblive i nærheden til det allerede tabte. ”Så gik de to sammen”, siger teksten flere gange. 

              En læsning af hele Johannesevangeliet giver et levende eksempel på, hvad en tropologisk tolkning kan åbne til. Læst konkret er evangeliet en samling af beretninger om, hvad Jesus sagde og gjorde, da han vandrede på jorden, og en fremstilling af hans lidelse, død og opstandelse. Læst tropologisk gengiver det den indre trosvej, som Jesus førte disciplene ad. Jesus kom til jorden og kaldte disciplene, helt almindelige mennesker, til at følge ham. Trin for trin førte han dem ind i sin kærlighed for at lade dem blive et med ham, så hans eget forhold til Faderen, til Gud, kunne komme til at leve i dem.

              Igennem Johannesevangeliet rækkes denne trosvej til os, for læst tropologisk bliver hver enkelt fortælling i evangeliet et billede på et trin på trosvejen[6]. De enkelte fortællinger rummer i denne forståelse symbol efter symbol til vejledning, som f.eks. når farisæeren Nikodemus kommer til Jesus om natten (Joh.3). Vi mennesker har alle en bedrevidende farisæer boende i os, men Nikodemus er blevet berørt og ramt af længsel. Han kommer til Jesus ”om natten”, og vi konfronteres herved med, hvor vanskeligt det er for farisæeren – også i os - at stå ved vores længsel og usikkerhed. ”Natten” viser, at Nikodemus er et mørkt sted i sig selv, men Jesus tager imod ham og giver ham håb. Han viser ham genfødslens mulighed!

 

At skue Gud

Den analogiskes tydning: I Johannesevangeliet leder Jesus disciplene frem til et indre møde med ham. Han konfronterer dem, tiltaler dem og omslutter dem med sin kærlighed. Johannesevangeliets - og alle bibelteksters – dybeste formål er det anagogiske, at føre mennesket frem til at skue Gud. I samtalen med Nikodemus peger Jesus væk fra det jordiske og mod det himmelske. Han fortæller Nikodemus om muligheden for at blive født på ny, af ånd, og han beskriver, hvordan det genfødte menneske er: som ”vinden, (der) blæser, hvorhen den vil” – eller hvorhen Gud vil. Han åbenbarer rækkevidden af Guds kærlighed for ham og siger, at Gud elskede verden så meget, ”at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.” Nikodemus – og vi – har intet at frygte, og vi behøver ikke at forblive i vores ”nat”, for Jesus viser os en vej til lyset.

 

Noter

[1] På dansk: Frans af Assisi. Fortalt af Bonaventura. Anis 2002. Første gang udgivet i 1262. S. 25.

[2] S. Kierkegaard: Begrebet Angest. 2004, s. 45.

[3] Myter i Det gamle Testamente. Af Benedikt Otzen m.fl., s. 9.

[4] Cassians udlægning. Teksten stammer fra Lise Gotfredsen og Hans Jørgen Frederiksen: Troens billeder, s. 22.

[5] Lise Gotfredsen og Hans Jørgen Frederiksen: Troens billeder, s. 17-20.

[6] Lene Højholt: Vejen. Meditativ fordybelse i Johannesevangeliet. Borgen 2006