Sidste søndag i kirkeåret 1. tekstrække
Tekster: Es. 65,17-19; 2. Thess. 2,13-17; Mat. 25,31-46:
I dag er det afslutning – på vores kirkeår! Vi skal tage afsked med det gamle år med ønsket om, at vi kan vende os imod det nye med et håbefuldt sind. Vi har alle helt sikkert meget at sige tak for i det gamle år, men der er nok også tunge ting at kigge tilbage på for de fleste af os. Vores tekster til i dag vil have os til at se grundigt og nøje på det gamle år, for at vi kan lære af det, vi har været igennem. For når vi har set og lært, så kan vi bedre slippe det, der binder os – og gå videre med håb. Gud dømmer os altid med kærlighed, med tilgivelse, men sådan dømmer vi ikke altid os selv – og heller ikke andre. Derfor kommer vi let til at hænge fast i noget gammelt, for dom og hårdhed binder.
Gud ønsker, at vi skal sættes fri, så vi kan lade det liv, han har givet os, komme helt ind i os og fylde. Det er det, han siger i den tekst fra GT, vi har hørt i dag. Nu skaber jeg en ny himmel og en ny jord; siger han, det, der skete tidligere, skal ikke længere huskes, og ingen skal tænke på det. Med andre ord siger han til os, at vi er fri, og at vi skal lade alt det gamle og svære ligge og glæde os over det, som er lige nu! Vi skal juble, siger han, og der skal ikke mere høres gråd og skrig.
Vi kan tænke, at sådan kan det jo ikke bare lige blive. Alt det, der gør ondt, gør ondt. Alt, hvad vi har mistet, er borte. Men Gud vil have os til at forstå, at sådan er livet givet til os, og det må vi acceptere som et grundvilkår – acceptere at smerten og tabet er en del af vores tilværelse her på jorden. Og derfor er det så vigtigt, at vi ikke lader os binde af alt det, som ikke kan være anderledes – af det, som gik galt, eller af det, som ikke er mere. Vi kan sørge over det - det er noget andet, bære det med os, lære af det, men vi må ikke lade det lukke for vores liv, så vi ikke ser de nye muligheder, der altid er.
Vi hørte også lidt af et af Paulus’ breve til Thessalonikerne, for de vidste om nogen, hvad lidelse er. De var en af de første kristne menigheder i Europa, og de blev udsat for store forfølgelser. Men midt i dem oplevede de samtidig at blive fyldt med taknemmelighed over alt det, de fik givet. Det roser Paulus dem for – og han takker Gud – for dem. De blev et forbillede for alle andre, siger han, fordi de aldrig mistede håbet, det håb, der ikke kun er bundet til, hvad der sker i de fysiske omstændigheder, men som kan strømme igennem et menneske i enhver situation – også i de allerværste.
Paulus fremhæver specielt én kvalitet hos thessalonikerne, og det er, at de troede på sandheden, siger han. De vidste, hvor vigtig sandhed er. Og når vi hører om det her i dag i forbindelse med kirkeårets slutning, så er det, fordi sandheden også kan hjælpe os – til at slippe det gamle, de gamle måder at anskue virkeligheden på måske, så vi kan se nye muligheder og begynde at handle på nye måder. At turde sandheden frisætter!
Evangelieteksten forkynder også håb. Umiddelbart lyder den måske ikke sådan, - den lyder snarere af dom. men dens hensigt er håb. Teksten handler om Menneskesønnen, om Kristus, der sammen med alle englene kommer i al sin herlighed og tager sæde på sin herligheds trone. Alle folkeslagene skal så samles foran ham, og han skal skille dem, som en hyrde skiller fårene fra bukkene. Alle dem til højre kalder han sin faders velsignede, og de skal gå ind i Guds rige, mens dem til venstre bliver kaldt, I forbandede, og de skal gå ind til den evige ild. Det lyder voldsomt, men det er Menneskesønnen, der kommer for at dømme! Menneskesønnen er den betegnelse Jesus helst giver sig selv, når han vil understrege, at han er et ganske almindeligt menneske, samtidig med at han er Gud selv. Han kender vores menneskeliv indefra, og ved hvor svært det undertiden kan være – og han omslutter det med sin kærlighed og forståelse. Hans kærlighed til os var så stor, at han gav sit liv for os, - han gennemlevede en grusom død for helt at dele vilkår med os. Hele hans væsen er kærlighed, og vores liv er helt indfældet i ham, så hvordan kan vi frygte hans dom?
Når Menneskesønnen sætter sig på sin trone og samler alle folkeslag, gør han det for at forløse. Han ved, at i ethvert menneske bor der både får og bukke. Ingen af os er helt uskyldige får, og ingen er rent beregnende eller ond buk. Menneskesønnen vil hjælpe os til at få fårene og bukkene i vores indre skilt ad, så vi kan lære klart at skelne imellem dem – og dernæst at handle frit. Her er det, sandheden må komme frem. Vi vil nok alle helst se fårene i os selv – og måske bukkene i de andre. Vi mener, det er os, der har ret, hvis der er konflikter. Vi tænker, at ufred skyldes de andres dårlige evne til at forstå. Men sådan er det aldrig! Sådan er sandheden ikke kun, og så længe vi ikke kender den, er vi bundet – af vores egne meninger og selvbilleder, af bagvedliggende følelser af skyld og skam. Menneskesønnen vil have os til at SE, hvem vi er – at vi alle rummer både får og bukke, at vi alle har skyld - og han vil have os til at forstå, at sådan er livet givet til os, og at det er godt nok. Ingen af os er rene. Vi skal ikke sammenligne os med hinanden, men tage imod det, vi hver for sig har fået givet i al vores forskellighed.
Jesus kommer og skiller fårene fra bukkene. Bukkene binder os til alt det gamle, og de forhindrer, at fårene i os får liv. Fårene er et billede på det inderste i os hver især – på vores sjæl, der altid længes efter det gode – længes efter hyrden, der favner os med sin kærlighed, og længes efter det fællesskab, der forener os med hinanden. Jesus kender – og genkender - det inderste i os og kalder det frem. Som i teksten siger han: Kom, I som er min faders velsignede, og tag det rige i arv, som er bestemt for jer, siden verden blev grundlagt. Han ser og favner, de gode ting, vi har gjort, - og vi har alle gjort godt. Måske ikke store og vældige gerninger, men så små hverdagshandlinger, som vi gør for hinanden. Han roser sjælens gode vilje – men han ser også dens magtesløshed, - ser hvor svært det er at holde fast ved det gode, og ser den smerte, sjælen derfor altid bærer på. Men aldrig fordømmer han - altid kalder han og hjælper os med at skille fårene fra bukkene.
For nogen tid siden skulle jeg holde en retræte, hvor denne tekst var noget af indholdet. I forberedelsen fandt jeg et billede fra 1400-tallet af en flamsk maler. Billedet forestiller Kristus eller Menneskesønnen siddende midt i billedet på en trone, der ser ud som en regnbue – han er verdensdommeren. Nedenunder ham står der en engel, som vejer sjælene på en vægt, og nogle af dem bliver sendt til venstre mod Helvedes flammer, mens andre sendes til højre mod Paradiset eller Det himmelske Jerusalem. Sjælene går nøgne efter hinanden imod deres bestemmelsessteder. Den eneste synlige forskel på dem er, hvor de har deres opmærksomhed. Alle, der går til venstre – mod Helvede – ser kun hinanden – og ikke på en god måde. De har så travlt med hinanden. De jager på hinanden eller rykker hinanden i håret for at få alle med, - ingen skal undslippe. Misundelse og mistro lyser ud af dem. Dem, der går til højre derimod, har alle blikket rettet mod Kristus på tronen. De har helt glemt sig selv og er kun opfyldt af den kærlighed, der lyser fra ham. Den kærlighed, som de således læner sig ind i, viser dem vej til Paradiset.
Billedet fortæller os, at det er det eneste, vi behøver for at kunne leve i håb, og for at få del i den nyskabelse, det nye år indeholder – er at have blikket rettet mod HAM og den kærlighed og tilgivelse, der hvert øjeblik strømmer os i møde fra ham. Han dømmer os aldrig ude – det er kun os selv, der gør det, og det sker helt af sig selv, hver gang vi glemmer fåret eller sjælen eller længslen i os, glemmer nærheden til hinanden - og bliver som bukke, der jagter territorium.
Sådan er vores liv skabt! Sådan er det! Og alligevel er vi svøbt i Guds kærlighed – altid. I det gamle kirkeår – og i det nye. Men overgangen giver os anledning til at standse op og mærke håbet - om at han hjælper os med at skille vores får og bukke fra hinandne.
Og næste søndag er det advent! Amen!
