Søndag seksagesima. 1. teks­trække. 

Tekster: Es. 55,6; 1. Kor. 1,18-25; Mark. 4,1-20           

              Teksterne, vi har hørt her i dag, handler alle om Guds virkelighed. Om at der bag den almindelige – og for mange af os travle – hverdag, som sædvanligvis opsluger os i utallige gøremål, - at der bag den er noget helt andet på spil. Hvert eneste øjeblik lever vi nemlig også i Guds virkelighed, og her har alt et helt andet perspektiv. Som Gud selv siger det til os i GT-teksten til i dag: Jeres planer er ikke mine planer, og jeres veje er ikke mine veje ... for så højt som himlen er over jorden, er mine veje højt over jeres veje og mine planer over jeres planer. Guds vilje og almagt står bag alt i vores liv, og vi bliver her mindet om, at vi kan lægge planer, som vi vil, men vi kan ikke være sikre på, at de bliver til noget. Det ved kun Gud. Og hvis vi tror, at vi forstår sammenhænge og kan gennemskue ting, er det ikke sikkert, vi forstår noget som helst. Ligesom der godt kan være dyb mening, hvor vi kun kan se meningsløshed.

              Bag ved vores forstand er der en visdom, som går langt ud over vores. Som bryder alle vores kendte sammenhænge – og som gør livet uendeligt meget større og rigere, end vi kan opleve og tænke os til. Der er meget håb i det her. Og så mange flere muligheder for mening end vi kan forstå. Så hvis vi længes efter noget af dette – efter at føle, at vi er en del af det, så må vi prøve at finde tillid – til at vores liv er i Guds hånd – også når vi ikke forstår det – og når vi måske ind imellem oplever, at vi er ved at miste grebet.

              Vi hørte i dag lidt af et af Paulus’ breve til korinterne. Her forsøger han at hjælpe os til den tillid. For han siger, at Gud selv har vist os, at hans visdom og forståelse er helt anderledes end vores. Det gjorde han, da han selv blev menneske i Jesus. For os er det ulogisk, at Gud, der er udenfor og bag alt, bliver menneske – og da han bliver det, at det så ikke er som en ophøjet hersker, men at han fødes i en stald, og at han dør på et kors – korsfæstet som en forbryder. Det er der ingen kongeværdighed ved – og da slet ikke nogen guddommelig værdighed.

              I tiden efter Jesu død var det da også de stærkeste argumenter imod kristendommen, - at Jesus døde så usselt. I et bevaret brev fra ca. år 175 lyder det sådan her: ”Hvad har vel Jesus gjort der var kongeligt, som det sømmer sig en Gud?” Og om hans korsfæstelse: ”Om ikke før, hvorfor viser han så i det mindste ikke nu noget guddommeligt og frelser sig fra denne skændsel og dømmer dem, der hovmoder sig mod ham og Faderen?”

              Men her er det, Paulus siger til os, at netop det ulogiske er udtryk for Guds virkelighed. Med vores jordiske forstand er der ingen logik i noget af dette – ligesom der ofte heller ikke vil være det i den smerte f.eks., der rammer os i vores liv. Med vores forstand kan vi ikke finde mening i lidelse. Men Jesu død og opstandelse viser os, at der godt kan være mening, der hvor vi ikke ser og føler den. Når vi mennesker kræver logisk tænkning, viser Gud sig for os på den mest ulogiske måde – som korsfæstet. Den mest ophøjede, skaberen, der har magt over alt og kan alt – han lader sig korsfæste for at vise os, at der er en mening, som lang overgår, hvad vi kan tænke os til. Gud er større end vores forstand. Vores liv har meget større mening, end vi forstår. Og Gud har planer med vores liv på en måde, vi ikke fatter.

              Lignelsen om sædemanden, som jo er vores evangelietekst i dag, taler til os om det samme. Her er det Jesus, der underviser en meget stor flok mennesker, der er stimlet sammen om ham. Han er ved søen, og der er så mange menneske forsamlet, at han må gå ud i en båd og tale til dem derfra, for at alle skal kunne høre ham.

              Han fortæller dem lignelsen om sædemanden. Umiddelbart er den jo enkel at forstå. Sædemanden – eller landmanden, som vi ville sige i dag – går ud for at så, og han sår og sår. Noget af kornet falder på vejen, og det spiser fuglene. Andet falder på klippegrund, og det spirer, men det visner snart igen, fordi det ikke har ordentlig rod. Noget falder imellem tidsler og ukrudt – det spirer også, men ukrudtet gror stærkere end det, så det bliver kvalt. Endelig er der også noget, der falder i god jord, og det vokser op og giver udbytte. Noget lidt, andet meget.

              Billedet kan vi alle se for os, for selv om landmændene i dag sår med store maskiner, så er fortællingen jo den samme. Om kornet, der bliver sået, vokser og gror, afhænger af jorden, det bliver sået i – og så af om Gud lader solen skinne og lader det regne og blæse på de rigtige tidspunkter.

              Fortællingen er en lignelse, et billede, og Jesus vil lære folkeskaren – og os noget vigtigt med det. Han siger, at det, sædemanden sår, er ordet. Ordet om Guds virkelighed. Og lignelsen skal vise os, at hvis det ord – og tilliden til det, skal gro i os, så må vi gøre noget for at blive til god jord. Det lyder enkelt, men det er det ikke – ikke hvis det skal blive virkelighed, og ikke bare smukke tanker i vores hoveder. For hvordan gør vi lige det? Hvad er det egentlig Jesus siger?

              Han hjælper os på vej! Men i første omgang bliver det ikke lettere – han taler ligesom i et skjult sprog. Han vil nemlig have os til virkelig at lytte – og til at forstå med det inderste af os selv. For kun hvis vi gør det, kan han hjælpe. Derfor siger han også, at den, der har ører at høre med, skal høre!  Lyt med det inderste af dig selv, siger han. Han er nu blevet alene med disciplene – de er de første, der skal forstå – og kan forstå – fordi han hjælper dem. I dem skal ordet først slå rod og gro.

              De andre – dem udenfor, som han kalder dem – hører bare lignelsen, siger han, for at de skal se og se, men intet forstå, de skal høre og høre, men intet fatte, for at de ikke skal vende om og få tilgivelse. Nu gavner det os, at vi har hørt, hvordan Guds virkeligheds sprog er et andet end vores, for det her er svært at forstå. Det hjælper lidt, når vi ved, at  hans ord er et citrat fra GT. Det er nemlig de samme ord, som Gud sagde til Esajas, da han blev kaldt som profet. Da Esajas spurgte Gud, hvad han ville have ham til at gøre, svarede Gud, at han skulle gå ud og sige netop disse ord til folk – om at de skal se og se, og intet forstå, og høre og høre og intet fatte, så de ikke vender om og får tilgivelse.

              Esajas spørger så Gud, hvor længe dette skal vare, og Gud siger, at det skal blive ved, indtil alt er udryddet – som hvis et træ skæres ned og kun stubben er tilbage – den stub er hellig sæd, siger han. Derfra kan noget helt nyt komme – en ny kvist kan skyde. For Esajas er Jesus den nye kvist, men når Jesus bruger ordene i dag, er det som et billede på os. Nogle gange må noget skæres væk i vores sind, før vi kan komme til at forstå, hvad der virkelig betyder noget for os. Så når Jesus taler om dem udenfor, der skal se og se og intet forstå, så er det vores ydre side.

              Så længe vores ydre jeg lever helt i det materielle, i det logiske. Så længe vi tror på, at det er os, der er i centrum, os der skal have ret og magt, så kan vi kun være dem udenfor – så kan vi ikke forstå Guds virkelighed, for vi er ikke interesseret i at forstå den. Vores sind er for hårdt. Der skal først noget andet til. Vi skal beskæres – måske igennem modgang eller blot ved at blive ældre. For først når vi vender blikket lidt mere indad i os selv – imod andre værdier og måder at forstå livet på, - først når vores sind bliver blødere - kan Jesu ord slå rod i os. Det er det, han mener.

              Det siger han - indirekte, da han udlægger lignelsen om sædemanden for disciplene. Han fortæller nemlig, at med dem på vejen er det sådan, at når de har hørt ordet, så kommer hverdagen hurtigt og tager det bort igen. Her taler han om dem udenfor, dem, hvor ordet aldrig slår rod, for det trænger ikke ind i dem – det bevæger dem ikke. De må først blive blødere i sindet, for at det kan ske.

              I alle de andre, han nævner, spirer ordet og slår rod. Vi hører næsten, hvordan de bliver delvist et med orden. På forskellig måde – nogle mennesker er som kornet på klippegrunden – dér får det ikke ordentlig rod, og det lever kun en tid i dem. Når livet bliver svært, glemmes ordet igen. Andre mennesker er som det, der bliver sået mellem tidslerne – de holder heller ikke ud, for bekymringer for dagligdagen og lyst til alt muligt andet råber højere, end den virkelighed ordet, kornet, repræsenterer, og det bliver kvalt af alle tankerne. Men med nogle mennesker er også som det, der bliver sået i den gode jord. I dem slår ordet rod, og det vokser og bærer frugt. Det giver nyt liv, og nye muligheder lukker sig op og folder sig ud. Nye muligheder af nærhed med andre mennesker, af kreativitet og glæde. Livet får for de mennesker en ny mening.

              I nogle bærer ordet meget frugt – i andre mindre, men det vigtige er ikke, hvor meget det er – eller hvordan, det sker. Det vigtige er, at nyt liv folder sig ud.

              Og det allervigtigste er, at sædemanden sår. Og han sår, og han sår. Han bliver ved med at så - ud over vejen, ud over klippegrunden, ud over tidslerne og ud over den gode jord. Det ser vi først, når ordet virkelig har spiret og båret frugt i os. Først der opdager vi – i taknemmelighed – at vi jo alle har både vejen og klippegrunde og tidslerne og den gode jord i os. Det afgørende er, om frøet – ordet – spirer, og kun på vejen spirer det ikke. Vi må få det til at spire, for når først det er sket, så skal det nok gro – også selv om det i en periode ser ud til at visne eller blive kvalt. For ordet har taget bolig i os, og det indeholder en indre grokraft, så det vil vokse igen, når vi kommer i situationer i livet, hvor hverdagen måske bliver svær. Så kommer hjælpen fra ordet til os, fordi det engang har spiret. Det kommer som trøst, som tydning, som anfægtelse, som nærvær og mening, som glæde.