NÆRHED OG NÆRVÆR

                     Mange mennesker lever i dag en fortravlet tilværelse, hvor det næsten er umuligt at nå alt det, der skal nås. Og når alting omkring os går hurtigere og hurtigere, så sker det samme inden i os – vi sætter tempoet op – også det psykiske, og det gør os stressede. Tankerne bliver for mange, uroen presser sig på, og der bliver ikke tid til at dvæle ved følelser og oplevelser eller ved kontakter med andre mennesker. Det hele bliver på den måde let for overfladisk og for tomt. Vi holder på de ydre former, men indholdet og meningen går tabt. Midt i travlheden og foretagsomheden, midt blandt mange mennesker, nære og fjerne, kan vi være meget ensomme.

                      Kristendommen fortæller os om nærhed og nærvær, om at livsfylde og mening kun kan findes, hvis vi giver os tid – til at være. Livet skal føles, for at trænge helt ind i os, og i relation til andre mennesker kan ensomheden først brydes, når vi vover at være hinanden nær. Nærhed skal læres, for mange mennesker ved ikke, hvad det er. Hvis der ikke har været nærhed i det hjem, vi er vokset op i, kan vi ikke selv etablere den uden hjælp fra andre, og selv om vi får hjælpen, kan det være vanskeligt, for nærhed gør os bange, hvis vi ikke kender den. Den åbner for følelser af sårbarhed og længsel, og den smerte, der ligger gemt i vores sind, kommer frem, for vi kan ikke være nære med andre eller med livet uden samtidig at være nær ved os selv.

                      Hvad er nærhed og nærvær så? Ja, måske kender vi det bedst fra oplevelser med små børn – deres sind står ligesom åbent og kalder på omsorg og nærvær. Og vi kender det fra naturen, især måske i foråret hvor vores sanser bombarderes så kraftigt med farver og dufte, at vi i øjeblikke kan glemme os selv og bare være midt i det – eller ved stranden, hvor bølgeskvulp og den åbne horisont kan udvide vores sind, så hjertet springer af lethed i brystet på os. Og så kender vi det fra særlige stunder med dem, vi holder af, hvor den afstand, der normalt er mellem mennesker, forsvinder og samværet bliver som en let berøring. Nogle kender det også fra deres trosliv, hvor det pludselig kan opleves, som om Gud med sit nærvær favner ens sind og skaber glæde og hvile netop der, hvor man er – dette kan også ske i vanskelige situationer.

                      Mange af vores bibeltekster fortæller om dette nærvær, især hører vi om det i påskens fortællinger, i stort set alle de tekster, der beskriver, hvordan Jesus viser sig for disciple og andre efter opstandelsen. I Johannesevangeliet (Joh. 20,11-18) er Maria Magdalene den første, der møder den opstandne Jesus. Hun genkender ham ikke og tror, han er havemanden. Først da han siger hendes navn, ”Maria”, som kun han kan sige det, med den nærhed hun kender fra ham, ved hun, at det er ham.

Eller i Lukasevangeliet (Luk. 24,13-36) da to af Jesu disciple påskedag er på vej til en lille by, Emmaus, og de undervejs, mens de går og taler om det, der er sket, slår følge med en fremmed mand, som de først ikke genkender. Det er så dejligt trygt at være sammen med denne mand, som de kan tale med og fortælle, hvad de har på hjerte. Han kan også udlægge skrifterne for dem, så de finder trøst og støtte i det. Da de når frem, beder de ham om at følge med ind i byen så de alle kan spise sammen, og det gør han. Først da de sidder ved bordet, og den fremmede mand tager brødet og bryder det, som kun Jesus kan gøre det, genkender de ham. I den nærhed Jesus skaber sammen med dem og i det nærvær Jesus lægger i brødets brydelse ved de, at det er ham.             

Også i flere af sommertidens evangelietekster viser Jesus os, hvad nærvær er – og også hvad mangel på nærvær er. Det sidste f.eks. i fortællingen om den rige mand og Lazarus (Luk. 16,19-31), hvor Lazarus ligger ved den riges port - fuld af sår - og kun ønsker at få lidt madrester fra den riges bord. Den rige er ikke ond, når han ikke ser Lazarus – blot ubetænksom - for ham hører det med til naturens orden, at nogle lever i fest og pragt, som han gør, mens andre sulter. Han er ikke nærværende med den virkelighed, der omgiver ham – han ser den ikke, for han lever kun på overfladen – uden at tænke dybere over noget. Hundene kommer og slikke Lazarus’ sår, så de er mere nærværende end han.

                      Når Ny Testamente giver os disse fortællinger og billeder – og mange andre om de samme emner - så er det ikke for at moralisere og kræve en bestemt adfærd af os. Det er for at vise os, at livet rummer så meget mere dybde og rigdom, end vi normalt er os bevidst, og det er for at fortælle os, hvor meget vi går glip af, når vi ikke lever med nærhed og nærvær. Livet har en rigdom af mening at tilbyde os, hvis vi vil tage imod den. Når vi ikke gør det, så er det, fordi det koster. Maria og disciplene må mærke deres sorg og smerte over, at Jesus er borte, og over livets omskiftelige karakter og forgængelighed, hvis de skal opleve Jesus nærvær, og den rige mand må indse tomheden i sit eget liv, før han kan møde smerten i Lazarus’. For os er det som for dem.

                      Men for det menneske, der giver sig tid og vover at blive nærværende med sig selv og se sit eget liv, som det er – og forsone sig med det, er nærhed og nærvær en livskvalitet, der vil brede sig ud over resten af tilværelsen, også i mødet med andre mennesker og i relation til Gud. Måske vil det kun ske for os i korte glimt, men disse glimt vil give mening til alt andet. Jesus er på den måde et forbillede for os, for som han kan skabe nærhed og nærvær, kan vi det også – med hans hjælp.