19. søndag efter trinitatis. 1. tekstr. DR-transmitteret
Tekster: Es. 44,22-28; Ef. 4,22-28; Mark. 2,1-12
Vi skal aflægge det gamle menneske, siger Paulus til os i dag. Det, som hører til vores hidtidige liv. Vi skal fornyes i sind og ånd og iføre os det nye menneske, skabt i Guds billede. Paulus tager her udgangspunkt i det helt centrale i det kristne menneskesyn - at i ethvert menneske, i enhver af os, er der to sider. Der er det gamle jeg – det, vi kender så godt, fordi vi hele tiden må kæmpe med det - og så det, han kalder det nye menneske, skabt i Guds billede. Det nye menneske er egentlig ikke nyt, for Gud skabte det i os fra begyndelsen. Men det sover i de fleste af os – og længes efter at blive vakt til live.
GT-teksten til i dag tog udgangspunkt i Guds skabelse. Jeg, Herren, har skabt alt, sagde Gud igennem profeten Esajas. Han har skabt såvel det gamle menneske i os som det nye, og han har givet os mulighed for at vælge - og for at være med til at kalde det nye til live.
Alt dette fortæller bibelens første kapitler os om i de to skabelsesberetninger. Der får vi i billeder fortalt om menneskets grundvilkår i verden. Den første skabelsesberetning handler om det nye menneske, om hvordan Gud skabte os alle i sit billede, så vi rummer hans billede og hans virkelighed i os. Alt hans er også i os – hans kærlighed og barmhjertighed, hans renhed og klarhed og sandhed.
Men vi lever det ikke – eller måske kun i glimt. Det gamle menneske, som 2. skabelsesberetning fortæller om, råber alt for højt og overskygger det. Ifølge den skabte Gud mennesket af jord og blæste sin ånde ind i det, så det blev levende. Sådan er vores liv. Vi er af jord, vores krop er skrøbelig og forgængelig, vi skal alle dø. Men Guds ånde bor i os, og så længe vi trækker vejret, har vi mulighed for at erkende det og leve efter det.
Men efter skabelsen kom syndefaldet, og det står i vejen for os, for vi har alle - som Adam og Eva – spist af kundskabens træ og glemt vores guddommelige ophav. Vi har som dem gemt os bag figenblade; hver dag gemmer vi os, for vi vover ikke at stå nøgne overfor hinanden. Ikke bare kropsligt skjuler vi os – vi gør det også følelsesmæssigt og sjæleligt. Vi skjuler os bag masker og roller. Hver eneste gang vi ikke siger sandheden til hinanden, gemmer vi os. Når vi giver andre skylden for det, vi selv har ansvaret for, har gjort - så gemmer vi os også. Figenbladene fylder i vores forhold til hinanden. Angsten for at blive set lukker også Gud ude af vores bevidsthed – for han er den, der kender os – og ser! Og vi ønsker at skjule os!
Nu kommer så Paulus og siger, at vi skal aflægge det gamle menneske og iføre os det nye, skabt i Guds billede. Alt det med figenbladene skal vi lægge til side, siger han - og vove at være det, vi er fra begyndelsen. Vi skal finde ind til, hvad Gud har lagt i vores hjerter, - det er vores eneste mulighed for at finde mening. Dér venter hans nærhed på os – der udsletter han alt, hvad der tidligere har skilt os fra ham – alt det, der hørte det gamle jeg til. Gud sagde det selv i GT-teksten: Jeg udsletter dine overtrædelser som en sky… Vend tilbage til mig, for jeg har løskøbt dig.
Figenbladenes skam, angst og skyld og alt, hvad disse følelser har forårsaget i os, befrier Gud os for. Gudsbilledet i os lever altid i den oprindelige nærhed til Gud selv – det er aldrig blevet berørt af noget andet, og derfor er vores overtrædelser i hans lys som en sky, der forsvinder.
Paulus fortæller os, hvad der skal til for at give plads til denne fornyelse i sind og ånd, som han kalder det. At slippe figenbladene indebærer først og fremmest, at vi lægger løgnen bort og taler sandhed med hinanden... Bliv blot vrede, men synd ikke, siger han. Det er ikke vores følelser, og det, vi er, der er forkert. Gud har jo skabt alt! Vi må godt blive vrede og leve de følelser, der bor i os. Problemet er løgnen, der er som et figenblad – med den dækker vi os og gør os bedre, end vi er. Og når vi ikke står ved os selv, ikke tør se os selv, kan vi heller ikke forandre os. Løgn og usandhed adskiller og skaber forvirring imellem mennesker. Den ødelægger vores nærhed med hinanden, for når vi ikke er ærlige og sande, så ved vi ikke, hvor vi har hinanden – vi bliver fremmede – og ensomme. Løgnen er synden – ikke vreden og de naturlige følelser. Det er en vigtig vejledning, Paulus her giver os!
Gud har løskøbt os. Han har fra begyndelsen givet os en anden mulighed, og vover vi at tage imod den, venter der os en ny virkelighed af nærhed – med os selv, med hinanden og med Gud. Det er svært at slippe figenbladene – det er angstfuldt at være nøgne og skrøbelige, som vi er, men vi er ikke alene. Gud har givet os sig selv – og har selv vist os vejen. Han blev selv menneske - i Jesus blev han gudsbilledet i kød og blod, så vi i ham kunne møde vores egen inderste virkelighed. Jesus viste os, hvem vi er, og han viste os vejen til at udfolde det. Han lod sig selv se som det skrøbeligste menneske, og han viste os, at det var indgangen til opstandelsens virkelighed.
I evangelieteksten møder vi Jesus som den, der viser os vejen, og som samtidig skaber den i os. Han er kommet til Kapernaum, og det rygtes, at han er der. En masse mennesker samler sig udenfor stedet, hvor han er, og han taler til dem. Han må have gjort et dybt indtryk, siden så mange vil se og høre ham. Midt i det hele kommer så fire mænd bærende med en lam. Denne lamme – ja, han er et billede på hver eneste af os. Vi er alle lamme – hver på vores måde. Den lamme er udtryk for det i os, Paulus kaldte det gamle menneske – alt det, vi ikke kan og ikke magter, alt det, vi helst vil skjule. Enhver usandhed i vores liv indebærer en lammelse. Enhver konflikt, vi ikke får løst, enhver hjælpende hånd vi ikke får rakt ud, er udtryk for lammelse.
De 4 mænd i teksten forstår den smerte, det indebærer at være lam, og de vil bringe den lamme hen til Jesus. De ved, at hans kærlighed vil kunne forløse lammelsen, men de kan ikke komme igennem menneskemængden. Derfor fjerner de simpelthen taget over stedet, hvor han er. De vil virkelig have den lamme hen til Jesus, og intet kan holde dem tilbage. De vil ikke lade sig forstyrre. Det betyder ikke noget, hvad andre tænker, eller hvad følgerne kan blive. Figenbladene og normerne og de gamle roller har de sluppet – og det lykkes dem at nå frem. De fire hjælpere kan være hvem som helst, der skaber rum for et andet menneske og på den måde er med til at bære det inderste i den anden frem. De kan også være sider i os selv – sider som ikke er lamme, og som rummer en indre kraft. De kan være vores længsel, der ikke mere kan bære fraværet af mening, og som derfor sætter alt ind på at finde den. Også selv om det koster den gamle usandhed og de sikre roller, de gamle figenblade. Det er vigtigt at lære af dette – at selv om noget i os er lammet, så er der andet, andre sider som kan handle, og dem må vi give plads. De fire hjælpere her viser en viljestyrke til at ville helbredelsen! - det er nok, og den kan vi bede om også at have.
Da Jesus ser deres tro – deres målrettethed - siger han: ”Søn, dine synder tilgives dig.” Jesus heler det menneske, der er kommet til ham. Han vender hele sin kærlighed mod ham, og al den adskillelse som lammelse og usandhed har skabt, udsletter han som en sky – sådan som Gud lovede det i GT-teksten. Han ifører den lamme Paulus’ nye menneske, og tyngden over det gamle bliver glemt.
De skriftkloge, der også er til stede, bryder sig ikke om, hvad de ser. De kan ikke slippe det gamle, og det Jesus gør, passer ikke til deres gudsforestilling. Derfor afviser de det. Deres lammelse lever fortsat! Måske genkender vi også de skriftkloge i os selv! Sider, der har svært ved tage imod og være åbne for nyt. Sider, der gerne fordømmer det ukendte, og helst vil holde både os selv og andre indenfor kendte rammer. De skriftkloge ser ikke, hvordan et menneske her forløses. De ser kun sig selv. Jesus ser dem – og ved, hvad de tænker i deres hjerte, som teksten siger. Også dem kommer han i møde.
Jesus forstår, hvor vanskeligt det er for dem at slippe alt det, de har lært, og derfor spørger han dem om, hvad der er lettest – at tilgive synder eller at helbrede. For dem er det at helbrede, for kun Gud kan tilgive synder – og derfor kan Jesus det ikke. Han er for dem intet særligt. Først går Jesus ind på deres tankegang, - men blot for med ét at sætte den helt ud af kraft. Jesus accepterer ikke de skriftkloges opdelen i ydre og indre, - det fører kun til adskillelse og usandhed. For øjnene af dem skaber han det nye sande hele menneske, der kan gå og handle uden lammelse – frit og med syndernes forladelse. Han siger til den lamme: ”Rejs dig, tag din båre og gå hjem!”
Og manden rejser sig, tager båren og forlader stedet for øjnene af dem alle sammen, som der står. Han rejser sig med sin nye værdighed i at være sig selv. Han bærer selv sin båre, sin skrøbelighed og menneskelighed, og han forlader det gamle sted, hvor han har levet alt for længe. De, der er tilbage, bliver helt ude af sig selv og priser Gud og siger: ”Aldrig har vi set noget lignende!” Hvis vi skal tage teksten for pålydende, så betyder det, at selv de skriftkloge bevæges. Også dem har Jesus smeltet ved sin nærhed. Alle har de – måske bare for et øjeblik – glemt alt det gamle, alle figenbladene. Og de forenes i en fælles glæde.
Teksterne til i dag rummer så meget håb og så meget liv. Jesus bekræfter for os, at Guds billede bor i enhver af os, og at han kan kalde det frem. Vi må bare give ham plads i vores liv, rette vores længsel og vilje mod ham – og bestræbe os på at slippe alle de figenblade, der står imellem ham og os og andre mennesker. Vi skal vove at være dem, vi er – med de følelser og den bevidsthed, Gud har skabt os med. Hvis vi åbent kan modtage livet af hans hånd, så vil han forny vores sind og vores ånd, så vi kan møde enhver situation og ethvert andet menneske med nærvær og mening. Amen