SØSTER ABRAHAMS 70-ÅRS DAG
Mit første møde med søster Abraham var til en barnedåb, hvor vi begge skulle være faddere. Det gjorde indtryk at stå der i en dansk kirke ved siden af en dansk kvinde i en særpræget nonnedragt - og specielt ”hue”. Mest indtryk gjorde dog hendes udstråling af styrke og alvor, og dette indtryk blev senere på dagen udviddet med en oplevelse af nogle ind imellem meget milde øjne og en stor lattermildhed, foruden af en stort viden og evne til at udtrykke den.
Senere har jeg været sammen med søster Abraham mange gange, dels i Jerusalem og på kurser i ikonmaling, og dels i private sammenhænge og når hun har holdt foredrag i min menighed i Grenaa.
Under en rejse til Israel for nogle år siden var vores lille rejsegruppe så heldig at tilbringe de fleste dage sammen med søster Abraham. Vi var en vennegruppe på ca. 10 personer, der var taget afsted på pilgrimsrejse til Israel. Initiativtageren var Anders Laugesen, der er nær ven med søster Abraham, og derfor stod hun parat til at tage imod os, da vi ankom, og hun fulgte os troligt og nærværende igennem alle dagene, også på vores udflugter, både til Det døde Hav og Masada mod syd og til Galilæa og alle de hellige steder mod nord.
I Jerusalem førte søster Abraham os stedkendt rundt, og hun fortalte os om alle lokaliteterne, vi besøgte. En stor oplevelse var det at følges med hende rundt i Jerusalems gader og se den store respekt hun nød fra alle befolkningsgrupper. Hun var kendt af såvel jøder som muslimer og kristne, og af alle sociale grupper lige fra gadehandlere til præster, rabbinere og imamer, og mange hilste hende med venlige ord og tilråb. Gennem hende fik vi også adgang til mange oplevelser, som vi ellers ikke ville have fået, bl.a. til en messe og efterfølgende morgenkaffe hos de benediktinske søstre i hvis have søstre Abraham bor.
Der var mange store oplevelser på denne Israelstur, men hvis jeg skal fremdrage nogle få stykker, var det nok først og fremmest besøget på Tabor bjerg. Vi kom der lige til solnedgangstid, og vi sad der på kanten af Forklarelsens bjerg og så dagslyset forsvinde, og himlen farves mere og mere rød. Det var overvældende og stærkt, og det at sidde der mellem gode venner og dele en stilhed, der føltes, som om den kom fra en anden virkelighed, var dybt bevægende. En anden af de store oplevelser var besøget i Johannes Døbers kloster i ørkenen udenfor Jerusalem. Her midt i ørkenen var vi pludselig i en oase af frugtbarhed og skønhed, både på et fysisk og på et åndeligt plan. At være på klosterområdet var at gå rundt i en frodig have i flere etager, og da vi var så heldige at få en samtale med klostrets abbed, følte jeg, at jeg i ham mødte et af de mest spirituelle mennesker, jeg har truffet. Han havde en dyb indsigt i søgende menneskers sind, og han kendte tydeligvis veje ud af sindet til mødet med Gud.
En sidste oplevelse, jeg vil nævne, er besøget hos de ortodokse nonner i Getsemane Have. Her havde vi en samtale med klostrets unge abbedisse, og hun viste os en dyb kvindelig spiritualitet, der gjorde indtryk på alle. Vi havde flere diskussioner med hende om forskellen på mandlig og kvindelig spiritualitet, og hun fik stillet spørgsmålet, om det ikke var underligt for hende som ansvarlig for kvinderne i klostret, at der kom en mandlig præst og forrettede gudstjeneste for dem. Hertil svarede hun, at hun så det som i skabelsesberetningen, at manden af Gud var blevet sat til at være den aktive, til at dyrke marken, mens det var kvinden, der skulle bage brødet og forarbejde kornet til næring og mad. Det var også hende, der skulle føde børnene. For abbedissen var dette et billede på, hvordan forholdet mellem mand og kvinde skal være også i det spirituelle liv. Manden er den aktive, der etablerer de fysiske omstændigheder for mødet med Gud, kvinden er den, der skal rumme og leve i Guds nærhed. For abbedissen var det et privilegium at være kvinde.
Denne nonne gjorde et stort indtryk på mig, og hun blev sammen med søster Abraham et billede på spændvidden i kvinders spirituelle liv. Denne nonne levede i høj grad et indadvendt og kontemplativt liv, mens søster Abraham med sin aktivitet og sin utrættelige hjælpen mennesker repræsenterer en anden side. Begge rummer de dog også det modsatte i sig. Det har mine mange senere møder med søster Abraham i høj grad bekræftet.
De mest stille og milde stunder, jeg har delt med hende, har nok været i forbindelse med, at hun nogle år senere lærte mig og en god veninde, Anne Neess, at ”knytte knuder” og lave bedekranse. I den ortodokse kirke knytter munke og nonner selv deres bedekranse v.h.a. indviklede knuder, og det gør søster Abraham også. Det er et stort arbejde at knytte en sådan bedekrans, netop fordi hver enkelt knude-perle er yderst kompliceret. Det er vanskeligt at lære at knytte dem, og det kræver stor koncentration. Når selve knytningen er lært, bliver knudeknytningen i sig selv til en meditativ proces. Søster Abraham var utrættelig i sin hjælpsomhed til at lære fra sig, og det var en stor oplevelse at sidde stille sammen med hende og lave vores egne bedekranse.
Stor glæde har jeg også haft af at lære at male ikoner. På disse kurser, der foregik hos Anne Neess, afslørede søster Abraham sin store viden om ikonernes univers. Hun underviste os både i teori og praksis, og de farvestrålende etiopiske ikoner, som hun først og fremmest maler, mejsler sig ind i ens hukommelse. Mange år før jeg selv lærte at male dem, havde jeg flere af hendes ikoner stående i mit hjem, og de har været mig til stor glæde. På kurset var det en forunderlig oplevelse at male og lægge guld på og male igen og langsomt se de bibelske personer og situationer vokse frem under ens hænder. Jeg erfarede, at når man maler en ikon, kommer man uvilkårligt til at leve sig dybt ind i hver enkelt person, symbol og naturomgivelse, man fremstiller, og nye nuancer af forståelse og tolkning vokser frem i ens sind, samtidig med at ikonen bliver til. Også det at male ikoner er en dyb meditativ og afspændende proces, hvori dagligdagen forsvinder, og man hensættes til ikonens indre univers.
En omtale af søster Abraham må også nævne hendes inspirerende foredrag. To gange har hun indtil videre holdt foredrag i min menighed i Grenaa, og jeg har også hørt hende flere andre steder. Hvor hun skal tale, strømmer mennesker til, både for at opleve hendes person og for at høre noget af alt det, hun ved og fortæller om. Hun er en inspirerende taler, og hun sætter mange ting i gang i menneskers sind.
Til sidst vil jeg udtrykke min tak for alt, hvad jeg har delt med hende og for den inspiration, hun har givet mig. Også en tak for hendes store hjælpsomhed, som jeg flere gange har nydt godt af, skal lyde til hende.
I anledning af hende 70-års-dag vil jeg gerne ønske hende et stort tillykke og samtidig dedikere to små refleksioner, jeg har skrevet, til hende. Den ene er over en Davidssalme, salme 23, som jeg selv holder så meget af, og jeg ved, at Davidssalmerne er en vigtig del af søster Abrahams liv, og at hun gang på gang vender tilbage til dem. Den anden er en lille refleksion over foråret. Det danske forår er noget af det dejligste ved vores land, og jeg kan forestille mig, at for søster Abraham må det være et af afsavnene ved at leve i Det hellige land, at hun sjældent får lov til at opleve foråret her i Danmark. Derfor vil jeg give hende et lille pust af det danske forår og det spirende liv, vi oplever der. Jeg kender hendes store kærlighed til dyr, og derfor føler jeg, at dette lille stykke passer til hende.
Salme 23
Herren er min hyrde, jeg lider ingen nød,
han lader mig ligge i grønne enge,
han leder mig til det stille vand.
Han giver mig kraft på ny,
han leder mig ad rette stier
for sit navns skyld.
Selv om jeg går i mørkets dal,
frygter jeg intet ondt,
for du er hos mig,
din stok og din stav er min trøst.
Du dækker bord for mig
for øjnene af mine fjender.
Du salver mit hoved med olie,
mit bæger er fyldt til overflod.
Godhed og troskab følger mig,
så længe jeg lever,
og jeg skal bo i Herrens hus
alle mine dage.
I denne salme lovsynger et menneske Gud som sin hyrde. Dette menneske har oplevet, hvor vanskeligt livet kan være, og det har fundet fred i tanken om, at uanset hvordan verden og livet er, så er Guds kærlighed og omsorg der bag alting – og midt i alting. Uanset hvad vi mennesker kan yde – også selv om vi er et sted i livet, hvor vi ikke kan yde noget som helst, så er Gud alligevel den gode hyrde for os. ”For sit navns skyld”, siger teksten – ikke for vores skyld, for det vi præsterer og gør os fortjent til, men for sit navns skyld. Fordi han er Gud og vil det bedste for os.
Salmisten kender til smerte, men også til at Gud er med i smerten og altid følger og støtter og bærer. ”Selv om jeg går i mørkets dal, frygter jeg intet ondt, for du er hos mig, din stok og din stav er min trøst”, siger han. Mørkets dal – det er netop dér, hvor det gør ondt at være – dér hvor man er ramt af livet, af sygdom eller tab af den ene eller den anden slags - eller det kan være dødsriget, ”dødsskyggens dal”, som det hed i den gamle oversættelse af Biblen. Men selv dér – i det, der gør allermest ondt, og dér hvor det fysiske liv er tabt – selv dér frygter salmisten intet ondt, fordi Gud er der. Det ved han, og den viden vil han med sin sang give videre til os.
”Du dækker bord for mig for øjnene af mine fjender”, synger han. Fjenderne er ikke kun de mennesker, vi i vores liv får imod os. Fjenderne er alt det, der truer vores liv. Alt det, der gør ondt, alt det, der rammer os – og alt det i os selv, som vi ikke magter at have med at gøre. Bag alt dette, bag al uroen, er der et sted indeni os selv, hvor vi altid er hos Gud, og når vi dør, så er vi der stadig – i hans nærhed. Han er altid parat til, som salmisten siger, at fylde vores bæger ”til overflod”.
Teksten vil trøste os, og give os en fornemmelse af det liv med Gud, som vi altid kan have med os, hvor vi end er i vores tilværelse – eller i vores død. Normalt er vi tilbøjelige til at identificere os med, hvad der sker for os og omkring os. Salmisten fortæller om en anden måde at være til på – en måde hvor Guds nærværelse altid er det vigtigste, og hvor alt andet ikke spiller så stor en rolle. Det kan vi måske ikke altid holde fast på, når livet kræver os med alle sine aktiviteter og gøremål – eller når det er fyldt med smerte – så kan vi være tilbøjelige til at glemme det! Men Guds nærværelse forsvinder ikke – det er bare os, der forsvinder fra ham for en stund. Gud venter på os – altid parat til at fylde vores bæger. Og den dag vi ikke mere er i dette fysiske liv, så tager han imod os for sidste gang på en måde, så kan vi med salmisten kan sige: ”..og jeg skal bo i Herrens hus alle mine dage.”
Derfor skal vi forsøge fortrøstningsfuldt at være til i det, der er – både når det er glæde, og når det er smerte. I tillid til at Gud som en hyrde altid tager kærligt vare på os.
Forår
Når foråret begynder, sker der noget med vores sind. Hvert eneste år gennemlever vi det. Og uanset om der i forvejen er lyst eller mørkt indeni os, så bliver vi alle sammen påvirket, når de første små blomster begynder at pible op af jorden. I begyndelsen går det langsomt med dem, men efterhånden som foråret virkelig indfinder sig, bliver det hele mere og mere overvældende, og det går hurtigere og hurtigere. Livet vrimler frem, og hver eneste dag kan det føles, som om der er kommet nyt til – af farver og løv. Det er også, som om hele lyset udenfor ændrer sig. Hvor der før var nøgne træer, er der pludselig lysegrønt løv, der skygger og giver læ, og luften er fuld af nye dufte og lyde. Det mest overvældende er vist, når bøgeskoven springer ud, - eller er det anemonerne? – eller haverne, når de blomstrende buske og træer står med tunge grene? Det er slet ikke til at afgøre det, for det hele bombarderer vores sanser med indtryk og oplevelser, der påvirker os.
Mange af forårets lyde kommer fra fuglene. De begynder at synge og slå deres triller. Ind imellem kan man høre, at der er noget galt, når de skræpper op og larmer. Ofte skyldes det, at en skade eller en anden uønsket artsfælle er kommet for tæt på reden med æg eller små unger. Og det er ikke underligt, at de bliver vrede, for det sker jo, at skaden kommer frem med et æg i munden – fra en af deres reder - og hakker det i stykker.
Nogle af de helt karakteristiske fuglelyde kommer fra skovduerne og tyrkerduerne, og selv om deres lyde ligner hinanden, så er det alligevel let at skelne dem. Det er nemlig sådan, - er der nogen, der siger, og jeg tror, det er sandt - at begge typer lovpriser Gud med deres kurren. De gør det bare lidt forskelligt, for tyrkerduen siger altid: ”Du gode Gud”, mens skovduen siger: ”Du store, gode Gud”.
Noget andet der er tankevækkende, hvis man begynder at følge fuglene – det er deres reder. Hver eneste art bygger sine reder på forskellig måde og forskellige steder. Mange af rederne er kunstfærdige og flotte – tænk bare på gærdesmuttens, der bliver bygget som en stor, rund, lukket kugle – kun med en lille hul i siden som indgang. Andre gør ikke så meget ud af det – de er mere sjuskede, som f.eks. kragerne, der kun bygger en bund, de kan ligge på. Nogle af fuglearterne vil helst have overblik fra deres rede, som solsorten, der gerne bygger på en bjælke i en garagen – eller som jeg selv engang var ude for – på nogle havemøbler, der endnu ikke var stillet ud, og det var et problem, for det betød, at vi det forår ingen havemøbler havde. Andre arter vil helst være lukket helt inde – det gælder stæren, der kan lide en kasse med et hul, eller musvitten, hvis hul gerne må være så lille, at den næsten skal klemme sig ud og ind af det.
Hvert eneste forår er en fortælling om Guds storhed. Om hvordan hans skaberkraft ingen ende har, og om hvordan den hele tiden udfolder sig i forskellig former. Og også om hvordan den kan række ind i ethvert mørke. Når vinteren er allermørkest, kan vi begynde at vente de første gule erantis, og dermed taler Gud til os. Igennem naturen fortæller han os om livets sammenhænge, og alt, hvad der sker, bliver på den måde et ord til os fra Gud. Han vil bl.a. fortælle os, at mørket, vi måske er i – at det aldrig varer, for når det er allermørkest, så er det lige før, noget nyt vil spire frem for os. Og det nye rummer utallige muligheder i sig – tænk på foråret, hvor alting vælder frem og viser os så mange aspekter af farver og dufte og lyde, at vi aldrig kan nå at opleve det hele.
Guds visdom lever i hver eneste af hans skabninger – også i enhver af os. Vi er alle forskellige – forskelligt udstyret fra naturens hånd, og vi må alle følge vores egen vej og udfolde vores eget særpræg i stort og småt. Tænk på fuglene og deres reder. Vi er forskellige, og det skal vi blive ved med at være, for sådan er vi skabt. Det er netop den mangfoldighed, der viser Guds storhed – og livets rigdom, som han giver i gave til os.
Når foråret næste gang kommer, så lad os endnu engang nyde det, og lad os - som tyrkerduerne og skovduerne – opleve, hvordan alt, hvad der udfolder sig, er et ord til os fra Gud.
