OM SKYLD OG SYND

        Mange mennesker plages af følelser af skyld, og egentlig er det jo ikke underligt, for der går vel næppe en dag uden, at der er noget, vi kunne have gjort bedre. I det daglige dæmper vi disse følelser af skyld i sindet, men i særlige situationer dukker de op og bliver påtrængende og tunge at bære. Især har jeg lagt mærke til, at sådanne følelser ofte trænger sig på i forbindelse med dødsfald.

          Alting bliver så uopretteligt, når et menneske dør, og der er måske gamle ting, man aldrig har fået talt ud om. Men også når forholdet har været godt, og der ikke er noget specielt, der trykker, kommer skyldfølelsen ofte. ”Hvis jeg havde vidst, at det gik så hurtigt, ville jeg have gjort tingene anderledes”, er en bemærkning, jeg ofte hører. ”Jeg ville have taget fri” eller ”jeg ville være taget med i ambulancen”, - det kan være ganske små ting, der vokser sig store og gør ondt i en sådan situation.

          Her er det vigtigt at huske, at vi aldrig lever bagud. Vi er kun mennesker, og vi kender ikke fremtiden. Vi ved ikke, hvad der kommer til at ske, og som regel har vi alle flere mennesker og flere sammenhænge, vi skal tage hensyn til. Vi kan aldrig gøre det hele perfekt. Sådan er det at være menneske! At vi gerne ville have gjort det bedre, viser jo også, at vi har ønsket i os. Skyldfølelse viser os, at det gode bor i os, og at vi længes efter at leve det.

          Selvfølgelig kan der også i skyldfølelsen gemme sig en større og mere reel skyld. Det kan være, at vi rent faktisk var for dovne, at vi ikke tog hensyn nok – selv om vi vidste, at døden nærmede sig, eller vi vidste, at det andet menneske led under ensomheden. Det kan også være, at vi rent faktisk har forbrudt os mod et andet menneske og bærer på skylden for det. En sådan reel skyld må vi tage på os, tage ansvar for og bære, for ellers vil den blive ved med at plage os. Hvis noget kan gøres godt igen eller en forsoning er mulig, er det vores ansvar at række ud og gøre det. Det er ikke så vigtigt, hvem der i sin tid begyndte på den eventuelle ufred, eller hvis tur det er til at tage kontakt. Hvis vores egen sjælefred er forstyrret, må vi selv tage initiativer, for vi har ansvaret for vores eget liv – for at det bliver levet værdigt og godt.

          Hvis det menneske, man føler skyld overfor er dødt, kan tingene jo ikke afklares med vedkommende, men skylden kan alligevel lettes. Det sker først og fremmest ved at se den i øjnene og lade være med at gøre sig selv bedre, end man er, hverken i egne eller andres øjne. Hvis man kender sin egen skyld, er det også lettere at tilgive andre deres, for så ved man, hvor umuligt det er at leve livet uden skyld, og man ved, hvor tung skylden er at bære. Og først når man ser sin egen skyld i øjnene kan man lære af den, sådan at man ikke gentager det, der var årsagen.

          Ordet ”synd” er tæt forbundet med ”skyld”. Synden kommer forud for skylden. Mange kan ikke lide at bruge ordet synd, fordi det har religiøse overtoner, ja, nogle tager afstand fra kristendommen, fordi den taler for meget om ”synd”. Man vil hellere bruge mere moderne og måske mere psykologisk prægede ord, men mange af disse ord mangler kraft. ”Jeg har gjort noget forkert” er for afsvækket, hvis det handler om stærke handlinger og voldsomme følelser, og at tale om ”skyggesider” er fremmedgørende, når konkrete følelser er på spil.

          Hvis et menneske føler, at det virkelig har forbrudt sig, er det en hjælp, at det ord, der bruges om det, også inkluderer tilværelsens dybeste kræfter, Gud. Kun den positive kraft, der er stærkere end det onde eller ubetænksomme, der ligger bag handlingen, kan forløse skylden – og skyldfølelsen. Uanset om vi kan lide det eller ej, så rummer tilværelsen og menneskesindet voldsomme kræfter og følelser, både positive og negative, som det er umuligt at stå alene med, og som det også kan være svært at dele med andre, for det er sjældent, at andre helt kan forstå, hvad der er på spil indeni én. Derfor må Gud være med, for han er den eneste, vi kan dele alt med, - og han er også den eneste, der kan forløse alt i et forpint menneskesind.

          Ordet ”synd”, som det bruges i Ny Testamente, betyder egentlig ”at ramme ved siden af målet”! Når Jesus siger til et menneske: ”Synd ikke mere”, siger han i virkeligheden: ”Ram ikke mere ved siden af målet”! Vi må så spørge, hvad målet er, og det spørgsmål kan vi få hjælp til ved at se på beretningerne om verdens skabelse. Gud skabte mennesket i sit billede. Det betyder, at vi alle rummer Guds billede i os, og også hans evne til at skelne mellem godt og ondt. Hans skabervilje står bag hvert eneste menneske, og han har skabt os, som vi er inderst inde, og os alle forskelligt. Målet er at blive det, vi er - dem, han har skabt os til at være, for det er vi ikke umiddelbart. Han har nemlig også givet os muligheden for at ”ramme ved siden af målet” i vores handlinger og måden, vi lever på. Vi rummer Guds billede i os, og vi rummer evnen til, som Gud selv gjorde det efter hver skabelsesdag, at vide, om det, vi skaber og gør i vores liv, er godt. Vi kan kun blive dem, vi er, hvis vi tør se i øjnene, hvornår vi ”rammer ved siden af målet”, hvornår vi synder - det er forudsætningen for at ændre på tingene.

          Formålet med synds- og skyldserkendelsen er ikke, at vi skal tynges til jorden; det er, at vi skal slippe den tyngde og smerte, der er forbundet med at bære på synden og skylden. I det øjeblik vi ser os selv, - også det dårlige vi rummer i os, så behøver vi ikke mere at være bange for det – eller for at nogen skal opdage det. Gud ved alt, og hvis vi ikke vil stå ved alt om os selv, så er vi ikke bare adskilt fra os selv og fra det menneske, vi har såret, men også fra Gud – og fra ”målet” i os selv. Det gør det umuligt at føle glæde, der gennemstrømmer sindet.

          Vi må vove at stå ved vores synd og vores skyld, - det er det eneste, der kan give os livsglæde og en følelse af mening. Og vi behøver ikke at være bange for fordømmelse, for den forsvinder, når vi selv tager ansvaret og bliver det, vi er. Gud ser ikke på fortiden – han ser på nuet. Og selvfølgelig er vi skyldige – det er vi alle. Sådan er vi skabt. Ikke at ville være det er måske den egentlige synd, for så gør vi os lig Gud, og det er vi jo ikke!     

          At erkende sin egen magtesløshed gør let. At erkende sin egen skyld skaber fællesskab. At være sig selv bringer livsglæde!