BØN

Menneskelivet er sårbart og åbent. Vi har brug for andre mennesker, for fællesskab med hinanden, men vi har også brug for Gud. Vi kan dele meget med hinanden, men den inderste glæde og den inderste smert kan vi ikke nå ud til andre med. Når det drejer sig om det dybeste i os kan vi kun dele det med Gud, og det er berigende at gøre det, for ellers er vi ladt alene med det. I bønnen giver Gud liv til os, og vi får lov til at lægge alt i hans hænder.

Et problem for os kan være, hvordan vi får Gud i tale. Hvis man ikke er vant til at bede, og det ikke er en naturlig del af dagligdagen, skal samtalen med Gud læres og øves på samme måde, som vi skal lære og øve færdigheder i forhold til andre mennesker. Samtidig er det vigtigt at vide, at samtalen med Gud aldrig er noget, vi skal anstrenge os for. Den ligger naturligt gemt indeni os, så egentlig skal vi bare finde evnen til den frem.

Jeg vil fortælle en lille historie om en gammel dame, der boede på et plejehjem[1]. Hun ville så gerne kunne bede dybere, og derfor spurgte hun efter en gudstjeneste præsten, om han ville fortælle hende om bøn. Hun sagde til ham, at hun havde spurgt mange til råds, men ingen havde kunnet lære hende det. Hun havde også selv forsøgt, og i 14 år havde hun bedt og bedt en bestemt bøn næsten hele tiden, men – som hun sagde – hun havde alligevel aldrig oplevet Guds nærvær. Præsten overvejede, hvad han skulle sige til hende, og så sagde han, at hvis hun på den måde selv havde talt hele tiden, når hun henvendte sig til Gud, så havde hun jo heller ikke givet Gud en chance for at få et ord indført.

”Hvad skal jeg da gøre?” spurgte hun, og præsten sagde til hende, at hun skulle gå ind på sin stue og rydde op og gøre i stand. Så skulle hun sætte sig sådan, at hun sad med ryggen til de små hjørner og kroge, hvor hun havde gemt de ting, der helst ikke skulle ses, og hvor der derfor stadig var rodet. Derefter skulle hun tænde et lille lys – og så sidde og se ud over sin stue.

Præsten fortalte selv historien videre med disse ord: ”Sid bare der, se Dem omkring og prøv rigtig at se, hvordan der er, der hvor De bor, for jeg er sikker på, at hvis De har bedt så meget i alle disse år, så må det være lang tid siden, De virkelig har set Deres stue. Tag så Deres strikketøj frem og strik et kvarter for Guds åsyn, men jeg forbyder Dem udtrykkeligt at sige ét af bønnens ord! De sidder bare der og strikker og prøver at nyde freden i Deres stue.” Sådan sagde han til hende.

                      Hun syntes ikke, det lød af noget særligt, men hun fulgte præstens råd, og nogen tid efter kom hun og fortalte ham – at det havde virket. Hun sagde: ”Jeg gjorde ligesom De rådede mig til. Jeg gik ind og gjorde mig i stand og gjorde orden i stuen, og så satte jeg mig i min lænestol og tænkte: ”Det er vel nok dejligt – nu har jeg et kvarter, hvor der ikke er noget, jeg skal – og hvor jeg ikke behøver at have dårlig samvittighed!” – og jeg så mig omkring, og for første gang i mange år tænkte jeg: ”Du godeste, hvor er det dog en dejlig stue, jeg har. Vinduet vender ud mod haven, der er plads nok til mig, og så er der alle mine ting, som jeg har samlet sammen i årenes løb.”

Og hun fortsatte: ”Der faldt en sådan ro over mig, fordi stuen var så fuld af fred. Så kom jeg i tanker om, at jeg jo skulle strikke for Guds ansigt, og det begyndte jeg så på. Og jeg blev mere og mere opmærksom på stilheden – der var ikke noget at bekymre sig om, jeg behøvede ikke at anstrenge mig – og så gik det op for mig, at denne stilhed ikke blot var ”lydløshed”, men at den havde et indhold. Nogen var til stede i den. Stilheden havde en tæthed, en rigdom, og den begyndte at trænge ind i mig”.

                      Sådan fortalte den gamle dame om sin oplevelse med bøn og med Guds nærvær. Og efter denne oplevelse, var det aldrig mere svært for hende at føle, at stilheden og at Gud var der. Det betød ikke, at hun holdt op med at bede med ord, - det gjorde hun også ind imellem; men bøn var for hende virkelig blevet til samtale med Gud.

På samme måde kan det også blive for os. Bønnens sted lever i os. Det skal egentlig kun kaldes frem, og det bliver det ofte, når vi mærker stilheden. Bøn er ikke kun, at vi taler, - den er måske først og fremmest, at Gud taler til os, og at vi lytter. I en sådan samtale med Gud, kan vi aldrig føle os alene. 

                      Med disse ord vil jeg ønske Guds fred og alt godt til alle!

Lene Højholt