Bededag - 1. tekstr.     

Tekster: Sal. 51,3-19; Hebr. 8,10-12; Mat. 3,1-10.   

I dag er det Bededag – den dag i kirkeåret, hvor vi bliver sat til at tænke over vores forhold til Gud. Mange mennesker bærer en længsel i sig – efter at føle en dybere mening med livet, - efter at være mere sig selv og leve et mere helt liv – og et mere glædesfyldt liv. Men hvad er det i os, der forhindrer, at vi følger den længsel? Det er måske, at vi ikke kender den nok, og måske heller ikke helt vover at mærke den. For hvis vi skulle følge den, så ville den ændre vores liv – måske radikalt. Det er jo fraværet af noget væsentligt, der får os til at længes! Bededag handler om at finde modet til at stå ved sin længsel og råbe den ud – og følge den.

I den kristne forståelse af virkeligheden er vi alle skabt af Gud, og vores mening ligger gemt hos ham. Han kender det inderste af vores væsen, fordi han har skabt det. Han kender os meget dybere, end vi kender os selv. Derfor må vi først komme til at kende ham, før vi kan lære os selv rigtigt at kende. Det er igennem ham, vi kan møde os selv. Men noget skiller os fra ham, og det vores synd – hvad det så end er! Ordet ”synd” betyder at ramme ved siden af målet – så synd er netop alt det i os, der forhindrer, at vi kan være os selv, som dem, vi egentlig er – som dem, Gud har skabt os til at være.

Vores sind modarbejder på en mærkelig måde sig selv. Vi vil selv kontrollere og bestemme i vores liv. Vi vil indrette os efter bestemte normer og regler, og vi er tilbøjelige til at fordømme dem, der lever anderledes! Samtidig vil vi det slet ikke, for vi længes efter noget andet – efter at være os selv, som Gud har skabt os – vi længes efter frihed. Men vi vil helst ikke give den magt fra os, som kvæler det, vi længes efter – det levende liv.

Alle teksterne til i dag handler om dette. Om at give slip på det, der binder og lade Gud tage over, føre os, så mening kan blive nærværende i vores liv. GT-teksten siger: Mit offer, Gud, er en sønderbrudt ånd, et sønderbrudt og sønderknust hjerte afviser du ikke, Gud. Salmisten har her erkendt, at det, der virkelig betyder noget, er, at Gud giver sig til kende i vores liv, så vi kan møde vores mening. Og det koster! For at nå ham, må vi ofre det velbjergede og selvsikre og vedkende os vores længsel. Skab et rent hjerte i mig, Gud, giv mig en ny fast ånd! beder salmisten også.

Endnu tydeligere lyder det i brevteksten, som vi hørte fra hebræerbrevet. Her siger Gud direkte: Jeg lægger mine love vi deres indre og skriver dem i deres hjerte. Gud ønsker nærheden til os lige så meget, som vi ønsker den til ham. Og han hjælper os til at opleve den. Når Gud skriver sine love i vores hjerter, som han siger, føler vi dem – og ham, så er hans mening trådt helt ind i os. Nærheden, der opstår herved er næsten intim. Jeg vil være deres Gud, og de skal være mit folk, siger han. Gud og mennesket – os – vi hører virkelig sammen her. Og alle kender ham, siger han – fra den mindste til den største. Jeg tilgiver deres uret og husker ikke længere på deres synd, siger han også. For når et menneske på den måde mærker Gud helt ind i hjertet - så overstiger glæden over hans nærvær på alle måder følelsen af at være syndig eller forkert eller utilstrækkelig. I hans nærhed findes synden ikke mere!

Det er en forjættet livsfylde, Gud her tale til os om. Noget som han ønsker at dele med os. Evangelieteksten udfolder for os, hvordan det kan ske. 

Evangelieteksten handler om Johannes Døberen. Og vi hører, hvordan det er forudsagt – af profeten Esajas, at han skal komme. Johannes, forløberen, skal være i ørkenen, og der skal han råbe: Ban Herrens vej, gør hans stier jævne. Vi ved godt alle sammen, at Johannes Døber derude i ørkenen råber om, at Jesus skal komme. Og Jesus kommer jo rent faktisk ud til ham og - bliver døbt – som alle de andre.

Men som Johannes råbte om Jesus dengang, sådan skal vi også gøre det. Johannes er et billede til os på, hvad der skal til, for at Jesus og troens virkelighed kan blive levende i os, komme til os. Og det billede vil vi forsøge at forstå.

Johannes råber i ørkenen! Ørkenen fortæller os om et sted, der er øde og goldt – der er ingen læ for sol og vind – der er ensomt og ingen hjælp at hente. Ørkenen er det sted i os, hvor vi mærker smerte og savn og længsel – det er selverkendelsens sted. Og den ørken må vi ind imellem gå ud i – og derude fra se vores liv, som det er. Erkende ensomheden og tomheden, der er der – og som måske i det daglige er skjult bag travlhed og foretagsomhed. Føle utilstrækkeligheden og den dårlige samvittighed, som altid spiller med. Alt det bor derinde i den indre ørken, sammen med al vores længsel. Der må vi gå ind og råbe smerten og længslen ud.

”Omvend jer, for Himmeriget er kommet nær! ” råber Johannes derude i ørkenen. Omvendelsen har en grund – Himmeriget er kommet nær. Det er derfor, vi skal gå ud i ørkenen – det er derfor, vi skal skifte livsretning og vende os om mod noget – andet! Himmeriget er kommet nær! Gud har givet os muligheden for at træde ind i hans nærhed – og hans fylde – og hans mening – og blive os selv. Derfor skal vi møde det, der gør ondt – for at komme til glæden bagved.

Ude i ørkenen bærer Johannes klæder af kamelhår, og han har et bælte om livet. Hans føde er græshopper og vildhonning. Han har ikke bragt noget med fra det liv, han levede før – ingen magelighed eller luksus – eller blot noget, der kunne skåne og lette ham. Han går helt ud i ørkenen og slipper alt det gamle – for han vil det nye, og han er sikker på, at Guds kraft vil vise ham vej. Vi kan jo ind i billedet her tænke over, om vi kan slippe noget af det, der binder os! Eller måske bare overveje, hvad der binder os?

Selv om det lyder barsk og konfronterende, det, Johannes siger og gør, så strømmer folk ud til ham. Alle fra Jerusalem og fra hele Judæa og hele Jordanegnen drager ud for at blive døbt af ham i Jordanfloden. Og før de bliver døbt, bekender de deres synder. Det er, som om også alle deres forbehold er væk – de ønsker også kun et: at komme nær det Himmerige, som Johannes råber om!  Alt det, de skammer sig over, bliver hentet frem i lyset, al angst og skyld og dårlig samvittighed. De vil af med det – de vil noget andet nu! Det er forunderligt, at der kommer så mange. Hvad får dem til at komme?

De må have hørt, hvad andre har oplevet! Der må være sket store ting for dem, der kommer hjem derude fra. Budskabet om hvad det er, spreder sig som en løbeild, og folk strømmer til. De må være blevet opløftede, glade – de må have strålet af det, de har oplevet, siden andre tiltrækkes på den måde. Så dette er virkeligt. Det sker!

Men fortællingen stopper ikke her, for nu ser Johannes, at også mange af farisæerne og saddukæerne kommer for at blive døbt. Det er de lovtro – de, der er overbeviste om, at de selv gør det rigtige – det, Gud vil, - i modsætning til andre. De føler de sig hævet over andre. Ørkenen og selverkendelsen og -indsigten er langt fra dem. Alligevel kommer de ud til Johannes. De har hørt om ham og vil også være med.

Før vi går videre, må vi søge lidt efter farisæeren i os selv, og mon ikke vi alle kender ham! Det var ikke kun på Jesu tid, at der var farisæere – de lever i bedste velgående i os i dag. Men farisæeren ser Johannes ikke blidt på –heller ikke på farisæeren i os! Han kalder dem øgleyngel! Så bær da frugt, som omvendelsen kræver, siger han. De ser åbenbart sig selv som omvendte. Men de lever ikke efter det! De ser stadig sig selv som det vigtigste! Og derfor er det ikke en virkelig omvendelse!

Johannes vil vise os, at farisæeren i os altid er på spil. Vi bliver nemlig aldrig færdige med selvransagelse, hvis vi vil leve som dem, vi er – i Guds nærhed. En af de frugter, som omvendelsen kræver, er netop selvransagelse og den ydmyghed, der følger med den. For ingen af os kommer nogensinde i en position, hvor vi har lov til at dømme andre. Vi vil altid have nok at gøre med at forholde vores eget liv til sandheden og til Gud – og så lade andre gøre det samme.

Farisæerne i teksten mangler omvendelsens ydmyghed. De føler sig bedre end andre, for de siger: Vi har Abraham til far. Vi er i en helt særlig position. Til det siger Johannes: Gud kan opvække børn til Abraham af stenen dér. Hvad vi mennesker kan og gør, er så lidt i forhold til Guds magt og kraft. Vi skal gå ud i vores egen ørken og råbe til Gud, og så gør han alt.

Øksen ligger allerede ved træernes rod, og hver træ, som ikke bærer god frugt, hugges om og kastes i ilden, fortsætter Johannes. Han er så barsk! Men alt, hvad han siger, rummer også håb. Øksen ligger der allerede! Det er nu, ændringer er mulige. Træet, der ikke bærer frugt, er måske et billede på golde sider i os, og de skal jo ses og fjernes, for at nyt liv kan begynde at leve i os. Gud kan opvække børn af sten – Gud kan hugge de ufrugtbare sider om for os. Guds vilje til liv for os er så stor – vi skal bare vove at gå ud i ørkenen og møde ham.

Johannes er vores forbillede! Med ham må vi gå ind i vores indre ørken og derfra – sammen med ham - råbe med al vores længsels kraft. Johannes er SÅ stærk en skikkelse. Han spejler sig ikke i andre mennesker og deres forventninger. Han lever ikke for at opnå anerkendelse og fremgang i verden. Han råber – uden at bryde sig om, hvad folk tænker – fordi han ved, at Himmeriget er kommet nær, og han længes – og vil sin længsel! Han vil også give sin længsels mod videre til andre – til os. Sådan er det nemlig for det menneske, der har fundet Gudsperlen – at viden om den, må gives til andre. For den perles glæde, er så stor, at den må deles!

Johannes peger på Himmeriget, og han peger på Jesus, fordi han ved, at her er hans længslers mål. Her bliver livet nyt. Amen!

                                                        JULEAFTEN  

Tekster: Es. 9,1-6a; Luk. 2,1-14

Nu er det jul! Jeg er sikker på, at alle børnene har ventet rigtig meget på, at den

skulle komme – julen! Har I ikke det? Og vi voksne har nok også ventet, for nu

kan julefreden sænke sig over os alle. Nu er gaverne købt, juletræet er pyntet,

og maden er næsten færdig! Nu sker det – nu kan vi holde jul!

Og hvad er det så – det at holde jul? Ja, vi har jo alle vores egne juletraditioner,

som vi dyrker med glæde, for de er med til at skabe den helt særlige stemning

og følelse af jul. Men ud over det? Hvad er det, der giver julen al den tiltræknings-

kraft og alt det liv, den spreder om sig. Vi forholder os alle til den – så meget at

de, der ikke ønsker at være med, ofte rejser bort for at slippe for den – og på

den måde kommer den også for dem til at bestemme.

Vi drages af julen, men hvad er den? Jeg er sikker på, at børnene godt kan fortælle os, hvorfor vi holder jul! Kan I det, børn? Hvem var det, der blev født juleaften? Ja,

Jesus blev født - i mørket, i stalden, i Betlehem, fordi der ikke var plads til den lille familie andre steder - og han blev lagt i en krybbe – der hvor dyrene normalt får deres mad. Han blev holdt varm af sin mor og af dyrene, der var derinde i stalden. De eneste lyde, der hørtes, var dyrenes gumlen - og måske lyde fra den lille nyfødte. Det eneste lys, der sås, var skinnet fra den store stjerne ovenover stedet, hvor de var – og måske lyste den lille nyfødte også.

Derinde i mørket og varmen og genskinnet fra stjernen blev alting forvandlet. Derinde, julenat, blev det til noget andet at være menneske. Når et lille barn fødes ind i en familie, så ved vi, hvor meget det ændrer for den familie – at et barn er kommet til verden. Julenats-barnet ændrer alt for hele den menneskelige familie – ikke bare for dem, der var hans nærmeste. Ikke bare for dem, der levede dengang, men for ethvert menneske til alle tider. Og det, som skete den første julenat, gentager sig på en forunderlig vis hver eneste juleaften.

Hvad var det så der skete derinde i stalden? Ja, et barn blev født, men altså ikke et almindeligt barn! Hvad var det så for et barn? De eneste ord vi har for det, der skete, er juleevangeliets beskrivelse, og det er ikke meget, vi hører der. Men det er det, vi har – og det er helt specielle ord, der siges der. Jeg tror, de fleste af os mærker det – at de ord rummer et særligt liv, en særlig fylde, og at de rammer os og berører os. At de ligesom skaber en stemning eller en tone i os, som er helt særlig. Jeg husker selv, helt fra jeg var barn, hvordan jeg blev draget ind i et særligt rum af de ord.

For det første er der begyndelsen: ”Og det skete i de dage...” Det skete virkelig, hører vi – på et helt bestemt tidspunkt i historien skete det, og det er virkeligt og ingen drøm eller smuk fortælling. Og det, der skete, var noget meget ophøjet. Det forstod jeg allerede dengang, som jeg tror, at mange børn fornemmer det. For det bliver beskrevet med ord, som er særlige – ord der ligesom bringer en lysende virkelighed til stede: ”Frugtsommelig” hed det dengang – om det, at Maria ventede et barn. Og der står, at hun fødte sin søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en krybbe, for der var ikke plads til dem i herberget. Det er så levende beskrevet, og der er melodi og toner i ordene. Og om hyrderne står der, at de holdt nattevagt over deres hjord. Og pludselig stod Herrens engel for dem, og Herrens herlighed strålede om dem, og de blev grebet af stor frygt. Det, der sker her, er et totalt brud med den almindelige hverdag – for det skete jo. Der kommer bud fra en anden verden, og enhver barnesjæl, der hører disse ord – og der bor barnesjæle både i børn og voksne, virkelig hører dem, vil blive grebet af dem.

Og det fortsætter: englen taler og siger: Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. Denne engletiltale rammer os også. – Det er os, der får forkyndt en stor glæde – det er i dag, det sker, og vi - er med i dette store drama – for hele folket. Det synger vi også om i julesalmerne – at Det kimer nu, at os er i dag en frelser fød, at nu tændtes lys i skyggers land. Juleevangeliet og salmerne åbner ind til en anden og mere ophøjet – ja, højstemt – virkelighed, som vi til daglig ikke mærker, men som vi denne aften får lov til at træde nærmere og måske gå ind i. Måske kun i glimt for for de fleste sker der så meget på denne aften. Vi skal igennem alle vores traditioner, og vi skal dele dem med hinanden – men midt i alt dette kan disse særlige øjeblikke åbne sig – og stemningen fra dem, kan være med os hele tiden.

Men igen – hvad er det, der sker derinde i stalden? Englene siger til hyrderne, at de som tegn skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe. Vi hører om tegnet – om det, der er sket, men om selve øjeblikket hører vi intet. Vi får dog flere gode ord og billeder af den slags, som skaber den ophøjede virkelighed, for der står, at med ét var der sammen med englen en himmelsk hærskabe, som lovpriste Gud. Igen ord med musik og med glæde. Ord, der åbner os imod noget stort. Men det eneste, vi overhovedet hører om selve begivenheden, fødslen, er, at hun fødte sin søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en krybbe …

Gud, der har skabt verden og alting i den, - han, som favner og opretholder alting – vores liv, vores virkelighed, alt omkring os, han beslutter sig for at træde ind i den verden, han selv har skabt og gøre sig synlig for os, der lever i den, så vi kan lære ham at kende – og dermed lære vores egen oprindelse og os selv at kende - og lære hans kærlighed til os at kende! Men hvordan er det muligt? Hvad er det, der sker derinde i mørket?

Ja, det har mennesker spekuleret på lige siden, det skete. Og religiøst vise og hellige mennesker - og kunstnere - har forsøgt at leve sig ind i det og beskrive det for os, som de har sanset, når de har sendt deres sjæl på rejse ind i fødselsstalden. I dag skal vi vandre med en billedkunstner derind. Det er Sven Havsteen Mikkelsen – ham, der også har malet vores alterbilleder her i Grenaa kirke. Hans billedsprog kender vi derfor allerede lidt!

På forsiden af jeres jule-sangark kan I se et af hans billeder af ”julenat”. I ser mørket og et svagt omridset den lille familie derinde. I ser det lille utydelige barn, og I ser, at barnet lyser klart derinde i mørket. Bag den lille familie ser I antydningen af skarer, en endeløs række af mennesker, der er med i stalden. Det er alle os, - alle, der holder jul og derfor samles om krybben julenat – for det er jo det, vi gør i vores julefejring, uanset om tænker over det eller ej. Vi samles der og får del i dette mysteriemøde mellem himmel og jord.

På loftbjælken ovenover den hellige familie aner I nærværet af en engel. Den lyser også i mørket. Der er englevagt om denne fødsel – sådan som der måske er det om enhver fødsel. Loftbjælken i stalden danner formen af et kors, og vores tanker ledes hen på Jesu død. Loftbjælken fortæller os om, at det ikke kun er det lille barn, der fødes – det er et mennesket – hele mennesket med den skæbne, som dette menneske har med sig kommer til verden – den bestemte fødsel og den bestemte død, der tilhører dette menneske. Alt det bor i Jesus – men også i os fra den første dag i vores liv – det er det, der gør ethvert menneskeliv til noget helt særligt.

Jesu fødsel og Jesu død er hævet over alt andet. For hans lysende fødsel i staldens mørke og hans pinefulde død på korset og opstandelsen bagefter sætter et spor i menneskeslægtens historie, som aldrig kan slettes ud. Det er, som om hans fødsel og død spænder et sikkerhedsnet ud under alle vores liv. Ingen kan blive født under ringere omstændigheder end han, og ingen kan dø mere elendigt og ringeagtet end han. Midt i det allermørkeste i denne verden tænder han et lys, som altid vil brænde, - som aldrig kan slukkes igen. Det lys oplyser selv dødens mørke – mørket sprænges simpelthen af hans lys! I nat, julenat, i stalden kommer dette lys til verden – til os. Det fødes i dag.

Den dybeste juleglæde springer ud fra lysets kommen til verden, ud fra denne fødsel. Derfra flyder den ud til os og rører ved vores hjerter og gør dem levende. Hvad det er, der sker derinde i mørket? Hvordan det er muligt, at Gud træder ind i verden, ind i vores menneskeliv - det vil vi aldrig få at vide, for det er Guds mysterium, og det er skjult for vores sanser. Men glæden strømmer ud fra stalden til os – og ind i vores liv og sanser. Vi kan føle virkningen af det, der sker, i juleglæden, og vi skal bare tage imod – og glæde os med hinanden – og holde jul med hinanden! Amen