Kronikken
Religionernes funktion – kristendommen og de andre
De fleste mennesker kender følelsen af, at livet må have mere at byde på end det, vi kender til: Der mangler intensitet og· fornemmelsen af egentligt liv. Vi lever i en form for »dødhed«, hvor de enkelte øjeblikke ikke har egentlig gyldighed, og hvor vi håber, at i morgen vil blive bedre end i dag: Vi mangler glæden ved livet, som det udfolder sig midt i den almindelige hverdag. Enkelte øjeblikke af ”noget andet” kender vi også. Vi har nok alle oplevet øjeblikke, hvor livet åbner sig, og alt synes muligt. Midt i denne oplevelse er intet andet til end det, som netop er - lige nu. Alt andet svinder væk, og - du er. Måske kun i en brøkdel af et sekund, men du er i et møde med et andet menneske, med naturen eller med dig selv, og dermed har dit liv fået en anden mening, en anden gyldighed. Tyngden forsvandt et øjeblik, og håbet blev født, fordi livet viste en anelse af en anden virkelighed. Disse to typer oplevelser - den almindelige hverdagsgråhed og de få øjeblikkes dybe intensitet - har til alle tider og i alle kulturer været kendt af mennesket, og har på samme tid altid været et af menneskehedens dybeste eksistentielle problemer, for hvem ønsker ikke at komme fri af hverdagslivets ham og få en tilværelse i ”øjeblikket”, hvor livet virkelig er og har mening.
Løsningen på dette eksistentielle problem må være forskelligt i forskellige kulturer. Vi er alle formet af vores opvækst og de sociale og økonomiske vilkår, den var afhængig af. Vi har lært at identificere os med visse begrænsede sider af vores psyke og muligheder, og dermed er vi spærret inde i vores egoer og lukket ude fra hinanden og fra livet selv i dets evige strøm. Vores moral og dårlige samvittighed sørger for at holde os i ensomme fængsler, og det eneste, vi dybest set ønsker, er at komme fri.
Fængslerne er forskellige, og derfor er også de nøgler, der kan lukke dørene op, forskellige. Jo mere fængslerne adskiller sig fra hinanden, jo mere gør også nøglerne det, og derfor må de enkelte kulturers veje være specifikke. Et folks religion er netop dette folks svar på tilværelsens problem og på, hvordan dette folk eller enkelte repræsentanter herfor har erfaret det muligt at sprænge fængslernes døre og komme ud i friheden til mødet med det egentligt levende liv, med øjeblikket i dets fulde intensitet og glæde, med Gud og den kærlighed, det vil bringe.
Alle religioners mål er at føre mennesket til mødet med det guddommelige nu, men vejene - og dermed religionerne - er forskellige, fordi vi er forskellige. Et østligt menneske må bevæge sig gennem en anden type psyke end et vestligt, og dette er vigtigt at forstå. Vi ønsker alle at nå det fælles mål, som er Gud, men vi må acceptere hinandens forskellighed og afvigende veje, både de andre kulturers og naboernes. Mange gange i historiens løb såvel som i dag ses det, hvordan mennesker, nationer, vi selv, stopper op på halvvejen, vender os mod de andre, ser deres forskellighed fra os og - bekæmper dem, i stedet for at støtte hinanden mod det fælles mål. Grunden til dette kunne måske være, at vi et sted i os selv, måske ubevidst, finder kampen mod de andre lettere end vejen mod målet. Hvis vi virkelig ønsker at forlade vores hverdagsfængsler, må vi erkende grunden til, at vi er i dem. Vi må se vores egen angst og mindreværd, og det er vanskeligt, for det gør ondt. Så er det ofte lettere at se de andres svagheder og bekæmpe dem. Men dermed fastholder vi os selv i fængslerne og når ikke friheden.
Enhver religion er tilbøjelig til at mene, at netop den er den eneste og sande vej til forløsningen, hvad den også godt kan være for det folk, den er opstået i, men ikke nødvendigvis for alle. Også indenfor kristendommen mødes den holdning, at kristendommen er den eneste ”religion”, som dybest set ikke er en religion, fordi den, i modsætning til alle andre religioner, vil menneskets frihed og ikke dets bundethed. Måske kunne det i stedet ses sådan, at enhver religion har to niveauer: Et dogmatisk og et forløsende. Det dogmatiske vil altid definere og binde mennesket - af dogmer og moralske normer, mens det forløsende niveau vil menneskets frihed, dets ikke-bundethed af den fysiske virkeligheds grænser og dermed dets hvilen i den åndelige virkeligheds væren. Dette sidste niveau søger de mystiske traditioner indenfor enhver religion at bekræfte. – Også kristendommen rummer de to niveauer, men som kristne må vi forstå, at også andre religioner end vores egen hæver sig ud over det dogmatiske, hvis vi formår at trænge dybt nok ind i dem.
Kristendommens budskab i dag
Vi er kristne. Vores kultur er kristen. - Men hvor
meget forstår vi selv i dag det kristne budskab og
de bibelske tekster. En af vor tids teser hedder
"Gud er død”. Dette viser mere om os end om Gud.
Det viser, at vores evne til at opleve talen om det
levende liv er død, at vi er så fastlåste i vores
åndelige fængsler, at vi ikke engang mere tror, at
der er et liv udenfor. Vi har mistet håbet. - Måske
er det godt og gavnligt, at vi i en periode i så høj
grad har taget afstand fra den religiøse dimension
i tilværelsen, for det må vel siges, at kristendommen
i praksis i alt for høj grad har identificeret sig alene
med det dogmatiske niveau og glemt det forløsende.
Dette må vi bevidstgøre os om og frigøre os fra, før
det er muligt at nå til forståelse af kristendommens
højere niveau. Spørgsmålet er, om vi så nu har nået det tidspunkt, hvor den dogmatiske Gud virkelig er død, og hvor fælles frustration over fraværet af et dybere indhold i tilværelsen bringer os til behovet for en anden forståelse af al religions inderste væsen.
Problemet er, hvor vi skal få denne viden fra, og derfor søger mennesker i dag - sådan som vi altid har gjort - i filosofi, i psykologi og dybdepsykologi og i nyreligiøse bevægelser, der ofte er funderet på fremmede religioner, samtidig med at vi fortsætter den ”naturvidenskabelige” søgen. Men vores egen religion - de kristne tekster - indeholder den eksistentielle visdom, vi længes efter - hvis vi lærer at læse og forstå dem. Såvel Det gamle som Det nye Testamente indeholder dybe analyser af menneskesindet, dybere måske end de kan findes i nogen psykologi eller dybdepsykologi. Vores vanskelighed er, at vi ikke forstår det sprog, de er skrevet i. Vi er blevet så vænnede til det konkrete naturvidenska-belige sprog, at vi ikke mere forstår symbolsprog, Vi tolker teksterne konkret, dogmatisk og hører ikke deres billedtale. De henvender sig nemlig ikke blot til vores ydre virkelighed og til vores intellekt, men snarere til vores indre, til følelser og oplevelser, og de billeder, der lever i dybet af vores bevidsthed. Dermed forsøger de at tale til det sted i os, der stadig sover, det sted, hvor vi endnu ikke har ret megen bevidsthed; de søger at aktivere og vække det og skabe et nyt liv indeni os. - Hvis vi ønsker at få del i denne kilde til ny forståelse af os selv og vores virkelighed, må vi lære at læse teksterne på deres egne og egentlige forudsætninger. Vi må lære deres sprog at kende og lære at lade det virke i os. Vi må bryde vores ordfikserede virkelighed og igen få kontakt med egne indre billeder og med eget indre liv.
Eksempler fra Det nye Testamente ,
Vi vil se på nogle få eksempler fra Det nye Testamente. - Ny Testamentes hovedanliggende er netop at vise mennesket en ny virkelighed og at give os et håb om, at den kan virkeliggøres. Det vil vise os, at livet kan være og er noget andet og mere end den hverdag, vi føler os fastlåst af, og at nuets virkelighed, livets og Guds virkelighed, er en reel mulighed for os alle. Samtidig viser det os vilkårene for at nå denne ny virkelighed. Det fortæller, hvordan vi hele tiden forsøger at forme vores liv i vort eget billede, hvilket vil sige, at vi aldrig når ud over vores egne fængslers grænser. - Vi søger at styre livet i den retning, vi gerne vil, men vi kender kun den begrænsede virkeligheds ønsker, og derfor når vi aldrig videre. Vi må turde slippe alle vores ønsker for os selv, alt hvad der binder os, for at lade en ny og større virkelighed sætte sig igennem. Vi må forlade vores gamle identitet og overgive os til det, livet selv vil med os - ellers vil tilværelsen vedblive at være en kamp - mod livet i os selv. Hvis vi kan overgive os, vil kampen være forbi, og vi vil leve i fred og harmoni med os selv. Vores lænker vil være sprængte, og vi vil kunne udfolde vores sjæls dybeste væren. Dette vil koste, det vil gøre ondt at åbne sig, at opgive alle sine ønsker og at møde sig selv. Men denne smerte vil være for intet at regne mod det at opleve livet selv.
Jesus taler flere steder om dette. - I slutningen af Bjergprædiken i Mt 6,25-34 taler han om troens ubekymrethed, og han siger: ”I må ikke være bekymrede for jeres liv, hvad I skal spise, eller hvad I skal drikke; heller ikke for jeres legeme, hvad I skal klæde jer med. Er ikke livet mere end maden, og legemet mere-end klæderne?” - Her gør han opmærksom på, hvordan vi holder vores liv fast i bekymringens lænker. Først og fremmest bekymrer vi os om mad, drikke og klæder, om hverdagslivets små fornødenheder, og mest af alt om de materielle nødvendigheder. Derved må vores liv blive dødt og kedeligt, for materielle ting kan aldrig give liv, og bekymringer slet ikke. - Jesus siger, at livet er langt mere end dette, og han viser os, at hvis vi ønsker at opleve dybere aspekter af tilværelsen, kan vi lære af himmelens fugle og markens liljer. Vi kan lære af deres ubekymrethed, de planlægger ikke, men accepterer livet, som det er, og årstiderne, som de kommer, og derved udfolder de sig i den skønneste pragt.
Bekymring nytter ikke, for den kan, som han siger, alligevel ikke ændre noget væsentligt i vores liv. Tværtimod lukker den os borte fra glæden og den spontane udfoldelse. Vi må lære at kaste os ud i livet, som det er, og tro på, at uanset hvordan det går, så er der en mening, så er der noget at lære, som kan bringe os videre.
Mange steder taler Jesus om mennesket som splittet mellem den ydre materielle og den indre åndelige virkelighed, og hver gang hører vi, at det egentlige er den indre, Hvis vi helt kan føle livet i os, vil det ydre ikke mere være så væsentligt, - det vil ikke mere være afgørende, hvem vi er, og hvad vi laver. Det hører vi bl.a. i Mk. 2, 1-12, hvor Jesus helbreder en lam. Den lamme gør alt for at komme i nærheden af Jesus, for han ønsker så dybt at blive helbredt. Dermed vises menneskets inderste længsel mod det åndelige liv. - I en eller anden forstand er vi alle lamme, så længe vi identificerer os kun med den fysiske virkelighed. Vi sætter kunstige grænser op for os selv og hæmmer derved sider af vor livsudfoldelse. Jesus helbreder den lamme, fordi manden virkelig tror, at et andet liv er muligt. Jesus helbreder dog ikke først hans fysiske lammelse, men hans psykiske indstilling til sig selv og til tilværelsen. Han siger: "Søn, dine synder forlades dig”. - Dermed har han fjernet mandens manglende selvaccept, hans dårlige samvittighed og hans selvmedlidenhed; grænserne er brudt ned, og vejen åbnet for livet i sig selv. At mandens fysiske lammelse senere helbredes viser, at hvis vi virkelig tør ændre vores selvbillede, så vil også vores liv i verden blive anderledes. Vi vil reagere langt friere, og andre mennesker vil respondere på os på en ny måde, - en ny form for fællesskab vil kunne opstå. Fortællingens vigtigste budskab er således, at vi aldrig vil kunne finde glæden ved livet gennem den fysiske, materielle velfærd, den nås kun gennem åndens frihed, gennem et sind, der ikke er tynget af skyld, men som tør se livet åbent i øjnene.
Såvel Det nye som Det gamle Testamente kan sige os dybe sandheder om det at være menneske, om menneskelivets problemer og om menneskelivets håb, og måske har mennesker i dag mere end nogensinde brug for et håb. - Psykologien lærer os at analysere vores situation. Religionen giver os et håb om, at livet kan være andet og mere end den problemfyldte hverdag. Vi er så tilbøjelige til at bruge vores energi på at analysere vores problemer, men måske fastholder vi derved vores situation. Ved at fokusere kun på problemerne får vi ingen kraft og styrke til at ændre dem. Vi mister et højere perspektiv og dermed håbet. Vi må lære at forholde os såvel til problemerne som til mulighederne. Vi må have brudt vores snævre perspektiv og få håbet tilbage, og i denne proces, kan vi modtage stor hjælp af de bibelske tekster. - Blot må vi lære at forstå det sprog, de taler i.
Lene Højholt
April 1985
Kronikkens billeder:
- - Fra Angelico: ”Rør mig ikke”, siger Jesus til Maria, da hun ser ham påskemorgen efter opstandelsen. Mennesket kan ikke tage og fastholde ånden - den er ikke af denne verden.
- bill - Fra Angelico: Forklarelsen på bjerget. - Jesus viser sig for disciplene i sin guddommelige natur. Han viser dem sit inderste væsen.
- billede. - Fra Angelico: Marias himmelkroning. - Marias sjæl krones i himmelen efter hendes død, De to store helgener Frans af Assisi og Dominicus ser til. Her vises, hvorledes den åndelige og den fysiske virkelighed altid eksisterer side om side.
