Judas – hvem er han?

                      Ved påsketid viste fjernsynet en udsendelse om Judasevangeliet, og den skabte megen diskussion og mange tanker om, hvem Judas egentlig er, og hvordan vi skal forstå ham.

                      Judasevangeliet stammer fra før år 180 e.Kr., og det blev fundet i nogle huler i
Egypten i 1970-erne. Siden forsvandt det igen i mange år, og det er vist lidt af et under, at det på trods af helt forkert opbevaring igennem disse sidste år dog har overlevet så godt, som det har. I efteråret kommer professor Søren Giversen her til Grenaa for at fortælle om evangeliet.

                      I Judasevangeliet er Judasskikkelsen fremstillet meget anderledes, end vi normalt kender den. Her er relationen mellem Jesus og Judas beskrevet som positiv. Jesus ønskede, at Judas skulle forråde ham, og han udvalgte Judas specielt til denne opgave. Evangeliet er et såkaldt gnostisk evangelium, og hovedtanken bag den gnostisk prægede kristendom er, at verden og alt skabt er blevet til ved et fald og derfor er ondt, men det bærer et lysglimt fra den guddommelige virkelighed i sig. Jesus kommer til verden for at vække dette lysglimt og føre skabningen tilbage til den oprindelige lysvirkelighed. Da den skabte verden er det onde, er døden ind i lysvirkeligheden det gode, og Judas er den, der hjælper Jesus tilbage til den guddommelige verden. Han er en nødvendig forudsætning for, at det kan ske.

                      Den helt store forskel på den tidlige gnostiske kristendom og den kristendom, vi kender her hos os i dag, er synet på den skabte verden. For gnostikerne er verden ond og mørk, og livet i den har ingen egentlig værdi. I vores kristendomsforståelse er verden skabt og elsket af Gud. Verden og livet er således noget godt. Menneskelivet og menneskelige relationer er uendeligt værdifulde. Judasevangeliet rejser store spørgsmål, især med hensyn til hvem Judas er, men det giver også stof til overvejelser over, hvad livet er.

Hvis vi vil reflektere videre over Judasskikkelsen, må vi se på Bibelens fire evangelier og deres fremstillinger af Judas. Matthæus-, Markus- og Lukasevangeliet viser Judas som forræderen og dermed som en meget negativ skikkelse, men Johannesevangeliet adskiller sig fra de andre, for her er Judas’ rolle dobbelt. Også her forråder Judas Jesus, men samtidig er det Jesus, der styrer alt og sender Judas af sted, da tiden er inde. Judas handler ondt; det onde er en del af skaberværket, ligesom slangen var det fra begyndelsen, men Guds kraft er altid stærkere end det onde. Det gode og det onde er i Johannesevangeliet vævet sammen på en måde, som vores menneskelige bevidsthed ikke kan fatte og rumme.

I Johannesevangeliets nadverberetning siger Jesus til disciplene, at en af dem vil forråde ham. Disciplene bliver dybt berørte, - derefter også usikre på sig selv og på hinanden, for hvem af dem er det? Ingen føler sig sikre. Det er ikke indlysende for dem, at det er Judas, og det viser os, at i discipelgruppen har der ikke været stor forskel på ham og de andre. Situationen har været overraskende og smertefuld for dem alle; de kender hinanden så godt og har delt så meget, og nu bliver de bange for sig selv og for hinanden. De kan ikke holde spændingen ud ret længe, og Simon Peter giver tegn til Johannes, der sidder ved siden af Jesus, om, at han skal spørge Jesus, hvem det er, der vil forråde ham.Disciplene ved, at forræderen kan bo i dem alle. Dermed bliver Judasskikkelsen pludselig meget mere nærværende for os, for hvis Judas kan bo i alle disciplene, kan han også være til stede i enhver anden – i os. Judas bliver et billede på en side i menneskesindet.

Jesus svarer Johannes, at forræderen er ham, han nu giver et stykke brød, og derefter rækker han brødet til Judas. I samme øjeblik farer Satan i Judas, står der – sådan som onde tanker eller kræfter pludselig kan dukke op i os alle. Jesus bebrejder ikke Judas noget, og han udleverer ham heller ikke til de andres foragt eller mulige forsøg på at tale ham fra at gøre det, han er i færd med. Alt er, som det skal være. Jesus giver blot Judas et stykke brød, men det er nadverindstiftelsens brød og dermed tilgivelsens brød, han rækker ham. Kort tid forinden har Jesus vasket Judas’ fødder, og nu giver han ham altså tilgivelsens brød, før han til sidst sender ham ud i natten med ordene: ”Hvad du gør, gør det snart.”

Satan farer i Judas i det øjeblik, han får brødet, og at det sker netop der, tyder på, at Judas virkelig bliver brugt som redskab til det, der skal ske, og at Gud midt i det forfærdelige beskytter Judas, for han holdes ren igennem brødet. Satan får ikke lov til at fare i ham, før han har brødet i hånden. Judas’ egen reaktion fortælles der intet om, kun at han holder fast ved brødet, da han forlader Jesus og de andre disciple og går ud i natten, den nat, der kan symbolisere både den konkrete nat og sindets nat. Judas er Satans redskab, men det er Jesus, der står bag alt og styrer alt. Om Jesus står der nemlig, at ”Faderen havde lagt alt i hans hænder”.

Foruden fodvaskningen og brødet i hånden har Judas den trøst med sig, at Jesus tidligere har sagt om sine disciple, at de aldrig i evighed skal gå fortabt, og at ingen skal rive dem ud af hans hånd.Judas kan handle, som han gør, og alligevel være nært forbundet med Jesus selv. Judas’ rolle er et mysterium, men Jesu måde at forholde sig til Judas på er udtryk for den stærkeste kærlighed og omsorg.

I Johannesevangeliet er Judas’ rolle således dobbelt. På det menneskelige plan er han forræderen, der udleverer Jesus til hans forfølgere, men det menneskelige plan er intet mod Guds ånd og kraft. Gud står også bag det, der her er ved at ske, og Jesus har fået til opgave at styre begivenhedernes gang. Også Judas, og hvad han gør, er således underlagt Guds kraft og omsluttet af Guds kærlighed.

Denne forståelse af Judas indebærer en stor menneskelig trøst, for det betyder, at vi kan spejle os i Judas. Ingen kan forråde mere end Judas, men selv det han gjorde kunne ikke skille ham fra Guds kærlighed. Derfor kan heller ikke noget, vi gør, skille os fra den. Judas har båret meget igennem århundrederne – han har været fordømt som mørkets skikkelse, og det har været let for mennesker at placere skylden på ham. Hvis Judas derimod er et billede på mørket i hver enkelt af os, så bliver han pludselig meget vanskeligere at forholde sig til, men ikke kun vanskeligere, for igennem ham møder vi også Guds barmhjertighed og kærlighed. De mørkeste og vanskeligste sider af ethvert menneskes sind er også favnet af Gud, og det er ikke op til noget menneske at dømme andre, for vi kender sjældent hele sandheden om hinanden og om, hvad der er godt og ondt. Men vi ved, at Gud elsker os alle.