Johannesevangeliet som kilde til forkyndelse - Nyt Norsk Kirkebl

JOHANNESEVANGELIET SOM KILDE TIL FORKYNDELSE FOR MENNESKER I VOR TID

Av Lene Højholt

Johannesevangeliet som åndelig vejledning

I disse år er der en stor og voksende interesse for kristendommen som en livsvej. Det dogmatiske aspekt fanger ikke som tidligere menneskers interesse – det er ikke lærdom, man ønsker og savner, men oplevelsen af liv og mening. Mange har søgt i alternative sammenhænge, fordi de har følt, at kirken ikke gav dem gode svar og redskaber, de kunne bruge ind i det helt almindelige liv. Mennesker ønsker og længes efter at blive tiltalt som åndelige væsener, og de savner indsigt i livets dybere sammenhænge.

Når så megen søgen går udenom kirken, må vi spørge, hvad disse mennesker finder andre steder, som de føler, kirken mangler. Måske savner de en erkendelse af, at følelser og åndelig længsel hænger sammen og supplerer hinanden, og at den åndelige vej går igennem det personlige psykologiske landskab. Hvis ikke den psykologiske selvindsigt er en del af troens vej, så kan troen blive en fastlåst livsindstilling, der lukker anderledes tænkende ude fra fællesskabet. Den fælde har kirken og dens menigheder mange steder muligvis haft en tilbøjelighed til at falde i. Det er i hvert fald den oplevelse mange mennesker i dag har, og den erfaring holder dem væk fra kirken og dens rum.

I den lutherske kirke taler vi om, at det eneste, der er nødvendigt i frelsens perspektiv – er tro. Dette rummer en kolossal frihed for den troende, men mange menneskers problem er i dag, at de netop ikke kan tro – eller ikke ved, om de tror – eller hvad tro er. Overfor denne store gruppe må der et nyt sprog til. Kirken må komme dem i møde og tale til dem, så de forstår, at kristendommen handler om livet, om følelser og åndelig længsel, og at den rummer veje og redskaber til en mere meningsfuld tilværelse og til udfoldelse af et åndeligt liv. Mange søgende mennesker har i alternative sammenhænge oplevet, at det der har været muligt at finde et bedre liv, en frihed, som kirken ikke har kunnet hjælpe dem til. Men de længes stadig efter et dybere åndeligt eller spirituelt liv, og derfor har de en stor åbenhed overfor at lytte, hvis kirken kommer dem i møde.

Kirken og den kristne tradition rummer det disse mennesker længes efter, men sproget må åbnes, så de tiltales ind i deres egen virkelighed. I den kristen mystik er der meget inspiration at hente til et nyt sprog. Mystikere som Hildegard af Bingen, Frans af Assisi, Mester Eckehart og Teresa af Avila har alle hver på deres måde formidlet den religiøse oplevelse og virkelighedsdimension i et livsnært sprog, der taler til oprigtigt søgende mennesker også i dag. For de fleste mystikere er Johannesevangeliet det vigtigste bibelske holdepunkt, og det skyldes, at Johannesevangeliet netop spejler det almindelige liv og samtidig altid peger på Jesus som den, der kan fører et menneske ad troens vej til et dybere eksistentielt møde med Gud. Ja, det ikke blot peger – for det menneske, der fordyber sig i Johannesevangeliet bliver ført ad denne vej. Det udtrykker Jesus selv med ordene: ”Jeg er vejen …” (Joh. 14,6). Derfor kan Johannesevangeliet bygge bro imellem det traditionelt kirkelige og det mere alternativt eller alment søgende menneske, og det bør kirken benytte sig af.

Som mystikernes trosvej går igennem renselse af sindet til mødet med Gud, sådan fører Johannesevangeliet også disciplen eller læseren igennem en psykologisk renselse til en dybere og dybere nærhed med Jesus. Jesus er Gud, der er blevet menneske, og igennem den gradvist voksende nærhed med mennesket Jesus – og næsten sammensmeltningen eller foreningen med ham - møder disciplen til sidst Gud selv. Denne trosvej, som den er beskrevet i Johannesevangeliet, har jeg belyst i min bog ”Vejen. Meditativ fordybelse i Johannesevangeliet”. Johannesevangeliet kan læses ud fra mange andre tilgange end denne, men den fordybende læsning rummer noget af den åndelige vejledning, som mennesker i dag søger og længes efter.

Johannesevangeliet er således en spændende og vigtig kilde til forkyndelse, og tekster herfra evner at trænge ind til mennesker og berøre dem. Selvfølgelig er det lettest at formidle teksterne med de store fortællinger, som f.eks. fortællingen om den samaritanske kvinde ved brønden (Joh. 4) eller beretningen om den lamme ved Betesda Dam (Joh. 5). I disse to fortællinger er det så meget psykologisk indsigt og virkelighed, at de fleste vil blive ramt – og måske næsten rystet, hvis denne tilgang åbnes.

Den samaritanske kvinde ved brønden (Joh. 4) og den lamme ved Betesda Dam (Joh. 5).

Kvinden ved brønden længes efter Gud – som de fleste mennesker inders inde gør det, men hun er så fyldt af skam over at være sig og af nødvendigheden af at holde hemmeligt, hvem hun er, at hun kun kan rumme det. Der er ikke plads til andet og slet ikke til det, hun længes efter. Da Jesus midt i samtalen med hende siger, at hun skal hente sin mand, forsøger hun at bevare sin hemmelighed ved at smålyve og sige, at hun ikke har nogen mand. Jesus fortæller hende, at hun har haft fem mænd …, og viser hende dermed, at han hele tiden har vidst, hvem hun er – og at han alligevel har talt med hende og ikke fordømmer hende. Da hun erfarer det, slapper hun af, slipper sig selv og spørger, hvor hun skal tilbede Gud. Som mystikerne har beskrevet det, må et menneske tømmes for sig selv, slippe sine livshemmeligheder, før det kan fyldes af Gud. Det er det, Jesus her hjælper den samaritanske kvinde til – at slippe sig selv for at blive fyldt af Gud. I Johannesevangeliet er ”sandhed” et meget væsentligt begreb, fordi sandheden er den nødvendige forudsætning for, at et menneske kan åbne sig spirituelt. Helligånden kaldes ”sandhedens ånd”, fordi Helligånden kun kan virke i sandhed. Og når Jesus kalder sig selv ”Vejen, sandheden og livet”, siger han, at sandhed er måden at forholde sig på på den vej, der fører til livet.

En prædiken over denne tekst kan tage udgangspunkt i menneskers længsel - eller i livshemmeligheder og skam - og vise, hvordan åndelig længsel og hemmelighed står i modsætning til hinanden, hvordan livshemmeligheder og skam forhindrer den åbning, længslen rækker ud efter. Og hvem vil ikke kunne spejle sig i et udsagn om dette? Der kan tales om den smerte og livsbegrænsning, hemmelighederne giver, og om den lukkethed, der følger med, ikke bare i forhold til andre mennesker, men også i forhold til Gud. Udgangspunktet kan være kvindens dybe smerte, og prædikenen kan munde ud i hendes forløsende møde med Jesus, hvor Jesus til slut fortæller hende, hvem han er, viser sig for hende. Kvinden er igennem hele fortællingen magtesløs overfor sin egen problematik, men Jesus fører hende, løfter hende næsten ind i erkendelsen af ham, og da hun går tilbage til byen efter mødet med ham, lader hun sin gamle krukke stå. Hun er blevet et nyt menneske. Billedet med krukken vil tale stærk til den, der føler sig låst inde i sig selv, og billeder huskes.

Også beretningen om den lamme ved Betesda dam forbinder sig til almene tilværelsesproblemer. Den lamme er kommet til dammen dag efter dag igennem mange år, fordi han håber på at blive helbredt. Han bruger hele sit liv på dette håb. Men da Jesus kommer forbi og spørger ham, om han vil være rask, svarer han ikke straks ”ja”. Han siger snarere ”ja, men ..”. I hvert fald begynder han at undskylde og forklare - hvorfor det ikke sker, det han håber på - og vi aner håbløsheden, den manglende tro. Han tror ikke længere på det, han håber på og handler efter, og det gør hans liv uvirkeligt, usandt, for han lever på en smertefuld livsløgn. Allerede her vil de fleste mennesker kunne spejle deres eget liv ind i den lamme. Hvor ofte kan vi ikke høre os selv sige: ”Ja, men…”?, og hvor smertefuldt er det ikke at blive ved med at gøre det, vi ikke længere tror på? Næsten værre bliver situationen, da Jesus har helbredt manden og siger til ham, at han skal tage sin båre og gå. Her drages vi ind i en af årsagerne til, at vi mennesker sjældent vover at ændre på selv vanskelige og ”lammende” ting i vores tilværelse. Ændringer medfører nyt ansvar, man gør sig synlig og udsætter sig for andres kritik. Det er netop, hvad manden her oplever. Han tager sin båre og går – fyldt med glæde må han være, men da jøderne kritiserer ham for at bære båren på en sabbat, taber han ansvaret - og glæden - og skyder skylden fra sig og over på Jesus, der sagde, at han skulle. Det er ikke let at blive helbredt! I mandens ord hører vi ekkoet fra Paradisets have, hvor Adam skyder skylden på Eva, og Eva skyder den på slangen.

En prædiken over denne tekste kan tage udgangspunkt i, hvad det vil sige at være lam, for alle mennesker er jo lamme, hver på deres måde. Eller udgangspunktet kan tages i mandens manglende styrke til at sige ”ja”, og der kan gives konkrete eksempler på situationer i menneskelivet, hvor det er let at mangle mod til at ændre og tage ansvar. Ofte undskylder vi os med, at ”en anden dag”, vil det være lettere - at tage konfrontationer, sige til eller fra, gøre noget bestemt…. På den måde udskyder vi livet eller fratager os selv muligheden for at være helt til stede i det.

Uanset hvilket udgangspunkt, der vælges, kan talen inddrage eksempler på psykologisk eller følelsesmæssigt smertefulde situationer, som de fleste kender og kan identificere sig med; hermed er vejen åbnet for at hjælpe mennesker til at erkende baggrunden for noget af deres indre smerte. Det er også nærliggende at tale om længsel og om Jesus, der helbreder midt i magtesløsheden, uafhængigt af om personen selv kan sige ja eller ikke. Jesus er yderligere den, der bærer alt det, manden ikke selv magter, for det er ham, jøderne beslutter at forfølge i forlængelse af hændelsen. Jesus ser menneskers smerte og svaghed, men han fordømmer aldrig. Han hjælper og bærer, og tiltaler et menneske med sit nyskabende ord.

Prædikenteksterne mellem påske og pinse

Der er meget psykologisk hjælp og åndelig vejledning at hente i alle Johannesevangeliets store fortællinger, og derfor er de så gode at prædike over. Vanskeligere bliver det, når vi kommer til Jesu taler, her bl.a. nogle af prædikenteksterne, der hører hjemme i tiden mellem påske og pinse. Den første søndag i denne periode handler teksten om Jesu møde med den vantro Thomas; den næste søndag er det fortællingen om Jesus som den gode hyrde. De resterende fire søndage er evangelieteksten dele af Jesu sidste tale til disciplene. Fælles for alle teksterne er den nærhed, der lyser ud af dem, og enhver prædiken ud fra dem må formidle denne nærhed.

Vi er i tiden efter påske, og for disciplene har denne tid været præget af intense forsøg på at forstå det, som er sket, og på at huske alt, hvad Jesus har sagt og gjort. Det vigtigste for dem er ikke mere selve hændelserne, men det nærvær, der var i dem. For at bringe Jesus med i hjertet i deres videre livsforløb og i udførelsen af den opgave, han har givet dem, må de kunne føle ham; for at kunne modtage hans ånd, Helligånden, må de kende ham i hjertet.

I begyndelsen af Johannesevangeliet fortalte Jesus om nødvendigheden af at blive født på ny. Det gjorde han i sin samtale med Nikodemus, der kom til ham om natten (Joh. 3). Og han fortalte, at den, som er født af Ånden, er som vinden, der blæser – ingen ved, hvorfra den kommer, og hvor den går hen (Joh. 3,8). Den, der er født af Ånden, lader sig ikke mere lede af menneskelig usikkerhed, men af Gud. I Johannesevangeliet er Lazarus’ opvækkelse fortællingen om denne genfødsels gennembrud i disciplenes sind; efter at dette er sket, er disciplenes åndelige sanser åbnet, og de skal lære at bruge dem. Først fører Jesus dem igennem forskellige symbolske handlinger eller indvielser, indtoget i Jerusalem, fodvaskningen og det sidste måltid; derefter tager han dem i enerum og taler til dem. Inden han skal skilles fra dem, underviser han dem i sin tale i, hvad det er, der er sket med dem og hvad, der er deres fremtidige opgave. Og han fører dem frem til et møde med Gud selv, for nu kan de bære at møde ham. Efter opstandelsen viser han sig for alle disciplene om aftenen på opstandelsesdagen og blæser sin ånde ind i dem (Joh. 20,19-23). Her modtager de ”Talsmanden” og dermed Helligåndens kraft til at føre det ud i livet, Jesus har pålagt dem. I Johannesevangeliet falder påske og pinse således på samme dag.

Kun en af teksterne, der skal prædikes over i denne periode, den første om den vantro Thomas, falder i evangeliet tidsmæssigt efter påske, de andre falder før og må ses som disciplenes forsøg på at genkalde sig essensen af Jesu belæringer.

1. søndag efter påske: Joh. 20,19-31

Teksten begynder med Johannesevangeliets pinseberetning; Jesus viser sig for disciplene om aftenen påskedag og blæser sin ånde i dem. Udgangspunktet er disciplenes angst for jøderne og sikkert for alt det, der er sket. Pludselig er Jesus hos dem og lyser sin fred over dem, og de bliver glade. Allerede her er der noget at tale om. Den frygt, vi alle kan føle for, hvad der sker omkring os og med os, overfor den glæde og fred mødet med Jesus giver. Da Jesus viser sig, springer glæden frem i disciplenes indre, og som for at understrege og fastholde dette øjeblik af opfyldelse og glæde og for at indprente situationens intimitet i deres sind, lyser Jesus endnu engang sin fred over dem. I et næsten meditativt stilhedsøjeblik løfter han deres bevidsthed ind i mødet med ham, og så udsender han dem til at føre hans gerning videre og giver dem kraft dertil ved at blæse sin ånde ind i dem og give dem Helligånden. Her kan der tales om ”kald”, om følelsen af at være sat til at udføre en bestemt opgave. Opgaven kan være vanskelig, men hvis den er et kald, er der også kraft og styrke til den, for kraften kommer så ikke fra os selv men fra Helligånden. Det er vigtigt at understrege, at et kald kan være mange forskellige ting og ikke nødvendigvis ser ud som noget højt og ophøjet.

Jesus udsender disciplene til at videreføre hans gerning i verden, og den første de skal forkynde for, er en af deres egne, Thomas. Det lykkes dårligt for dem; i stedet for at skabe tro i ham, skaber de tvivl. Årsagen kan være den måde, de taler til ham på. De sætter ikke Kristus i centrum, men sig selv. De siger ikke: ”Herren har vist sig for os”, men: ”Vi har set Herren”; dermed bliver Thomas sat uden for deres kreds, og de hæver sig op over ham. Det reagerer han på. De møder ham ikke, hvor han er, ”ser” ham ikke, og derfor kan de ikke formidle budskabet til ham. Her skildres en af fælderne i forkyndelse og menighedsarbejde, nemlig tilbøjeligheden til at dele op i de mere og mindre ”hellige”, i dem, der har haft de store oplevelser, og dem, der ikke har, i dem, der lever en bestemt form for liv og kristendom, og dem, der ikke gør. Den ydmyghed, som disciplenes samvær med Jesus skulle have født i dem, mangler stadig, og det forhindrer dem i helt at gøre det, Jesus vil have dem til.

Jesus fører disciplene ud af denne fælde; da han senere viser sig for dem, lyser han sin fred over dem alle, og straks derefter henvender han sig til Thomas, der har så meget brug for det, og siger, at han skal røre ved sårene. Jesus kommer Thomas i møde, hvor han er – uden fordømmelse eller forventninger. Han bebrejder ham ingenting; han ”ser” hans smerte og fortvivlelsen over ikke at kunne tro og over at føle sig udenfor. Jesus ved, at når et menneske lukker sig inde i sig selv, er det, fordi det har det svært. Han ”ser” Thomas, inkluderer ham i fællesskabet og hjælper ham, og dermed viser han disciplene, hvad sand kærlighed er. Han lærer dem, hvilken holdning de må møde mennesker med i deres fremtidige opgave. Igen er det nærheden og det intime og virkelige møde med mennesker, der sættes i centrum. For at være levende og vedblive med at være levende må troen have nærheden som fast følgesvend – både i relation til Jesus og til andre mennesker.

Thomas overgiver sig helt i tillid til Jesus og den måde, han møder ham på. Han mærker det favnende nærvær og har ikke mere behov for beviser. Til slut inkluderes kommende menigheder i fællesskabet, alle os der ”ikke har set og dog tror”.

2. søndag efter påske: Johannes-evangeliet. 10,11-16

Fortællingen om Jesus som den gode hyrde kommer lige efter, at den blindfødte er blevet seende og ser Menneskesønnen og tror ham. Begge disse fortællinger er en slags overgangsfortællinger; de henholdsvis afslutter og påbegynder to forskellige faser på trosvejen. Lige før fortællingen om den blindfødte kalder Jesus for første gang disciplene for disciple – for senere at kalde dem tjenere, venner, brødre og til sidst børn. Det betyder, at med helbredelsen af den blindfødte – den helbredelse, der forårsager, at den blindfødte ser menneskesønnen og tror - er disciplene blevet rigtige disciple. Deres åndelige syn og dermed troens virkelighed er åbnet i dem.

Nu påbegynder de den specifikt åndelige vej, og det første skridt her er symboliseret i billedet af Jesus som den gode hyrde – og disciplene som får. Når denne nye virkelighed lukker sig op, bliver disciplene som får – de giver deres egen vilje til Jesus. De slipper deres afhængighed af ”verden” og identificerer sig nu med det åndelige liv, Jesus bringer. Men de kender endnu ikke det nye – derfor er de som får. I denne tekst beskriver Jesus sin nærhed med disciplene på en anderledes dyb måde, end han tidligere har gjort. Han ”kender” dem, og de ”kender” ham, og relationen imellem dem og ham er lige så nær, som relationen mellem ham og Faderen. De er ved at blive en del af ham, og det, der binder dem sammen med ham er kærlighed – hans kærlighed, som de hviler i. Jesus fortæller dem, at han er den gode hyrde, der sætter sit liv til for dem. De er selvfølgelig skræmte over at have givet den gamle og kendte kontrol fra sig, men han beroliger dem med billedet af den gode hyrde og fårene.

Også tidligere i dette billede (før dagens tekst) har Jesus understreget nærheden imellem disciplene og ham selv ved at sige, at han kalder dem ved navn, og de kender hans røst. Hvad denne kendthed betyder, ser vi konkret udfoldet påskemorgen, da Jesus møder Maria Magdalene ved graven, og han kalder hende ved navn, og hun genkender hans røst – eller genkender nærheden med ham i den (Joh. 20,11-18). Jesus fortæller også disciplene, at han er ”døren”, som de må gå igennem – de må identificere sig med ham; det samme budskab udfolder han senere, da han kalder sig selv ”Vejen”. Jesus kender det inderste af disciplene, deres sjæl eller inderste væren – og de begynder at kende hans. De aner nu, hvem han er, og derfor kan de overgive sig lige så fuldt til ham, som får overgiver sig til den gode hyrde.

Den allersidste fortælling i Johannesevangeliet viser tilbage til billedet af Jesus som den gode hyrde. Her møder disciplene den opstandne ved Tiberias’ sø; disciplenes vej med Jesus er gået til ende, og Jesus skal forlade dem. Han overlader her alt til dem. Tre gange siger han således til Peter, at Peter skal vogte hans lam eller være hyrde for hans får. Disciplene skal nu selv gå ud i verden og være de gode hyrder.

En prædiken over denne tekst kan tage udgangspunkt i en tale om det konkrete forhold mellem får og hyrde. På et kursus om Johannesevangeliet, afholdt på en præstegård, arbejdede vi med denne tekst. Præsten holdt får, og deltagerne gik med ud for at se, når han nærmede sig fårene – og fodrede dem. Det var en meget sigende oplevelse.

Disciplene skal ikke vedblive med at være som får. De skal blive ”voksne” i deres nye bevidsthed. Det fortælles der om i Lazarus’ opvækkelse, hvor det genfødte menneske træder ud af graven. Men fårenes hengivelse og tillid er forudsætningen for, at Gudslyset kan komme til at skinne i et menneske, som det gør i Lazarus; dybden af nærvær kan kun fremkomme igennem hengivelse og inderlighed. Sådan er det imellem mennesker, og sådan er det i forhold til Gud. Også senere, når disciplene bliver fuldt handledygtige i deres nye væren, må hengivelsen fortsat være fundamentet i deres relation til Jesus.

Til sidst i teksten fortæller Jesus, at han også har andre får, som ikke hører til denne fold, og også dem skal han lede. En side af hengivelsen og overgivelsen er rummeligheden og åbenheden. Disciplenes gamle lukkede verdensbillede gælder ikke længere; det erstattes af Jesu åbenhed og universalitet. Disciplene - og vi - skal ikke dømme hinanden eller se på hinandens forskelligheder. Vi skal åbne os mod hinanden og blive som vinden, der blæser.

3. – 6. søndag efter påske

På disse søndage skal der prædikes over tekster fra Jesu sidste tale til disciplene. Han har gået hele vejen med dem, og nu skal han forlade dem. Han ved, hvor frygteligt det vil blive for dem, alt det, der nu skal ske, og dette er hans sidste mulighed for at indgive dem styrke til at gå igennem det. Han har netop vasket deres fødder og holdt det sidste måltid sammen med dem. Med sine handlinger har han podet dem ind i sin kærlighed og ind i tilgivelsens virkelighed. Nu skal han prente det samme ind i deres bevidsthed, så de aldrig glemmer det. Og i helt fortættet form siger han dem alt, hvad han tidligere har lært dem, og han åbner ind til det, de senere skal komme til at erkende. Han gør det med ord, de kan blive ved med at vende tilbage til og synke ind i for langsomt at komme til at forstå dem og ham dybere og dybere. Det er næsten, som om han prenter sig egen bevidsthed ind i dem – med en ømhed og en nærhed, der åbner dem til at tage imod.

3. søndag efter påske: Joh. 16,16-22

Her forsøger Jesus at forberede disciplene til begivenhederne i forbindelse med sin korsfæstelse, død og opstandelse. Han åbner deres bevidsthed til at kunne rumme både smerte og glæde samtidig, og han gør det igennem billeder, de kender, og som de let vil kunne huske. Som så mange gange før i evangeliet bevæger Jesus sig i sine ord frit mellem forskellige dimensioner af virkelighed. ”En kort tid, så ser I mig ikke længere, og atter en kort tid, så skal I se mig”, siger han og forvirrer disciplene med sin tale. Dette vil de først kunne forstå efter hans død og opstandelse, men da vil de få stærkt brug for disse ord, for ordene rummer og tolker alle de begivenheder, de skal gå igennem.

Det vanskeligste for disciplene vil være smerten, de bliver kastet ud i. Den tager Jesus her hånd om. Han lærer dem, at smerte og glæde hænger sammen, at de er to sider af samme sag; det, der gør så ondt nu, er det, glæden senere skal springe ud af. Og han giver dem billedet af kvinden, der skal føde, og som, når barnet er født, ikke mere husker ”sin trængsel af glæde over, at et menneske er født til verden”. Sådan vil det også være for disciplene. De sørger nu, men senere vil sorgen forvandle sig til en glæde, de aldrig før har kendt, og som de ikke kan miste. Billedet med den fødende kvinde rummer også andre aspekter, for disciplene vil opdage, at de selv - med Jesu opstandelse - er ”født til verden” som nye mennesker.

I forbindelse med denne tekst kan der nævnes konkrete eksempler på, hvordan modgang, tab eller krise for nogle mennesker har været indgangen til et mere meningsfuldt liv. Selve tabet må aldrig undervurderes; det kan være frygteligt. Det var disciplenes tab også; efter Jesu korsfæstelse blev intet nogensinde igen det samme for dem. De mistede det vigtigste, de havde, men tabet modnede dem til den opgave, der blev deres.

Det vigtigste i teksten er den kærlighed og omsorg, Jesus omslutter disciplene med. Han kender dem og bærer med på deres smerte, endnu før den har ramt dem; på samme måde vil han være medbærer på ethvert menneskes smerte. Han giver disciplene del i sin nærhed på en måde, så de aldrig kan miste den. Han poder den ind i dem og er derigennem med dem i alt, hvad der kommer til at ske.

4. søndag efter påske: Joh. 16,5-15

Jesus tager igen udgangspunkt i disciplenes følelser – som enhver god sjælesørger gør det. Han møder dem der, hvor de er, og tager dem med et andet sted hen. Ind i deres sorg taler han ”sandheden” til dem – selv om de måske ikke helt kan tage imod den, eller høre den lige nu: ”Det er det bedste for jer, at jeg går bort”. Sandheden om, at tabet kan være det bedste, har vi mennesker meget svært ved at acceptere; det er vanskeligt at slippe det gamle, den gamle tilstand, når det nye endnu ikke er kendt. At sige sådan til andre mennesker kan kun Jesus. Han kan, fordi hans ord er rene og åbne, og fordi han omfatter dem, han taler til, her disciplene, med fuldstændig accept og forståelse; han er helt til stede for dem. Det kan han være, fordi han ikke har personlige følelser eller angst, der blander sig ind i de ord, han siger. Han er hos dem, og derfor kan de lytte og tage imod.

Jesus forklarer disciplene, hvorfor det er det bedste, at han går bort. Det er det, for ellers kommer ”Talsmanden” ikke til dem, Guds egen Ånd, sandhedens ånd, der skal tage bolig i dem og vejlede dem ”i hele sandheden”, i alt det, Jesus stadig har at sige dem, men som de endnu ikke kan bære at høre. Så længe Jesus er sammen med dem, vil han være deres lærer og mester, og de vil lade ham være deres autoritet og vejleder. De vil ikke selv tage ansvar for alt det, der nu bor i dem, for deres personlige relation til den åndelige virkelighed, som genfødslen har åbnet i dem. Jesus sender Talsmanden, Guds egen Ånd, til dem, den ånd de nu kender igennem ham. De behøver ikke mere Jesus til at sige ordene, for nu har de selv et levende forhold til Gud og kan selv høre hans tale. Jesu formål med at komme til jorden opfyldes i det øjeblik hans ånd tager bolig i dem, påskedags aften, da han blæser sin ånde ind i dem. Her forbereder han dem til at modtage åndens kraft.

Talsmanden skal ”overbevise verden om synd og om retfærdighed og om dom. Om synd: at de ikke tror på mig; om retfærdighed: at jeg går til Faderen, og I ser mig ikke længere; om dom: at denne verdens fyrste er dømt”. Jesus definerer her kort og præcist essensen af sin lære og af grundstenene på den trosvej, han bringer. På hans trosvej kommer syndserkendelsen først, sådan som det skete for disciplene, og syndens indhold er, som Jesus siger, ”at de ikke tror på mig”. Hvis troen på Jesus vågner i et menneske, vil det opdage, at den ”retfærdighed”, Jesus bringer, er en helt anden, end den, der hører verden til. I verden er retfærdighed forbundet med straf for forseelser, for synd, men sådan er Jesu retfærdighed ikke. Jesus møder ethvert menneske med Faderens kærlighed, for han er ét med Faderen, og Faderens kærlighed er uden grænser. Når et menneske forstår dette, forsvinder angsten for dom og forkastelse; den troende ved da, at dommen finder sted i lyset af Guds kærlighed. I Faderens retfærdighed er det ikke mennesket, der er dømt; det er det onde, mørket. Når Jesus går til Faderen, viser han verden, at ”verdens fyrste” er løgner, for hans magt er tom; han kunne intet stille op overfor Jesus. Det onde kan eksistere i verden, men det har ingen magt over Ånden, og når menneskets ånd hviler hos Faderen, er den urørlig for andre end ham.

Jesus understreger til sidst i dagens tekst, hvordan Faderen vil herliggøre ham, og hvordan han og Faderen er et. Og hvordan disciplene nu selv igennem Jesus hører sammen med Faderen.

En prædiken over denne tekst kan tage udgangspunkt i nødvendigheden af at give afkald på en ydre tryghed for at finde en indre. Vi mennesker vil gerne læne os op af autoriteter og spejle os i andre, men det forhindrer os i at finde hvile i en indre åndelig styrke. Hvis vi skal være som vinden, der blæser, og lade os lede af indre inspiration, må vi vove at stå alene og følge den vejledning, der kommer indefra – den, ånden giver, den, der kan vejlede os ”i hele sandheden”, som Jesus siger.

Det er vigtigt i prædikenen at tale om, hvad Helligånden er, og hvordan den virker i et menneske, i et personligt liv. At et menneske kan være åndsbærer, er for mange i dag fremmed tale; samtidig ved vi alle, hvad det betyder, hvis nogen siger om en anden, at han eller hun lyser eller er et lysende menneske. Hjertets stille hengivenhed giver plads for Helligåndens virke, og Helligånden kan udrette mere igennem et menneske, end noget menneske kan af sig selv. Helligånden er livskilden, hvorfra der flyder væren og visdom. Og Helligånden vil hele tiden lære os mere om, hvem Gud er, hvem vi selv er, og om hvad Gud ønsker af os. Helligånden vil virke i os og forhindre, at det kristne liv ikke stivner bag faste rammer; vi må vove altid at være i bevægelse i vores Gudsforhold, for som Jesus siger: ”Jeg har endnu meget at sige jer…”. Endnu erkender vi kun lidt af det mysterium, han har bragt.

5. søndag efter påske: Joh. 16,23b-28

Denne søndags tekst handler om den nærhed, der er vokset frem mellem disciplene og Faderen selv, og de muligheder for bøn denne nærhed giver disciplene. I begyndelsen af evangeliet var relationen mellem Jesus og disciplene en afglans af forholdet mellem Faderen og Sønnen. Imellem disciplene og Faderen var der ingen kontakt. Nu har Jesus ført disciplene frem til selv at kende Faderen, og dermed har Jesus opfyldt og tilendebragt sin opgave på jorden. I sin sidste tale lærer Jesus disciplene at bede direkte til Faderen – i sit navn, for kun igennem ham kender de Faderen.

Men hvad er bøn i Jesu navn? Bøn i Jesu navn er at give Gud ordet og finde hvile i ham. Bønnen er en vej til Faderen, og jo dybere bønnen bliver, jo mere vil den bedende føle, at Gud er nær, og jo vanskeligere bliver det at skelne mellem ens egne og Guds ord, for ordene smelter sammen og vil det samme. Den indre samtale med Gud bliver efterhånden ordløs, ordene forsvinder og bevidstheden hviler i en stille viden af Gud nærvær. Når disciplene igennem bønnen oplever denne nærhed til Gud og personligt erfarer, at han er der for dem, vil deres glæde blive fuldkommen, siger Jesus, for åndens glæde er af en helt anden karakter end nogen anden glæde – den kan ikke mistes, for den er hjertets stille hvilen i Gud.

Jesus fortsætter sin tale med at love, at en dag vil alt det, der nu er dunkelt, stå frem i klarhed. Da behøver han ikke mere at tale til dem i billeder, men kan ligeud forkynde for dem om Faderen, og den dag vil deres forhold til Faderen få en endnu inderligere karakter. De skal stadig bede i Jesu navn, men Jesus behøver ikke mere at bede til Faderen for dem, for nu hviler de selv helt i Faderen, og de kender hans kærlighed. Deres kærlighed til Jesus og tro på ham har ført dem helt ind i det kærlighedslys, der altid vibrerer imellem Faderen og Sønnen. Til sidst åbenbarer Jesus i fortættet form mysteriet om sig selv. Han fortæller disciplene, hvordan han er udgået fra Faderen og er kommet til verden, og hvordan han nu forlader verden igen og går til Faderen.

Denne søndag må der prædikes om bøn og vejledes i bøn. Mange mennesker ønsker at bede, men de ved ikke, hvordan de skal gøre det. Mange kender kun til at bede med ord, og ordene bliver let en forhindring i at komme i dybere samtale med Gud. Bøn må også rumme stilhed, så Gud kan svare, og mulighed for blot at være i Guds nærhed. At et Gudsforhold kan være af en sådan inderlighed og dybde, som dagens tekst taler om, vil være fremmed for mange. Det er vigtigt at tale om disse ting i enkle ord, der knytter sig til følelser og oplevelser, og i ord, der udtrykker nærvær. Især når det drejer sig om dybder i troslivet, skal der ikke tales i dogmatiske vendinger, for de berører ikke hjertet. Den dybde, som denne tekst vil drage os ind i, kan kun formidles igennem nærvær.

6. søndag efter påske: Joh. 15,26-16,4a

Denne sidste søndag før pinse hører vi om disciplenes fremtidige opgave og kår i verden. De skal vidne om Jesus, og det kan de gøre, fordi de kender ham; de har gået trosvejen sammen med ham. Men først og fremmest kan de vidne, fordi Talsmanden kommer til dem og vidner sammen med dem og igennem dem. Jesus sender dem sandhedens ånd, som er udgået fra Faderen, og igennem denne ånd hviler de i Faderens kærlighed. I Johannesevangeliet ses mennesket som en lysstråle fra Gud. Men lysstrålen har mistet sin kraft. Igennem livet er der blevet trukket forhæng på forhæng ind over lysstrålen, og til sidst har mennesket glemt sin oprindelse, sin livskilde, og det søger mening og opfyldelse ude i verden, vendt bort fra lyset. Jesus kommer til verden for at vende menneskers bevidsthed om, væk fra verden, så de igen ser lyset og deres egen livskilde. Johannesevangeliet fortæller om, hvordan Jesus på trosvejen fører dem tilbage igennem forhængene til mødet med Gud; herefter kan Gud ånd leve i dem og vejlede og føre dem.

I en prædiken kan der her også tales om hvorfor Helligånden kaldes ”sandhedens ånd”. Den åbne forbindelse til Faderen, livskilden, kan kun leve i sandhed. Usandhed sætter nye forhæng op og fordunkler renheden i forbindelsen til Gud; derfor er disciplens første opgave at leve i sandhed. Det gælder enhver, der vil gå den kristne vej. Usandhed skaber adskillelse og mørke indeni i det menneske, der taler usandt; men det skaber også adskillelse i forhold til det andet menneske og i forhold til livskilden, til Gud. Åbenhed og åndens glæde kan kun leve i sandhed.

Jesus ved, at disciplene vil få modgang og blive forfulgt for deres forkyndelse og deres oprigtighed. De vil oven i købet blive skældt ud for at være Guds fjender, men de må ikke lade sig anfægte, for de kender Jesus, og nu kender de også Faderen. Det skal være deres styrke. Jesus må sige disse ting til dem nu, fordi han skal forlade dem, men hans omsorg for dem favner dem nu og altid. Han prenter disse ord ind i dem, så de ”ikke skal falde fra”. Når disse ting sker, vil hændelserne i sig selv være en bekræftelse på, at Jesus er Sønnen, der kender alt.

Endnu engang er Jesu kærlighed og omsorg for disciplene det centrale tema. Han er dem helt nær nu og i det, der kommer. De skal blot læne sig ind i ham i tillid til, at han er hos dem, og at hans Ånd leder dem. Det vil give dem styrke i deres gerning og mod til at være i verden på trods af de vilkår, verden møder dem med. Sådan er det for Jesu disciple, og sådan er det for os. Livet i verden er ikke altid let, især ikke for den, der står fast på sin tro og det liv, der springer ud af den, men sandheden må altid være disciplens personlige vejviser.

Johannesevangeliet som trosvej

Når Johannesevangeliet læses som en beskrivelse af en trosvej, rummer det fortættet åndelig vejledning fra først til sidst. Det er, hvad mange mennesker i dag søger, og de gør det med en længsel og seriøsitet, som gør det muligt for kirken at nå dem og få dem i tale. Mennesker har en stor parathed til at se på mørket i deres eget sind, når det kan ske i lyset af Jesu tilgivende kærlighed, og det kan det igennem vejledningen fra Johannesevangeliet.

I Joh. 3,19 står der, at ”dette er dommen, at lyset er kommet til verden, og menneskene elskede mørket frem for lyset…”. Det betyder, at dommen er noget, der sker i det enkelte menneske i mødet med lyset, med Jesus. Dommen finder ikke sted engang hos Gud, den sker i dette øjeblik, og når et menneske vælger lyset, har mørket mistet sin kraft i det. Denne domsforståelse giver mennesker nyt håb, for den åbner for muligheden for befrielse – for frihed for alt det, der tynger. Johannesevangeliet ser menneskers mørke, verdens mørke; det afdækker det, men fordømmer ikke det menneske, der sidder fast i det. Det er et vilkår ved at være menneske; men det er også et vilkår, at vi er skabt i Guds billede, og derfor rummer dette billede i os. Jesus er kommet til verden for at vække dette billede, og det gør han ved at føre mennesker, disciplene, af Johannesevangeliets trosvej; igennem evangeliet bliver denne vej givet videre til læseren.

En sådan forståelse af ”vej” taler til mennesker og giver dem håb og mod til selv at bevæge sig ind i en fordybelse i det kristne univers, men de mangler vejledning. Som sagt findes der meget sammenhængende vejledning i Johannesevangeliet, men der er også vejledning i mange andre evangelietekster. Jeg har i min bog ”Vejen. Meditativ fordybelse i Johannesevangeliet” beskrevet en metode til fordybelse i bibeltekster, som jeg og mange andre har haft stor glæde af. En gang om måneden indbyder jeg således i min kirke til ”Fredags-bibelmeditation”; her fordyber vi os i den kommende søndags tekst ud fra denne metode. Disse bibelmeditationer i kirken har forårsaget to ting, dels at flere yngre mennesker kommer til gudstjenesterne, og dels at der er blevet dannet foreløbig to grupper i menigheden, der mødes og læser bibeltekster efter denne metode, tekster fra Johannesevangeliet. Det skal nævnes, at gennemsnitsalderen i disse grupper er en del lavere end i den sædvanlige menighed. I flere andre menigheder ved jeg, at man gør det samme. Disse fredagsmeditationer er også til stor inspiration for mig i min prædikenskrivning.

Jeg tror, at forkyndelse til mennesker i vor tid må indeholde åndelig vejledning og give praktiske råd til fordybelse. Men det må ske i et sprog, som mennesker kan forbinde sig med, et sprog, der rummer både en psykologisk og en åndelig livsdimension.