SJÆLESORG

                 Vi lever i en tid, hvor følelser er noget, de fleste mennesker gerne vil tale om. Vi snakker om, hvordan vi har det, om problemer i familien eller på arbejdet, om det, der går os imod og det, vi glæder os over. Men i de fleste af os lever der også følelser, som vi for enhver pris ikke vil tale om eller vise andre. Det er, som om der er et lag i vores sind, vi gerne deler ud af, men under det gemmer sig alt det hemmelige, det vi er generte over, skammer os over eller helst vil holde for os selv, fordi vi ikke rigtig kender det, og derfor er lidt bange for det.

                 Da vi var børn, blev vi opdraget til at være på en bestemt måde – eller i hvert fald at opføre os indenfor bestemte rammer. Når vi afveg for meget, gjorde noget andet, end det, vores omgivelser ønskede af os, så fik vi skæld ud og kom let til at opleve, at vi var forkerte – at vi ikke var, som vores forældre ønskede os. Her kom skammen ind – det føltes smerteligt at være forkert – eller at være bange for at være forkert. For mange oplevelser af den slags kan gøre et menneske indadvendt og passivt, gøre at det får svært ved at stå ved sig selv. Og det kan give en stor indre ensomhedsfølelse eller følelser af mindreværd. 

                 Alle mennesker bærer rundt på sådanne følelser, men ofte ligger de hen i mørke et dybt sted i vores sind, og vi beskæftiger os helst ikke med dem. Derfor taler vi også helst om andre ting. Der kan dog ske noget i vores liv, som pludselig vækker nogle af alle disse indre måske sovende følelser. Vi kan blive ramt af et tab eller en sorg, der kalder noget af det frem, og det kan være svært pludselig at skulle styre følelser, vi ikke er vant til at forholde os til. Eller vi kan uden at vi kender grunden – pludselig miste noget af livslysten, blive triste og måske deprimerede. At blive ramt af sådanne tilstande er som at møde sider af sig selv, man ikke kender – det er som at være på dybt vand, og det kan være meget angstfyldt.

                 Når et sådant indre kaos opstår, handler det om at få orden i kaos igen, om at få kontrol over det, der oversvømmer ens bevidsthed. Men for at få kontrol er det nødvendigt at kende det, der presser sig på. Ligesom vi engang imellem må rydde op i skabe, der ikke har været åbnet længe, må vi rydde op i vores sind, se på det, der gemmer sig der, for så vil vi opdage mange nye ting om os selv, bl.a. at mange af de følelser, der løber af med os, er forældede. Det, der var en trussel for os, mens vi var børn, er ikke en trussel længere nu, da vi er voksne, og selv kan styre vores liv.

                 Det er vigtigt at tale om det, vi rummer inderst inde, for ved at fortælle om det og få det frem i lyset, ændrer det karakter og bliver håndterligt, så vi kan forholde os til det med vores fornuft. Ved at fortælle om sit liv – også de svære ting, og være ærlig om, hvordan det virkelig er eller var, det, vi oplevede, så får vi et nyt perspektiv på det og ser nye sammenhænge, og derfor kan vi lære at leve med det på en ny måde. Det er vigtigt både at fortælle om de svære og tunge ting og om de positive og lyse oplevelser. Ofte kan de sidste næsten være de sværeste at få med, for dem hæfter vi os ikke altid så meget ved. Men i ethvert menneske er der meningsbærende oplevelser, som, hvis de bliver hentet frem, kan være med til at kaste et helt nyt lys over det enkelte menneskes livsforløb.

                 I forbindelse med begravelsessamtaler taler jeg altid med de pårørende om den afødes livsforløb, og jeg har mange gange oplevet, at en sådan samtale kan blive næsten munter, selv om situationen er sørgelig. Efter den sidste svære tid, der kan have været så tung, er det godt for de pårørende at få lov til at fortælle om hele den afdødes liv, også om de gode og sjove oplevelser, der har været. Undertiden giver de pårørende udtryk for, at en sådan samtale næsten kan være som at få den afdøde tilbage i erindringen sådan som han eller hun var, før sygdommen kom til. At tale hele livsforløb igennem giver også oplevelser af sammenhæng og mening. Pludselig kan man opdage, at det, der var svært, førte frem til noget meget vigtigt, og derigennem får det svære en mening.

                 Som det er med en akut sorg, er det med alt andet, vi gemmer i sindet. Hvis vi sætter ord på det og får det talt igennem med et menneske, vi har tillid til – et menneske, der kan lytte åbent og uden fordømmelse, så viser der sig ofte sammenhænge og mening, som vi ikke før har været opmærksom på. Pludselig kan den dukke op, og det giver altid en fred i sindet. Det triste må fortælles, men de rige oplevelser og erfaringer vi gemmer i os må også med. Det er lettere at bære et tab, hvis vi samtidig med sorgen kan mærke taknemmeligheden over det, vi havde.

                 For den, der ønsker at fortælle om det, der gemmer sig i sindet, er det vigtigt at finde et menneske at tale med – et menneske, der kan lytte uden fordomme og færdige meninger. Det kan være ethvert menneske, en ven, en slægtning eller en professionel, en psykolog eller en præst. Nogle gange kan det være lettest at tage hul på sådanne fordybende samtaler sammen med et menneske, man ikke har et personligt forhold til. Hvis der drejer sig om hemmeligheder, vi bærer på, noget, vi måske aldrig før har talt med nogen om, så kan det være vanskeligt at begynde at tale om det med en, man kender i forvejen. Og det kan give en tryghed at vide, at personen, der lytter, har tavshedspligt.

                 En sjælesørger er en professionel samtaler, en, der kan lytte og tale om det, der gemmer sig inderst inde i vores sind. En sjælesørger kan også tale om Gud og om mening, og det kan være vigtigt at have det med, for ofte vil det mennesker, der begiver sig ud på en indre rejse, som den, vi taler om, møde en længsel - efter Gud – efter hans nærhed og hjælp og kærlighed. F.eks. hvis vi skammer os over noget og føler, at andre mennesker vil fordømme os, så kan det være en ubeskrivelig hjælp at vide, at Gud kender os og elsker os, som vi er, og at vi ikke behøver at skamme os overfor ham. Den viden kan give os et større selvværd og også mod til at møde livet, som det nu er – og til at stå ved os selv, som vi er. At kende til nogle af disse sider i sig selv giver også en større åbenhed overfor andre mennesker. For hvis vi ved, hvad der gemmer sig i os, så kan vi også bedre acceptere, hvad der gemmer sig i andre.