Katolsk orientering
Nr. 9, 3. juli 2020
Præst og forfatter: Jeg længtes efter at komme tættere på Frans og Clara
Lene Højholt er uddannet i kristendomskundskab, psykologi og kunsthistorie og bruger alle tre fag i sin nye store bog om Frans og Clara af Assisi. Men mest af alt bruger hun sine egne troserfaringer og en meditativ tilgang til de franciskanske fortællinger. For det er i den sanselige tilgang til troen og verden, at vi kan komme helt tæt på helgenerne og på Jesus, mener hun
Tekst og foto: Malene Fenger-Grøndahl
BOGUDGIVELSE
For omkring 35 år siden stod Lene Højholt på torvet i Assisi og kiggede på de mange franciskanske brødre og søstre, der gik forbi i deres enkle ordensdragter. Hun fornemmede i deres ansigter og bevægelsesmønstre, at de havde erfaret dyb smerte og lidelse. Men samtidig udstrålede de en stor glæde, som hun fornemmede, at hun ikke selv kendte til. Det greb hende og gav hende en fornemmelse af, at der i den franciskanske trosvej gemte sig en hemmelighed om livet, som hun ønskede at få del i. Den længsel førte hende igen og igen til Assisi, og nu har den også ført til, at hun har skrevet et stort værk om Frans (1181/1182 -1226) og Clara (1194-1253), de to helgener, som har gjort Assisi berømt, og hvis radikale fortolkning af kristendommen og individuelle valg angav en helt ny retning for teologi, kunst og livsforståelse på grænsen mellem middelalder og renæssance.
”Det er en bog, jeg har drømt om at skrive i mange år, men først fik mod til at begynde på for omkring fire år siden. Tanken var, at det skulle være en lille bog, som introducerede mennesker med interesse for Assisi og meditativ trospraksis til den franciskanske tradition og til Frans og Claras måde at forstå kristendommen på. I stedet blev det en meget større bog, fordi der undervejs dukkede dybder op, jeg ikke kunne ignorere,” siger Lene Højholt.
Katolsk Orientering er taget på besøg hos hende i Rønde på Djursland, hvor hun bor i et bofællesskab af ligesindede, der støtter hinanden i en åndelig praksis og bl.a. holder andagter og meditation i et fælleshus, som hører til rækkehusene.
I Lene Højholts bolig er der udsigt over marker og bakkedrag ud mod Kalø Vig, og der er højt til himlen ude og inde. I huset hænger bedekranse, ikoner og billeder af Jesus og jomfru Maria, og på en væg hænger en 400 år gammel træskulptur af Maria med Jesusbarnet, som stammer fra et kloster i Assisi. Reolerne bugner af bøger om kristen spiritualitet, blandt dem også flere, hun selv er forfatter eller medforfatter til, heriblandt Vejen, der består af meditative læsninger af Johannesevangeliet, og At blive menneske, der er en læsning af Bibelens første kapitler.
På bordet foran hende ligger hendes nyeste værk, Frans og Clara – meditativ fordybelse i de franciskanske fortællinger, der netop er udkommet.
”Jeg er begyndt at læse i den med et nyt blik, nu hvor jeg ikke længere skal redigere og rette til, og det slår mig især, at de middelalderlige kilder om Frans og Clara er så dybe og samtidig har en lethed over sig.”
Frans og hans kaldelse
Dybden består ifølge Lene Højholt blandt andet i, at de afspejler den radikalitet og alvor, hvormed Frans og Clara fulgte deres kald. ”De brød på mange måder med, hvordan man forstod og praktiserede kristendommen i middelalderens Italien. Frans var på sin vis ekstrem individualist. Men modsat nutidens individualisering, hvor meget handler om at spejle sig i andre eller hævde sig på deres bekostning, var Frans efter sin kaldelse kun optaget af Guds virkelighed. Han ønskede at følge Helligåndens indskydelser og følge Jesus i et og alt. Det afgørende nye var, at han især var optaget af Jesus som menneske, ikke af den opstandne Jesus. Han levede sig så intenst ind i Jesu liv og lidelse, at han derigennem også fik del i opstandelseserfaringen. Men hans udgangspunkt var Jesu liv i denne verden – inkarnationen i sin fulde dybde – derfor blev hans blik på verden også markant anderledes end det, der prægede samtiden,” siger hun.
Lene Højholt er som kunsthistoriker optaget af, hvordan den franciskanske leven med Guds tilstedeværelse i alt det skabte smittede af på kunst, teologi og trospraksis.
”Mange af datidens store forfattere og kunstnere blev lægfranciskanere, og det afspejler sig i deres værker – lige fra Dantes Guddommelige komedie til Giottos malerier af Frans’ liv i San Francescobasilikaen,” siger hun.
En livskrise viste en ny vej. Dermed er vi tilbage i Assisi og hendes første møde med det sted og den spiritualitet, som har formet hendes tro og hendes virke som underviser, rejseleder, præst og forfatter.
Da hun første gang besøgte Assisi, var hun i en dyb livskrise efter en skilsmisse. Hun var taget til Grækenland for at besøge nogle berømte eremitklostre og ville på hjemvejen – efter anbefaling fra den spirituelle lærer og stifter af Vækstcentret, Jes Bertelsen, som hun var tilknyttet på det tidspunkt – også besøge Assisi. Hun havde kort forinden haft en drøm, hvor en stråle af lys tegnede et kors på hendes hoved, og drømmen fik Jes Bertelsen til at anbefale hende at opsøge Assisi. Hun havde læst kunsthistorie, psykologi og teologi, men havde ikke nogen tanker om at blive præst. Tværtimod havde hun fået et job som underviser og adjunkt på VUC i Aarhus, hvor hun skulle undervise i bl.a. religion.
På en strand i Grækenland blev hun udsat for et voldsomt overfald, som medførte, at hun efterfølgende følte sig mærkeligt tom og død indeni, og i den tilstand kom hun til Assisi. I løbet af sin første nat i byen havde hun imidlertid en drøm, hvor hun så Frans – som hun dengang ikke kendte andet til end hans navn – komme til sig med korsglorie, blå med grønt kors. Fra sine studier i kunsthistorie vidste hun, at kun Jesus bar korsglorie, gylden eller rød. Men dagen efter, under et besøg i i San Francescobasilikaen, fik hun øje på en glasmosaik, hvor Frans står omsluttet af Kristus og med lysende blå glorie, og hun så en fresko af maleren Pietro Lorenzetti (ca. 1280-1348), hvor den korsfæstede Jesus bærer et grønt kors i glorien.
”Jeg følte mig hjemme på en måde, jeg aldrig havde oplevet, og følte mig set og genkendt, selv om jeg intet vidste om Assisi eller Frans. Det var, som om drømmen og mødet med billederne i basilikaen fik livet til igen at strømme ind i mig og vækkede mine følelser til live,” fortæller Lene Højholt.
Da hun vendte hjem fra Assisi, var hendes liv som forvandlet. Hun var stadig præget af dyb smerte og angst. Forskellen var, at hun nu havde en anelse om, at der fandtes en vej ind i mørket og angsten, som samtidig kunne blive en vej til dybere glæde.
Den franciskanske glæde
”Jeg havde set brødrene og søstrene i Assisi, der bar smerten på deres krop, men samtidig var så glade. Det livsmysterium tog jeg med hjem, og langsomt åbnede den franciskanske spiritualitet sig for mig – gennem Frans og hans liv. Der var så meget afsavn og lidelse i hans liv, men samtidig vælder glæden op fra ham og omkring ham, fordi han insisterer på at følge Helligåndens inspiration og Kristus. Når han har svært at udholde sin smerte, tænker han på Kristus, lever sig ind i Jesu smerte og fyldes af taknemlighed over, at Jesus deler smerten med ham. Han forstår, hvordan Jesus er gået hele vejen ind i den dybeste smerte for hans skyld, og langsomt kommer han helt ind i essensen af Jesu inkarnation og korsfæstelsen og bliver ligesom løftet op i opstandelsen,” siger hun.
”Gennem det forstod jeg også noget af den middelalderlige tradition for at sidde ved Jesu kors og meditere sig ind i lidelsen – og igennem kærlighed til Jesus og hans kærlighed til os – blive trukket ud af den subjektive virkelighed og ind i en objektiv virkelighed, hvor man glemmer sig selv.”
Lene Højholt er siden sit første besøg i Assisi vendt tilbage igen og igen. Efter nogle år begyndte hun at arrangere pilgrimsrejser for grupper, som ønskede at fordybe sig i franciskansk spiritualitet. Blandt de første deltagere var en ung mand, som siden valgte at blive franciskaner-broder og i dag er kendt under navnet broder Theodor.
Lene Højholt fik også selv den tanke, at hun måske havde et kald til at blive katolik og ligefrem gå i kloster.
”Men under et besøg i Assisi stod jeg uden for overkirken i San Francescobasilikaen og så på folk, der levede deres almindelige hverdagsliv der, og da gik det op for mig, at mit kald var at bringe noget af det, jeg var blevet givet i Assisi, med hjem og ind i de sammenhænge, hvor jeg hører til,” siger hun.
Det har hun gjort siden ved at arrangere meditative rejser til Assisi og bruge den franciskanske tradition for sanselig indlevelse i evangelierne i bibelmeditationsgrupper og i sine prædikener som sognepræst i folkekirken i Grenå.
”Da jeg begyndte på det, var der ikke særlig stor åbenhed over for den spirituelle og meditative tilgang til evangeliet, så jeg måtte prøve mig frem sammen med en gruppe ligesindede – inspireret af den franciskanske tradition og af mystikere som Teresa af Avila. Senere gik det op for mig, at meget af det, vi gjorde, ligger tæt op af fx den ignatianske tradition for at leve sig ind i evangeliet med alle sanser,” siger hun.
Clara var ikke bare en skygge af Frans
Ideen om at skrive en bog om Frans og Clara kom bl.a. af opfordringer fra deltagerne i hendes rejser, men også ud af en længsel efter at komme endnu tættere på Frans og Clara.
”Jeg læste mange bøger om dem, men savnede at komme helt tæt på de mange beretninger, som mennesker, der levede sammen med Frans og Clara, har efterladt sig. Det har været bevægende og rystende at læse – og også oversætte mange af – kildeteksterne og komme Frans og Clara så nær, at det, de er, bliver virkelighed. At deres kærlighed til Jesus var så total og deres hengivelse så gennemgribende,” siger Lene Højholt.
Hendes håb er, at den 495 sider lange bog, der beskriver Frans’ og Claras liv og giver meditative indføringer i deres spiritualitet ved hjælp af kildetekster og kunstværker, kan inspirere andre til også at leve sig ind i Jesu liv og lidelse. Så vidt hun ved, findes der ikke andre store værker, der behandler Frans og Clara sammen, og både deres relation og Claras individuelle trosvej fascinerer hende.
”Clara kalder sig selv ’Frans’ lille plante’, og mange har nok set hende som en skygge af Frans. Men han insisterer på, at hun skal finde sin egen vej til Kristus, og derfor besøger han hende ikke så ofte, som hun ønsker. Han følger på den måde i Jesu fodspor, når Jesus siger, at han må gå bort for, at han kan sende Helligånden til os. Alligevel bevarer Frans og Clara en stærk relation til det sidste,” siger Lene Højholt og refererer en legende, der billedliggør styrken af deres forbundethed.
”En vinterdag skilles de, og Clara spørger, hvornår Frans vender tilbage. Når roserne blomstrer, svarer han, og Clara er fortvivlet ved tanken om, hvor lang tid der er til sommer. Men i det samme springer der roser ud på en busk, som om deres kærlighed må give sig fysisk udslag i verden. Deres kærlighed kan jo ikke fuldbyrdes fysisk, men Clara plukker roserne og lægger dem for foden af et krucifiks – og viser på den måde, hvordan deres kærlighed blomstrer i Kristus.”
Lene Højholt tilføjer, at der kunne vokse meget moderne ægteskabsvejledning ud af det billede.
”I forelskelsen tror vi ofte, at den anden er eller skal være som Kristus. Men hvis et par i stedet kan lade hinanden gå hver sin spirituelle vej og være forenet i ånden, i Kristus, tror jeg, at mange kærlighedsforhold ville vare længere,” siger hun.
Også på andre måder mener hun, at Frans og Clara kan give inspiration til nutidens udfordringer.
”Frans’ måde at møde skaberværket på, som springer ud af inkarnationstanken, er så relevant i dag med vores voksende bevidsthed om natur og bæredygtighed,” siger hun.
Lene Højholt: Frans og Clara. Meditativ fordybelse i de franciskanske fortællinger.
Borgen. 495 sider. Pris: 349,95 kroner.