Det religiøse sprog i bibeltekster og liturgi

 

1.     Strandgudstjeneste om Noa og duen

      Knap 100 mennesker er en smuk sommeraften forsamlet til strandgudstjeneste ved Grenaa strand. Kirkerummet er en stor ”gryde” i klitten, alteret står på et ”skib” – stævnen er bygget ind i klitten, og ”masten” er et stort kors. Temaet for gudstjenesten er Noa og duen, og gudstjenesten indledes med pigekorets stemningsfulde sang. Derefter følger en lovprisning, en velkomst og en salme, og så begynder fortællingen om Noa (1. Mos. 6,5 – 9,17):

      ”Efter at Gud har skabt alting, finder han hurtigt ud af, at menneskene er onde. Gud bliver bedrøvet over det og beslutter sig til at få ryddet op. Han vil sende en stor vandflod, som skal udslette mennesker og dyr, men han vil dog give sit skaberværk en ny chance, og Noa bliver hans redskab til at redde menneskers og dyrs fortsatte eksistens på jorden. Gud siger til Noa, at han skal bygge en ark – et skib, hvor et par af hver art kan overleve, og Gud angiver helt nøjagtige mål for arkens konstruktion. Han beskriver også, hvordan den skal indrettes, så alle kan være der – i ly for regnen, der skal komme - og Noa gør alt efter Guds forskrifter.

       Gud fortæller Noa, hvad der skal ske, og hvordan alle på jorden skal omkomme. Noa bygger arken, men intet sted hører vi, at Noa har følelser for det, som skal komme. Han har ingen tanker for eller medfølelse med alle dem, der skal dø. Han adlyder Gud uden at tænke på andet. Da arken er færdig, og Noa og hans familie og alle dyrene er kommet om bord, sender Gud sin vandflod – og alle levende væsener omkommer. Vandet stiger så højt, at alt står under vand, men Gud glemmer ikke Noa og alle dyrene i arken. Da regnen er stoppet lader Gud en storm blæse hen over jorden, så vandet begynder at falde, og arken går på grund på et højt bjerg. Endnu går der nogen tid, før bjergtoppene begynder at komme til syne, og Noa venter og venter – og håber – på at livet snart kan begynde igen. Til sidst åbner han en luge i arken og sender en ravn ud. Den flyver frem og tilbage, indtil vandet er tørret bort fra jorden. Ravnen vender ikke tilbage til Noa – den er som hans personlige utålmodighed og smerte, der desperat og uden ord holder øje med alting. Noa har gennemgået så meget i tiden på arken, og nu kan han næsten ikke udholde mere eller vente længere.

      Langsomt får håbet plads i hans sind, og han sender en due ud for at se, om vandet skulle være forsvundet. Men duen finder ikke et sted, hvor den kan sætte sig, så den vender tilbage til ham i arken. I fortællingen møder vi nu en helt ny Noa - for da duen kommer tilbage, rækker han hånden ud, kalder den til sig og tager den ind i arken. Noget er smeltet i Noa ved alt det, han har været igennem – og ved hans længsel efter nyt liv. Han, der tidligere ikke ænsede al den smerte, der omgav ham, har fået blik for andre væsener. Han kommunikerer med duen – den er et billede på hans håb, og han viser den omsorg, ja måske næsten ømhed. Han rækker hånden ud og tager den ind til sig i arken.

      Derefter venter Noa yderligere syv dage, så sender han duen ud igen. Ved aftenstid kommer den tilbage til ham - med et frisk olivenblad i næbbet, og nu ved Noa, at vandet er forsvundet – at livet snart kan begynde igen. Han venter endnu syv dage – så sender han duen ud en sidste gang …”

      Nu sker der noget overraskende i gudstjenesten! Præsten tager en trækasse frem, som har stået skjult under alterdugen, og sætter den på alteret. Ud af kassen henter hun en due, som hun et langstrakt øjeblik holder frem mod menigheden og derefter slipper. Duen stiger til vejrs, cirkler tre gange rundt om stedet og forsvinder. Stilheden i den forsamlede menighed er fortættet og fyldt med undren og tilstedeværelse. Alle er dybt grebet.

      Efter en tid i stilheden synger pigekoret to gange verset:

Kom, min due, lad dig skue,
lad dig skue med olieblad!
Se! nu er stunden næsten oprunden,
næsten oprunden, som gør dig glad.
Kom, min due, lad dig skue,
lad dig skue med olieblad!

      Derefter færdiggøres fortællingen om Noa, om hvordan hans sind og liv efter disse hændelser er fuldstændig forvandlet. Da han og hans familie sammen med dyrene har forladt arken, er han så opfyldt af nye følelser – af taknemmelighed, at han må sige Gud tak – for det, som er sket, for at livet er kommet tilbage. Og han bygger et alter og ofrer der som tak til Gud. Det, han har gennemlevet, har åbnet ham for nye relationer af samklang både med Gud og med andre skabninger – med duen. Gud bliver så berørt af Noas tak, at han synger af glæde, og han beslutter, at han aldrig mere vil udrydde alt levende. For at stadfæste sin beslutning opretter Gud en pagt med Noa, og han bekræfter den gennem et pagtstegn, regnbuen, som han sætter i skyerne for at minde både sig selv og menneskene om den evige pagt, der er mellem Gud og alt levende på jorden.

      Gudstjenesten slutter med nadver, og menigheden opfordres til, når de modtager brødet og vinen at sige tak til Gud, som Noa gjorde det – for livet, vi har fået, og for alt, hvad Gud sår af nyt og frugtbart i det.

      Historien om Noa – og oplevelsen af duen, der hæver sig mod aftenhimlen og flyver bort, blev en fortælling til de forsamlede om, at Gud er bag ethvert menneske, når det går igennem kriser og tab, som Noa jo gjorde det. Gud har sørget for en kerne dybt i os, en ark, som rummer essensen af, hvad vi er, og den kerne kan overleve enhver krise. Smerten, som følger med, får mening, når den, som det skete for Noa, forvandler os til mere åbne og levende mennesker. For de tilstedeværende, som havde erfaret noget tilsvarende, blev oplevelsen med duen en påmindelse og en bekræftelse, og for de, som måske var midt i et smerteforløb, kunne den stærke symbolske påvirkning give håb – midt i mørket.   

      Når gudstjenesten kom til at gøre så dybt et indtryk på den forsamlede menighed, skyldes det nok dels sommeraftenens stemning, men også at gudstjenestens fortælling indeholdt både ord og handling. Duen som symbol blev levende og nærværende, og fortællingens symbolvirkelighed blev tolket med ord, der relaterede sig til den enkeltes liv. I øjeblikket, da duen blev taget frem, ændrede menighedens stemning sig fra positiv deltagelse til total tilstedeværelse og nærvær. Fortællingen blev virkelighed, og den talte umiddelbart ind i de forsamledes liv!

      Oplevelsen af gudstjenesten viser noget væsentligt om det religiøse sprog, som det kommer til udtryk både i de bibelske tekster og i liturgiens rum.

 

2.     Det religiøse sprog

      Vi mennesker lever på samme tid i flere virkelighedsdimensioner. Vi lever både i en indre og i en ydre verden, og disse verdener påvirker hele tiden hinanden. De indre følelser farver oplevelsen af de konkrete hændelser, og de ydre påvirkninger ændrer den indre erfaring. I den tid vi lever i, er de fleste menneskers bevidsthed mest bundet til den ydre konkrete virkelighed, og vi identificerer os i høj grad med det, der foregår her. Vores jeg-forståelse er dannet i relation til oplevelser her, og vores sprog, ord og begreber, knytter sig til erfaringer herfra. For mange betyder det, at den indre verden eksisterer som et lukket rum af ensomhed og sprogløshed, det ikke er muligt at komme i kontakt med eller formidle.  Den indre verden har dog et sprog, men dette sprog er glemt og må genlæres, hvis de to virkeligheder skal kunne tale sammen og befrugte hinanden.  Det indre sprog består af billeder, der i fortættet form beskriver følelser og erfaringer. Vi møder de indre billeder i drømme og fantasier, men selv om vi måske husker nogle af vores drømme, så forstår vi dem som regel ikke. Vi taler ikke deres sprog og kan ikke kommunikere med dem.

      Hvis den indre virkelighed skal leve, må den gives et sprog – eller vi må lære at forstå og tale det sprog, som allerede er der. De indre billeder er symboler, fortættede skåle af følelser, erfaringer, ubevidste erkendelser, som venter på at give sig til kende for vores bevidsthed. Når vi husker vores drømme, vil langt de fleste af drømmene forsøge at kommunikere om personlige psykologiske vanskeligheder og problemer, der begrænser vores livsfylde. Drømme er vanskelige at forstå, især for drømmeren selv, for de er formet ud fra sindets skævheder og behov. Enkelte sjældne drømme kommer fra en religiøs kilde, fra sjælens rene virkelighed, og de formulerer sig ofte klart og tydeligt til drømmeren.

      Myter og religiøse fortællinger er budskaber fra samme rene og kollektive kilde, og de spejler dybder af det menneskelige sind og af eksistentielle grundsandheder, som det er en stor hjælp at kende til. Her gives livet perspektiv og mening, fordi det sættes i relation til en åndelig kilde, her anvises veje ud af psykologiske problemstillinger og af de stærke følelser og tanker, der er bundet hertil, her sættes mennesket fri. Både S. Kierkegaard og N. F. S. Grundtvig taler om religiøse tekster på tilsvarende måde. Kierkegaard siger i sit skrift "Begrebet Angest”, at "Mythen lader det foregaae udvortes, der er indvortes” [1], og for Grundtvig ”var myten et eminent udtryk for menneskets sjælelige erfaring” .[2] Ifølge en gammel bibeltolkningsmetode[3], der går tilbage til det 3. årh.[4] kan de bibelske tekster tolkes tropologisk – det betyder, at de kan ”vendes om”, så deres perspektiv bliver flyttet fra det ydre til det indre. Dermed kommer de også her til at spejle en indre sjælelig parallel til tekstens symboler.

      Når de bibelske fortællinger i almindelighed ikke taler til mennesker i dag, skyldes det nok, at den egentlige betydning af det religiøse sprog og den symbolske virkelighed er forsvundet. Hvis teksterne læses som beretninger om ydre konkrete hændelser, får de ingen særlig værdi; så bliver de fortællinger om fortidige hændelser. De får ikke lov til at opfylde deres væsentligste funktion, at binde menneskets indre og ydre virkelighed sammen og pege på en vej til dybere livsudfoldelse og væren og dermed til kontakt med Gud.

      En kvinde sendte mig for nogen tid siden et brev, hvori hun bl.a. skrev: ”Dét, jeg som barn så/oplevede, var Guds rige, Sandheds rige – det forstår jeg nu, Da Dét ikke blev spejlet, gik jeg vildt i verden. Jeg blev struktureret. Mit kendskab til kirken/kristendommen ledte mig dengang endnu længere ind i den uoplyste, ubevidste og moralske verden. Jeg måtte lægge afstand til kristendommen og ty til psykologi og andre trosretningers visdomsbøger for at finde landkort med holdepunkter, som kunne bane mig vejen tilbage til Kristus …. Jeg måtte ty til spiritus, medicin, indre flugt og galskab for at kunne holde smerten over tabet af Dét ud.” Her formulerer hun, hvor smerteligt det i hendes liv har været ikke at kende til det religiøse sprog, der kunne tyde hendes liv og give det mening. Uden det har hun måttet leve med et ubærligt indre ensomt mørke, som kom til helt at farve hele hendes liv.

 

2.1            De bibelske fortællinger

      De bibelske fortællingers første hensigt er at spejle indre psykologiske problemstillinger både i det enkelte menneske og i dets forhold til omverdenen, til andre mennesker. De spejler længsel, smerte, stærke og uovervindelige følelser, hårdhed, magtesløshed, alt det, som binder os fast til fortiden og forhindrer os i at være til stede i nuet. Johannesevangeliet siger, at vi vil have ære fra hinanden og ikke søger æren hos den eneste Gud[5]. På grund af indre usikkerhed søger vi bekræftelse hos hinanden og former os selv efter, hvordan vi bedst får den, i stedet for at relatere os til Gud, som har skabt os, og som kan vise os, hvem vi er. Dette vil de bibelske fortællinger have os til at se for dernæst at anvise os en vej ud af bindingen. Teksterne ser og spejler os mennesker i vores smertesituation, tager os ved hånden og fører os ud i nuets værdighed ved at åbne os for vores relation til Guds skabende og favnende omsorg og kærlighed. Det forudsætter selvfølgelig, at vi hører og møder deres tiltale.

      Et eksempel på dette ses i Johannesevangeliets beretning om, hvordan Jesus møder en samaritansk kvinde (Joh. 4,4-30)[6]. Hun er gået alene ud til brønden efter vand – på den varmeste tid af dagen, så hun er ikke en del af kvindernes fællesskab, ikke regnet værdig til at være det! Ved brønden møder hun Jesus, og hun bliver så glad for hans måde at tale til hende på, hans nærvær, og da han beder hende om at hente sin mand og dermed rammer ind i alt det, hun skammer sig over, prøver hun - for at holde Jesus fast - at dække over, hvem hun egentlig er. Hun forsøger at skjule det liv for ham, som hun tror, han vil forkaste. Da hun pludselig opdager, at han ser hende, som hun er, at han allerede kender hendes liv – og alligevel taler til hende og viser hende omsorg, slipper hun al sin skam og sine hemmeligheder, og det første, hun spørger ham om, er, hvordan hun bedst kan finde Gud. Hun spejler dermed for os, hvordan indre følelser af skam og mindreværd forhindrer os i at være til stede i nuets virkelighed. Hun viser også, at da hun slipper hemmeligheden, som jo allerede er kendt af Gud, slipper hun sig selv og alt det, der har fyldt hende, og overgiver sig til et dybt møde med Jesus, der nu viser hende, hvem han er. Da hun lidt efter forlader ham, lader hun sin krukke stå og går ind til byen og fortæller om Jesus – hun, der før var udelukket af fællesskabet! - og de andre lytter til hende. Hun er blevet et nyt og værdigt menneske. Hvis vi læser denne beretning med alvor og lader os ramme af den, vil vi blive tiltalt i vores egen smerte, vi vil spejle os i kvindens frisættelse, og vi vil gå fra mødet med teksten med håb.

      Hele det bibelske perspektiv er en beskrivelse af en vej fra fødsel til forløsning for det enkelte menneske og for menneskeslægten som sådan. Vejen tager udgangspunkt i skabelsesberetningerne i begyndelsen af Det gamle Testamente og ender i Det nye Testamentes sidste kapitler i Det himmelske Jerusalem. Forløbet følger os igennem dannelsen af det jeg, der binder os til verden, igennem alle de situationer og følelser, livet rummer, for til sidst at vejlede os til mødet med Jesus, som levendegørelsen af det gudsbillede, der ligge dybt i os alle. Hver enkelt fortælling er brikker på denne vej, og derfor rummer hver beretning i sig selv et stykke af vejen og en vejledning til at gå det!         Mange mennesker i dag kæmper for manifestering af deres individualitet, fordi de ikke føler den indefra; mange føler livet tomt, selv om de materielt ikke mangler noget. Den indre virkelighed har ikke sprog og hænger ikke sammen med den ydre, hvis der ikke er en overordnet instans, som kan knytte dem sammen, og som de begge kan hvile i. De bibelske fortællinger tilbyder et sprog og en virkelighedsdimension, som kan være med til at skabe denne sammenhæng. De giver billeder, der kan rumme og udtrykke det, som sindet ellers ikke kan forholde sig til, og de forbinder såvel den ydre som den indre virkelighed med Gud.

      Når Gud i den første skabelsesberetning skaber alting, skiller han tingene ad, lys fra mørk, himmel fra jord, dag fra nat, og gør på den måde hvert enkelt skabelsesværk tydeligt. Derved bliver det muligt at forholde sig til det og give det navn. På samme måde giver de bibelske personer navn til indre psykologiske fænomener, så vi bliver i stand til at skille dem ad, forholde os til dem og komme til ved Guds hjælp at herske over dem, sådan som skabelsesberetningen siger, at vi skal.

      Et eksempel er fortællingen om Kain og Abel (1. Mos. 4,1-16). Her vises to sider, to personlighedsdele, som bor i os alle. Beretningen spejler stærke følelser som jalousi og vrede og viser, hvad disse følelser kan gøre ved mennesker. Gud tager imod Abels offerrøg, og dermed bliver Abel billede på den instans i os, der kender Gud og ved, at Gud hører, mens Kain føler sig overset og mindreværdig. Han er den del, der er lukket inde i jegets ydre virkelighed, og som derfor ikke har en følelse af sig selv. Han må ses og høres, bekræftes, af andre for at føle, at han er til. I fortællingen føler han sig ikke set af Gud, Gud modtager ikke hans offer, som Kain synes, han skal, men Gud ser og vejleder ham hele tiden igennem beretningen. Det hører Kain dog ikke, for han lytter ikke efter Gud selv – kun efter sin egen forestilling om Gud. Til sidst slår han Abel ihjel, sin egen indre gudskontakt, sjælens virkelighed, og så er han for alvor alene i verden. Midt i smerten over den forladthedsfølelse, der følger efter, hvad han har gjort, råber han for første gang til Gud og siger, at hans skæbne er for hård – nu kan enhver, der møder mig, slå mig ihjel. Og sådan opleves det for den, der har slået den indre Abel ihjel. Nu er der kun den ydre virkelighed til at bekræfte ens selvfølelse, og der skal ikke meget til, før den bliver ”slået ihjel”. Gud hører dog Kains råb og sætter et mærke på ham, Kainsmærket, til beskyttelse. Ethvert menneske er Guds barn og under Guds beskyttelse, uanset hvor langt det er kommet bort fra hans virkelighed – det håb får Kain med sig ud i verden, og det løfte lyder også til os fra teksten. Gud har hele tiden været der for Kain, som han er der for ethvert menneske, men Kain var der ikke!

      Fortællingen om Kain og Abel gør det muligt at forstå – og måske føle - den ensomhed, vi mennesker kan leve i, hvis vi kun relaterer os til den ydre verden. Den, der lever som Kain, ser sig genkendt og mødt i beretningen: ”Her findes der endelig et sprog - eller billeder - for de følelser, jeg altid har haft, men som ingen tidligere har forstået!” Kain og Abel er billeder på jegets og sjælens virkelighed, på den helt udadrettede og helt indadrettede bevidsthed i os, og på, hvordan de to sider kan leve uden kontakt med hinanden. Det, at de begge er der og har navne, gør dem synlige og anerkender den splittelse, som mennesker oplever.

      Noa, som vi tidligere mødte, er billedet på, hvordan gennemlevelse af en smertefuld krise, hvor alt det kendte synes tabt, kan smelte hårdheden i et menneskehjerte og vække helt nye følelser, som forbinder den ydre og indre virkelighed. Noa kræver ikke at blive set på en bestemt måde – hans bevidsthed om smerten medfører, at han af hjertet siger tak til Gud, for livet, som det er. Hans møde med duen viser den blidhed og empati, der er vågnet i ham, og hans længsel og taknemmelighed løfter hans tak imod Gud. Han kommunikerer nu med skabninger og Gud på en helt ny måde. Han er blevet et nyt menneske.


2.1.1     Bibelmeditation

      Hvis det religiøse sprog skal læres, må det tages eksistentielt alvorligt. Kirkefaderen Augustin[7] sagde, at ”man skal tro for at forstå”, og sådan forholder det sig. Kun det lyttende sind kan høre teksternes tiltale og svar og lade sig anfægte af dem. Bibelmeditation er en måde at fordybe sig i teksterne på. Her trænes forståelsen af det religiøse symbolsprog; samtidig åbnes der for muligheden for at lytte til den vejledning, der ligge gemt i teksterne. 

      Bibelmeditation kan foregå på mange måder. En metode er at læse teksten grundigt flere gange og derefter for sit indre blik visualisere/imaginere teksten, så situationer, mennesker og følelser bliver virkelige. Her er det vigtigt at bruge alle sanser, se situationen, høre stemmerne, føle følelserne, sådan at teksten bliver levende virkelighed. Derefter slippes teksten, og den mediterende lader bevidstheden gå til et enkelt sted i fortællingen, som specielt fanger opmærksomheden. Det kan være noget, som undrer, noget, som giver håb, noget, som er særligt smukt eller særligt forfærdeligt. Det er ikke vigtigt, hvad det er, men der må kun vælges et ”sted”, for bevidstheden kan ikke dvæle i ro to steder samtidig. Nu sidder den mediterende stille med dette ”billede” i sindet i måske 15 min og lader det ”tale”. Til slut kan teksten yderligere personliggøres ved, at man her spørger sig selv, hvorfor netop dette ”sted” talte sådan til ”mig” lige nu, og der vil altid være en grund. Når flere mediterer sammen, er det en hjælp til uddybelse af teksten, at alle fortæller hinanden om de valgte ”billeder” og de erkendelser, der fulgte med mødet med dem[8].

      Erfaringer med bibelmeditation viser, at bibelteksterne rummer et levende univers, som det er muligt at komme i samtale med, og som blot venter på at give information fra sig. Det menneske, som til stadighed fordyber sig i teksterne og spejler sit liv i dem, vil opleve, at teksterne kommer til at leve i sindet, sådan at de til stadighed ”taler med”. De tolker situationer og vejleder igennem dem, fordi de altid spejler hændelserne ind i en overordnet religiøs virkelighed. Når hjertet flyder over af taknemmelighed, står Noa i baggrunden, og når vrede og jalousi tager magten fra en selv eller en anden, er Kain og Abels relation nærværende og viser, hvilke konsekvenser det har, hvis situationen ikke bliver løst. Uanset hvilke ”personer” og følelser, der er på spil, er Gud nærværende bag dem, og som han er det for de bibelske personer, er han det for ”mig”. Den erkendelse og erfaring kan give mod til at møde også det, som det ellers er vanskeligt at komme i kontakt med. Det stærkeste og mest ultimative ”symbol” i den kristne tradition er Jesu korsfæstelse, død og opstandelse, fordi det følger et menneske ind i den yderste smerte og helt ind i den fysiske død – med en levende tilsigelse af, at livet vil opstå på ny.

      Livsfællesskabet med teksternes symbolske virkelighed og først og fremmest med Guds tilstedeværelse i dem gør langsomt deres sprog konkret nærværende. Symbolerne hjælper til at ”skille” ting ad, så det bliver muligt at få øje på dem, forholde sig til dem og bearbejde dem, og dermed får livet et nyt perspektiv af mening og sammenhæng.

Alle bibeltekster kan anvendes; lettest tilgængelige er dog tekster med konkrete handlingsforløb[9].  

 

2.2            Ritualernes virkelighed

      Skabelsesberetningerne i Det gamle Testamente er udgangspunktet for den bibelske vej. De er en slags overskrift over frelsesforløbet og samtidig fortættede fortællinger om, hvordan Gud i begyndelsen skabte verden.

      Der er to skabelsesberetninger – den første fortæller om menneskelivet i Guds perspektiv (1. Mos. 1,1 – 2,4a)[10] og er en slags forjættelse om, hvor Gud ønsker at føre os hen. Gud skaber mennesket i sit billede, lægger sit billede ind i os, sådan at vi alle kan formes og udfoldes i overensstemmelse med det. Vi kan derfor også komme til at skabe i hans billede, efter hans forbillede.

      Når Gud skaber, gør han det ved sit ord og ved sin handling. Først påbyder han skabelsen, så former han det, der skal blive. Til sidst ser han efter, at det, han har skabt, er godt. Skabelse i Guds billede indebærer således, at ord og handling stemmer overens, og at bevidstheden bagefter omsorgsfuldt kontrollerer, at det er godt. Hvis vi skabte på den måde i forhold til hinanden, kunne vi være trygge i vores liv. Så ville der ikke være hemmeligheder og usandhed, så ville vi kunne stole på hinanden. Når ord og handling følges ad, er der sandhed imellem mennesker, og hvis vi tillige sørger for, at det, vi gør, ”er godt”, er der også godhed. En sådan sammenhæng i ord og handling manifesterer en ”hel” virkelighed uden splittelse, nuets virkelighed. Her er Gud er til stede; her skabes der i hans billede.

      Imidlertid er det ikke så ofte, vi mennesker fuldbyrder dette. Det slås fast i anden skabelsesberetning (2. Mos. 2,4b - 3,13), for her kommer splittelse og løgn ind. Denne beretning tager jordens perspektiv og skildrer de menneskelige grundvilkår, som de er i den konkrete verden. Opgaven for os bliver derfor, at vi ved Guds hjælp skal bevæge os fra dette vilkår og ind mod den virkelighed og nærhed med Gud, som 1. skabelsesberetning viste.

      I 2. skabelsesberetning bryder Adam og Eva nærheden med Gud ved imod hans vilje at spise af kundskabens træ – for selv at blive som han. De vil ikke nøjes med hans billede – de vil selv være Gud, selv kontrollere og styre. I det øjeblik de spiser, får de kundskab om godt og ondt, de får bevidsthed om dualitet og forskelle, og den øjeblikkelige virkning er, at de skjuler sig for hinanden med figenblade; de adskiller sig fra nærheden med hinanden, og senere sker det samme i forhold til Gud. Sådan gør vi mennesker stadig! Vi gør det, når vi bærer masker for hinanden, kun fortæller halve sandheder, har hemmeligheder og ikke skaber enhed imellem det, vi siger, og det, vi gør. Skammen over dette får os til også at vende os fra Gud.  

      Vi har dog fået givet et helle, hvor vi igen og igen får lov til at træde ind i det tabte Paradis af nærhed med Gud. Det er ritualets eller liturgiens rum, hvor ord og handling forenes, så alt igen bliver godt. Her etableres helhedens stilhed og sandhed, og herfra strømmer der væren, lys og håb. Her gives der også styrke til livet i verden og til at gå vejen tilbage til Gud.

      Religiøse ritualer er vigtige og nyskabende, også når de, der deltager, har glemt det religiøse sprog og ikke altid opfatter, hvad der sker. Enhed i ord og handling skaber altid rum af nærvær, og når Gud er den skabende – eller når ord og handling sættes i relation til ham – så gennemlyses tilværelsen eller situationen af hans lys. Ritualerne kan dog trænge endnu dybere ind i bevidstheden og manifestere deres virkelighed mere grundlæggende, hvis deres sprog vækker genkendelse. Vi kan alle skabe ritualer, som vi følger i vores personlige trospraksis, og de kan være givende og hjælpsomme, men de kristne kirkers liturgier er vokset ud af de bibelske tekster og den virkelighed, der er åbenbaret her, og derfor rummer de i sig selv en vej til nærhed med Gud.

      I 1. skabelsesberetning skabte Gud med sit ord og sin handling, og den første pagt, Gud indgik med sin skabelse, med Noa, manifesterede han efter et gensidigt møde mellem de to. Pagten rummede Guds tilsigende ord, og hans handling var her pagtstegnet, regnbuen, som han satte på himlen. Gud taler altid til os igennem ord og handling. Det gjorde han i skabelsen, det gjorde han i pagten, - og det gør han i liturgiens virkelighed, for sådan er ritualerne bygget op. De vigtigste kirkelige ritualer viser dette:

      I dåben siger præsten dåbsordene samtidig med, at han eller hun som handling eller tegn kommer vand på barnets hoved. Mange har sikkert oplevet at sidde i kirken til en dåb og blive overvældet af, hvordan lyden af det rislende vand i dåbsfadet – sammen med ordene, bevæger og kalder vand frem i øjenkrogen.

      Til et bryllup siger brudeparret ”ja” til at ville leve med hinanden ”indtil døden skiller jer ad”. Bagefter giver de hinanden ”hånd derpå”, og præsten ”slår af”, lægger sin hånd ovenpå deres hænder og bekræfter dermed den indgåede aftale, sådan som tredjemand altid tidligere gjorde ved vigtige handler. Jaet siger de til præsten som Guds repræsentant, men det kropslige tegn giver de til hinanden, og først når det er sket, er brylluppet virkeligt. Denne handling er i bryllupsritualet lige så betydningsfuld og højtidelig, som selve jaet. Brudeparret har med ord bekræftet ”for Gud og for os, som er her til stede”, at de vil hinanden, og nu stadfæster de det med handling, krop, overfor hinanden. Ofte bliver dette øjebliks betydningsfuldhed overset, men her er der mulighed for en dyb kontakt imellem de to, hvis de forstår, hvad de er en del af.

Ved bisættelse eller begravelse er ritualets egentlige øjeblik jordpåkastelsen, hvor præsten som den sidste i dette liv tiltaler den døde med et ”du”. Tre gange sker det: ”Af jord er du kommet, til jord skal du blive, af jorden skal du igen opstå”, og hver gang lægger eller kaster præsten samtidig jord på kisten. For den døde og for de efterladte står det nu fast – med ord og handling, med Guds skabende virkelighed, at den døde ikke mere er i denne verden, men er gået til Gud, og mange kender den lettelse, som ind i smerten over tabet, kan følge efter en begravelse, følelsen af at nu er det skete ”sat på plads”.

      Menneskelivet indrammes således af ritualer, men også igennem hverdagslivet kan vi søndag efter søndag få del i Guds nærværende, rensende og sandhedsskabende virkelighed. Det sker i nadveren, hvor præsten over brødet og vinen gentager Jesu ord om, at ”det er mit legeme, som gives for jer” og ”denne kalk er den nye pagt ved mit blod, som udgydes for jer til syndernes forladelse”. Igennem ordene og handlingen får vi mulighed for at træde ind i symbolets virkelighed, ind i det nu, hvor Jesus selv indviede brødet og vinen og gav det til disciplene. Derfor er der i det øjeblik ingen forskel på disciplene og os. Vi modtager ham, som er Guds billede, og dermed bliver vi et med gudsbilledet i os selv. Verden, eller anden skabelsesberetnings virkelighed, bliver vasket af os, og vi står igen rene og nyskabte foran Gud. Vi har fået en ny livsmulighed.

 

      Mange mennesker har en længsel efter at kunne træde ind øjeblikke, hvor det er muligt at hvile i Guds nærhed, og hertil kan ritualet være en stor hjælp. Enhver højmesse rummer sådanne øjeblikke, men fordi det religiøse sprog og den liturgiske forståelse er tabt for mange, er det ikke alle, som oplever det. Derfor er det vigtigt, at liturgiens sprog bliver formidlet, så mennesker forstår, hvad der er på færde, men endnu vigtigere er det måske, at de får mulighed for at opleve liturgi, som taler umiddelbart til dem, og som kan være med til at åbne dem for de bibelske teksters symbolsprog. Et eksempel på en sådan gudstjeneste kunne være strandgudstjenesten om Noa og duen. En stor menighed var mødt op – også for at opleve stemningen og fællesskabet ved stranden en sommeraften, og alle deltog med sang og lyttede til lovprisning og bøn. Men da duen hævede sig op over de forsamlede, stadfæstede et øjeblik sig, et nu, hvor alle var helt til stede med denne due, i forundring, i betagelse og bevægelse over – at ordene var virkelighed! Alle følte Noas bevægelse og forventning, alles liv blev spejlet i et kort øjeblik, og uanset om dette satte sig konkrete spor eller ikke, så gjorde det et dybt indtryk på alle pludselig at bevæge sig fra at være deltager til at være helt nærværende i det, som skete. Jeg tror, at alle et øjeblik følte sig berørte af Guds nærvær.


 3. Afslutning

      Strandgudstjenester har igennem mange somre været fast tradition i Grenaa, og som regel har de været bygget op omkring en sansemættet liturgi, en billedlig virkeliggørelse af de bibelske teksters univers. Gang på gang har vi oplevet, hvordan den konkrete visualisering af teksten river menigheden med og løfter sindene ind i et andet og meningsgivende rum. Temaer har været ”Jonas i hvalfiskens bug” udspillet omkring en kæmpehval bygget i strandskaller, den samaritanske kvinde, der af Jesus får levende vand, den brændende tornebusk med en oplyst og lysende ikon i en busk. I år dansede en kvinde til 1. skabelsesberetnings enkelte skabelsesdage, og også det blev en helt særlig oplevelse. Det var en regnfuld aften, og midt i regnen – mod en ”voldsom” himmel - dansede kvinden i en lysende gul kjole. For hver skabelsesdag og indpasset i liturgien med oplæsning og sang dansede hun med et forskelligt farvet klæde, som hun ved hver dags ”afslutning” placerede på et stort kors. 

      Hvis troen skal blive levende i menneskers liv, må vi have oplevelser, som gør åndens virkelighed nærværende for os, og vi må ane, at den også gælder os, at vi har del i den. Forståelsen af det religiøse sprog og oplevelsen af de bibelske teksters spejlende funktion, som den kan træde frem bl.a. i forbindelse med bibelmeditation, er en vigtig kilde for mennesker, der ønsker at fordybe sig i den kristne vej. Det samme er ritualernes manifesterende virkelighed. Erfaringer af denne art bryder den ydre verdens dominans i sindet, åbner for en personlig gudskontakt og giver vejledning ind i en kristen trosvej.

      Ud over disse sanseinddragende muligheder for fordybelse må der også stilhed til. Den travle hverdag, som præger mange af os, må modsiges, og stilheden i sindet må langsomt opbygges. Også til dette kan bibelmeditation og meditative gudstjenester være gode redskaber! Men ligesom Gud i 1. skabelsesberetning slutter sin skabelse med at hvile efter alt det arbejde, han havde udført, må vi gøre det samme. En længsel efter at føle Guds nærvær trænger til at finde sit stille rum at hvile i – måske igennem en daglig praksis, måske på helt andre måder!    

 


[1] S. Kierkegaard: Begrebet Angest. 2004. s. 45.

[2] Myter i Det gamle Testamente. Af Benedikt Otzen m.fl. s. 9.

[3] Jeg har skrevet udførligt om denne bibeltolkningsmetode i bogen ”At blive menneske. Meditativ fordybelse i den bibelske urfortælling”, s. 14-20. Der er tale om en tydningsstige med fire trin: 1. Den historiske eller bogstavelige betydning, 2. den allegoriske eller typologiske tydning, 3. den tropologiske tydning og 4. den anagogiske tydning.

[4] Bibeltolkningsmetoden går tilbage til kirkefaderen Origines, der levede ca. 185-284.

[5] Joh. 5,44

[6] Fortællingen er gennemgået i sin helhed i min bog: ”Vejen. Meditativ fordybelse i Johannesevangeliet”

[7] Augustin (354 – 430 e. kr.) var en af oldkirkens vigtigste kirkefædre.

[8] Om bibelmeditation se udførligere i ”Åndelig vejledning – en del af den kirkelige tradition”, s. 91-112

[9] ”Jesusmeditation” er en form for bibelmeditation, som er udviklet i Norge i 1950-erne af Edin Løvås. Denne tradition anbefaler kun bibelfortællinger, som handler om Jesus. Se ”Anna Ramskov Laursen: Veier til helhet. Lær å meditere i kristen tradisjon”, s 182-193

[10] Om en mere grundlægende tolkning af skabelsesberetningerne og urhistorien se min bog: ”At blive menneske. Meditativ fordybelse i den bibelske urfortælling.”