Palmesøndag - 1. tekstr.
Tekster: Zak. 9,9-10; Fil. 2,5-11; Mat. 21,1-9
Palmesøndag er jubelens dag og sagtmodighedens dag. Den er de store modsatrettede følelsers dag, for den bærer som kim i sig alt det, der skal ske i påsken. Alt det forfærdelige og alt det overvældende glædelige. Døden og opstandelsen! På den måde afspejler palmesøndag ikke bare påskens, men hele livets sammenhæng.
Noget af det, der bliver gjort synligt for os i dag, er, hvor flygtig den virkelighed er, som vi mennesker skaber med hinanden. Vi identificerer os med det, der sker lige nu og finder tryghed i det, og vi tænker ikke på, hvor hurtigt alt kan ændre sig. Palmesøndag fortæller os, at glæden og sorgen altid er usynligt til stede hos hinanden: Ethvert møde mellem mennesker indeholder også afsked. Enhver hyldest eller begejstring indeholder kimen til svigt eller nedværdigelse. Ethvert tab rummer også glæden over det, der har været.
Sådan er livet givet til os – det siger vores tekst her til i dag. Vi kan se det på menneskemængden i fortællingen, – på deres reaktioner: Alle de mange forsamlede kender den gamle profeti – den, vi hørte fra alteret – om kongen, der skal komme ridende ind i Jerusalem på et æsel. Og de ved, at når det sker, når kongen kommer, så vil noget helt særligt begynde – for han skal herske fra hav til hav – siger profetien, og han skal skabe fred imellem folkene. Han skal altså være en stor konge med meget magt – og lige nu er deres land besat af fremmede. De lever som underkuede i deres eget land. De venter på kongen!
Så da folkeskaren ser Jesus komme ridende ind i byen på æslet, bliver de alle ude af sig selv af begejstring. Nu opfyldes profetien – og de ved hvordan! De hylder Jesus som konge - ved at brede deres kapper ud på vejen og ved at skære grene af træerne og læggeø dem på vejen foran ham. De råber hyldestråb til ham. Der er ingen ende på deres begejstring.
Men for os, der ved, hvad der kommer til at ske, er det svært at dele begejstringen. Vi ved, at deres hyldest meget hurtigt vil vende sig til det modsatte! Vi ved, at det er den samme menneskemængde, der få dage efter råber til Pilatus, at han skal korsfæste Jesus. Hvordan kunne det ske? Hvordan kunne det vende sig så hurtigt? Ja, Jesus må have gjort noget andet end det, de regnede med. Han må have svigtet deres forventninger og ikke opfyldt profetien, som de ville have den opfyldt. Derfor vil de straffe ham – ja, straffe ham med døden. Så kort afstand kan der være i mennesker imellem begejstring og had. Så lidt virkelighed kan der være i hyldesten! Det er slet ikke HAM, de jubler over – det er deres eget billede af ham.
Vi bliver her vidner til noget smerteligt i menneskers liv med hinanden. Alle er vi nemlig ind imellem ustabile i vores følelser. Vi vil selv bestemme over virkeligheden, have den, som vi synes, den skal være. Former den sig anderledes, vender vi os imod den. Det gælder også i vores relation til hinanden. Vi kan hylde hinanden den ene dag, og vende hinanden ryggen den næste. Det gør det svært at være menneske – og det gør det vanskeligt at være udleveret til hinanden.
Men palmesøndag handler heldigvis ikke kun om menneskers tomme hyldest og svigt – den handler først og fremmest om Jesus, der rider ind i Jerusalem. Når vi fokuserer på ham, ser vi noget helt andet. Han viser os en fuldstændig anderledes måde at være i livet på – en anden måde at være menneske på. Alle de tre tekster, vi har hørt i dag, viser os, hvordan han rummer livet. Han identificerer sig ikke med, hvad der sker i øjeblikket – for han kender hele livet – altid – ser det hele, og han viger ikke tilbage for, hvad han ser. Og fordi han rummer det, svigter han aldrig. Alle Jesu handlinger fortæller os om, hvordan livet også kan leves.
Da han rider ind i Jerusalem, kommer han som en konge – som opfyldelsen af de gamle profetier. Han sætter selv det hele i scene, ber disciplene om at hente æslet og føllet – og rider ind på æslet. Han påtager sig rollen som opfylderen, han accepterer hyldesten – den hører med for at han kan vise det, han skal – og hele tiden undervejs ved han alt, hvad der skal ske. Han kommer sagtmodig, ridende på et æsel. Han lader sig ikke rive med af øjeblikkets tiljubl, - for han ved, at den kun varer, så længe folk får det, de vil have, så længe han spiller deres spil. Han ved også, at smerten vil komme – og at sådan er livet. I hyldesten bærer han sagtmodigheden med sig, og i lidelsen, der kommer bagefter, bærer han kærligheden og tilgivelsen med sig. Han identificerer sig ikke med øjeblikket og det, der sker her – han rummer hele livet og hviler i bevidstheden om, at alt er, som det skal være - at alt er i Guds hånd. Det identificerer han sig med!
Hvad Jesus her viser os, kan vi lære af – og blive stærke af. Vi skal – ligesom Jesus - engagere os i livet og i andre mennesker. Vi skal gøre det, der er vores opgave, men vi skal ikke helt identificere os med, hvad der konkret sker med os lige nu. Livet er altid større end det, der sker – og bevidstheden om det skal vi bære med os ind i enhver situation. Hvis vi midt i glæden over noget, vi ejer eller oplever, husker, at vi en dag skal miste det igen – så bliver taknemmeligheden over at have det lige nu meget større, og tabet bliver lettere at bære, når det kommer. Vi skal involvere os i det, der sker – være helt til stede i det, men vi skal ikke identificere os med det – og gøre det til hele vores virkelighed.
Palmesøndag rider Jesus ind i Jerusalem, - det er i teksten også et billede på, at han i dag rider ind i vores hjerter, og dermed begynder den forvandling i os, som påsken rummer. For påsken er en begivenhed, der vil forvandle vores liv – uanset om vi forstår det eller ej. I den gamle profeti stod der: Se, din konge kommer til dig, sagtmodig, ridende på et æsel. Han kommer - til mig. Det er ord, der er talt til mig – til os hver især, ord, der fortæller, at han kommer til mig – og hvordan, han kommer. Min opgave er at se – og at modtage, at det sker.
Folk i Jerusalem dengang så ham – de så ham som kongen, men de ville ikke lade ham selv vise, hvad det betød – vise hvordan han var konge, og derfor endte alt, som det gjorde. Men hvad med os? Ser vi ham? – ser vi, at han kommer ridende ind i vores liv – i dag? For at åbne for påskens virkelighed i os! Kan vi holde os åbne for det, han vil vise os?
I vores tekst står der udtrykkeligt, at vi skal se. Se, din konge kommer til dig. Teksten vil lære os at være opmærksomme – så vi bliver bedre til at se det i livet, i situationerne, der måske ikke helt er synligt. Vi skal øve os i at opfatte virkeligheden større og mere åbent, end vi umiddelbart gør. Indimellem er virkeligheden nemlig helt anderledes, end vi tror. Det er, som om den foregår samtidig i flere lag. Vi har sikkert alle hver på vores måde oplevet, at det er sådan. Der kan ske noget, vi bliver kede af eller skuffede over, og så viser det sig – at det fører til noget godt. Eller omvendt – noget, der føles glædeligt, fører smerte med sig. Og undertiden viser der sig en mening i det, der først ser meningsløst ud.
Vi skal lære at have tillid til, at Gud er med i både det glædelige og det, der gør ondt – og at vi ikke altid kender meningen med det, vi er i – eller ved, hvor vi er på vej hen! Vi skal lære at se! Jesus er sagtmodig, da han rider ind i byen – ind til smerten. Han er ikke trist – eller deprimeret – eller bange. Han er sagtmodig. Hvad er det for en følelse? Det er måske netop en følelse, der ser – og rummer – og ved. Han ser folkenes hyldest og glæder sig over, at de tager imod ham. Han ser også tomheden i hyldesten – svigtet, der kommer. Han ved, at han skal lide og dø. Han rummer det hele. Uden at dømme eller fordømme nogen! Det er næsten, som om han ud over at rumme sin egen smerte også rummer deres - vores. Rummer hele den smerte, der er i at være et menneske, der den ene dag hylder eller hyldes, og den næste dag svigter eller svigtes. Jesus rummer og accepterer - i tillid til, at alt er i Guds hånd, i kærlighed til de mennesker, der er blinde. Alt er, som det skal være. Sagtmodighed er en følelse, vi kan lære af – hvis vi vil møde den.
Når vi ser, må vi midt i sagtmodigheden også glædes denne palmesøndag. Folkeskaren hylder Jesus. De tror godt nok, de hylder en konge – en folkelig befrier, men uden at vide det, - vi ved det - hylder de Guds søn – ham, der skal lide og dø – for deres og for vores skyld. Lide og dø for at sprænge dødens magt over vores menneskeliv. Der er virkelig grund til at glæde sig på denne dag. Tænk at Jesus gør det – at han rider ind i byen! Ind til alt det, der venter. Han gør det – for os. Og folket hylder ham på vores vegne. Midt i al den lidelse der venter ham, ser vi hans Himmel-krone stråle, som vi sang det for lidt siden! Han bærer livet og døden – uden at gå under i det – han forvandler dem begge. Deri ligger håbet for os. Og teksten er fuld af håb – på mange måder! Sagtmodigheden rummer håbet i sig selv, men der er flere symboler på vækst og fremtid. Jesus rider ind i byen på et æsel – og æslets føl er der også, fremtiden. Og da nogle fra folkeskaren breder deres kapper ud på vejen foran ham – og andre skærer grene af træerne og lægger dem på vejen – ja så er der næsten forårsstemning i luften. Livet og glæden blomstrer i disse billeder.
Da de råber hyldestråb til Jesus – er det også med ord, som kun kan råbes til en konge eller til Gud selv. Jubelen og glæden er stor den dag, og det skal den også være hos os, for Jesus rider frivilligt og med al sin sagtmodighed ind i mørket for os – for at forvandle det til lys og håb. Det, der skal ske langfredag, er frygteligt, men det, der kommer efter – opstandelsen påskemorgen – er så fuldstændig overvældende og ubegribeligt stort – at det ikke kan udtrykkes med ord, og vi vil aldrig komme til at forstå den frihed – eller det mysterium, der bor deri.
Jesu sagtmodighed kan vi bære med os hen igennem påsken. Sammen med ham kan vi så måske lære at rumme, at nogle gange er lidelsen nødvendig – for det er den, der fører til forvandling og til opstandelse. Sådan var det for Jesus – og sådan vil det være også for os. Det mørke, vi ikke kan se nogen mening med, mens vi er i det – er måske det, der kan komme til at åbne vores hjerter, så kongen kan ride ind i dem og skabe ny glæde. Amen!