|
Sidste søndag efter Helligtrekonger. 1. tekstrække
Tekster: 2. Mos. 34,27-35; 2. Pet.1,16-18; Mat. 17,1-9
I dag bliver vi alle taget med op på høje bjerge for at lære noget om Guds herlighed. Det er den sidste søndag i Hellig3konger-tiden – næste søndag begynder vi at forberede os til fasten og påsken. Men først skal vi forstå lidt mere om, hvem Jesus er.
Vi begynder med GT-teksten. Her hører vi, om dengang Moses var på Sinajs bjerg, hvor han modtog lovens tavler af Gud. Han var der i 40 dage, og Gud dikterede De 10 Bud for ham, mens han skrev dem ned på tavlerne.
Da Moses kommer ned fra bjerget, stråler det sådan fra hans ansigt, at alle israelitterne bliver bange for at komme ham nær. Han kalder på dem, og de vover sig langsomt nærmere. Så giver han dem besked om alt, hvad Gud har sagt til ham. Derefter lægger han et slør over sit ansigt, så de ikke mere behøver at være bange for hans stråleglans. Men hver gang Moses træder ind for Guds ansigt, tager han sløret af, så han kan møde Gud, som han er. Når han går ud til folket igen, tager han sløret på.
Denne lille beretning fortæller os meget om forholdet mellem Gud og mennesker. Den er næsten en modfortælling til historien om syndefaldet. Her overtræder Adam og Eva Guds bud, og de får en menneskelig bevidsthed med kundskab om godt og ondt. Men konsekvensen af, at de vælger sig selv frem for Gud, er, at de mister nærheden med Gud og med hinanden. De tager figenblade på for at skjule sig, skjule deres forskellighed – for de skammer sig over sig selv. Og siden da har vi mennesker båret rundt på figenblade i forhold til livet. Vi tilslører, hvem vi egentlig er, vover ikke at stå nøgne og sårbare overfor hinanden, og vover heller ikke at stråle med det lys, Gud har lagt i os.
Det, der adskiller Moses fra de andre israelitter, er, at Moses er trådt ind bag figenbladene og har mødt Gud. I tiden på bjerget er han i Guds nærhed, taler med Gud og modtager visdom fra ham. Og det guddommelige lys, bliver vækket i ham, så han kan bringe det til de andre israelitter. De ser det på hans ansigt, men de bliver bange for at se det – for det kalder på noget i dem selv. Derfor må Moses tilsløre lyset, for at de overhovedet kan lytte og høre lidt af, hvad han siger.
Det lys, der stråler fra Moses’ ansigt, bor i ethvert menneske. Vi er alle skabt i Guds billede, - vi rummer hans lys i os, men det er svært for os at møde det. Det kan vi kun, hvis vi først vover at slippe vores figenblade – som Moses gjorde det - og være dem, vi er. Og det tør vi ikke! Det vil jo være det samme som at slippe alle roller og normer og det, vi definerer os selv i forhold til. Og slippe alle hemmeligheder, vi gemmer på og skammer os over. Og så stå nøgne og sårbare foran Gud og hinanden. For hvis Guds lys virkelig begynder at stråle i os, så vil det jo oplyse alt mørke, vi gemmer på, og det er for skræmmende. Det vover vi ikke at lade ske – vi kan ikke bære det! Derfor bliver vi i mørket inde bag figenbladene.
Det er på grund af dette, at Jesus bliver født! I ham viser Gud os sig selv i den yderste fattigdom og skrøbelighed. Han lader sig føde hos os som et lille barn – i den fattigste stald, og han dør på et kors, nøgen og fordømt af mennesker. Han vil vise os, at det er muligt et være i livet uden figenblade og slør. Netop fordi Jesus er hos os i så stor en fattigdom og samtidig lyser for os med så stort et lys, ser vi, at det er muligt. At Guds lys kan lyse i verden!
Men Jesu forbillede er ikke nok – vores angst for lyset er stadig for stor. Ligesom vi så det med Moses. Israelitterne så hans lys, men de turde ikke komme det nær, så Moses måtte tilsløre sit ansigt, når han var sammen med dem. Derfor går Jesus endnu længere. Han tilbyder at bære vores mørke, så vi ikke længere skal frygte at blive af-sløret. Når han bærer vores mørke, kan det mørke ikke længere adskille os fra Guds lys Det er bl.a. det, vores evangelietekst til i dag handler om.
Teksten her begynder med ordene: Seks dage derefter. Det er sjældent at vi i Det nye Testamente hører nøjagtige tidsangivelser, så det er vigtigt, det, som er sket 6 dage tidligere! Her var det, at Jesus for første gang fortalte disciplene, at han skulle lide og dø. Det kunne de ikke acceptere. Han var jo deres store religiøse forbillede – ham de havde forladt alt for, og de så ham som en ny konge, som en slags frihedskæmper, der skulle befri dem fra romernes besættelse. Så Peter tager Jesus til side og begynder at irettesætte ham for at tale ham til fornuft. Men Jesus irettesætter Peter og siger: »Vig bag mig, Satan! For du vil ikke, hvad Gud vil, men hvad mennesker vil.«
Dette er voldsomt! Jesus kalder Peter for Satan. Og det gør han selvfølgelig kun, fordi det, Peter siger, er en stor fristelse for Jesus. Peter frister ham som Satan selv. Og selvfølgelig er det en stor fristelse for Jesus – at blive hyldet som konge frem for at dø på korset. Han er jo også et menneske. Men han modstår fristelsen til at tage figenbladene på og identificere sig med det menneskelige – han bliver i Guds lys for at tænde lyset i os.
Dagen, hvor Jesus påtager sig at lide og dø, er en ganske bestemt dag for jøderne. Det er nemlig den store forsoningsdag. Den dag, deres nytårsfest begynder. Her holder de en ceremoni, der skal rense folket for synd, så de kan gå rene ind i det nye år. Ved et stort ritual kastes alle folkets synder over på en buk, og den sendes derefter ud i ørkenen for at dø. Vi kender godt udtrykket ”syndebuk” – det stammer herfra. Når bukken er forsvundet, venter de spændt i 6 dage på, om Gud accepterer den som ”syndebuk”. Når de har sikret sig det, begynder løvhyttefesten, en glædesfest, hvor de bygger løvhytter og bor i dem i en uge. Her fejrer de, at de nu som rene overfor Gud kan gå ind i det nye år.
På denne forsoningsdag har Jesus påtaget sig at lide og dø – i stedet for at være konge. Han har tilbudt sig selv som syndebuk – som den, der for altid vil bære alt det mørke, der bor i os. Her påtager han sig den opgave, Gud har sendt ham til jorden for at bære. Og seks dage derefter – på løvhyttefesten-dagen, accepterer Gud hans offer. Peter tilbyder også deroppe på bjerget at bygge hytter til dem, som man jo gjorde på denne festdag – i glæde over Guds accept.
Jesus har taget Peter og Jakob og Johannes med sig op på et højt bjerg, for at de skal forstå hemmeligheden om, hvem han er, og hvilken opgave han har på jorden. Peter var jo den, der seks dage tidligere havde fristet Jesus til kongeværdigheden, så han er med for at blive belært – og han forstår! Og Jakob og Johannes er med som vidner.
Jesus viser de tre, hvem han er. De får lov til at se hans lys. Det er, som om de bliver løftet ud af deres gamle jeg og op i en helt anden dimension af bevidsthed eller liv, alle slør mellem dem og Jesus forsvinder – og de ser ham. Ser at hans ansigt lyser som solen, og at hans klæder er hvide som lyset. Han er den lysende rene, som påtager sig at bære alt deres – og vores mørke. Og det kan han, fordi han er ren. Og fordi han bærer mørket, vover Peter og Jakob og Johannes at se lyset. Igennem ham og hans gerning bliver det muligt. Igennem ham ser de ind i en helt anden virkelighed, hvor tiden er væk, hvor Moses og Elias, de store profeter er sammen med Jesus – og med dem. Også Moses og Elias strålede jo her på jorden af Guds lys. Vi har lige hørt det om Moses, og vi ved om Elias, at han ikke døde en naturlig død, men blev hentet af Guds ildvogn – af Guds lys.
Fordi Jesus bærer vores mørke, hemmeligheder, skyld og skrøbelighed – og alt hvad vi ellers rummer i os - bliver det muligt for almindelige mennesker som Peter, Jakob og Johannes – og os - at opleve Guds lys og selv komme til at stråle af det. Og disciplene møder virkelig Guds eget lys – Jesus er ligesom porten til det. For pludselig overskygger en lysende sky dem alle der på bjerget, og de hører Gud tale ud fra skyen: »Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag. Hør ham!«, siger Gud. Gud taler direkte til dem. De møder selv Guds virkelighed, og de hører selv Gud bekræfte, hvad Jesus har sagt – at han er den nye syndebuk – den, der for altid vil være menneskers trøst og hjælp og håb. For igennem ham vil vi kunne få mod til at lægge vores figenblade fra os og møde det indre lys, Gud har lagt i os.
Jesu helt konkrete hjælp – helt ind i det nære - bliver vist så smukt i teksten. Disciplene bliver bange, da de hører Guds røst. De falder ned på deres ansigt, som der står, de kastes til jorden og skjuler sig – det er stadig udfordrende at komme så tæt på det levende lys. Men Jesus går hen og rører ved dem og siger: ”Rejs jer, og frygt ikke!”Han rører ved dem, og vi ved alle, hvad en kærlig berøring betyder, når vi er bange. Den kan genetablere virkeligheden og give os mod til at møde virkeligheden – fordi vi ikke længere er alene i den, men set og omsluttet af en medmenneskelig kærlighed.
Også Guds tiltale til de tre disciple er fyldt med kærlighed. Gud taler om sin elskede søn, og at han i ham har fundet velbehag – det samme ord som lyder i englenes sang til hyrderne julenat, hvor de synger om fred til mennesker med Guds velbehag. Det er, som om Guds ord i sig selv er en berøring af den guddommelige kærlighed, der ligger bag hele frelsesunderet – at Jesus kom til os, at han blev født – og døde – i den yderste fattigdom for at dele alt med os og vise os, at Guds lys kan skinne klart i de fattigste og mest lidelsesfyldte omstændigheder. Og at Jesus kom for at bære alt det, vores figenblade skjuler, så vi kan komme til at stå rene foran Gud – så hans lys også kan skinne igennem os. Og så vi kan række hans lys og kærlighed til hinanden. Amen!
|